Det ER benhårdt at være Mor - BASTA!!! Ned med tabuerne....

wamse skriver:

Ham min teenager, som jeg synes er meeeget svær at være sammen med..... Han havde kolik i 4 mdr. Det var ikke "bare" nogle timer i løbet af døgnet, nej der var 4 timers ro om formiddagen og resten af døgnet skreg han. Jeg fik ham passet 1 gang, og da der var gået 2 sølle timer, ringede min mor og spurgte om jeg ikke ville hente ham igen, fordi hun ikke kunne holde det skrigeri ud. Så sorry, men teorien holder ikke Det er godt det kun er faser, men nogen gange føles det hele som en fase, kan næsten få det helt skidt over ordet, faaaseeeee.

Sådan en fase kan dæleme også føles lang...stakkels dig!!!

Du får en krammer  Tru ham med Skoleskibet Danmark hvis der skal  være så meget bøvl med ham

dorthemus skriver:

Sådan en fase kan dæleme også føles lang...stakkels dig!!!

Du får en krammer  Tru ham med Skoleskibet Danmark hvis der skal  være så meget bøvl med ham

Åhh jeg tror såmænd at han føler at jeg er skyld i alverdens møg, fordi jeg har valgt at vi flytter tilbage til min fødebySå det er ligefør han synes at skoleskibet ville være cool.

Det er en sær alder, for han kan lige så hurtig vende og være helt fantastisk lækker, og bare komme og kramme og sige at han elsker mig

wamse skriver:

Åhh jeg tror såmænd at han føler at jeg er skyld i alverdens møg, fordi jeg har valgt at vi flytter tilbage til min fødebySå det er ligefør han synes at skoleskibet ville være cool.

Det er en sær alder, for han kan lige så hurtig vende og være helt fantastisk lækker, og bare komme og kramme og sige at han elsker mig

Ja det er nok ikke så nemt at være teenager...eller mor for sådan en størrelse

Held og lykke med flytningen

Maise skriver:

Synes det er fedt at kunne gøre som i har gjort med at få barnet passet. Ville ønske jeg selv kunne få mig selv til det, men det kan jeg ikke. Har dog forsøgt at lære hende flasken, den afviser hun.

Det irriterer mig at jeg ikke kan lade mig selv få hende passet. tænker at det kan jeg når amningen er slut, men så finder jeg sikkert en anden undskyldning for hvorfor hun ikke kan passes af andre. jeg synes det er rigtig hårdt at jeg ikke give hende fra mig og ved jo andre godt kan passe hende, men jeg kan bare ikke.

Håber jeg med tiden kan lade andre passe hende. indtil videre er det kun kæresten der får lov når jeg lige skal ned og handle f.eks.

Føler hun er mit ansvar og ingen andres og det er hårdt synes jeg.

så thumps up for at du får ham passet og nyder llivet lidt.maise

Åh tusind tak for det indlæg - det er rigtig dejligt at høre at det ikke er alle der synes man er en ravnemor fordi man får ham passet så tidligt...

Jeg har fra starten ikke haft problemer med at være fra ham. 8 dage efter jeg havde født, dvs 4 dage efter jeg kom hjem fra hospitalet gik jeg en tur med min veninde i to timer, og jeg havde det FINT med det. Jonathan var hjemme sammen med kæresten og svigerfamilien som belejrede os den weekend, og jeg trængte bare til luft, kaffe og at få lov at stå i en port oppe på strøget og snøfte op ad min veninde. Det er der mange der ALDRIG kunne drømme om, men for mig føltes det såååå skønt!

Så tak for dine søde ord - det hjælper på samvittigheden!!!

Rosa skriver:

Årh tak Men med mit skønne lille kolikmonster har jeg jo også stof nok til inspiration

Det der med "hold nu kæft!!!" - altså jeg har de ondeste tømmermænd i samvittigheden bagefter, og en af grundende til at skrive det her er jo netop at eliminere den "fordom" at a)man er den eneste mor i verden der er ond nok til at sige den slags b)at rigtige mødre aldrig bander og c)den slags udbrud fører direkte til shaken baby syndrome - det er bare et sprøgsmål om tid

Den der med at skrige, den har jeg simpelthen ikke turdet endnu (fordi jeg er bange for at hidse mig selv endnu mere op, tror jeg) men jeg har knaldet døren op og marcheret direkte hen til Niklas med ungen i udstrakte arme og hvæset "TAG HAM!!!! Jeg GIDER ikke mere!!!!", hvorefter den stakkels mand nærmest greb bassen i luften og så mig trampe ind i stuen hvor jeg satte mig til at ryge (stoppede ellers da jeg smed p-ringen ) ud af vinduet med tårer i øjnene af raseri! Bassimutten havde skreeeeget heeele vejen ned ad Strøget mens han sad i viklen, dvs snøret fast til min krop mens fremmede folk kom med kommentarer a la "ej, hold da op med at nappe ham, høhøh"    og 2 sekunder før jeg satte nøglen i døren med koldsved på panden og våde pletter under armene og lunger der først kom hjem et kvarter senere - ta-fucking-daaaa - gik han omkuld og sov så sødt, så sødt DER blev jeg simpelthen så megahidsig på min 5-6 uger gamle lille søn - kombinationen af skrigeri i timevis hver dag, ammeri om natten og chokket over at være blevet mor - PLUS alle de skuffede forventninger blev pludselig en sprængfarlig coctail...

Ikke at jeg synes det er sjovt at du faktisk har stof nok til inspiration - men jeg nyder bare at læse det og kan nikke så meget genkendende til det hele:0) Det er ikke så slem t med Anton, men får de vildesteflash backs til da jeg fik Asta:0)

Der kunne jeg have skrevet Dorthemus'es indlæg - halt alene mor og på nervesammenbruddets rand - sådan føltes det:0)

Og ja de ondeste tømmermand - tjah de forfølger sku en gennem hele moderskabet. SOm spæd over man har sagt holdkæft og som de vpokser bliver det bare til en helt masse andet:0) Som Asta blev ældre måtte jeg indse at den ene tømmermand af dårlig samvittihed efter den anden bare dukker op. Så er det det at man har hentet for sent - været sur en hel dag-ikke leget nok-skældt for meget ud-lavet rugbrødder til aftensmad :0)

Sjovt du skriver det med at ryge - jeg har ikke røget siden jeg blev gravid med Asta - men har i disse dage haft så kæmpe trang til at gå amok i en pakke og nærmest bare tage en smøg i et hiv - men gør det ikke - for er sikker på jeg ville hoste mig selv halvt ihjel - og det går dæleme ikke - det vil jo være en sikker babyvækker:0)

Jeg har brugt den med at gå ind i et andet rum og skrige aaaaaaaaaaaaaaaaaaaaahhhh eller fuuuuuuuck så højt jeg kunne - jeg har jo hverken med Asta eller med Anton ( indtil i aften hvor Kenny kommer hjem på barsel-stakkels mand:0)) haft muligheden for at aflevere til anden part og sige nu gider jeg ikke mere - jeg går i bad og lukker larmen ude for 10 minutter:0) Så her har skrigeriet virket ufattelig befiende og aflastende:0)

Åhh og folk er deres forpulede kommentarer - jeg kører jo i bus om morgenen ind og aflevere Asta i skole og hjem igen og ind og hjem igen om eftermiddagen. Så sidder i en bus ca en time om dagen. Oftest om eftermiddagen får Anton gerne et flip og skriger turen hjem og så kommer alle kommentarerne: Nåh der er vist en der er sulten hva?? åhh stakkels lille dreng og bla bla. Nej han er ikke sulten han har lige spist inden vi satte os ind, nej han har ikke skidt  - men måske han har det varmt da der er 8497525 grader herinde og i larmer osv. Og så derse blikke-de kan dræbe: Åhh hvad laver den mor i bussen med den stakkels dreng, hun burde jo blive hjemme med sådan en lille en...............) Sådan føles det i hvert tilfælde:0)

Moderskabet - vidunderligt men laaaaaaangt fra rosenrødt og blødt:0)

Maise skriver:

ja dig tager jeg dælme hatten af for. du har da bare klaret det super, ud fra hvordan det hele startede. har jo fuldt dig fra starten og synes godt nok du har været dit igennem, puha. ja du føler dig skrøbelig, men må været blevet meget stærk af denne oplevelse.

Iiiih, tak for de søde ord!  

Rosa skriver:

Rigtig stærk historie, tak for den

tak

det var også lidt svært at få det sagt, men jeg har det faktisk bedre nu med det hele og jeg har lagt mærke til at jeg bedre accepter hvordan jeg har det nu, så må sige at det er hver at prøve

og hvor er det rart at så mange også har fortalt deres historie

et kram fra mig og lille Tinke til alle jer derude

Uhh jeg må faktisk indrømme at jeg har det helt anderledes. At det mere er tabu når alt faktisk går som smurt og at alt ER lyserødt.

Da Kirstine blev født blev jeg blæst bagover af følelser og synes hun var det smukkeste der havde trådt på denne jord! Kirstine SOV de første 4 mdr. og græd aldrig. Hun sov fra 23 til 6, blev ammet og sov så igen til kl. 10, allerede fra hun var 3 uger gammel. Hun tog på og voksede og hendes far og jeg var så forelskede i hinanden som aldrig før.

Men, hvis jeg fortalte dette til nogen i mødregruppen, eller nogen i familien/vennerne var der INGEN der troede på mig, og tit fik jeg også lidt skæld ud. Jeg fik ofte den der "ejjj det TROR jeg bare ikke på", eller mødrene i mødregruppen vendte det hvide ud af øjenene osv. når jeg fortalte hvordan det gik hos os. Derfor holdt jeg helt OP med at fortælle hvordan det gik, og håååbede ofte at Kirstine måske ville skrige lidt hos mødregruppen idag eller lign. Eller jeg fandt bare på noget der var træls, så jeg blev mere en del af gruppen af "trætte, slidte, udmattede nye mødre". Jeg må indrømme at jeg også sidder med hjertet helt oppe i halsen over at skrive det her indlæg, fordi jeg frygter at blive lynchet af jer alle. Det er bare heller ikke overhovedet okay at alt er lyserødt, for det "skal" også bare gå lidt dårligt.

Knus Ditte. Der frygter for at have overtrådt hybris, og at nemesis derfor kommer efter mig for fuld hammer med det barn jeg venter, så jeg får et af de børn der hverken sover, spiser eller er glad de første 5 år!

DK skriver:

Uhh jeg må faktisk indrømme at jeg har det helt anderledes. At det mere er tabu når alt faktisk går som smurt og at alt ER lyserødt.

Da Kirstine blev født blev jeg blæst bagover af følelser og synes hun var det smukkeste der havde trådt på denne jord! Kirstine SOV de første 4 mdr. og græd aldrig. Hun sov fra 23 til 6, blev ammet og sov så igen til kl. 10, allerede fra hun var 3 uger gammel. Hun tog på og voksede og hendes far og jeg var så forelskede i hinanden som aldrig før.

Men, hvis jeg fortalte dette til nogen i mødregruppen, eller nogen i familien/vennerne var der INGEN der troede på mig, og tit fik jeg også lidt skæld ud. Jeg fik ofte den der "ejjj det TROR jeg bare ikke på", eller mødrene i mødregruppen vendte det hvide ud af øjenene osv. når jeg fortalte hvordan det gik hos os. Derfor holdt jeg helt OP med at fortælle hvordan det gik, og håååbede ofte at Kirstine måske ville skrige lidt hos mødregruppen idag eller lign. Eller jeg fandt bare på noget der var træls, så jeg blev mere en del af gruppen af "trætte, slidte, udmattede nye mødre". Jeg må indrømme at jeg også sidder med hjertet helt oppe i halsen over at skrive det her indlæg, fordi jeg frygter at blive lynchet af jer alle. Det er bare heller ikke overhovedet okay at alt er lyserødt, for det "skal" også bare gå lidt dårligt.

Knus Ditte. Der frygter for at have overtrådt hybris, og at nemesis derfor kommer efter mig for fuld hammer med det barn jeg venter, så jeg får et af de børn der hverken sover, spiser eller er glad de første 5 år!

Ihh jeg elsker altså at høre den "historie" Det er så skønt at vide at det KAN lade sig gøre at få det hele på en gang. Men samtidig gør det lidt ondt indeni, fordi - hvorfor var det ikke sådan for OS? Hvorfor var det lige VORES lille elskling der blev en del af de 10% som skulle være så plaget af mavesmerter og kolik, os der skulle trave plankegulvene tynde med ham på armen i endeløse skrigture, rende fra kiropraktor til zoneterapuet til kiropraktor i en evighed og råbe "hold kæft!" af den lille - hvorfor? Hvorfor når det nu KAN lade sig gøre at have det som I havde det med lille Kirstine?

Jeg kan sagtens forestille mig at det må være svært at sidde som den eneste hvor det hele bare går glat, jeg har selv prøvet det i andre sammenhænge, og misundelse kan antage mange former har jeg fundet ud af!

Men jeg tror det er de færreste som decideret brokker sig for at være med (ikke at det er det du siger overhovedet). Jeg brokker mig vidst også mere end det egentlig er rimeligt, især sammen med veninderne og min mor - det er som om nogen stopper en 5'er i ryggen af mig og så VÆLTER det bare ud med brok tilsat uinteressant bonusinfo om farve og konsistens på - ja.. osv. osv. Need I say more? I virkeligheden er det nok mig der efterhånden burde tage og holde kæft

Rosa skriver:

Ihh jeg elsker altså at høre den "historie" Det er så skønt at vide at det KAN lade sig gøre at få det hele på en gang. Men samtidig gør det lidt ondt indeni, fordi - hvorfor var det ikke sådan for OS? Hvorfor var det lige VORES lille elskling der blev en del af de 10% som skulle være så plaget af mavesmerter og kolik, os der skulle trave plankegulvene tynde med ham på armen i endeløse skrigture, rende fra kiropraktor til zoneterapuet til kiropraktor i en evighed og råbe "hold kæft!" af den lille - hvorfor? Hvorfor når det nu KAN lade sig gøre at have det som I havde det med lille Kirstine?

Jeg kan sagtens forestille mig at det må være svært at sidde som den eneste hvor det hele bare går glat, jeg har selv prøvet det i andre sammenhænge, og misundelse kan antage mange former har jeg fundet ud af!

Men jeg tror det er de færreste som decideret brokker sig for at være med (ikke at det er det du siger overhovedet). Jeg brokker mig vidst også mere end det egentlig er rimeligt, især sammen med veninderne og min mor - det er som om nogen stopper en 5'er i ryggen af mig og så VÆLTER det bare ud med brok tilsat uinteressant bonusinfo om farve og konsistens på - ja.. osv. osv. Need I say more? I virkeligheden er det nok mig der efterhånden burde tage og holde kæft

He he he... nej slet ikke!!! Det må da lige være det der er meningen med denne tråd! At vi alle har ret og lov til at sige præcis hvordan det er for os selv! At intet er forbudt at sige. Hverken det gode eller det dårlige!!

Og jeg er så meget klar til at høre på brok! Det har jeg sagt!!! Når du stopper med brokkemails, bliver jeg jo helt bekymret for dig, he he!!! Jeg bliver aldrig træt! Hit me!!