Jeg er åbenbart et offer

Anonym skriver:

Det er måske gavnligt på den måde at du ser at mange andre stiller spørgsmålstegn ved den vej du er på vej udad, at det ikke kun er din familie der gør det.

Så mange besvarer jo dit spørgsmål, omend indirekte.

Måske men det gør jo ikke vejen forkert. Det kommer jo an på hvem man spørger. 

Jeg er jo ikke i tvivl om, om min vej er rigtig for mig. Men frustreret over at det er nødvendigt for nogle at komme med negativitet istedet for bare at acceptere ens forskelligheder  

Anonym skriver:

Jeg er åbenbart et offer og et nemt et af slagsen. Det er hvad jeg fik at vide 

jeg har altid troet på noget større end os selv, og har undersøgt og været nysgerrig på mange trosretninger gennem tiden, har endelig fundet det helt rette for mig 

jeg har været sammen med min mand i 10 år og vi har børn sammen. For ca 5 år siden fik jeg kendskab til Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige - også kaldet mormoner 

jeg er ikke i tvivl om at det er eet rigtige for mig. Min mand er ikke interesseret men støtter mig og respekterer mit ønske. Han har det også helt fint med at børnene kommer med i kirke og vi finder ud af det sammen med respekt for begge vores ønsker. Han har det også helt fint med at jeg bliver døbt 

min mor er okay med det og respekterer selvom hun ikke er enig i min livsstil og vi snakker ikke om det 

min far tror jeg nok vil forstå men har ikke turde sige noget pga min stedmor da hun er meget imod kirken 

det samme er svigerne (ingen af dem ved hvad kirken som sådan går ind for) har ikke snakket med dem men de ved at jeg kommer i kirke i et vis omfang. vi snakkede kort og hun spurgte direkte om jeg var seriøs med det der kirkehalløj og hvor det var. Da jeg fortalte det blev hun stram i betrækket og sagde at så ville jeg måske også døbes. Det svarede jeg at det ville jeg nok gerne ja, og så kom det bare at jeg jo også var et nemt offer og det havde min veninde udnyttet 

jeg er rigtig ked af at folk ikke bare kan blande sig udenom hvis ikke de har noget pænt at sige, og respektere at vi lever forskelligt 

Jeg er ikke selv religiøs, og bliver det heller aldrig. Men jeg respekterer dit valg og synes det er dejligt du har fundet et sted der giver mening for dig  

synes også det er lidt ærgeligt at der er så meget negativitet om de lidt mere radikale religioner. Det lyder næsten som om at folk tror at dem der er med i "klubben", ingen selvbestemmelse har, og blot skal ligge under alle forbuddene. 

Min fars familie er alle Jehovas vidner, og det er simpelthen de flinkeste mennesker jeg kender. Hvis ikke det var fordi at jeg vidste at de var religiøse, så ville jeg aldrig have gættet det selv. De snakker aldrig om den, og de forbud de har, er ikke nogen jeg lægger mærke til. 

Min far valgte som ung at han ikke ville være Jehovas vidne, og det blev accepteret af hans familie, og hverken min mor, far, søster, bror eller jeg har følt os behandlet anderledes end resten af familien, blot fordi vi ikke er med i religionen. 

Jeg stiftede også bekendtskab med nogle mormoner for nogle år tilbage (nogen fra USA, som var i dk et år, kan ikke huske hvad de kaldes) og var også med i kirken og hjemme og spise ved nogen. Fandt dog hurtigt ud af at det ikke var noget for mig (mest fordi jeg ikke tror på nogen Gud, men også fordi jeg ikke ville kunne overholde forbuddene med fx alkohol) og det accepterede de også, og kan stadig den dag i dag hilse på nogen fra kirken hvis jeg møder dem. Det der tiltaler mig mest ved de religioner, er faktisk fællesskabet og kærligheden sådan nogle steder. Det var utrolig behageligt at komme i kirke, alle gav hånd eller et kram, og alle ville gerne snakke. Jeg blev også tit inviteret med til alle mulige arrangementer, spisning, volley, sejlture, og det var bar så hyggeligt. Det er næsten ærgeligt at jeg ikke er religiøs, for fællesskabet tiltaler mig  

Anonym skriver:

Selvfølgelig kan man det  

for mig har det altid været vigtigt, de ting jeg går ind for er bare også de ting der er vigtigt i kirken 

gennem kirken har jeg bare ekstra mulighed for at yde noget for andre. Så for mig er det blevet nemmere at gøre mere og noget ud over, så ud over næste kærlighed er der bare anden dybere forståelse for netop næstekærlighed og hvor man går sammen om at lave frivilligt arbejde og hjælpe folk der har det svært. Feks  et marked hvor der bliver doneret til, det kan være alt fra hjemmelavede brød og marmelade til strikkede sokker osv. Alle pengene går til godtgørende formål. Der laves nødhjælpskasser, mad til folk som har brug for det. Et år blev der holdt julefrokost på et lokalt værested for folk som har det hårdt(ville ikke uddybe nærmere af hensyn til de mennesker) men det var så givende at kunne give den ekstra glæde og kærlighed og se hvor meget det betød. 

Personligt synes jeg altid man skal stræbe på næstekærlighed men der er bare et andet ønske om dette i kirken, man mærker end når jeg er andre steder 

håber jeg har fået mig selv forklaret godt nok

Som jeg forstår er det et ønske om at være en del af et fællesskab som har næstekærlighed som dagsorden?

Ved du hvad, det synes jeg faktisk er et rigtig godt argument. Og nok den bedste grund til at vælge en religion til, hvis det er det man har behov for. 

Og det er da det du skal holde fast i når du møder direkte negativitet omkring dit valg. 

Sandratoft skriver:

Jeg er ikke selv religiøs, og bliver det heller aldrig. Men jeg respekterer dit valg og synes det er dejligt du har fundet et sted der giver mening for dig  

synes også det er lidt ærgeligt at der er så meget negativitet om de lidt mere radikale religioner. Det lyder næsten som om at folk tror at dem der er med i "klubben", ingen selvbestemmelse har, og blot skal ligge under alle forbuddene. 

Min fars familie er alle Jehovas vidner, og det er simpelthen de flinkeste mennesker jeg kender. Hvis ikke det var fordi at jeg vidste at de var religiøse, så ville jeg aldrig have gættet det selv. De snakker aldrig om den, og de forbud de har, er ikke nogen jeg lægger mærke til. 

Min far valgte som ung at han ikke ville være Jehovas vidne, og det blev accepteret af hans familie, og hverken min mor, far, søster, bror eller jeg har følt os behandlet anderledes end resten af familien, blot fordi vi ikke er med i religionen. 

Jeg stiftede også bekendtskab med nogle mormoner for nogle år tilbage (nogen fra USA, som var i dk et år, kan ikke huske hvad de kaldes) og var også med i kirken og hjemme og spise ved nogen. Fandt dog hurtigt ud af at det ikke var noget for mig (mest fordi jeg ikke tror på nogen Gud, men også fordi jeg ikke ville kunne overholde forbuddene med fx alkohol) og det accepterede de også, og kan stadig den dag i dag hilse på nogen fra kirken hvis jeg møder dem. Det der tiltaler mig mest ved de religioner, er faktisk fællesskabet og kærligheden sådan nogle steder. Det var utrolig behageligt at komme i kirke, alle gav hånd eller et kram, og alle ville gerne snakke. Jeg blev også tit inviteret med til alle mulige arrangementer, spisning, volley, sejlture, og det var bar så hyggeligt. Det er næsten ærgeligt at jeg ikke er religiøs, for fællesskabet tiltaler mig  

Der er meget smukt hvis man ser det og fællesskabet er bestemt en kæmpe bonus 

jeg tror mange ville blive overraskede hvis man åbnede mere nysgerrigt frem for afvisning. Men det er jo ukendt 

jeg har mødt mennesker af flere forskellige kirker, pinsekirken, JHV, apostolsk, min papfarfars forældre var  i den reformerte kirke og en ny slags kirke i Kbh jeg ikke kan huske navnet på, frikirken.  Alle utrolig søde og helt normale mennesker 

jeg ved ikke om jeg bør snakke med svigermor eller bare lade den ligge og afvise negative input. Har selv tænkt at det ukendte og fremmede måske virker skræmmende

når man hører mormon er der få ting der springer op, de må have flere koner (ikke sandt) de får mange børn (måske delvist sandt) og de må ikke drikke kaffe (sandt) det er ikke meget viden og siger jo ikke noget om det at være mormon 

jeg tror at dem du tænker på er missionærerne, mændene er oftest afsted 2 år mens kvinderne er afsted 1.5 år hvis jeg husker rigtigt 

Kattha skriver:

Som jeg forstår er det et ønske om at være en del af et fællesskab som har næstekærlighed som dagsorden?

Ved du hvad, det synes jeg faktisk er et rigtig godt argument. Og nok den bedste grund til at vælge en religion til, hvis det er det man har behov for. 

Og det er da det du skal holde fast i når du møder direkte negativitet omkring dit valg. 

Helt bestemt 

var selvfølgelig ikke medlem hvis ikke jeg havde troen, men det er jo en skøn blanding for mig 

det giver så meget og ville ønske at folk kunne se den omsorg og kærlighed inden de negative kommentarer kom som jeg har oplevet. Heldigvis har flere i min omgangskreds været åbne nok for tillid til at når jeg sagde det var det rigtige for mig var det ok. Vi snakker ikke rigtig om det, tingene er som de plejer men de ved det er en del af mig og den gør en masse godt 

Anonym skriver:

Jeg er åbenbart et offer og et nemt et af slagsen. Det er hvad jeg fik at vide 

jeg har altid troet på noget større end os selv, og har undersøgt og været nysgerrig på mange trosretninger gennem tiden, har endelig fundet det helt rette for mig 

jeg har været sammen med min mand i 10 år og vi har børn sammen. For ca 5 år siden fik jeg kendskab til Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige - også kaldet mormoner 

jeg er ikke i tvivl om at det er eet rigtige for mig. Min mand er ikke interesseret men støtter mig og respekterer mit ønske. Han har det også helt fint med at børnene kommer med i kirke og vi finder ud af det sammen med respekt for begge vores ønsker. Han har det også helt fint med at jeg bliver døbt 

min mor er okay med det og respekterer selvom hun ikke er enig i min livsstil og vi snakker ikke om det 

min far tror jeg nok vil forstå men har ikke turde sige noget pga min stedmor da hun er meget imod kirken 

det samme er svigerne (ingen af dem ved hvad kirken som sådan går ind for) har ikke snakket med dem men de ved at jeg kommer i kirke i et vis omfang. vi snakkede kort og hun spurgte direkte om jeg var seriøs med det der kirkehalløj og hvor det var. Da jeg fortalte det blev hun stram i betrækket og sagde at så ville jeg måske også døbes. Det svarede jeg at det ville jeg nok gerne ja, og så kom det bare at jeg jo også var et nemt offer og det havde min veninde udnyttet 

jeg er rigtig ked af at folk ikke bare kan blande sig udenom hvis ikke de har noget pænt at sige, og respektere at vi lever forskelligt 

Fair nok folk er religiøse. Det må de være så meget de vil. Men vil de til at snakke om deres religion i mit nærvær så går jeg hvis jeg er ude.. og de bedes finde et andet emne eller gå hvis de er indenfor mine 4 vægge. For jeg mener religion er for folk der ikke vil acceptere verden som den er og skal have en til at holde dem i hånden hele livet. Og så synes jeg religion er hjernevask. Plus alle religioner har gjort så meget skade i verdenen. Men hjemme hos dem selv når jeg ikke er der, fair nok.

Anonym skriver:

Fair nok folk er religiøse. Det må de være så meget de vil. Men vil de til at snakke om deres religion i mit nærvær så går jeg hvis jeg er ude.. og de bedes finde et andet emne eller gå hvis de er indenfor mine 4 vægge. For jeg mener religion er for folk der ikke vil acceptere verden som den er og skal have en til at holde dem i hånden hele livet. Og så synes jeg religion er hjernevask. Plus alle religioner har gjort så meget skade i verdenen. Men hjemme hos dem selv når jeg ikke er der, fair nok.

Fik du luft for din galde ! 

Et utrolig ukonstruktivt og negativt indlæg! Hvir ser du at jeg snakker løs til andre. Dit indlæg er da helt off-topic. 

Du trænger da vist til lidt hjerterum 

Anonym skriver:

Jeg synes ikke det automatisk er hjernevask, det kommer utrolig meget an på hvordan man praktiserer sin tro og det at tro er ikke sort/hvid. jeg snakker ikke om noget med mindre folk selv spørger og ønsker at snakke. 

Nu har jeg ikke stået i nogle af situationerne så det er svært at svare 

men jeg har stor respekt for min mand og er taknemmelig for hans holdning, og var han imod at børnene kom i kirke var dette respekteret. Hvad jeg selv læser var så op til mig men uden at indvolvere børnene 

skulle han udvise interesse for islam var det ok for mig, så længe vi som nu snakker om tingene og finder kompromis. Det gør vi jo også nu og sådan er det på alle områder hvor man har forskellige ønsker og holdninger. Man finder løsninger. Vi har stået i mange hårde situationer og vores forhold har gennemgået en del pga div sygdom osv så det skulle ikke være det som stoppede os og ville gøre alt jeg kunne for at imødekomme de ting som følger med (bla ingen svin, ramadan osv) 

Ville du i så fald også konvertere til islam? For det ville du jo blive nødt til hvis du skal gifte dig med en troende muslim. 

Vivienne skriver:

Ville du i så fald også konvertere til islam? For det ville du jo blive nødt til hvis du skal gifte dig med en troende muslim. 

Nej jeg vil ikke tvinges ind i noget, ligesom jeg ikke tvinger min mand ind i noget, han kommer ikke i kirken, vi er gift i folkekirken, og ingen af os tvinger den anden til noget, så den sammenligning kan ikke helt bruges  

Anonym skriver:

Fik du luft for din galde ! 

Et utrolig ukonstruktivt og negativt indlæg! Hvir ser du at jeg snakker løs til andre. Dit indlæg er da helt off-topic. 

Du trænger da vist til lidt hjerterum 

Du har et behov for at fortælle hele familien du går den vej, men reagere negativt i det du ikke bliver modtaget af varme hele vejen rundt? Det var ikke for at lukke galde ud og jeg har masser af hjerte rum selv uden religion i mit liv  Du vælger at gå ind i en religion min pointe var at der ikke var grund til at skulle informere alle om det