Jeg er åbenbart et offer

Saphiira skriver:

Hvad folk tror på (og ikke tror på) er folks egen sag! Derfor er du nødt til at sætte tydelige grænser, når det bliver nedgjort. 

De kan tænke sit, men at sige ting til dig hjælper jo ingen. Så længe du ikke pådutter folk noget, (lyder det ikke til) så skal de bare tie stille.

Tak må nok også blive det jeg gør. Hvad andre vælger er deres sag. Spørger folk pænt svarer jeg gerne men ellers blander jeg ikke folk ind i mit valg, eller påstår at det er den eneste sandhed. Det er det rigtige for mig men det er det ikke nødvendigvis for andre  

Ved du hvad? Du er overhoved ikke et offer, hvis du er noget at du staerk, du toer tro. Fortaelle og staa ved selvom det ikke er normen. Du er individuel og har fundet styrke og sammenhold i din tro. Det skraemmer mange mennesker for det er svaert at rumme andre have saa staerk tro og overbevisning det stiller nemlig spoeegamaal til os selv, det goer sig gaeldene i alt fra veganisme til gud. 

Jeg tror paa energier og jeg kan sige dig jeg er blevet kaldt alt fra hjernedoed til godtroende hippie. Men dem om det for jeg tror og jeg er mig, jeg har ro ikke behov for anderkendelsen  

Anonym skriver:

Jeg er åbenbart et offer og et nemt et af slagsen. Det er hvad jeg fik at vide 

jeg har altid troet på noget større end os selv, og har undersøgt og været nysgerrig på mange trosretninger gennem tiden, har endelig fundet det helt rette for mig 

jeg har været sammen med min mand i 10 år og vi har børn sammen. For ca 5 år siden fik jeg kendskab til Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige - også kaldet mormoner 

jeg er ikke i tvivl om at det er eet rigtige for mig. Min mand er ikke interesseret men støtter mig og respekterer mit ønske. Han har det også helt fint med at børnene kommer med i kirke og vi finder ud af det sammen med respekt for begge vores ønsker. Han har det også helt fint med at jeg bliver døbt 

min mor er okay med det og respekterer selvom hun ikke er enig i min livsstil og vi snakker ikke om det 

min far tror jeg nok vil forstå men har ikke turde sige noget pga min stedmor da hun er meget imod kirken 

det samme er svigerne (ingen af dem ved hvad kirken som sådan går ind for) har ikke snakket med dem men de ved at jeg kommer i kirke i et vis omfang. vi snakkede kort og hun spurgte direkte om jeg var seriøs med det der kirkehalløj og hvor det var. Da jeg fortalte det blev hun stram i betrækket og sagde at så ville jeg måske også døbes. Det svarede jeg at det ville jeg nok gerne ja, og så kom det bare at jeg jo også var et nemt offer og det havde min veninde udnyttet 

jeg er rigtig ked af at folk ikke bare kan blande sig udenom hvis ikke de har noget pænt at sige, og respektere at vi lever forskelligt 

Må sige, at de etablerede religiøse retninger, sekter eller ej, er ikke noget for mig. Det betyder dog ikke jeg er ateist. Synes bare ikke om den grad af påståelighed omkring et emne man umuligt kan vide noget konkret om. Virker lidt arrogant overfor den eventuelle gud

Men jeg respekterer andres valg og tro, og synes andre voksne og fornuftige mennesker skal tage sig sammen og gøre. Hvis det er noget der fungerer for dig, giver dig glæde og ro i sjælen, er det fuldstændig betydningsløst hvad andre mener om det. Du er kun et offer hvis du er med på at blive gjort til et. Er du stolt af dit valg, så hold hovedet oppe og lad det ikke påvirke dig. Så bliver de vel også trætte af at bringe det på banen, når det bare er ensidig og formålsløs diskussion. 

Jeg håber dog du altid selv vil blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved dine valg. Tro må vel gerne udvikle sig i takt med du selv gør. Ikke mindst så du hjælper dine børn til selv at tage stilling til det.

Anonym skriver:

Tak må nok også blive det jeg gør. Hvad andre vælger er deres sag. Spørger folk pænt svarer jeg gerne men ellers blander jeg ikke folk ind i mit valg, eller påstår at det er den eneste sandhed. Det er det rigtige for mig men det er det ikke nødvendigvis for andre  

Netop, og du føler jo det er det rigtige, jamen så er det nok også det. 

JEg tror altid, man vil møde sådan nogle, når man vælger ud fra normen, men sådan er det.  Så er det jo "bare" at sætte grænser

Anonym skriver:

Jeg er åbenbart et offer og et nemt et af slagsen. Det er hvad jeg fik at vide 

jeg har altid troet på noget større end os selv, og har undersøgt og været nysgerrig på mange trosretninger gennem tiden, har endelig fundet det helt rette for mig 

jeg har været sammen med min mand i 10 år og vi har børn sammen. For ca 5 år siden fik jeg kendskab til Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige - også kaldet mormoner 

jeg er ikke i tvivl om at det er eet rigtige for mig. Min mand er ikke interesseret men støtter mig og respekterer mit ønske. Han har det også helt fint med at børnene kommer med i kirke og vi finder ud af det sammen med respekt for begge vores ønsker. Han har det også helt fint med at jeg bliver døbt 

min mor er okay med det og respekterer selvom hun ikke er enig i min livsstil og vi snakker ikke om det 

min far tror jeg nok vil forstå men har ikke turde sige noget pga min stedmor da hun er meget imod kirken 

det samme er svigerne (ingen af dem ved hvad kirken som sådan går ind for) har ikke snakket med dem men de ved at jeg kommer i kirke i et vis omfang. vi snakkede kort og hun spurgte direkte om jeg var seriøs med det der kirkehalløj og hvor det var. Da jeg fortalte det blev hun stram i betrækket og sagde at så ville jeg måske også døbes. Det svarede jeg at det ville jeg nok gerne ja, og så kom det bare at jeg jo også var et nemt offer og det havde min veninde udnyttet 

jeg er rigtig ked af at folk ikke bare kan blande sig udenom hvis ikke de har noget pænt at sige, og respektere at vi lever forskelligt 

Hvordan har du fundet frem til at det er den rigtige trosretning for dig?

Og hvad står troen for? Jeg har prøvet at google, men der jeg kan ikke finde en "kort" version. Der er kun en masse henvisninger til læreskrifter, eller at jeg kan blive kontaktet(og det er jeg ikke interesseret i).

Derudover er jeg af den holdning at hvis man selv er sikker på noget, om det er tro eller noget andet er sagen uvedkommende, så bliver man ikke usikker blot fordi nogen stiller spørgsmål, eller sågar kalder én et offer. Så måske er du ikke helt faldet på plads i din tro endnu? 

(Og det er ikke negativt ment)

Anonym skriver:

Jeg er åbenbart et offer og et nemt et af slagsen. Det er hvad jeg fik at vide 

jeg har altid troet på noget større end os selv, og har undersøgt og været nysgerrig på mange trosretninger gennem tiden, har endelig fundet det helt rette for mig 

jeg har været sammen med min mand i 10 år og vi har børn sammen. For ca 5 år siden fik jeg kendskab til Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige - også kaldet mormoner 

jeg er ikke i tvivl om at det er eet rigtige for mig. Min mand er ikke interesseret men støtter mig og respekterer mit ønske. Han har det også helt fint med at børnene kommer med i kirke og vi finder ud af det sammen med respekt for begge vores ønsker. Han har det også helt fint med at jeg bliver døbt 

min mor er okay med det og respekterer selvom hun ikke er enig i min livsstil og vi snakker ikke om det 

min far tror jeg nok vil forstå men har ikke turde sige noget pga min stedmor da hun er meget imod kirken 

det samme er svigerne (ingen af dem ved hvad kirken som sådan går ind for) har ikke snakket med dem men de ved at jeg kommer i kirke i et vis omfang. vi snakkede kort og hun spurgte direkte om jeg var seriøs med det der kirkehalløj og hvor det var. Da jeg fortalte det blev hun stram i betrækket og sagde at så ville jeg måske også døbes. Det svarede jeg at det ville jeg nok gerne ja, og så kom det bare at jeg jo også var et nemt offer og det havde min veninde udnyttet 

jeg er rigtig ked af at folk ikke bare kan blande sig udenom hvis ikke de har noget pænt at sige, og respektere at vi lever forskelligt 

Jeg ved ikke, om du er et offer, men jeg har da ondt af dig. I min optik har man en brist i større eller mindre grad, hvis man har behov for at finde styrke og støtte i en tro, jeg ser det som en form for ansvarsfraskrivelse. Jeg er (overraskende nok) ikke-troende, jeg tror 100% på at jeg kan styre og påvirke min egen skæbne, og at mine valg giver egne konsekvenser uafhængigt af udefrakommende kræfter.

Anonym skriver:

Tak må nok også blive det jeg gør. Hvad andre vælger er deres sag. Spørger folk pænt svarer jeg gerne men ellers blander jeg ikke folk ind i mit valg, eller påstår at det er den eneste sandhed. Det er det rigtige for mig men det er det ikke nødvendigvis for andre  

Måske er det netop derfor folk mener at du er et offer?

Hvis du er stolt af din tro og mener at det er det bedste for dig, hvorfor skulle det så ikke også være det bedste for alle andre?

Når du skriver sådan, lyder det meget pragmatisk, men du kommer også til at lyde usikker.

Når du har valgt en mere "radikal" tro end eks folkekirken, hvordan kan du så leve med at din mand ikke er medlem? Er der virkelig plads til det inden for dén trosretning? For ud fra det jeg kender til den tro, bliver man netop udelukket(de lader som om man ikke eksisterer) af de andre medlemmer, hvis man ikke følger de regler der er.

Sagt på en anden måde, det kan godt være at du har plads til at din mand ikke er medlem, at du ikke synes man behøver at betale tiende, men er du sikker på de andre medlemmer i Danmark og udlandet bakker dig op? Det tror jeg desværre ikke de gør. Måske gør de i starten for at få dig med "indenfor", men så tror jeg desværre du vil blive stillet over for et valg. Et valg om at tilpasse dig. Det er det dem jeg kender har oplevet. Og dén kulde man kan få at føle som "isoleret" er ikke at spøge med.

Anonym skriver:

Hvordan har du fundet frem til at det er den rigtige trosretning for dig?

Og hvad står troen for? Jeg har prøvet at google, men der jeg kan ikke finde en "kort" version. Der er kun en masse henvisninger til læreskrifter, eller at jeg kan blive kontaktet(og det er jeg ikke interesseret i).

Derudover er jeg af den holdning at hvis man selv er sikker på noget, om det er tro eller noget andet er sagen uvedkommende, så bliver man ikke usikker blot fordi nogen stiller spørgsmål, eller sågar kalder én et offer. Så måske er du ikke helt faldet på plads i din tro endnu? 

(Og det er ikke negativt ment)

Jeg er ikke usikker i min tro overhovedet, det kan jeg mærke. Har jo brugt længe på at søge råd og vejledning i de forskellige skrifter. Jeg bliver bare ked af at der kommer negativitet omkring mit valg  

det er svært at beskrive kirken kort men ud over troen på Gud er der slægtsforskning og familie som betyder ytrolig meget. Lærdom i templet hvor man bla kan udføre dåb for de som ikke har haft mulighed for dette. Der er mormons bog som er lige så vigtig som biblen, derudover forskelligt matriale at læse i og lærdomme fra profeterne. 

Det er så overordnet at man er nød til at søge mere ned for at finde sammenkædninger og forståelserne. Det handler meget om at være god ved andre og gøre hjælpsomt arbejde. Der er mange som udøver frivilligt arbejde og hjælper rundt omkring. Noget jeg selv altid har fundet glæde i så at der er større mulighed for at hjælpe andre, er for mig fantastisk. Der er selvfølgelig retningslinjer ligesom der i dk er vores love. Det er bla at man skal overholde loven, ikke ryge og drikke osv 

ved ikke om det er det du søger svar på og der er så meget i det at det er svært at forklare  

Kattha skriver:

Må sige, at de etablerede religiøse retninger, sekter eller ej, er ikke noget for mig. Det betyder dog ikke jeg er ateist. Synes bare ikke om den grad af påståelighed omkring et emne man umuligt kan vide noget konkret om. Virker lidt arrogant overfor den eventuelle gud

Men jeg respekterer andres valg og tro, og synes andre voksne og fornuftige mennesker skal tage sig sammen og gøre. Hvis det er noget der fungerer for dig, giver dig glæde og ro i sjælen, er det fuldstændig betydningsløst hvad andre mener om det. Du er kun et offer hvis du er med på at blive gjort til et. Er du stolt af dit valg, så hold hovedet oppe og lad det ikke påvirke dig. Så bliver de vel også trætte af at bringe det på banen, når det bare er ensidig og formålsløs diskussion. 

Jeg håber dog du altid selv vil blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved dine valg. Tro må vel gerne udvikle sig i takt med du selv gør. Ikke mindst så du hjælper dine børn til selv at tage stilling til det.

Mine børn får vist begge sider. Og herhjemme vil de som planlagt få en alm konfirmation (hvis de ønsker det) er meget tradionelt i min mands familie, tro eller ej så lader man sig konfirmere af tradition? Jeg vil dog ikke presse dem for Gud skal i min verden være noget man vælger og ønsker og ikke noget man skal presses til eller trues til. Vælger de selv derefter at de vil døbes i min kirke så er det i orden 

Mami skriver:

Ved du hvad? Du er overhoved ikke et offer, hvis du er noget at du staerk, du toer tro. Fortaelle og staa ved selvom det ikke er normen. Du er individuel og har fundet styrke og sammenhold i din tro. Det skraemmer mange mennesker for det er svaert at rumme andre have saa staerk tro og overbevisning det stiller nemlig spoeegamaal til os selv, det goer sig gaeldene i alt fra veganisme til gud. 

Jeg tror paa energier og jeg kan sige dig jeg er blevet kaldt alt fra hjernedoed til godtroende hippie. Men dem om det for jeg tror og jeg er mig, jeg har ro ikke behov for anderkendelsen  

Tak for dit svar, rigtig godt råd og hvor har du ret. Og stærkt du også holder ved det du tror på, respekt for det  

jeg må blive bedre til at finde en pæn måde at svare på tingene og Afværge så jeg respektfuldt fortsat kan holde fast og frabede mig negative kommentarer 

nogle kommentarer bla fra min stedmor (hun ved jeg har været i kirken men ikke jeg vil være døbt medlem) kan jeg høre bunder i uvidenhed. Da hun fandt ud af at mormoner (pga koffeinen) ikke drikker kaffe, stod hun allerede af, det var noget pjat. Behøver vist ikke uddybe mængder af kaffe hun drikker hver dag