Må ud med det.

Så fik jeg sovet lidt. Kroppen har det lidt bedre men hovedet kører stadig rundt. 

jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svarer uden det lyder værre eller hvad man nu skal sige. 

jeg har ikke noget familie i nærheden, jeg har heller ingen venner. Jeg er flyttet ind i hans hus i en lille by langt væk fra alt hvad jeg kender. Så jeg er ret isoleret med ham. 

jeg er stadig rystet. Men har fået modet til at tale med ham, så det vil jeg gøre i aften. Hvis han tilnærmelsesvis reagere sådan igen, ringer jeg til min mor eller mormor og smutter med børnene imens han er på arbejde. 

så må jeg finde ud af studie, bolig osv. bag efter. Jeg tænker ikke det er slemt nok til at få kommunal hjælp eller hjælp fra krise center. Men jeg har stadig familie og de skal nok hjælpe mig tror jeg. 

At få en anden til at knæle, mens man aggressivt råber og læner sig ned over en.?? Det er altså storslem psykisk terror. Så jo - det er bestemt nok til at ringe til voldslinjen. Du ser desværre ikke klart.

Du skriver  “hvis det sker igen” .. og du vil snakke med ham. Deri ligger allerede en tilgivelse for noget der bare ikke er i orden og som ingen skal acceptere. 
Og sjovt nok har mange af dem i voldlige forhold, der skriver herinde  ingen venner eller familie og er .... pointe: isoleret følelsesmæssigt, relationelt og eller geografisk.

Man kan snakke om utroskab og ubetænksomhed (hvorfor gav du mig ikke en mors gave.. hvorfor forsvarede du mig ikke overfor svigermor) .. Men der er ting, der ikke kan og må accepteres og som er en glidebane. Man er ikke er rart og sundt menneske når man har  behov for at vise magt på den måde og manipulerer med sin partner. 

Før du snakker med ham, vil jeg udfordre dig til at ringe til voldslinjen og nøgtern fortælle om situationen anonymt. Så kan du høre deres holdning. 

Det her er ikke en “du gjorde noget galt og jeg gjorde også noget galt - lad os komme videre”.  

Du skal gå fra ham. Han har nu overskredet grænsen og hvis du bliver ved han at han kan overskride den igen. 
Jeg har også for en del år siden været i et voldeligt forhold der startede ud nogenlunde på samme måde. Han synes også at jeg drev ham til det og jeg nærmest burde sige undskyld. Jeg vil bare sige pas nu på at du ikke ender det samme sted igen. Hvor længe har I været kærester? 

Jeg ved skredet med det samme

Vi har været sammen i knapt et år og boet sammen i 3 måneder. 

han skammer sig så meget at han ikke engang kan se på mig. Igen føler jeg at det er mig der skal hive ham op. Jeg taler med voldslinjen i morgen. Han er hjemme nu og det samme er børnene. 

I har nok ret, jeg ser ikke klart. Men jeg elsker ham så meget, jeg kan slet ikke rumme de to mennesker han åbenbart indeholder.. 

lige nu kører det bare rundt i mig. Hvorfor skulle det her dog også ske! Hvorfor kan han ikke bare holde om mig og fortælle mig det hele nok skal gå.. arh øv altså. 

Du nævner mange gange, at han skammer sig. Og det skal du passe på med. Du elsker ham tydeligvis, og derfor falder det også en naturligt og finde på undskyldninger.

Du risikerer at han ikke stopper næste gang, og at næste gang er sidste gang (ment som at han slår dig halvt eller helt fordærvet).

Så længe har I heller ikke været sammen, så du kan nå og se en masse skidt fra ham endnu.

Du kommer fra voldelige forhold, hvorfor det for dig er "nemmere" at se igennem fingre med hans, indtil nu, engangsforstilling. Det er ikke unormalt, men det er virkelig skadeligt og nogen udefra, så som jeg, er nødt til at fortælle dig, at hans adfærd på ingen måde er iorden. UANSET grunden. 

Jeg blev direkte mundlam da jeg læste dine ord om, at du skulle gå ned på knæ- f*ck det er sygt! Jeg er rystet.

Jeg vil råde dig til at smutte, og det kan jeg på forhånd næsten regne ud, du ikke vil gøre. Men jeg håber alligevel, at du tager alle disse gode råd til dig, for din og dine børns skyld. Du ved ikke, om dine børn er tilskuere næste gang, og derved arret for livet. ELLER om de er en del af situationen rent fysisk.

Jeg håber det bedste for jer, og at du tænker dig rigtig godt om. Og så er jeg bare rigtig ked af, at du skulle opleve dette fra din omsorgsfulde kæreste, du lyder til at have haft din omgang med voldelige tosser og fortjener at kunne komme videre fra det

Anonym skriver:

Vi har været sammen i knapt et år og boet sammen i 3 måneder. 

han skammer sig så meget at han ikke engang kan se på mig. Igen føler jeg at det er mig der skal hive ham op. Jeg taler med voldslinjen i morgen. Han er hjemme nu og det samme er børnene. 

I har nok ret, jeg ser ikke klart. Men jeg elsker ham så meget, jeg kan slet ikke rumme de to mennesker han åbenbart indeholder.. 

lige nu kører det bare rundt i mig. Hvorfor skulle det her dog også ske! Hvorfor kan han ikke bare holde om mig og fortælle mig det hele nok skal gå.. arh øv altså. 

Pas på du ikke splitter. (Psykologisk forsvarsmekanisme man bruger for at kunne være i en voldelig relation)

Han rummer ikke to personer. Han rummer en. 
Han er den, der gjorde det. HAM. 
Du skal ikke rumme HAM, når han gør det. 
du skal sige stop.

Jeg tænker bare flygt! 
Ud af vagten mens han er på arbejde, og vend dig ikke om! 

Tak for jeres svar. 
jeg skal nok ringe til dem i morgen og få en snak. 
måske negligere jeg det, måske er jeg splittet og forblændet. Men jeg kan ikke få mig selv til at gå fra ham. 

Har siddet og læst lidt med, har ikke kommenteret indtil nu for synes egentlig de andre har udtryk mine tanker. Det er rigtig godt at du har tænkt dig at ringe i morgen, håber du holder fast i det. Og så tænkte jeg på at du måske kunne læse det du skrev da du oprettede tråden og så forestille dig det er din veninde der har skrevet det? Og så se om hvad du ville råde hende til? Tænker det måske kan give dig et andet perspektiv, tit kan man ikke se skoven for bare træer. 

Anonym skriver:

Tak for jeres svar. 
jeg skal nok ringe til dem i morgen og få en snak. 
måske negligere jeg det, måske er jeg splittet og forblændet. Men jeg kan ikke få mig selv til at gå fra ham. 

Jeg er ked af at være hård, men vil du virkelig byde dine børn dét der? Lad være at bilde dig selv ind, at de mærker ikke noget til det, det sker ikke når de er der, han er så sød og kærlig over for dem. Så lyver du for dig selv, for børn er så observante og fintfølende, de skal nok mærke det, det at du er på vagt, det at der er noget på spil, noget farligt, uanset om du mener du skjuler det med et smil. Jeg har selv været i et psykisk voldeligt forhold, jeg forstår godt det er svært, men for helvede mand, du skader dine børn for livet! Jeg gik for at Skåne mine børn, selvom det er det sværeste, jeg har gjort. Oh heldigvis er han bonusfar, det vil sige han faktisk kommer HELT ud af deres liv, hvis du går. Hvad du skal. Alt andet er bare uansvarligt forældreskab. Jeg ved godt det er hårde ord, men du har autonomi over eget liv til den grænse, at du også har børn og ansvar for, at de udvikler sig til sunde hele mennesker.