Egoistisk generation eller intet overskud?

Cherraly skriver:

Måske handler det mindre om egoisme mm., men om at kommunikationen har ændret sig på mange punkter. Det er blevet almindeligt og forventet, at man kan tage initiativ i samtalen, være mere fri og åben og kunne fortælle om sig selv, frem for at sidde og vente på de høflige spørgsmål. Man kan jo fortælle om sig selv alligevel, komme med interessante observationer, erfaringer og synspunkter. 

Jeg synes selv det er lidt irriterende, at det i en samtale med flere parter ofte handler om at komme frem med sit, overdøve andre, det er helt normalt at afbryde osv. Men sådan er det nu engang. Så er der andre fordele, ved at folk er blevet mindre formelle og kan tale frit og uhæmmet om sig selv, mens de forventer andre også kan, hvis de har lyst.Hvis man bare sidder i en time, uden at sige noget, fordi den anden person ikke stiller spørgsmål, kan det jo tolkes som, at man bare ikke har lyst til at fortælle noget, og egentlig ikke gider at være åben, som andre vælger at være. 

Ja, det kan godt være 

- Vedrørende dem jeg snakker om, om det der ikke bliver sagt noget i 1 time, var det altså dem der snakkede og snakkede løst om sig selv - jeg vidste virkelig  ALT om ham til sidste

I min svigerfamilie er der mange der bare ikke gider, at snakke punktum, Small talk er bare ikke deres ting, det kan man mærke med det samme, og når jeg sidder med dem, er det bare en stille aften, fordi de snakker hellere ikke om dem selv.

defor går jeg meget op i hvem jeg sidder vedsiden af til bryllupper og barnedåb i familien, da det kan blive en seriøst stille  og laaaaaaang aften om jeg sidder med de mennesker - men sådan er det de er ikke egoistisk det er bare sådan de er 

Cherraly skriver:

Måske handler det mindre om egoisme mm., men om at kommunikationen har ændret sig på mange punkter. Det er blevet almindeligt og forventet, at man kan tage initiativ i samtalen, være mere fri og åben og kunne fortælle om sig selv, frem for at sidde og vente på de høflige spørgsmål. Man kan jo fortælle om sig selv alligevel, komme med interessante observationer, erfaringer og synspunkter. 

Jeg synes selv det er lidt irriterende, at det i en samtale med flere parter ofte handler om at komme frem med sit, overdøve andre, det er helt normalt at afbryde osv. Men sådan er det nu engang. Så er der andre fordele, ved at folk er blevet mindre formelle og kan tale frit og uhæmmet om sig selv, mens de forventer andre også kan, hvis de har lyst.Hvis man bare sidder i en time, uden at sige noget, fordi den anden person ikke stiller spørgsmål, kan det jo tolkes som, at man bare ikke har lyst til at fortælle noget, og egentlig ikke gider at være åben, som andre vælger at være. 

Enig med det her. Der er mange mennesker som er virkelig dårlige til bare at lytte men altid skal afbryde med et eller andet. Især hvis man er en person som let bøjer af fordi man ikke orker at snakke i munden på andre. 

Anonym skriver:

Ja, det kan godt være 

 

- Vedrørende dem jeg snakker om, om det der ikke bliver sagt noget i 1 time, var det altså dem der snakkede og snakkede løst om sig selv - jeg vidste virkelig  ALT om ham til sidste

 

I min svigerfamilie er der mange der bare ikke gider, at snakke punktum, Small talk er bare ikke deres ting, det kan man mærke med det samme, og når jeg sidder med dem, er det bare en stille aften, fordi de snakker hellere ikke om dem selv.

 

defor går jeg meget op i hvem jeg sidder vedsiden af til bryllupper og barnedåb i familien, da det kan blive en seriøst stille  og laaaaaaang aften om jeg sidder med de mennesker - men sådan er det de er ikke egoistisk det er bare sådan de er 

Mens jeg synes de er egoistiske er dem der snakker læst om sig selv i timevis uden at spørge indtil andre 

lineog4 skriver:

Hmm... 

Nej egentlig ikke kan jeg ikke relatere, og så dog alligevel men med en hel anden forklaringsramme end egoisme og ligegyldighed fra andre.

Jeg er absolut ikke verdens bedste smalltalker (og dem der kender mig vil sige jeg snakker hele tiden eller rettere er i dialog hele tiden). Jeg er heller ikke synderlig interesseret i at fortælle om mine børn, hvor jeg bor, hvad jeg får dagene til at gå med, arbejde osv. Men eller tilgengæld at vende verdenssituationen tyve gange på en aften. 

Jo jeg har lært at være høflig og spørger om de der standard spørgsmål: bo, arbejde, familie og så alligevel ikke, for er det vitterlig det der definerer det menneske jeg sidder over for? Er det ikke i højere grad en god joke, snak om hvad man kan lide ved festen, hvad synes I om prins Henrik ikke vil begraves i Roskilde osv.? Da jeg  fx selv hader spørgsmålet: hvor mange børn har du, så undlader jeg det (også fordi jeg ved der sidder ufrivillige barnløse, eller nogle der har mistet og det kan ødelægge en aften, for hvordan svarer man). Ved også man ikke altid har lyst til at tale om arbejde eller uddannelse, for måske er man arbejdsløs eller jeg kan selv huske da debatten om folkeskolen rasede aller mest gad jeg bare ikke sige jeg var lærer og så skulle Gud og hver mands mening om netop mit erhverv. Og sådan kunne jeg blive ved, jeg føler mig på ingen måde egoistisk og jeg er oprigtig interesseret i det andet menneske, men ikke nødvendigvis i det andets menneske børn, karriere og bolig.

Er det derimod venner, venner der ved man har været på ferie i Cuba, ja så forventer jeg da de spørger til ferien og jeg vil selv gøre det samme. Har man venner/bekendte der aldrig spørger til de ting der foregår i ens liv, så er det jo spørgsmålet om de er venner eller "bare" perifere bekendte. 

Så nej jeg tror ikke vi er mere egoistiske, men jeg tror vi alle er forskellige og ikke alle følger samme kodeks for samtale, ikke alle er gode til at spørge, ikke alle er gode til at parlamentere osv. Og jeg kunne sikkert fornærme nogle ved bordet selvom jeg selv oplevede jeg var oprigtig interesseret men bare ikke spurgte om netop de ting de forventede jeg skulle spørge om....

Nå skal nu ned til middag med 20-30 helt nye mennesker for mig, og tale. Vi har været sammen siden i morges og jeg aner stadig ikke noget om deres civilestatus, deres børn osv. Men jeg ved hvad de brænder for i folkeskolen, hvad de tænker om reformen, hvad de tænker om arbejdstid osv. Og jeg tror når vi skilles på fredag vil jeg stadig ikke vide noget om børn, civilstatus, ferier eller lignende.

For mig er det med at" spørge indtil en" også det du spørger indtil deres holdninger osv.

at du oprigtigt lytter 

jeg har nemlig ikke selv så meget fortælle samme kærste igennem 10 år, og 2 børn så er det viste sagt det der skulle, tilgengel er jeg meget glad for mit arbejde og kunne snakke meget om det 

Anonym skriver:

Mens jeg synes de er egoistiske er dem der snakker læst om sig selv i timevis uden at spørge indtil andre 

Skal lige sige, at jeg selv er utrolig dårlig til smalltalk, snak om ingenting. Medmindre det er et interessant emne om andet end hvor man bor osv.. Det er da rart når folk spørger ind til mig, det gør det nemmere for mig, i en situation jeg som sagt ikke er særlig god til. Men jeg føler samtidig, at det er lige så meget mit eget ansvar at fortælle noget, uden der nødvendigvis bliver stillet spørgsmål. 

Jeg tror ikke folk er egoistiske fordi de ikke spørger - altså ikke interesseret i at høre om mig overhovedet. De forventer bare, at jeg også selv kan fortælle noget, der er relateret til hvad de fortæller. Der er normalt masser af muligheder for det. Hvis de snakker om deres arbejde, byder man jo også ind med noget a la "aah, men hos os er det helt anderledes, når vi har en deadline.. osv", og også i andre emner. Og de fleste lytter da også interesseret. Men det er vist bare blevet mere almindeligt, at man skal kunne "sælge" sig selv, åbne op og alt det. Og det prøver folk så også på.

Og ja, jeg er selv ret dårlig til at spørge og tage initiativ. Men det er slet ikke fordi jeg ikke er interesseret. Det er mere min personlighed. Men jeg arbejder på begge ting - at blive bedre til at kaste mig ud i at spørge, og også at fortælle, uden der skal spørges først.

Jeg tror, der kan være enormt mange grunde til det er sådan! Og grunden kan man jo ikke vide. 

Jo jeg har oplevet det. Men jeg har faktisk også kommet til at gøre det selv. Jeg kan komme til at gøre det pga. Min usikkerhed..det er ikke fordi jeg er egoistisk og ikke interesserer mig for andre. Men udelukkende pga. Usikkerhed. 

Jeg er dog blevet meget bedre til det nu - og sørger for at spørge ind til folk. Hvis der er stille i lang tid, så kan jeg godt finde på at enten spørge ind til folk eller snakke om vejret eller et eller andet, som sætter samtalen igang.

så i mit hoved er det ikke fordi man er blevet mere egoistisk

og så skal man altid huske man er flere om en samtale. Dvs. Man også har ansvar selv for at bidrage

Jeg synes så modsat mange,  at folk er generalt blevet utroligt egoistiske i dagens Danmark, dog ikke i forhold til samtaler nødvendigvis. Har stået i en situation for nylig hvor en medstuderende ramte mig så hårdt psykisk med anklager og trusler, der resulterede i jeg gik ned med angst. (det var lige et sidespring, sorry) 

Men jeg personligt har altid været utroligt genert og dårlig til at falde i snak med fremmede og bekendte. Så hvis jeg skal forholde mig til emnet egoistiske i forhold til samtaler, så det ikke nødvendigvis sandheden. Jeg ville elske hvis nogle kom til mig og begyndte at tale om løst og fast, dog i et tempo jeg kan passe med i. Føler ikke jeg er egoistisk fordi jeg ikke starter samtalen, eller er den første til at spørge ind til personer.

Håber det gav mening. Det svært at sætte ord på mine tanker. 

Anonym skriver:

Hold op en overtolknkng! Jeg har skrevet et opslag, og skrev lige jeg vilde høre fra ligesindet!!!!

 

Passer bare overhovedet ikke!

 

jeg er ikke sinddsyg at formulere mig på skridt

 

men jeg elsker høre andre synespunkter og snakke meget om dem

 

det er da meget mere spænende end en man er 100% enige i

 

glemmer aldrig en aften jeg var til fest, og sad ved siden af en søde kvinde, vi snakke om forskelligt, og vi var enige i alt! Samtalen døde ud efter 1 time .... jeg kunne bare ikke finde på andet at spørge hende om .... så sad vi der og kommentere småting 

Men hvis du elsker at høre andres synspunkter og synes, at det spændende, at man ikke er enige - hvorfor må fok så ikke skrive i tråden, hvis de har en anden mening ? Du får jo et skævt billede af folks synspunkter, hvis det kun er dem, der kan relatere til det, der må svare. Så bliver du jo bare bekræftet i, at du har ret.

Jeg ved ikke helt, om jeg synes, folk er blevet mere egoistiske. Selvfølgelig er der mange, der har nok i sig selv, men har der ikke altid været det ? Man kan da godt tænke - var det ikke meget bedre i "gamle dage" - men jeg er ikke sikker.

Jeg er vokset op i en lille by og bor nu i en større by. I min barndomsby er folk rigtig gode til at tage vare på hinanden og spørge til hinanden - også i dag. Det oplever jeg tit, når jeg besøger min mor. Sådan er det tit, når man bor i en lille by, tror jeg. Det er lidt noget andet, når man bor i en opgang.

Da jeg var yngre, var jeg meget genert, og jeg kunne virkelig ikke lide at komme til at sidde sammen med nogen, jeg ikke kendte til fester o.lign. - for jeg blev fuldstændig tom i hovedet og kunne ikke finde på noget at sige eller spørge om. Ville helst bare, at de andre var gode til at snakke.

Det har heldigvis ændret sig - godt nok er jeg introvert og stadig en rolig pige, men jeg får tit at vide, at jeg er god til at smalltalke. Folk kan have et smykke, som ser spændende ud eller en tatovering, hvor der står "Kilimanjaro 2005" - og så kan det jo hurtigt komme til at dreje sig om bjergbestigning.

Jeg er lidt træt af, at mange samtaler til en fest, starter med "hvad laver du så ?" - jeg kan bedre lidt spørgsmålet "Hvad interesserer du dig for ?" - for som Lineog4 skriver, så kan der altså sidde nogen, der ikke har et job og frygter spørgsmålet om, hvad de laver.

Jeg har været på mange korte højskolekurser, og der møder jeg mange spændende mennesker, som både selv har en spændende historie at fortælle og også gerne spørger ind.

Det lyder til, at du er god til at lytte, og det er en god egenskab. Men man er også nødt til at have forståelse for, at folk er meget forskellige.

Når en kollega har været syg eller på weekendtur eller har fået en hundehvalp, så synes jeg, det er naturligt at spørge, hvordan det går, om det var en god tur, eller om lille Fido har bidt noget i stykker. 

Jeg kender selvfølgelig også mennesker, der slet ikke spørger ind til noget.

Mor11 skriver:

Min ekskæreste og jeg talte faktisk tit om det., at folk omkring os på ingen måde virkede interesserede i vores liv. De kunne spørge hvordan det gik med barnet/børnene og hvis vi sagde at det går godt - så var det emne ligesom vendt og vedkommende talte videre om noget andet- typisk noget han/hun har oplevet. Eller som du siger, bare larmende tavshed.. 

jeg oplever også hvis jeg går ud med en veninde eller ven, at hvis jeg ikke underholder hele tiden, så keder de sig og går tidligt hjem. Hvis jeg fx møder en jeg kender og lige siger Hej i 5min, så er min festbuddy nærmest på vej ud af døren. det er virkelig irriterende at være den hele stemningen hviler på.  

Jeg ved ikke hvad det skyldes. Jeg kender heldigvis også mennesker der ikke er sådan dog vil jeg sige at det klart er værst med dem der  ikke har fået børn endnu. De er nok bare et andet sted og tænker primært på dem selv. Og det er vel naturligt nok på en eller anden måde. 

Jeg føler mig faktisk lidt provokeret af, at du mener, at folk der ikke har børn, er mere egoistiske i forhold til at spørge ind til andre.

Selvfølgelig har man som barnløs mulighed for at være meget mere egoistisk i hverdagen end dem, der har børn - man kan sove længe, bruge tiden på noget, man synes er sjovt osv. Så selvfølgelig lever man et mere egoistisk liv. Men det synes jeg, er noget andet.

Jeg har aldrig oplevet, at dem, der ikke har børn, spørger mindre ind til andre. Til gengæld har jeg oplevet, at der er nogen, der ikke kan tale om andet end deres børn. Og jeg har heldigvis også oplevet det modsatte - at både veninder og "fremmede" faktisk nogen gange synes, at det er rart, at der er nogen, der kan tale om andet end børn. Jeg spørger gerne ind til andres børn, og jeg fortæller også gerne, hvorfor jeg ikke har børn (at jeg ikke mødte den helt rigtige at få børn med, inden alderen indhentede mig). Jeg er også meget interesseret i, hvordan det går mine søskendes børn. De betyder meget for mig.

Så det der med, om man har børn eller ej, synes jeg ikke betyder noget for, om man spørger ind til andre. Jeg har da oplevet mange barnløse, som spørger nysgerrigt ind til andres fritidsinteresser. 

Når man ikke har børn, kan man nemt få den der sætning stukket ud: "Det ved du jo ikke noget om, når du ikke har børn". Derfor kan jeg godt "undgå" at tale for meget om børn, da jeg gerne vil skåne mig selv for den sætning. Jeg har da tit hørt folk med børn sige, at det er irriterende, hvis barnløse "kloger" for meget i det med børn. Så det er ikke altid nemt. 

Tommelise skriver:

Jeg føler mig faktisk lidt provokeret af, at du mener, at folk der ikke har børn, er mere egoistiske i forhold til at spørge ind til andre.

Selvfølgelig har man som barnløs mulighed for at være meget mere egoistisk i hverdagen end dem, der har børn - man kan sove længe, bruge tiden på noget, man synes er sjovt osv. Så selvfølgelig lever man et mere egoistisk liv. Men det synes jeg, er noget andet.

Jeg har aldrig oplevet, at dem, der ikke har børn, spørger mindre ind til andre. Til gengæld har jeg oplevet, at der er nogen, der ikke kan tale om andet end deres børn. Og jeg har heldigvis også oplevet det modsatte - at både veninder og "fremmede" faktisk nogen gange synes, at det er rart, at der er nogen, der kan tale om andet end børn. Jeg spørger gerne ind til andres børn, og jeg fortæller også gerne, hvorfor jeg ikke har børn (at jeg ikke mødte den helt rigtige at få børn med, inden alderen indhentede mig). Jeg er også meget interesseret i, hvordan det går mine søskendes børn. De betyder meget for mig.

Så det der med, om man har børn eller ej, synes jeg ikke betyder noget for, om man spørger ind til andre. Jeg har da oplevet mange barnløse, som spørger nysgerrigt ind til andres fritidsinteresser. 

Når man ikke har børn, kan man nemt få den der sætning stukket ud: "Det ved du jo ikke noget om, når du ikke har børn". Derfor kan jeg godt "undgå" at tale for meget om børn, da jeg gerne vil skåne mig selv for den sætning. Jeg har da tit hørt folk med børn sige, at det er irriterende, hvis barnløse "kloger" for meget i det med børn. Så det er ikke altid nemt. 

 

 

 

Jeg er egentligt meget enig med dig, men vil lige sige, at jeg selv har oplevet, at folk uden børn ikke er så gode til det, men her tænker jeg mest på meget unge  mennesker uden børn endnu og ikke barnløse som dig og sådan forstod jeg også det skrevne.