Må ud med det.

Jeg stopper debatten her fra  

tal for svar og støtte

Kære du

Hold fast i at du vil bede om hjælp, og hvis du er overbevist om at dit netværk ikke vil hjælpe, så find professionelle. Lev Uden Vold, Mødrehjælpen, Kommunen ... insister på at få hjælp og tag på hotel om nødvendigt.

Og så en helt anden ting. Du hentyder flere gange til at dine børn har været igennem meget. Det lyder også sådan - grimme skilsmisser og vold, og allerede nu en ny mand, også voldelig, flere brud, flytning ... MEN! Der er ingen anden vej uden om at fjerne dem fra det farlige og dysfunktionelle. De får ikke “færre” ar på sjælen af fortidens problemer, ved at skulle blive et nyt sted som heller ikke er godt for dem. De fortjener at komme væk, de fortjener at du får ro på og finder ud af, hvad det er som gør at du indgår i relationer som ender på denne måde.

Både du og dine børn fortjener hjælp.

Hej med dig,

min mand er også 2 meter høj, stor og robust. Og kan helt klart relaterere til din situation da jeg ofte har oplevet det samme.

Min mand er er det roligste, varmeste og sødeste menneske til hver dag. En alle elsker. Ikke den højtråbende type, egentlig lidt genert og usikker til tider.

vi har begge ret store temperamenter når vi skændes, og vi får de VÆRSTE sider frem i hinanden. 
jeg kan få ham helt til vanvid, hvor han ikke aner hvad han skal stille op. 
jeg har også stået i situationer hvor jeg synes han er forkert på den; hvor det han har gjort er gået over min grænse, hvor jeg har været død bange for ham, hvor han bogstaveligt har skubbet mig hårdt ned i sengen eller i gulvet. 

Min konklusion er at når man elsker en, og kender en så godt som man gør i er forhold, så kan det virkelig få noget frem i en man ikke er stolt af eller som man ikke vidste man var i stand til. Ikke dermed sagt at det er i orden, men at man ikke gør det i en bevidst handling. 
Set i bakspejlet på vores over 100 af skænderier, så synes jeg ikke min mand har overeageret, manipuleret mig eller noget andet. For han er der altid for mig, og vi har det bedste forhold. Undtagen når vi skændes. 
mit råd til dig, er at jo mere åben du er, og jo mere i snakker om det, jo bedre. 
så kan du også stille og rolig sætte dig ind i hans side af sagen, om han måske gjorde det af en grund, om det er "sådan han er" 

eller om det er en KÆMPE fejltagelse.  

Ved ikke om du læser med TS. Er ked af at der er nogen i tråden uden situationsfornemmelse der har skræmt dig væk. Og håber virkelig du får den hjælp du har brug for!

Og så vil jeg bare sige at jeg ikke håber du lytter til det Line1991 skriver. Det er IKKE normalt at man er fysisk overfor hinanden eller at man terroriserer hinanden i et sundt forhold. Uanset hvor vred man kan blive er det aldrig ok. 

Hej med dig,

min mand er også 2 meter høj, stor og robust. Og kan helt klart relaterere til din situation da jeg ofte har oplevet det samme.

Min mand er er det roligste, varmeste og sødeste menneske til hver dag. En alle elsker. Ikke den højtråbende type, egentlig lidt genert og usikker til tider.

vi har begge ret store temperamenter når vi skændes, og vi får de VÆRSTE sider frem i hinanden. 
jeg kan få ham helt til vanvid, hvor han ikke aner hvad han skal stille op. 
jeg har også stået i situationer hvor jeg synes han er forkert på den; hvor det han har gjort er gået over min grænse, hvor jeg har været død bange for ham, hvor han bogstaveligt har skubbet mig hårdt ned i sengen eller i gulvet. 

Min konklusion er at når man elsker en, og kender en så godt som man gør i er forhold, så kan det virkelig få noget frem i en man ikke er stolt af eller som man ikke vidste man var i stand til. Ikke dermed sagt at det er i orden, men at man ikke gør det i en bevidst handling. 
Set i bakspejlet på vores over 100 af skænderier, så synes jeg ikke min mand har overeageret, manipuleret mig eller noget andet. For han er der altid for mig, og vi har det bedste forhold. Undtagen når vi skændes. 
mit råd til dig, er at jo mere åben du er, og jo mere i snakker om det, jo bedre. 
så kan du også stille og rolig sætte dig ind i hans side af sagen, om han måske gjorde det af en grund, om det er "sådan han er" 

eller om det er en KÆMPE fejltagelse.  

 

“

Undtagen når vi skændes. 
mit råd til dig, er at jo mere åben du er, og jo mere i snakker om det, jo bedre. 
så kan du også stille og rolig sætte dig ind i hans side af sagen, om han måske gjorde det af en grund, om det er "sådan han er" 

eller om det er en KÆMPE fejltagelse.”

Altså det er jo klassisk splitting. En forsvarsmekanisme som anvendes, for at kunne være i et dysfunktionelt forhold. 

Man kan jo sætte sig ind i alt? 
Men det betyder bestemt ikke, at man skal rumme det! 

Og den der udøver volden har ALTID ansvaret. Uanset hvor meget du så har provokeret.
Det er jo ikke selvforsvar - for det er noget andet, hvor man er i livsfare, fordi en anden er korporlig. 

Man har altid et valg om at gå i stedet for at skubbe eller slå, hvis man bliver vred. 

Det er godt nok farligt at opfordre folk til at blive i et forhold, som går over deres grænser. For langsomt bliver dine grænser flyttet. 

Fint du ønsker at leve i et voldeligt forhold. For det er, hvad det er.

Men opfodrer aldrig andre til at overskride deres egne grænser i ren forståelse for en voldsmand, som kan have 1000 grunde for at reagere, som ham gør. (Dårlig barndom, psykisk sygdom osv). 

“Min konklusion er at når man elsker en, og kender en så godt som man gør i er forhold, så kan det virkelig få noget frem i en man ikke er stolt af eller som man ikke vidste man var i stand til. Ikke dermed sagt at det er i orden, men at man ikke gør det i en bevidst handling.” 

At slå og skubbe er meget bevidste handlinger - meget. Kun hos børn hvor den neurologiske udvikling ikke er sket endnu, er det en ubevidst handling. Her taler vi børn under 7… 

Såfremt der ikke er tale om børn under 7 år, så er der tale om en meget umoden forsvarsmekanisme eller er meget svagt overjeg.

Og jeg vil mene det helt modsatte af dig. Min mand får altid det gode frem i mig. Fordi han er helt igennem et fantastisk menneske, som jeg ikke har behov for at såre. Og han har ikke behov for at såre mig - vi har lyst til at være gode for hinanden og over for hinanden - fordi vi ikke kan lade være. Vi har 2 børn, været sammen i 8 år. Det ene er handicappet og burde gøre det sværere for vores kærlighed (helt statistisk). Men vi har aldrig været i nærheden, af det du beskriver. Og vi kender godt nok hinanden godt og går op og ned af hinanden og er kørt ned af kroniske indlæggelser og 0-frihed! 

Jeg har selv været i er forhold, som du har været i. Det er nedbrydende på sigt. 

BH en der har arbejdet med mange udsatte kvinder.

Hej med dig,

min mand er også 2 meter høj, stor og robust. Og kan helt klart relaterere til din situation da jeg ofte har oplevet det samme.

Min mand er er det roligste, varmeste og sødeste menneske til hver dag. En alle elsker. Ikke den højtråbende type, egentlig lidt genert og usikker til tider.

vi har begge ret store temperamenter når vi skændes, og vi får de VÆRSTE sider frem i hinanden. 
jeg kan få ham helt til vanvid, hvor han ikke aner hvad han skal stille op. 
jeg har også stået i situationer hvor jeg synes han er forkert på den; hvor det han har gjort er gået over min grænse, hvor jeg har været død bange for ham, hvor han bogstaveligt har skubbet mig hårdt ned i sengen eller i gulvet. 

Min konklusion er at når man elsker en, og kender en så godt som man gør i er forhold, så kan det virkelig få noget frem i en man ikke er stolt af eller som man ikke vidste man var i stand til. Ikke dermed sagt at det er i orden, men at man ikke gør det i en bevidst handling. 
Set i bakspejlet på vores over 100 af skænderier, så synes jeg ikke min mand har overeageret, manipuleret mig eller noget andet. For han er der altid for mig, og vi har det bedste forhold. Undtagen når vi skændes. 
mit råd til dig, er at jo mere åben du er, og jo mere i snakker om det, jo bedre. 
så kan du også stille og rolig sætte dig ind i hans side af sagen, om han måske gjorde det af en grund, om det er "sådan han er" 

eller om det er en KÆMPE fejltagelse.  

 

Det du beskriver her er i mine øjne så dysfunktionelt, at det er decideret farligt af dig at råde andre. At tilsyneladende frivilligt vælge et uligevægtigt forhold, hvor vold eller frygt er almindelig i tilspidsedes situationer, er et utroligt dårligt grundlag for at råde andre udsatte kvinder til at gøre det samme.

Det du beskriver, er virkelig ikke normalt. Heldigvis! Det giver i mine øre ingen mening at tale om et forhold som “helt perfekt undtagen når vi skændes, så er han godt nok voldelig og jeg er bange for ham, men jeg lidt selv ude om det”. Hvis man ikke, også når man er mest ude i torvene, behandler hinanden med respekt (eller som minimum går sin vej, hvis man ikke magter det), så er relationen i mine øjne uligevægtig, usund og for guds skyld ikke noget jeg ville tillade børn at bevidne.

Kir skriver:

Ved ikke om du læser med TS. Er ked af at der er nogen i tråden uden situationsfornemmelse der har skræmt dig væk. Og håber virkelig du får den hjælp du har brug for!

Og så vil jeg bare sige at jeg ikke håber du lytter til det Line1991 skriver. Det er IKKE normalt at man er fysisk overfor hinanden eller at man terroriserer hinanden i et sundt forhold. Uanset hvor vred man kan blive er det aldrig ok. 

Jeg er formentlig en af dem du mener der ikke har situationsfornemmelse men jeg er alligevel enig i det sidste du skriver. Den kommentar fortæller ret tydeligt at vedkommende er SÅ underkuet og ødelagt, at hun ikke kan se, eller mener, at det er forkert at blive skubbet hårdt ned i gulvet eller udsat for andre overgreb. Det er godt nok skræmmende.

Line1991 skriver:

Hej med dig,

min mand er også 2 meter høj, stor og robust. Og kan helt klart relaterere til din situation da jeg ofte har oplevet det samme.

Min mand er er det roligste, varmeste og sødeste menneske til hver dag. En alle elsker. Ikke den højtråbende type, egentlig lidt genert og usikker til tider.

vi har begge ret store temperamenter når vi skændes, og vi får de VÆRSTE sider frem i hinanden. 
jeg kan få ham helt til vanvid, hvor han ikke aner hvad han skal stille op. 
jeg har også stået i situationer hvor jeg synes han er forkert på den; hvor det han har gjort er gået over min grænse, hvor jeg har været død bange for ham, hvor han bogstaveligt har skubbet mig hårdt ned i sengen eller i gulvet. 

Min konklusion er at når man elsker en, og kender en så godt som man gør i er forhold, så kan det virkelig få noget frem i en man ikke er stolt af eller som man ikke vidste man var i stand til. Ikke dermed sagt at det er i orden, men at man ikke gør det i en bevidst handling. 
Set i bakspejlet på vores over 100 af skænderier, så synes jeg ikke min mand har overeageret, manipuleret mig eller noget andet. For han er der altid for mig, og vi har det bedste forhold. Undtagen når vi skændes. 
mit råd til dig, er at jo mere åben du er, og jo mere i snakker om det, jo bedre. 
så kan du også stille og rolig sætte dig ind i hans side af sagen, om han måske gjorde det af en grund, om det er "sådan han er" 

eller om det er en KÆMPE fejltagelse.  

 

Jeg håber ikke du har børn. Hvor må det være utrygt at vokse op i den slags hvor mor er udsat for vold og tilligemed retfærdiggør det. Derudover håber jeg virkelig også at du en dag “vågner op” og ønsker hjælp. Fordi med de udtalelser du kommer med, der fortæller du ret tydeligt hvor ødelagt hver en celle i din krop er. Det usundt at leve i et forhold som det du beskriver. Faktisk mener jeg det er direkte omsorgssvigt af dine børn også. Deraf min kommentar om at jeg håber du IKKE har børn. Jeg er dybt rystet.

LSS skriver:

Jeg er formentlig en af dem du mener der ikke har situationsfornemmelse men jeg er alligevel enig i det sidste du skriver. Den kommentar fortæller ret tydeligt at vedkommende er SÅ underkuet og ødelagt, at hun ikke kan se, eller mener, at det er forkert at blive skubbet hårdt ned i gulvet eller udsat for andre overgreb. Det er godt nok skræmmende.

Situationsfornemmelse var måske ikke det helt rigtige ord, men ja synes du var unødvendig hård overfor TS. Jeg var egentlig ret enig i det du skrev, men tror ikke det er vejen at gå frem overfor folk der er i et voldelig forhold. Selvom det er frustrerende de ikke selv kan se hvor dumt det er, så er det jo netop en af de ting der kendetegner dem - at de ikke selv kan se det og undskylder partneren.

Anonym skriver:

“

Undtagen når vi skændes. 
mit råd til dig, er at jo mere åben du er, og jo mere i snakker om det, jo bedre. 
så kan du også stille og rolig sætte dig ind i hans side af sagen, om han måske gjorde det af en grund, om det er "sådan han er" 

eller om det er en KÆMPE fejltagelse.”

Altså det er jo klassisk splitting. En forsvarsmekanisme som anvendes, for at kunne være i et dysfunktionelt forhold. 

Man kan jo sætte sig ind i alt? 
Men det betyder bestemt ikke, at man skal rumme det! 

Og den der udøver volden har ALTID ansvaret. Uanset hvor meget du så har provokeret.
Det er jo ikke selvforsvar - for det er noget andet, hvor man er i livsfare, fordi en anden er korporlig. 

Man har altid et valg om at gå i stedet for at skubbe eller slå, hvis man bliver vred. 

Det er godt nok farligt at opfordre folk til at blive i et forhold, som går over deres grænser. For langsomt bliver dine grænser flyttet. 

Fint du ønsker at leve i et voldeligt forhold. For det er, hvad det er.

Men opfodrer aldrig andre til at overskride deres egne grænser i ren forståelse for en voldsmand, som kan have 1000 grunde for at reagere, som ham gør. (Dårlig barndom, psykisk sygdom osv). 

 

“Min konklusion er at når man elsker en, og kender en så godt som man gør i er forhold, så kan det virkelig få noget frem i en man ikke er stolt af eller som man ikke vidste man var i stand til. Ikke dermed sagt at det er i orden, men at man ikke gør det i en bevidst handling.” 

At slå og skubbe er meget bevidste handlinger - meget. Kun hos børn hvor den neurologiske udvikling ikke er sket endnu, er det en ubevidst handling. Her taler vi børn under 7… 

Såfremt der ikke er tale om børn under 7 år, så er der tale om en meget umoden forsvarsmekanisme eller er meget svagt overjeg.

 

 

Og jeg vil mene det helt modsatte af dig. Min mand får altid det gode frem i mig. Fordi han er helt igennem et fantastisk menneske, som jeg ikke har behov for at såre. Og han har ikke behov for at såre mig - vi har lyst til at være gode for hinanden og over for hinanden - fordi vi ikke kan lade være. Vi har 2 børn, været sammen i 8 år. Det ene er handicappet og burde gøre det sværere for vores kærlighed (helt statistisk). Men vi har aldrig været i nærheden, af det du beskriver. Og vi kender godt nok hinanden godt og går op og ned af hinanden og er kørt ned af kroniske indlæggelser og 0-frihed! 

Jeg har selv været i er forhold, som du har været i. Det er nedbrydende på sigt. 

BH en der har arbejdet med mange udsatte kvinder.

Virkelig godt skrevet!

Vil bare lige tilføje at selvom man "begge er lige gode om det" når man skændes, så er det jo stadig et voldelig og dysfunktionelt forhold. Selvom man begge slår eller psykisk nedgør så er det jo stadig forkert.

Det er ikke fordi jeg selv har det perfekte forhold, min kæreste og jeg har også begge temperament og vi kan også komme godt op at skændes en sjælden gang imellem. Så kender selv til at man kan blive vred på den anden. Men vi har aldrig været nedgørende overfor hinanden eller er blevet fysiske. For uanset hvor vred jeg bliver, så kan jeg altså godt styre mig. Og det samme med min kæreste.