Egoistisk generation eller intet overskud?

Anonym skriver:

Jeg er egentligt meget enig med dig, men vil lige sige, at jeg selv har oplevet, at folk uden børn ikke er så gode til det, men her tænker jeg mest på meget unge  mennesker uden børn endnu og ikke barnløse som dig og sådan forstod jeg også det skrevne.

Tak for dit svar. Så er vi jo nok enige.

Jeg vil sige at jeg er meget opmærksom på det. Hvis jeg taler med nogen ligger jeg meget mærke til hvis jeg selv fylder for meget i samtalen eller om den anden gør. Men tror sagtens man ka gøre det mere eller mindre ubevidst uden dårlige hensigter. Nogen mennesker er dårligere til at kommunikere, men kan da sagtens indrømme at nogen mennesker er mere interessante end andre at spørge ind til og mon ikke også det handler om individuel kemi mere end lige individet. Nogen mennesker er også mere nysgerrige af natur. Fx så ved jeg intet om mine naboer og faktisk er det fordi jeg er "ligeglad". I den retning er jeg nok lidt selvoptaget og syns andres liv er uinteressante for mig. Og det kan også være sådan i en samtale fordi man ik har kemien med en og tror tit mere det er det end det er ren egoisme. Personligt omgåes jeg ganske få mennesker og har meget få venner fordi jeg ikke interesserer mig det store for at være social. Jeg kunne nok betegnes som egoist fordi jeg hellere vil nyde alenetid end lytte til andre og dermed faktisk føle jeg "spilder" min tid. Men det handler også om at jeg føler samvær med andre dræner mig for energi, mens alenetid giver mig ny energi og jeg kun behøver fokuserer på mine egne behov og ikke skal tænke på om den anden nu hygger sig og føler sig hørt. Men er samtidigt helt enig i at det ikke er rart hvis folk ikke prøver at lytte til hinanden og spørge ind til hinanden så begge føler et ligeværd i dialogen..

Tommelise skriver:

Jeg føler mig faktisk lidt provokeret af, at du mener, at folk der ikke har børn, er mere egoistiske i forhold til at spørge ind til andre.

Selvfølgelig har man som barnløs mulighed for at være meget mere egoistisk i hverdagen end dem, der har børn - man kan sove længe, bruge tiden på noget, man synes er sjovt osv. Så selvfølgelig lever man et mere egoistisk liv. Men det synes jeg, er noget andet.

Jeg har aldrig oplevet, at dem, der ikke har børn, spørger mindre ind til andre. Til gengæld har jeg oplevet, at der er nogen, der ikke kan tale om andet end deres børn. Og jeg har heldigvis også oplevet det modsatte - at både veninder og "fremmede" faktisk nogen gange synes, at det er rart, at der er nogen, der kan tale om andet end børn. Jeg spørger gerne ind til andres børn, og jeg fortæller også gerne, hvorfor jeg ikke har børn (at jeg ikke mødte den helt rigtige at få børn med, inden alderen indhentede mig). Jeg er også meget interesseret i, hvordan det går mine søskendes børn. De betyder meget for mig.

Så det der med, om man har børn eller ej, synes jeg ikke betyder noget for, om man spørger ind til andre. Jeg har da oplevet mange barnløse, som spørger nysgerrigt ind til andres fritidsinteresser. 

Når man ikke har børn, kan man nemt få den der sætning stukket ud: "Det ved du jo ikke noget om, når du ikke har børn". Derfor kan jeg godt "undgå" at tale for meget om børn, da jeg gerne vil skåne mig selv for den sætning. Jeg har da tit hørt folk med børn sige, at det er irriterende, hvis barnløse "kloger" for meget i det med børn. Så det er ikke altid nemt. 

 

 

 

Æh.. provokeret? Fordi jeg fortæller hvilket sekment jeg oplever som "værst" i den her kontekst i min egen omgangskreds?? 

Det er da dejligt hvis dine venner uden ikke er sådan og du ikke er sådan, men nu er det så sådan at rigtig mange af MINE venner/bekendte ER sådan. Og det er egentlig bare dem jeg refererer til. Det er lidt svært at tale om folk jeg ikke kender, kan man sige. Men undskyld hvis du føler dig ramt. 

Hmm... Det er et svært spørgsmål at svare på, for man ved jo ikke HVORFOR folk ikke spørger ind osv.

Jeg ved mange af mine bekendte undgår at spørge ind til mit liv, fordi de ved at jeg har det svært og lige har været igennem en meget svær periode, med et for ekstremt tidligt født barn, 4 måneders indlæggelse, "fødselsdepression" til både mig og min mand, en særligt sensitiv datter der ikke kunne håndtere adskillelsen og udvilkede angst, mistede mit job pga tekniske problemer og manglende dokumentation fra sygehuset, blev indberettet til kommunen af sygehuset for manglende interesse i min søn og så videre der ud af.

Jeg forstår godt at folk ikke har lyst til at høre om hvorvidt det går bedre for os, om min datter er stoppet med at få angstanfald eller om min søn har "fået det bedre". For de er bange for at svaret er "Nej, faktisk så..." og så en lang smøre om hvordan alting bare er blevet endnu værre. Så jeg smiler pænt, spørger ind til dem og snakker kun om mit eget hvis jeg bliver spurgt.

Der er omvendt også nogen der spørger ubehageligt meget ind til alt det lort der foregår i mit liv og nærmest vil have gengivet hele den forfærdelige periode uden nogen omtanke for at det er svært at snakke om at jeg i 2 måneder gik og ikke vidste hvorvidt min søn ville leve eller dø. Og hvis jeg prøver at spørge ind til dem, er det mere eller mindre bare "Det er jo ikke lige så spændende" som svar.

Mine venner ved at jeg nok skal sige til når der er ændringer i situationen, men spørger da lidt ind til det og er gode til at vide hvornår det er godt at spørge og hvornår de bare skal fortælle mig om deres liv. Jeg har en veninde der lige har født - til tiden og helt uden komplikationer - og hun fortalte mig at hun faktisk var helt nervøs for at skulle fortælle mig om det, for hun vidste at jeg nok ville blive ked af det. Og ja, det skærer lidt i hjertet når jeg ser en stor, rund gravid mave på en dame der bare brokker sig over at hun bare er så klar til at den baby skal komme ud og når man så spørger ind til det, fortæller hun at der stadig er så og så mange uger til hun har termin, for det er i mit hoved en absolut forfærdelig ting at ønske for sit barn at komme ud før tid. Men jeg bliver ikke ked af når andre føder til tiden og får sunde og raske børn - for det er jo lige sådan det skal være.

Med min mor kan jeg dog noget helt specielt - Vi kan have hver vores samtale, men sammen. Altså, hun kan snakke om noget helt andet der foregår i hendes liv og jeg snakker om mit og selvom det intet har med hinanden at gøre, så skiftes vi ligesom bare til at fortælle.

Tommelise skriver:

Tak for dit svar. Så er vi jo nok enige.

 

Præcis som en tidligere bruger skriver, er det folk der ikke er nået til stadiet med børn endnu, jeg mener. Helt Unge vil jeg ikke kalde dem, de er alt mellem 28-33 men nej, de er ikke barnløse, hverken frivilligt eller ufrivilligt. De er bare ikke dér, endnu  

Må indrømme at jeg sjældent oplever de der lange tavsheder osv, både ifølge fester, kollegaer osv. 

Jeg er typen der ka tale om alt eller intet og derfor ender jeg tit med at få hele folks livshistorier i løbet af ingen tid. Det gælder både deres fritids interesser, arbejde, private forhold, med børn, hus, job osv.  

Når så jeg feks møder dem et år eller flere sener, ka jeg huske de mærkeligste ting omkring dem, og de blir altid overrasket over det.

Til gengæld er min kæreste typen, der sagtens ka sidde helt stille i løbet af feks en fest, uden overhovedet at spørge ind til noge og højst fortælle hva han arbejder med og alder og navne på vores 2 piger. Det interesser ham ik, fordi han ik ka bruge den info til noget. Dette gælder self ik for vores familier og venner, for med dem følger han interesseret med i alt og husker alt!

Min kæreste kommentere tit, når vi har været til fest, at det er vildt, som jeg ka snakke med folk og at han ik altid fatter hvordan jeg orker det. Vh Stine 

Anonymor skriver:

Hahaha Ej undskyld, det er virkelig et grin med et glimt i øjet. Men er det ikke sådan lidt.. Du spørger, om vi har et egoistisk samfund. Og så skriver du til sidst, at man ikke må svare, hvis man ikke kan relatere og er enig med dig. Er det ikke netop udtryk for en egoistisk tilgang til andre mennesker, at de skal konformere til dit synspunkt, ellers vil du ikke høre på dem?

At relatere til noget, er ikke det samme som at være enig. Trådstarter skriver ikke noget sted, at man skal være enig med hende for at besvare indlægget, men beder om at der er en forbindelse mellem dét indlægget handler om og besvarelse, hvilket er et helt rimeligt at bede om - særligt set i lyset af besvarelser herinde ind imellem. 

Ena skriver:

At relatere til noget, er ikke det samme som at være enig. Trådstarter skriver ikke noget sted, at man skal være enig med hende for at besvare indlægget, men beder om at der er en forbindelse mellem dét indlægget handler om og besvarelse, hvilket er et helt rimeligt at bede om - særligt set i lyset af besvarelser herinde ind imellem. 

Ja du har jo sådan set ret i din defination af "relatere til", men så kunne man jo bare skrive, at man helst ser, at folk holder sig til emnet. Selv om jeg selv er lidt af en "sprognørd", så er vi nok mange, der har opfattet det sådan, at hun helst ikke ville udfordres på sine meninger.

Det er dog ganske naturligt, at en tråd udvikler sig, og jeg synes ikke, at man kan lægge noget op på et debatforum og så diktere, hvem der må skrive i tråden.

Men selvfølgelig er det vigtigt at holde en god tone.

Mor11 skriver:

Præcis som en tidligere bruger skriver, er det folk der ikke er nået til stadiet med børn endnu, jeg mener. Helt Unge vil jeg ikke kalde dem, de er alt mellem 28-33 men nej, de er ikke barnløse, hverken frivilligt eller ufrivilligt. De er bare ikke dér, endnu  

Det kan også godt være, at ordet "provokeret" er for stærkt, og måske er jeg lidt nærtagende på det punkt - dog er jeg i dag afklaret med, at jeg ikke har børn, så som regel preller det af på mig - men ikke altid. Og jeg kan jo også godt se, at du skriver folk, der ikke har børn "endnu" - og det ord gør selvfølgelig en forskel.

Der er bare tit nogle ret stereotype meninger om, hvordan mennesker, der ikke har børn er.

Folk der har børn, er jo nødt til at kunne tilsidesætte deres egne behov, og det behøver folk, der ikke har børn jo ikke at gøre. 

Men jeg synes ikke, at det med, om man interesserer sig for andre mennesker eller ej, har noget at gøre med, om man har børn. Jeg har også mødt mennesker med børn, der ikke rigtigt har overskud til at interessere sig for andre, fordi de naturligt nok er fyldt op af deres egen hverdag. Og nogle der kan bruge en helt aften på at tale om børn og så lige pludselig bliver sådan lidt - ups der sidder for resten nogle, der ikke har børn - dem må vi hellere også spørge ind til.

Når jeg har opfattet unge mennesker som egoistiske, så er det mere på den måde, at de f.eks. fylder to sæder i en bus og ikke gider at gøre plads til andre. Men det er som regel helt unge.

Jeg kunne godt tænke mig, at vide hvad det nøjagtigt betyder, at "de ikke er der endnu" - for jeg synes da ikke, at man bliver bedre til at interessere sig for andre mennesker og spørge ind til dem, fordi man har børn. Man får helt naturligt en større forståelse for dem, der har børn, men det synes jeg, er noget andet.

Jeg er f.eks. god til at smalltalke - men som jeg skrev i et andet indlæg, så er det først noget jeg har "lært" - bl.a. i kraft af det job, jeg har lige nu. Jeg var rigtig dårlig til det førhen.

Min søster, som har to børn, er rigtig dårlig til at smalltalke og synes tit, det er svært at finde på noget at snakke om. For hende er det ret anstrengende at være til en fest, hvor hun sidder sammen med mennesker, hun ikke kender. 

En af mine veninder har heller ingen børn, og hun er et af de mest empatiske mennesker, jeg kender.

Jeg tror egentlig mere, at det hænger sammen med interesser og hvordan man er som menneske. Når man ikke har børn, så kan man af helt naturlige årsager ikke have den samme interesse i børn, som mennesker med børn har. 

Blandt kolleger oplever jeg heller ikke, at der er forskel på, om man har børn eller ej - nogle spørger ind til andres ferie (bare et eksempel)  og nogle gør ikke.

Jeg ved ikke, om jeg har opfattes TS´s oplæg forkert - men jeg forstod det sådan, at hun spurgte, om vi i dag generelt er blevet mere egoistiske, end man var førhen.

Tommelise skriver:

Ja du har jo sådan set ret i din defination af "relatere til", men så kunne man jo bare skrive, at man helst ser, at folk holder sig til emnet. Selv om jeg selv er lidt af en "sprognørd", så er vi nok mange, der har opfattet det sådan, at hun helst ikke ville udfordres på sine meninger.

Det er dog ganske naturligt, at en tråd udvikler sig, og jeg synes ikke, at man kan lægge noget op på et debatforum og så diktere, hvem der må skrive i tråden.

Men selvfølgelig er det vigtigt at holde en god tone.

Man kunne have formuleret sig på mange forskellige måder, men det er ikke grundlag for at skævvride meningen. Hvorfor skulle hun hellere haft brugt "holde sig til" i stedet for "relatere sig til", når nu ordet relatere er brugbart og dækker over det, hun beder om?