Egoistisk generation eller intet overskud?

Anonym skriver:

Om jeg er så svær at forstår kan du også bare slippe på at skrive på mit opslag....

Du er ikke svær at forstå .....  

Jeg kan godt følge dig i hvad du mener, og jeg synes selv, at mange af dem man møder til bryllupper, barnedåbe og andre "bordplansarrangementer" ikke mestrer smalltalkens kunst. 

Vi var til et bryllup i lørdags, hvor vi snakkede en hel del med et par, der sad ved samme bord som os. Han ere håndværker, hun er studerende, og sammen har de 3 børn. Under hele middagen (og det er alligevel en del timer) snakkede vi kun om dem, deres børn og deres (specielt hans) arbejde/studie. Og det var da spændende nok, for det han laver er relevant i forhold til renovering af vores hus. Snakken gik nemt, men nu er både jeg og min kæreste god til at tale med andre, så det er ikke rigtig en overraskelse. "Overraskelsen" er nok mere bevidstheden om, at de ikke har nogen idé om hvad min kæreste og jeg laver, hvad jeg lige er blevet færdiguddannet som, hvor gammel vores søn er, hvor vi bor eller ret meget andet. Og ja, jeg synes da afgjort også det er vores ansvar at få flettet nogle af de ting ind, men stadig er jeg "imponeret" over, at de efter 4.5-5 timers samtale ikke har spurgt ind til os på noget tidspunkt. 

Hvis man sidder ved nogen, som ikke inddrager en særligt meget i samtalen synes jeg tit det fungerer godt at spørge om noget, lytte (opmærksomt ) til hvad de siger, og så selv svare noget i stil med "ej, det er spændene/sjovt/pudsigt du siger det, for jeg synes også selv at *indsæt noget relateret til det de siger* - hvad tænker du om det?" og så fremtvinge en ping-pong på den måde  

ErDetSnartNU skriver:

Jeg kan godt følge dig i hvad du mener, og jeg synes selv, at mange af dem man møder til bryllupper, barnedåbe og andre "bordplansarrangementer" ikke mestrer smalltalkens kunst. 

Vi var til et bryllup i lørdags, hvor vi snakkede en hel del med et par, der sad ved samme bord som os. Han ere håndværker, hun er studerende, og sammen har de 3 børn. Under hele middagen (og det er alligevel en del timer) snakkede vi kun om dem, deres børn og deres (specielt hans) arbejde/studie. Og det var da spændende nok, for det han laver er relevant i forhold til renovering af vores hus. Snakken gik nemt, men nu er både jeg og min kæreste god til at tale med andre, så det er ikke rigtig en overraskelse. "Overraskelsen" er nok mere bevidstheden om, at de ikke har nogen idé om hvad min kæreste og jeg laver, hvad jeg lige er blevet færdiguddannet som, hvor gammel vores søn er, hvor vi bor eller ret meget andet. Og ja, jeg synes da afgjort også det er vores ansvar at få flettet nogle af de ting ind, men stadig er jeg "imponeret" over, at de efter 4.5-5 timers samtale ikke har spurgt ind til os på noget tidspunkt. 

 

Hvis man sidder ved nogen, som ikke inddrager en særligt meget i samtalen synes jeg tit det fungerer godt at spørge om noget, lytte (opmærksomt ) til hvad de siger, og så selv svare noget i stil med "ej, det er spændene/sjovt/pudsigt du siger det, for jeg synes også selv at *indsæt noget relateret til det de siger* - hvad tænker du om det?" og så fremtvinge en ping-pong på den måde  

Kan godt følge dig sad nemlig en hele barnedåb, hvor jeg spurgte indtil en mand, og han snakkede løst efter 2 timer var der virkelig ikke mere han kunne fortælle om, og istedet for at spørge mig, kigge vi bare på hinanden, og ingen sagde noget i 1 time 

ja jeg har lige lærte mig det du siger, med at indrage mig selv i samtalen, eller snakke om vores børn om der er noget at fortælle - Synes det øv det skal være sådan, men sådan er det - 

Anonym skriver:

Du er ikke svær at forstå .....  

Tak 

selvfølge er det nogle gange jeg ikke kan stave et ord ordentligt, selv "ordbogen" ikke kan finde ud hvad jeg skriver

men synes virkelig mennesker at søde, til sjældent at kommentere det .... 

og når det kommentere er de søde omkring det, og skriver jeg forstår ikke hvad du mener 

Hmm... 

Nej egentlig ikke kan jeg ikke relatere, og så dog alligevel men med en hel anden forklaringsramme end egoisme og ligegyldighed fra andre.

Jeg er absolut ikke verdens bedste smalltalker (og dem der kender mig vil sige jeg snakker hele tiden eller rettere er i dialog hele tiden). Jeg er heller ikke synderlig interesseret i at fortælle om mine børn, hvor jeg bor, hvad jeg får dagene til at gå med, arbejde osv. Men eller tilgengæld at vende verdenssituationen tyve gange på en aften. 

Jo jeg har lært at være høflig og spørger om de der standard spørgsmål: bo, arbejde, familie og så alligevel ikke, for er det vitterlig det der definerer det menneske jeg sidder over for? Er det ikke i højere grad en god joke, snak om hvad man kan lide ved festen, hvad synes I om prins Henrik ikke vil begraves i Roskilde osv.? Da jeg  fx selv hader spørgsmålet: hvor mange børn har du, så undlader jeg det (også fordi jeg ved der sidder ufrivillige barnløse, eller nogle der har mistet og det kan ødelægge en aften, for hvordan svarer man). Ved også man ikke altid har lyst til at tale om arbejde eller uddannelse, for måske er man arbejdsløs eller jeg kan selv huske da debatten om folkeskolen rasede aller mest gad jeg bare ikke sige jeg var lærer og så skulle Gud og hver mands mening om netop mit erhverv. Og sådan kunne jeg blive ved, jeg føler mig på ingen måde egoistisk og jeg er oprigtig interesseret i det andet menneske, men ikke nødvendigvis i det andets menneske børn, karriere og bolig.

Er det derimod venner, venner der ved man har været på ferie i Cuba, ja så forventer jeg da de spørger til ferien og jeg vil selv gøre det samme. Har man venner/bekendte der aldrig spørger til de ting der foregår i ens liv, så er det jo spørgsmålet om de er venner eller "bare" perifere bekendte. 

Så nej jeg tror ikke vi er mere egoistiske, men jeg tror vi alle er forskellige og ikke alle følger samme kodeks for samtale, ikke alle er gode til at spørge, ikke alle er gode til at parlamentere osv. Og jeg kunne sikkert fornærme nogle ved bordet selvom jeg selv oplevede jeg var oprigtig interesseret men bare ikke spurgte om netop de ting de forventede jeg skulle spørge om....

Nå skal nu ned til middag med 20-30 helt nye mennesker for mig, og tale. Vi har været sammen siden i morges og jeg aner stadig ikke noget om deres civilestatus, deres børn osv. Men jeg ved hvad de brænder for i folkeskolen, hvad de tænker om reformen, hvad de tænker om arbejdstid osv. Og jeg tror når vi skilles på fredag vil jeg stadig ikke vide noget om børn, civilstatus, ferier eller lignende.

Måske handler det mindre om egoisme mm., men om at kommunikationen har ændret sig på mange punkter. Det er blevet almindeligt og forventet, at man kan tage initiativ i samtalen, være mere fri og åben og kunne fortælle om sig selv, frem for at sidde og vente på de høflige spørgsmål. Man kan jo fortælle om sig selv alligevel, komme med interessante observationer, erfaringer og synspunkter. 

Jeg synes selv det er lidt irriterende, at det i en samtale med flere parter ofte handler om at komme frem med sit, overdøve andre, det er helt normalt at afbryde osv. Men sådan er det nu engang. Så er der andre fordele, ved at folk er blevet mindre formelle og kan tale frit og uhæmmet om sig selv, mens de forventer andre også kan, hvis de har lyst.Hvis man bare sidder i en time, uden at sige noget, fordi den anden person ikke stiller spørgsmål, kan det jo tolkes som, at man bare ikke har lyst til at fortælle noget, og egentlig ikke gider at være åben, som andre vælger at være. 

Jeg er så en af dem, man kan møde til f.eks et bryllup eller en barnedåb, som ikke rigtig er til smalltalk og som ikke rigtig spørger ind. Jeg arbejder til daglig som socialrådgiver og skal konstant forholde mig til andre, spørge ind, være nysgerrig osv osv. Når jeg så sidder til en fest og ved at de her mennesker, møder jeg sandsynligvis ikke igen, så orker jeg ofte ikke at forholde mig til dem, spørge ind osv. Jeg vil meget hellere tale om et emne - noget der er oppe i tiden. Altså hård sagt, er jeg egentlig fløjtende ligeglad med hvor mange børn de her mennesker har, hvor de bor og hvad de arbejder med - ihvertfald når det er mennesker, jeg ikke skal have en yderligere relation med. 

Er det veninder, arbejdskolleger, famile osv. har jeg en hel anden interesse i dem og spørger selvfølgelig ind. 

Jeg synes, det er lidt hårdt at konstatere, at vi som generation er egoistiske, fordi der er nogen, der ikke mestrer smalltalk.

Desuden tænker jeg, at det er svært at afbryde og skifte emne, når man hele tiden får spørgsmål om sit eget liv. Måske der bare ikke var anledning til at skifte rundt?

Mht kolleger, der ikke spørger ind efter opsigelse, kan det meget vel hænge sammen med, at det for mange er svært at finde ud af, hvordan man skal agere i sådan en situation. 

Jeg ser på ingen måde mangel på smalltalk eller spørgen ind som egoisme. Der kan være et hav af årsager til, at folk ikke spørger ind til dit liv.

lineog4 skriver:

Hmm... 

Nej egentlig ikke kan jeg ikke relatere, og så dog alligevel men med en hel anden forklaringsramme end egoisme og ligegyldighed fra andre.

Jeg er absolut ikke verdens bedste smalltalker (og dem der kender mig vil sige jeg snakker hele tiden eller rettere er i dialog hele tiden). Jeg er heller ikke synderlig interesseret i at fortælle om mine børn, hvor jeg bor, hvad jeg får dagene til at gå med, arbejde osv. Men eller tilgengæld at vende verdenssituationen tyve gange på en aften. 

Jo jeg har lært at være høflig og spørger om de der standard spørgsmål: bo, arbejde, familie og så alligevel ikke, for er det vitterlig det der definerer det menneske jeg sidder over for? Er det ikke i højere grad en god joke, snak om hvad man kan lide ved festen, hvad synes I om prins Henrik ikke vil begraves i Roskilde osv.? Da jeg  fx selv hader spørgsmålet: hvor mange børn har du, så undlader jeg det (også fordi jeg ved der sidder ufrivillige barnløse, eller nogle der har mistet og det kan ødelægge en aften, for hvordan svarer man). Ved også man ikke altid har lyst til at tale om arbejde eller uddannelse, for måske er man arbejdsløs eller jeg kan selv huske da debatten om folkeskolen rasede aller mest gad jeg bare ikke sige jeg var lærer og så skulle Gud og hver mands mening om netop mit erhverv. Og sådan kunne jeg blive ved, jeg føler mig på ingen måde egoistisk og jeg er oprigtig interesseret i det andet menneske, men ikke nødvendigvis i det andets menneske børn, karriere og bolig.

Er det derimod venner, venner der ved man har været på ferie i Cuba, ja så forventer jeg da de spørger til ferien og jeg vil selv gøre det samme. Har man venner/bekendte der aldrig spørger til de ting der foregår i ens liv, så er det jo spørgsmålet om de er venner eller "bare" perifere bekendte. 

Så nej jeg tror ikke vi er mere egoistiske, men jeg tror vi alle er forskellige og ikke alle følger samme kodeks for samtale, ikke alle er gode til at spørge, ikke alle er gode til at parlamentere osv. Og jeg kunne sikkert fornærme nogle ved bordet selvom jeg selv oplevede jeg var oprigtig interesseret men bare ikke spurgte om netop de ting de forventede jeg skulle spørge om....

Nå skal nu ned til middag med 20-30 helt nye mennesker for mig, og tale. Vi har været sammen siden i morges og jeg aner stadig ikke noget om deres civilestatus, deres børn osv. Men jeg ved hvad de brænder for i folkeskolen, hvad de tænker om reformen, hvad de tænker om arbejdstid osv. Og jeg tror når vi skilles på fredag vil jeg stadig ikke vide noget om børn, civilstatus, ferier eller lignende.

Men det er også i orden! bare man snakker og man lytter til hinanden lige meget hvad man snakker om 

Men oplever dig ofte folk lytter ikke, men venter på det bliver deres tur at sige noget 

- "Man kan ikke lytte med ord i munden"

MiniMe2005 skriver:

Jeg synes, det er lidt hårdt at konstatere, at vi som generation er egoistiske, fordi der er nogen, der ikke mestrer smalltalk.

Desuden tænker jeg, at det er svært at afbryde og skifte emne, når man hele tiden får spørgsmål om sit eget liv. Måske der bare ikke var anledning til at skifte rundt?

Mht kolleger, der ikke spørger ind efter opsigelse, kan det meget vel hænge sammen med, at det for mange er svært at finde ud af, hvordan man skal agere i sådan en situation. 

Jeg ser på ingen måde mangel på smalltalk eller spørgen ind som egoisme. Der kan være et hav af årsager til, at folk ikke spørger ind til dit liv.

Small talk ja .... jeg synes bare det er vildt mærkeligt ikke spørge lidt ind til det menneske man er omkring, at man ikke finder et fælles emne man kan snakke om

at man kan snakke 4 timer om sig selv, og ikke spørge ind til den anden der lytter, er det ikke lidt egoistisk ?

den største kompliment du kan give en andet mennesker er, er at lytte til et Andet om det så er deres private liv de snakker om eller om det er deres holdninger osv.