At lave ting med sin eks

sandramor skriver:

Puuuh jeg føler med dig  mest fordi jeg tænker wow det kunne jeg simpelthen ikke være i! Altså bevares det er skønt man kan være gode venner når man er skilt! Men at holde jul og fødselsdage sammen Det fanme skørt altså!! Jo man kan gøre det når man hver især ikke har nye partnere. Men synes det vær slutte når man møder en ny! At forvente at den nye partner bare skal stå på sidelinien og følge deres halløj med at “lege” familie overfor børnene... ikke tale om jeg gad finde mig i det   Og er sikker på børnene overlever at mor og far ikke holder jul og fødselsdag sammen længere  det gør alle andre børn 

Tak for dit svar - og ærlig så er jeg heller ikke sikker på om jeg kan være i det - for det er virkelig ikke så nemt som jeg synes mange her i tråden gør det til. 

Eksen der lyder altså en smule afstumpet. At blive sur over at du er med oppe og aflevere børn eller deltager i andre dagligdags aktiviteter er for mig helt sort. Hun burde være glad for at hendes eks finder sammen med en som gerne vil hendes børn istedet for at forhindre det. Det lyder mere som om hun nyder at have kontrollen og vil bevare den for enhver pris - også selvom det reelt går ud over hendes børn.

Jeg håber dælme jeg selv evner at være mere rummelig overfor ny partner skulle det ske at vi går fra hinanden en dag.

Anonym skriver:

Nu ser ingen af vores forhold som “bare” kæresteri. Og selv om vi ikke skal have børn sammen så kan vi stadig godt have en familie med dine og mine børn. Jeg har svært ved at se at vores forhold er mindre betydningsfuldt fordi vi ikke skal have fælles børn 

Jeg ser nok deres fællesskab om børnene som vigtigere end dit og hans parforhold. Ens kæreste/ægtefælle kan byttes ud, men har man børn sammen, er man forpligtet livslangt. 

Hans eks lyder derudover mærkelig besidderisk, men grundtanken om, at deres børn er deres vigtigste opgave er jeg enig i. 

Anonym skriver:

Nu ser ingen af vores forhold som “bare” kæresteri. Og selv om vi ikke skal have børn sammen så kan vi stadig godt have en familie med dine og mine børn. Jeg har svært ved at se at vores forhold er mindre betydningsfuldt fordi vi ikke skal have fælles børn 

Det har ikke noget at gøre med at jeres forhold er mindre betydningsfuldt. Det har noget at gøre med at børns behov kommer før voksnes. Synes faktisk det er rigtig stridt af dig at skrive, at måden hvorpå jul og fødselsdage skal afholdes med deres børn er noget du skal være med til at afgøre. Det er det da på ingen måde, for det er ikke dine børn! Sådan noget må det alene være forældrene der afgør. Hvis din kæreste har det bedst med at fortsætte arrangementet som det er nu, også selvom det kun er for at opretholde samarbejdet med eksen, så må du acceptere det, og vurdere om det er noget du kan leve med.

Jeg er helt enig i, at det bliver en mærkelig situation hvis du og kæresten får fælles børn, MEN omvendt synes jeg faktisk det er ret urimeligt for hans børn, at deres traditioner, som de måske er rigtig glade for, skal ændres bare fordi far får en ny kæreste og flere børn. Der sker ikke noget ved at deres halvsøskende skal undvære dem på deres fødselsdage, og sammenbragte familier er et kæmpe stort og kompliceret puslespil som skal gå op så alle er mest muligt glade. Det er  deres fødselsdage, og derfor er det deres behov der skal sættes først i de situationer, ikke dine og dine måske kommende børns. Julen er selvfølgelig noget helt andet. Hvis I får fælles børn, ja så bliver det rigtig mærkeligt at de ikke skal holde jul med deres far. Men der er flere mulige løsninger: I kunne aftale, at I forsøger at give det en chance at holde jul sammen alle sammen. Det er mere normalt end man tror. Og hvis det slet ikke er en mulighed, så kan I aftale, at det kun er for eksempel hvert tredje år at de holder jul sammen uden jer. Eller din kæreste kan trække sig fra arrangementet i julen, og lave en normal ordning med eks'en hvor de på skift har børnene hvert andet år i julen - alternativt kan han afgive julen hvert år til eks'en, og så nøjes med at holde en god lillejuleaften med børnene.

Men hvis ikke I får nogen børn sammen, så er jeg altså enig med Abracadabra i at du ikke har så meget at skulle have sagt. Igen, børns behov kommer altså bare før voksnes i sådan en situation. At din kæreste vælger at holde jul sammen med sine børn fremfor sin kæreste og sit bonusbarn viser bare at han er en god og dedikeret far. Jeg synes det er barnligt hvis du ikke kan se, at de børns behov selvfølgelig skal komme før dine i din kærestes verden. Og mon ikke du og dit barn har andre muligheder for at få en god jul?  

Anonym skriver:

Tak for dit svar - og ærlig så er jeg heller ikke sikker på om jeg kan være i det - for det er virkelig ikke så nemt som jeg synes mange her i tråden gør det til. 

Nej det undrer mig også at der er så mange der bare synes det er såååå fedt og det skal du selvfølgelig bare ku rumme aiii det tænker jeg så absolut ikke du skal... jeg er selv med mine børn og omend jeg taler okay med Mike børns far så skal vi satme godt nok ikke holde jul og fødselsdage sammen   Du skal mærke efter i dig selv og hvad det virkelig gør ved dig. Ikke bare nu men også på lang sigt for der er jo tydeligvis ikke noget der tyder på det stopper sådan lige inden for det næste år. Hvis det gjorde det ku man måske leve med det.

men at de vælger at køre det sådan og at din kæreste vælger den konstellation i stedet for at begynde at lave/opbygge nogen traditioner med dig(hans nye familie) ja det er jo hans valg og du kan jo ikke rigtig tvinge ham til at gøre det anderledes  du kan kun forsøge at fortælle ham hvad det gør ved dig. Hjælper det ikke så havde jeg pænt sagt til ham at nu ville jeg videre og forhåbentlig finde en mand der har lyst til dig på alle punkter  og ikke hænger i skørterne på hans ex

sandramor skriver:

Nej det undrer mig også at der er så mange der bare synes det er såååå fedt og det skal du selvfølgelig bare ku rumme aiii det tænker jeg så absolut ikke du skal... jeg er selv med mine børn og omend jeg taler okay med Mike børns far så skal vi satme godt nok ikke holde jul og fødselsdage sammen   Du skal mærke efter i dig selv og hvad det virkelig gør ved dig. Ikke bare nu men også på lang sigt for der er jo tydeligvis ikke noget der tyder på det stopper sådan lige inden for det næste år. Hvis det gjorde det ku man måske leve med det.

men at de vælger at køre det sådan og at din kæreste vælger den konstellation i stedet for at begynde at lave/opbygge nogen traditioner med dig(hans nye familie) ja det er jo hans valg og du kan jo ikke rigtig tvinge ham til at gøre det anderledes  du kan kun forsøge at fortælle ham hvad det gør ved dig. Hjælper det ikke så havde jeg pænt sagt til ham at nu ville jeg videre og forhåbentlig finde en mand der har lyst til dig på alle punkter  og ikke hænger i skørterne på hans ex

 

Jeg forstår stadigvæk ikke, at man kan tage afstand fra og nedgøre selve princippet i at holde fast i fælles samvær til fødselsdage og jul som voksne mennesker, der kan lægge evt. stridigheder bag sig, sætte sig selv i anden række og børnene først. 
Situationen med en ny partner ændrer på betingelserne - men så længe, det ikke har været aktuelt, kan man da kun klappe i hænderne over mennesker, der formår at være far og mor sammen, selv om de ikke er mand og kone længere. De tog et fælles ansvar, da de fik børn med hinanden, og det er da kun til børnenes bedste at se de to, der elsker dem allermest, glæde sig over og fejre børnene sammen. 
Guderne skal vide, at der er nok af børn, der lider under deres forældres manglende evne til at rumme hinanden - at det modsatte skal nedgøres handler ikke om børnenes behov og ønsker, men forældrenes. 

Jeg har ikke læst hele tråden, så undskyld hvis jeg gentager  

Jeg er selv skilt og bor med en ny mand. Jeg har 2 børn fra tidligere, han har ingen. 

Min eks og jeg gør ingen af de ting sammen. Det eneste vi gør fælles er at være med til skole arrangementer. 

jeg ville sådan ønske at vi kunne mere, for børnenes skyld! Men jeg må også sige at der er grænser, nu hvor jeg har en anden mand i mit liv. Man KAN ikke leve videre som om intet var hændt, efter en skilsmisse. Så skulle man være blevet sammen eller også skal man acceptere at man skal leve alene hver for sig i mange mange år. 

I den ideelle verden kunne jeg godt tænke mig at min eks og jeg kunne holde fælles fødselsdage for ungerne. På skift hos ham og jeg, og begge familier inviteret. På den måde ville det ikke være malplaceret for nogen at være i og konfirmationer, fremtidige bryllupet og studentergilder ville være så naturlige at holde som store fælles fester uden vores unger skal bekymre sig om stemningen og alt det der.

Men jul, som kun holdes med den anden parts familie. Det ville jeg ikke gøre når jeg har en ny mand. Det er for mig over grænsen for hvad man kan byde en ny partner og det er en af de ting man må æde ved en skilsmisse eller som jeg skrev før, så må man acceptere ikke at skulle have en ny partner. 

Vel er børnene vigtige! Men man skal også selv kunne trives i det, så for mig handler det om balance. Det giver ingen mening at man straffer sig selv for et forlist forhold i måske 15år, fordi man ikke vil udsætte børnene for at opleve at mor og far faktisk ikke er sammen mere? Børn er altså ikke altid så skrøbelige som vi gør dem til, hvis bare vi er opmærksomme og taler om det der sker og hører og ser deres reaktioner og hjælper dem igennem forandringerne.. ønsker man et nyt forhold så må man også indgå nogen kompromiser, det gør man i alle forhold.. Jeg ville dælme også være ked af at vi aldrig kunne holde jul sammen eller at jeg skulle være sammen med eksens familie til jul fremfor min nuværende svigerfamilie. 

Jul er noget mange holder skiftevis det ene eller det andet sted, så for mig er det ikke i samme grad hængt op på at hele familien er,skal eller bør være tilstede som til en fødselsdag. For mine unger er jul  ikke så meget anderledes end før. Det er stadig skiftevis hos mormor/morfar og farmor/farfar. Den eneste forskel er at far ikke er med hos mine forældre og jeg ikke er med hos hans. Det er faktisk en af de ting der aldrig nogensinde har givet anledning til afsavn eller spørgsmål ifbm vores brud. 

TS, hvis jeg var dig, så ville jeg kræve at eksen prøvede at være åben overfor dig så du kan være en del af fødselsdagene. Og julen, ville jeg bede om de holdte hver for sig. Jeg ville ikke kunne være i det der foregår nu. En skilsmisse er hård når der er børn involveret, men hvis man ønsker et nyt parforhold så er man død og pine nødt til at løsrive sig lidt fra det forliste forhold for at kunne indgå i et fællesskab med den nye. Og det kan man altså godt, uden at glemme alt om børnene. Balance.! 

Mor11 skriver:

Jeg har ikke læst hele tråden, så undskyld hvis jeg gentager  

Jeg er selv skilt og bor med en ny mand. Jeg har 2 børn fra tidligere, han har ingen. 

Min eks og jeg gør ingen af de ting sammen. Det eneste vi gør fælles er at være med til skole arrangementer. 

jeg ville sådan ønske at vi kunne mere, for børnenes skyld! Men jeg må også sige at der er grænser, nu hvor jeg har en anden mand i mit liv. Man KAN ikke leve videre som om intet var hændt, efter en skilsmisse. Så skulle man være blevet sammen eller også skal man acceptere at man skal leve alene hver for sig i mange mange år. 

I den ideelle verden kunne jeg godt tænke mig at min eks og jeg kunne holde fælles fødselsdage for ungerne. På skift hos ham og jeg, og begge familier inviteret. På den måde ville det ikke være malplaceret for nogen at være i og konfirmationer, fremtidige bryllupet og studentergilder ville være så naturlige at holde som store fælles fester uden vores unger skal bekymre sig om stemningen og alt det der.

Men jul, som kun holdes med den anden parts familie. Det ville jeg ikke gøre når jeg har en ny mand. Det er for mig over grænsen for hvad man kan byde en ny partner og det er en af de ting man må æde ved en skilsmisse eller som jeg skrev før, så må man acceptere ikke at skulle have en ny partner. 

Vel er børnene vigtige! Men man skal også selv kunne trives i det, så for mig handler det om balance. Det giver ingen mening at man straffer sig selv for et forlist forhold i måske 15år, fordi man ikke vil udsætte børnene for at opleve at mor og far faktisk ikke er sammen mere? Børn er altså ikke altid så skrøbelige som vi gør dem til, hvis bare vi er opmærksomme og taler om det der sker og hører og ser deres reaktioner og hjælper dem igennem forandringerne.. ønsker man et nyt forhold så må man også indgå nogen kompromiser, det gør man i alle forhold.. Jeg ville dælme også være ked af at vi aldrig kunne holde jul sammen eller at jeg skulle være sammen med eksens familie til jul fremfor min nuværende svigerfamilie. 

Jul er noget mange holder skiftevis det ene eller det andet sted, så for mig er det ikke i samme grad hængt op på at hele familien er,skal eller bør være tilstede som til en fødselsdag. For mine unger er jul  ikke så meget anderledes end før. Det er stadig skiftevis hos mormor/morfar og farmor/farfar. Den eneste forskel er at far ikke er med hos mine forældre og jeg ikke er med hos hans. Det er faktisk en af de ting der aldrig nogensinde har givet anledning til afsavn eller spørgsmål ifbm vores brud. 

TS, hvis jeg var dig, så ville jeg kræve at eksen prøvede at være åben overfor dig så du kan være en del af fødselsdagene. Og julen, ville jeg bede om de holdte hver for sig. Jeg ville ikke kunne være i det der foregår nu. En skilsmisse er hård når der er børn involveret, men hvis man ønsker et nyt parforhold så er man død og pine nødt til at løsrive sig lidt fra det forliste forhold for at kunne indgå i et fællesskab med den nye. Og det kan man altså godt, uden at glemme alt om børnene. Balance.! 

 

Selvfølgelig KAN man det uden at man skulle blive sammen. Der er tage om få dage på året hvor de laver noget sammen med børnene. Det er noget helt andet end at leve sammen. 

jeg har haft en kæreste som havde barn med sin ex. De holdte også fødselsdage sammen hvert år. Nogle gange var jeg med. Andre gange var jeg ikke. Og det har aldrig generet mig. 
min ex og jeg holder også vores søns fødselsdag sammen selvom vi gik fra hinanden da han var 4 mdr gammel og der har været kærester hos os begge i mellemtiden. Ingen af nogensinde klaget eller undret dog over det, tværtimod. De har syntes der var fedt at vi kunne have det så godt sammen. 

min svigerindes forældre er skilt. Begge med nye partnere. Men de er stadig med til jul og fødselsdage også med de nye partnere. Sidste jul var vi f.eks min bror, svigerinde, hendes bror, hendes mor og hendes nye mand, Hendes far og hans nye kone, min mor og min far og hans nye kone. Min brors unger og min søn. Vi var alle samlet og det var sindsyg hyggeligt. 

så JO selvfølgelig KAN man uden at man skulle være blevet sammen. 

Mor11 skriver:

Jeg har ikke læst hele tråden, så undskyld hvis jeg gentager  

Jeg er selv skilt og bor med en ny mand. Jeg har 2 børn fra tidligere, han har ingen. 

Min eks og jeg gør ingen af de ting sammen. Det eneste vi gør fælles er at være med til skole arrangementer. 

jeg ville sådan ønske at vi kunne mere, for børnenes skyld! Men jeg må også sige at der er grænser, nu hvor jeg har en anden mand i mit liv. Man KAN ikke leve videre som om intet var hændt, efter en skilsmisse. Så skulle man være blevet sammen eller også skal man acceptere at man skal leve alene hver for sig i mange mange år. 

I den ideelle verden kunne jeg godt tænke mig at min eks og jeg kunne holde fælles fødselsdage for ungerne. På skift hos ham og jeg, og begge familier inviteret. På den måde ville det ikke være malplaceret for nogen at være i og konfirmationer, fremtidige bryllupet og studentergilder ville være så naturlige at holde som store fælles fester uden vores unger skal bekymre sig om stemningen og alt det der.

Men jul, som kun holdes med den anden parts familie. Det ville jeg ikke gøre når jeg har en ny mand. Det er for mig over grænsen for hvad man kan byde en ny partner og det er en af de ting man må æde ved en skilsmisse eller som jeg skrev før, så må man acceptere ikke at skulle have en ny partner. 

Vel er børnene vigtige! Men man skal også selv kunne trives i det, så for mig handler det om balance. Det giver ingen mening at man straffer sig selv for et forlist forhold i måske 15år, fordi man ikke vil udsætte børnene for at opleve at mor og far faktisk ikke er sammen mere? Børn er altså ikke altid så skrøbelige som vi gør dem til, hvis bare vi er opmærksomme og taler om det der sker og hører og ser deres reaktioner og hjælper dem igennem forandringerne.. ønsker man et nyt forhold så må man også indgå nogen kompromiser, det gør man i alle forhold.. Jeg ville dælme også være ked af at vi aldrig kunne holde jul sammen eller at jeg skulle være sammen med eksens familie til jul fremfor min nuværende svigerfamilie. 

Jul er noget mange holder skiftevis det ene eller det andet sted, så for mig er det ikke i samme grad hængt op på at hele familien er,skal eller bør være tilstede som til en fødselsdag. For mine unger er jul  ikke så meget anderledes end før. Det er stadig skiftevis hos mormor/morfar og farmor/farfar. Den eneste forskel er at far ikke er med hos mine forældre og jeg ikke er med hos hans. Det er faktisk en af de ting der aldrig nogensinde har givet anledning til afsavn eller spørgsmål ifbm vores brud. 

TS, hvis jeg var dig, så ville jeg kræve at eksen prøvede at være åben overfor dig så du kan være en del af fødselsdagene. Og julen, ville jeg bede om de holdte hver for sig. Jeg ville ikke kunne være i det der foregår nu. En skilsmisse er hård når der er børn involveret, men hvis man ønsker et nyt parforhold så er man død og pine nødt til at løsrive sig lidt fra det forliste forhold for at kunne indgå i et fællesskab med den nye. Og det kan man altså godt, uden at glemme alt om børnene. Balance.! 

 

Lige en tilføjelse: det er ikke forkert ikke at kunne være en del af det eller selv have sin ex så tæt på sig. Det siger jeg ikke. Men at sige at man ikke kan eller at man så skulle være blevet sammen. Det er ikk ok da folk er forskellige. 

jeg selv ville aldrig være sammen med en som ts der ikke Kunne accepterer at min ex og jeg tager på heldagsture sammen med vores søn. 

Anonym skriver:

Jeg kunne godt bruge nogle øjne på en situation. Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over et år. Vi har begge børn fra tidligere. 
Min kæreste og hans eks har været skilt i 8 år og jeg er den første kæreste efter og altså den eneste som hans børn er blevet præsenteret for. 
Når deres børn holder fødselsdag så er de sammen fra morgen til aften, de holder stadig jul sammen og skiftes til at være sammen hos den andens familie. 
Min kæreste ser intet problem med det. Men jeg har det rigtig svært ved det. Jeg vil gerne holde jul med min kæreste. Og jeg vil også gerne være en del af hans børns fødselsdage. 
Ang fødselsdage så siger han at jeg skal være en del af det men hans eks er på ingen måde enig. 
ang jul så mener han at de godt kan forsætte som de har gjort i nogle år endnu - eller også at vi begge skal være der. 
Han mener at de gør det for børnenes skyld og jeg mener at det sker fordi han ikke vil blive uvenner med sin eks. 
Det hører nok også med til historien at hun har skrevet sms’er til ham hvor hun bl.a kalder mig hysterisk, egoistisk, ucharmerende, dramatisk, snerpe og meget andet. Det er efter hun har set mig 3-4 gange i aflevering og afhentnings situationer. Beskeden som efter en dag jeg var med oppe og aflevere børn - hun mente ikke han skulle ha mig med på slæb. 
min kæreste mener at det de gør er helt normalt og mig der er gal på den - så fortæl mig endelig om det er mig der er gal på den - hvordan gør I???

Det er en rigtigt svær situation - og jeg har tænkt meget over, hvad jeg mener, og hvad jeg vil svare dig.

Jeg synes (som så mange andre), at det lyder rigtigt dejligt, at de kan finde ud af at holde fødselsdag sammen, men også jul sammen. 

Men samtidig synes jeg, det lyder til, at der ikke er plads til dig. Det lyder virkelig svært - men samtidig har de jo også haft de her traditioner om at holde tingene sammen, og lige de begivenheder er virkelig følsomme!

I har været lidt over et år, så det er jo stadigvæk nyt med de her begivenheder, og derfor kan det måske godt være svært for dem bare at lave om lige med det samme - for der SKAL også være plads til dig.

Ja, man skal gøre det i børnenes behov, men alle voksne skal vel også kunne leve i det? Derfor tænker jeg, at man må finde på et kompromis - hvilket det ikke lyder til, at der er plads til?

Det hjælper så heller ikke, at hun kalder dig alle de her ting - hvilket på ingen måder er i orden!

Jeg ved ikke, om det er normalt det de gør - men man gør jo det, som fungerer for ens familie - og du er jo den første, som er blevet præsenteret for børnene, så det er jo en hel ny situation, som de er .

Det kan være, at du skal gøre op med dig selv, om du kan være i det og være tålmodig, eller du bare ikke kan være i det