Jeg har det svært med min søster /hendes kæreste

AnoMom skriver:

Så vil du jo heller ikke have noget med ham at gøre pt fordi "du lige skal sluge den". Sluge hvad? Det er ikke dig han har gjort fortræd eller din søster for den sags skyld. Det er en for dig ukendt kvinde. 

Det er så bare måden du skriver på hvor du går i forsvar at det lyder som om at du er meget fortørnet over at jeg ikke deler din mening. Men lad os lade være at diskuterer det. Det ser jeg ingen grund til 

Jeg svarer normalt ikke anonymt, men lige her vælger jeg alligevel at gøre det.

Jeg kan sagtens forstå at der kan være behov for lidt tid til at acceptere sådan noget. Min mands bror valgte at starte en affære med en kollega og først efter mere end 6 måneder valgte at han at fortælle konen og deres fælles datter at han ville skilles. 

Det er nu 1½ år siden eller deromkring, og jeg har det stadig svært ved at se ham, fordi jeg simpelthen er SÅ skuffet over ham. I min verden siger sådan en opførsel bare rigtigt meget om folks moral og jeg bryder mig VIRKELIGT ikke om hans - og det har ikke noget at gøre med loyalitet overfor hans ex-kone. I min verden tyder sådan en opførsel på et menneske, der ikke formår at tænke udover egne behov, og det er som oftest ikke et menneske jeg ville ønske at bruge tid og kræfter på.

I mit tilfælde er han jo familie, så jeg kan ikke bare vælge ham og hans nye kæreste fra, så jeg må prøve at komme overens med hvad de har gjort. Vi ser dem til forskellige familie events, og hilser pænt og snakker, men der er en afstand mellem min svoger og jeg, der ikke var der før, jeg taler ikke rigtigt med hans nye kæreste om andet end ligegyldige banaliteter, og det hele føles bare forkert og akavet. Jeg prøver at være høflig, venlig og imødekommende, men der er bare gået et eller andet i stykker, så det bliver aldrig helt overbevisende. Sådan virker det ihvertfald på mig. 

Til TS: Jeg kan sagtens forstå dig. Du bryder dig ikke om deres handlinger og din søsters udtalelser, og du har svært ved at separere handlingen fra manden. Giv det tid, bed din søster om at sætte tempoet ned, i forhold til at integrere ham i familien.

Sig ærligt til hende at du selvfølgeligt gerne vil lære hendes nye kærlighed at kende, men at det er lidt svært for dig, fordi du ikke bryder dig om måden tingene er foregået på. Du har brug for at I tager det lidt langsomt, og langsomt lærer manden at kende, så du forhåbentligt kan opdage de sider af ham, der er fantastiske, i stedet for som nu kun at kunne se de negative konsekvenser af deres handlinger.

Og så skulle du måske huske din søster på, at der altså sidder en overrasket og ulykkelig kvinde i den anden ende, der ikke aner, hvad der ramte hende og som nu skal samle stumperne af både sit og børnenes liv op. Måske hun kom længere ved at prøve at være lidt overbærende og forstående, fremfor at eskalere konflikten ved at omtale hende som en mær?

Og at uanset hvad hun i øvrigt mener, har hun valgt en mand med 2 børn med en anden kvinde, og hverken hun eller børnene forsvinder ud af hans liv, så hun bør måske tænke lidt over hvordan hun kan medvirke til en opblødning af konflikten - hvis hun bliver ved med at sætte tingene på spidsen, kan det være at hendes nye kærlighed på et eller andet tidspunkt når forelskelsen damper lidt af, måske ender med at sætte sine børn over hende... ikke at han går tilbage til eksen, men der er måske en grænse for hvor meget han vil føje sin nye kæreste på bekostning af sine børn?

Anonym skriver:

Jeg svarer normalt ikke anonymt, men lige her vælger jeg alligevel at gøre det.

Jeg kan sagtens forstå at der kan være behov for lidt tid til at acceptere sådan noget. Min mands bror valgte at starte en affære med en kollega og først efter mere end 6 måneder valgte at han at fortælle konen og deres fælles datter at han ville skilles. 

Det er nu 1½ år siden eller deromkring, og jeg har det stadig svært ved at se ham, fordi jeg simpelthen er SÅ skuffet over ham. I min verden siger sådan en opførsel bare rigtigt meget om folks moral og jeg bryder mig VIRKELIGT ikke om hans - og det har ikke noget at gøre med loyalitet overfor hans ex-kone. I min verden tyder sådan en opførsel på et menneske, der ikke formår at tænke udover egne behov, og det er som oftest ikke et menneske jeg ville ønske at bruge tid og kræfter på.

I mit tilfælde er han jo familie, så jeg kan ikke bare vælge ham og hans nye kæreste fra, så jeg må prøve at komme overens med hvad de har gjort. Vi ser dem til forskellige familie events, og hilser pænt og snakker, men der er en afstand mellem min svoger og jeg, der ikke var der før, jeg taler ikke rigtigt med hans nye kæreste om andet end ligegyldige banaliteter, og det hele føles bare forkert og akavet. Jeg prøver at være høflig, venlig og imødekommende, men der er bare gået et eller andet i stykker, så det bliver aldrig helt overbevisende. Sådan virker det ihvertfald på mig. 

Til TS: Jeg kan sagtens forstå dig. Du bryder dig ikke om deres handlinger og din søsters udtalelser, og du har svært ved at separere handlingen fra manden. Giv det tid, bed din søster om at sætte tempoet ned, i forhold til at integrere ham i familien.

Sig ærligt til hende at du selvfølgeligt gerne vil lære hendes nye kærlighed at kende, men at det er lidt svært for dig, fordi du ikke bryder dig om måden tingene er foregået på. Du har brug for at I tager det lidt langsomt, og langsomt lærer manden at kende, så du forhåbentligt kan opdage de sider af ham, der er fantastiske, i stedet for som nu kun at kunne se de negative konsekvenser af deres handlinger.

Og så skulle du måske huske din søster på, at der altså sidder en overrasket og ulykkelig kvinde i den anden ende, der ikke aner, hvad der ramte hende og som nu skal samle stumperne af både sit og børnenes liv op. Måske hun kom længere ved at prøve at være lidt overbærende og forstående, fremfor at eskalere konflikten ved at omtale hende som en mær?

Og at uanset hvad hun i øvrigt mener, har hun valgt en mand med 2 børn med en anden kvinde, og hverken hun eller børnene forsvinder ud af hans liv, så hun bør måske tænke lidt over hvordan hun kan medvirke til en opblødning af konflikten - hvis hun bliver ved med at sætte tingene på spidsen, kan det være at hendes nye kærlighed på et eller andet tidspunkt når forelskelsen damper lidt af, måske ender med at sætte sine børn over hende... ikke at han går tilbage til eksen, men der er måske en grænse for hvor meget han vil føje sin nye kæreste på bekostning af sine børn?

 

Og det er da helt fint at du har det på den måde. Fred være med det. Min synsvinkel er bare en helt anden som også giver sig til udtryk i min holdning. 

Til jer som ikke kan tolerere at søsteren og den nye kæreste har knaldet mens han var gift:

Ville I synes at det var et bedre scenarie at han forlod kone og børn for en teenage-forelskelse i en person som han aldrig havde haft sex med, aldrig havde været romantisk med og ikke havde nogen mulighed for at vide om det kunne blive til et reelt forhold?

Jeg kan virkelig godt forstå at man, hvis man overvejer at forlade sin familie, gør hvad man kan for at være HELT sikker på at det er det rigtige valg.

Hvis min mand skulle forlade mig til fordel for en anden kvinde, ville jeg saftsuseme hellere have at han var fuldstændigt overbevist om at det var det rigtige valg, end at han spillede lotteri med vores barns liv. Ville det knække min stolthed og knuse mit hjerte at han havde været mig utro? Ja - men ikke i lige så høj grad som hvis han forlod mig og vores barn til fordel for en affære med en kvinde han nærmest ikke kendte som varede i et par måneder og så fes ud i ingenting. SÅ ville jeg først VIRKELIG føle mig forrådt.

For den forsmåede kvindes (eller mands) skyld kan jeg godt sætte mig ind i den forargede logik. Men for barnets, og familien som helheds, skyld synes jeg at det er fornuftigt at være nogenlunde sikker på at man ikke splitter familien til ingen verdens nytte.

modesty skriver:

Til jer som ikke kan tolerere at søsteren og den nye kæreste har knaldet mens han var gift:

Ville I synes at det var et bedre scenarie at han forlod kone og børn for en teenage-forelskelse i en person som han aldrig havde haft sex med, aldrig havde været romantisk med og ikke havde nogen mulighed for at vide om det kunne blive til et reelt forhold?

Jeg kan virkelig godt forstå at man, hvis man overvejer at forlade sin familie, gør hvad man kan for at være HELT sikker på at det er det rigtige valg.

Hvis min mand skulle forlade mig til fordel for en anden kvinde, ville jeg saftsuseme hellere have at han var fuldstændigt overbevist om at det var det rigtige valg, end at han spillede lotteri med vores barns liv. Ville det knække min stolthed og knuse mit hjerte at han havde været mig utro? Ja - men ikke i lige så høj grad som hvis han forlod mig og vores barn til fordel for en affære med en kvinde han nærmest ikke kendte som varede i et par måneder og så fes ud i ingenting. SÅ ville jeg først VIRKELIG føle mig forrådt.

For den forsmåede kvindes (eller mands) skyld kan jeg godt sætte mig ind i den forargede logik. Men for barnets, og familien som helheds, skyld synes jeg at det er fornuftigt at være nogenlunde sikker på at man ikke splitter familien til ingen verdens nytte.

 Helt enig. 

Til jer som ikke kan tolerere at søsteren og den nye kæreste har knaldet mens han var gift:

Ville I synes at det var et bedre scenarie at han forlod kone og børn for en teenage-forelskelse i en person som han aldrig havde haft sex med, aldrig havde været romantisk med og ikke havde nogen mulighed for at vide om det kunne blive til et reelt forhold?

Jeg kan virkelig godt forstå at man, hvis man overvejer at forlade sin familie, gør hvad man kan for at være HELT sikker på at det er det rigtige valg.

Hvis min mand skulle forlade mig til fordel for en anden kvinde, ville jeg saftsuseme hellere have at han var fuldstændigt overbevist om at det var det rigtige valg, end at han spillede lotteri med vores barns liv. Ville det knække min stolthed og knuse mit hjerte at han havde været mig utro? Ja - men ikke i lige så høj grad som hvis han forlod mig og vores barn til fordel for en affære med en kvinde han nærmest ikke kendte som varede i et par måneder og så fes ud i ingenting. SÅ ville jeg først VIRKELIG føle mig forrådt.

For den forsmåede kvindes (eller mands) skyld kan jeg godt sætte mig ind i den forargede logik. Men for barnets, og familien som helheds, skyld synes jeg at det er fornuftigt at være nogenlunde sikker på at man ikke splitter familien til ingen verdens nytte.

Jeg er enig - selvom jeg tror jeg ville opleve det som et kæmpe bedrag hvis det var foregået længere tid bag min ryg. Egentlig tror jeg heller jeg ville have ærligheden: Line jeg er sgu røget ud i noget lort, jeg er blevet forelsket og jeg bliver nød til at ar hvor det bærer hen. Jeg er ikke parat til at opgive os to, men jeg er heller ikke parat til at sige farvel til forelskelsen. 

Men i den her forbindelse, så kunne jeg godt rumme en mand i min søsters (hvis jeg havde en)  som havde været sin kone utro, jeg kunne også rumme min søster var den der var den anden skyldige part. For forelskelse, følelser kan tage en med bukserne nede. 

Men de ville begge høre om min mening i forhold til hvordan man gør alt for at skabe den gode skilsmisse for børnenes skyld og om at deres forelskelse var helt igennem lyserød og fantastisk, men den kan de have når de har sørget for børnene. Og min søster og hendes store kærlighed ville også få at vide jeg syntes han var en idiot hvis han ikke gik hundrede procent ind i at være far for de to børn og min søster var mindst lige så meget en idiot hvis hun ikke støttede hundrede procent op om hans rolle som far. 

modesty skriver:

Til jer som ikke kan tolerere at søsteren og den nye kæreste har knaldet mens han var gift:

Ville I synes at det var et bedre scenarie at han forlod kone og børn for en teenage-forelskelse i en person som han aldrig havde haft sex med, aldrig havde været romantisk med og ikke havde nogen mulighed for at vide om det kunne blive til et reelt forhold?

Jeg kan virkelig godt forstå at man, hvis man overvejer at forlade sin familie, gør hvad man kan for at være HELT sikker på at det er det rigtige valg.

Hvis min mand skulle forlade mig til fordel for en anden kvinde, ville jeg saftsuseme hellere have at han var fuldstændigt overbevist om at det var det rigtige valg, end at han spillede lotteri med vores barns liv. Ville det knække min stolthed og knuse mit hjerte at han havde været mig utro? Ja - men ikke i lige så høj grad som hvis han forlod mig og vores barn til fordel for en affære med en kvinde han nærmest ikke kendte som varede i et par måneder og så fes ud i ingenting. SÅ ville jeg først VIRKELIG føle mig forrådt.

For den forsmåede kvindes (eller mands) skyld kan jeg godt sætte mig ind i den forargede logik. Men for barnets, og familien som helheds, skyld synes jeg at det er fornuftigt at være nogenlunde sikker på at man ikke splitter familien til ingen verdens nytte.

Min holdning er så her, at hvis han ikke elsker kvinden nok til at holde sig fra andre, så skulle man gå inden. 

Jeg ville hellere at min kæreste forlod mig end at han var mig utro. 

Man behøves da ikke sige det er fordi man hellere vil prøve noget andet, man kan da bare sige man ikke er lykkelig mere - hvilket man jo ikke er hvis man kan finde på at være utro. 

modesty skriver:

Til jer som ikke kan tolerere at søsteren og den nye kæreste har knaldet mens han var gift:

Ville I synes at det var et bedre scenarie at han forlod kone og børn for en teenage-forelskelse i en person som han aldrig havde haft sex med, aldrig havde været romantisk med og ikke havde nogen mulighed for at vide om det kunne blive til et reelt forhold?

Jeg kan virkelig godt forstå at man, hvis man overvejer at forlade sin familie, gør hvad man kan for at være HELT sikker på at det er det rigtige valg.

Hvis min mand skulle forlade mig til fordel for en anden kvinde, ville jeg saftsuseme hellere have at han var fuldstændigt overbevist om at det var det rigtige valg, end at han spillede lotteri med vores barns liv. Ville det knække min stolthed og knuse mit hjerte at han havde været mig utro? Ja - men ikke i lige så høj grad som hvis han forlod mig og vores barn til fordel for en affære med en kvinde han nærmest ikke kendte som varede i et par måneder og så fes ud i ingenting. SÅ ville jeg først VIRKELIG føle mig forrådt.

For den forsmåede kvindes (eller mands) skyld kan jeg godt sætte mig ind i den forargede logik. Men for barnets, og familien som helheds, skyld synes jeg at det er fornuftigt at være nogenlunde sikker på at man ikke splitter familien til ingen verdens nytte.

Her er jeg så af den helt principielle opfattelse at man skal blive skilt, fordi man ikke ønsker at være gift med sin partner længere, ikke "bare" fordi man har fundet en anden.

I min optik er forskellen, at hvis man går for sin egen skyld, har man taget ansvaret for sit eget liv, hvorimod hvis man går fordi man hellere vil være sammen med en anden, så hænger man hele sin "lykke" på et andet menneske, og det er ikke noget jeg vil pålægge andre mennesker eller et nyt forhold.

Hvis jeg bliver skilt fordi jeg ikke ønsker at være gift med min mand længere, så står jeg heller ikke i den situation at jeg så "fortryder" såfremt mit nyt forhold ikke virker.

Skouboe skriver:

Her er jeg så af den helt principielle opfattelse at man skal blive skilt, fordi man ikke ønsker at være gift med sin partner længere, ikke "bare" fordi man har fundet en anden.

I min optik er forskellen, at hvis man går for sin egen skyld, har man taget ansvaret for sit eget liv, hvorimod hvis man går fordi man hellere vil være sammen med en anden, så hænger man hele sin "lykke" på et andet menneske, og det er ikke noget jeg vil pålægge andre mennesker eller et nyt forhold.

Hvis jeg bliver skilt fordi jeg ikke ønsker at være gift med min mand længere, så står jeg heller ikke i den situation at jeg så "fortryder" såfremt mit nyt forhold ikke virker.

Helt enig, men tingene er sjældent så sort/hvide. At ens ægteskab ikke fungerer og at man bliver forelsket i en ny, hænger jo oftest sammen i et eller andet omfang. Det er en meget, meget stor beslutning at tage at bryde sin familie op. Også selvom ægteskabet ikke fungerer. Virkeligheden er sjældent så firkantet som idealerne.

lineog4 skriver:

Jeg er enig - selvom jeg tror jeg ville opleve det som et kæmpe bedrag hvis det var foregået længere tid bag min ryg. Egentlig tror jeg heller jeg ville have ærligheden: Line jeg er sgu røget ud i noget lort, jeg er blevet forelsket og jeg bliver nød til at ar hvor det bærer hen. Jeg er ikke parat til at opgive os to, men jeg er heller ikke parat til at sige farvel til forelskelsen. 

Men i den her forbindelse, så kunne jeg godt rumme en mand i min søsters (hvis jeg havde en)  som havde været sin kone utro, jeg kunne også rumme min søster var den der var den anden skyldige part. For forelskelse, følelser kan tage en med bukserne nede. 

Men de ville begge høre om min mening i forhold til hvordan man gør alt for at skabe den gode skilsmisse for børnenes skyld og om at deres forelskelse var helt igennem lyserød og fantastisk, men den kan de have når de har sørget for børnene. Og min søster og hendes store kærlighed ville også få at vide jeg syntes han var en idiot hvis han ikke gik hundrede procent ind i at være far for de to børn og min søster var mindst lige så meget en idiot hvis hun ikke støttede hundrede procent op om hans rolle som far. 

Enig.

Benjamins'mor skriver:

Min holdning er så her, at hvis han ikke elsker kvinden nok til at holde sig fra andre, så skulle man gå inden. 

Jeg ville hellere at min kæreste forlod mig end at han var mig utro. 

Man behøves da ikke sige det er fordi man hellere vil prøve noget andet, man kan da bare sige man ikke er lykkelig mere - hvilket man jo ikke er hvis man kan finde på at være utro. 

Der er da masser af mennesker som er lykkelige i deres ægteskab og utro (ikke at den debat hører hjemme her).