Hvad får man i kontanthjælp som enlig med 2 børn

Jeg har tænkt en del over tråden her. Den rører meget i mig. Jeg kan godt anerkende, at en del må føle sig en smule provokerede af, at der i starts indlægget skrives, som om det sådan er en fremtidsplan at blive bistandsklient. Er selv, som psykisk syg taknemlig over at befinde mig i noget, der stadig er et velfærdsland. Dog er jeg enig i, at hvis man kan så skal man. Forstået på den måde, at (det skrives vist også af en bruger) hvis vi alle forlod arbejdsmarkedet sådan permanent pga en periode med sygdom ville sikkerhedsnettet selvfølgelig ikke holde.

Når det så er skrevet tænker jeg, at et andet vigtigt aspekt er sygdomserkendelsen. Jeg havde desværre ikke selv evnen til at foresille mig/forstå konsekvenserne af, hvad det at blive mor ville gøre ved min skrøbelige psyke. Og måske mangler TS ligeledes et overblik over, hvor meget der kræves for at kunne leve med sygdomme, forsørge sig OG have børn. Jeg ved det ikke.

Jeg bliver bare lidt trist på det menneskelige plan, hvis man kan ønske at leve af passiv-forsørgelse/overførselsindkomst permanent, når man kun er 23 år. Ville selv være rigtigt ked af, hvis det var min fremtidsudsigt.

Jeg dømmer ingen, men jeg er bare lidt uforstående omkring, hvorfor man prioriterer to børn, hvis man er syg og ikke kan arbejde. Og så fordi det bare kræver meget mere at passe børn, hvis man er sygdomsramt. Blev personligt uendeligt mere syg af at blive mor. Jeg tænker bare, at en naturlig vej at gå ville være (for sin egen skyld) at komme så meget ovenpå som muligt, få uddannelse og job og dereffer se på overskud til flere børn.

Det ville være min prioritering, men ville ikke kræve at alle skulle forstå den.

Rosa-Sofia skriver:

Jeg har tænkt en del over tråden her. Den rører meget i mig. Jeg kan godt anerkende, at en del må føle sig en smule provokerede af, at der i starts indlægget skrives, som om det sådan er en fremtidsplan at blive bistandsklient. Er selv, som psykisk syg taknemlig over at befinde mig i noget, der stadig er et velfærdsland. Dog er jeg enig i, at hvis man kan så skal man. Forstået på den måde, at (det skrives vist også af en bruger) hvis vi alle forlod arbejdsmarkedet sådan permanent pga en periode med sygdom ville sikkerhedsnettet selvfølgelig ikke holde.

Når det så er skrevet tænker jeg, at et andet vigtigt aspekt er sygdomserkendelsen. Jeg havde desværre ikke selv evnen til at foresille mig/forstå konsekvenserne af, hvad det at blive mor ville gøre ved min skrøbelige psyke. Og måske mangler TS ligeledes et overblik over, hvor meget der kræves for at kunne leve med sygdomme, forsørge sig OG have børn. Jeg ved det ikke.

Jeg bliver bare lidt trist på det menneskelige plan, hvis man kan ønske at leve af passiv-forsørgelse/overførselsindkomst permanent, når man kun er 23 år. Ville selv være rigtigt ked af, hvis det var min fremtidsudsigt.

 

Det er sku da utroligt siger sku konstant igen og igen og igen jeg gerne vil arbejde gør hvad jeg kan for at kunne komme ud i arbejde

 Folk er så voldsomt dømmende og tænker straks jeg bare en en samfunds nasser der bare vil sidde på min flade røv og ikke lave noget 

Har fået nok af jeres dømmende kritik jer perfekte mennesker så er færdig med at læse med og svare 

Anonym skriver:

Det er sku da utroligt siger sku konstant igen og igen og igen jeg gerne vil arbejde gør hvad jeg kan for at kunne komme ud i arbejde

 Folk er så voldsomt dømmende og tænker straks jeg bare en en samfunds nasser der bare vil sidde på min flade røv og ikke lave noget 

Har fået nok af jeres dømmende kritik jer perfekte mennesker så er færdig med at læse med og svare 

Nævn nu bare din diagnose, så kan vi vel for alvor 100% se at du er uarbejdsdygtig, hvis vi kender din diagnose som er så alt ødelæggende for din hverdag og hele dit (ikke eksisterende) arbejdsliv. 

Nævn nu bare din diagnose, så kan vi vel for alvor 100% se at du er uarbejdsdygtig, hvis vi kender din diagnose som er så alt ødelæggende for din hverdag og hele dit (ikke eksisterende) arbejdsliv. 

Hvad skal diagnosen bruges til?

edit: det skriver du jo - ups xD

Anonym skriver:

Det startede allerede meget tidligt med smerter hm ja tror jeg var 12-13år og må sige lige der tænkte jeg ikke på økonomi der begyndte jeg så til keoprakter der hjalp bare ikke rigtig. 

Og så spoler vi videre har svært ved at huske min aldre til alle undersøgelser men jeg var ved mange læger på grund af min men de kunne ikke finde noget de sagde jeg måtte træne og træne da det ville hjælpe tro mig jeg prøvede men fik bare mere ondt af det havde dage jeg ikke kunne komme ud af sengen. 

Startede på en masse smertestillende som ikke rigtig ville virke men gik igang med en egu som petergog som 17 åri efter ca et halvt år blev smerterne så slemme jeg ikke kunne være til og måtte til sidst ryge på sygedagpenge ca som 18 åri 

Og igen gennem alle mulige læger og undersøgelser og til sidst fant jeg selv ud af hvad jeg fejlede og fantastisk en læge der kunne give mig min diagnose det tog mange år og var en hård kamp hvor ingen troede på mig. 

Og så har jeg ellers bare kæmpet for at komme oven på igen har selv sørget for flerepraktikker da kommunen ikke gjorder noget og ville gerne udredes og komme videre med mit liv og ud i arbejde men kommunen hjalp mig ikke så måtte selv gøre hvad jeg kunne og så blev jeg gravid og lægen sygemelde mig på grund af komplikationer 

Og nu står jeg her mon barsel er snart slut og så tager jeg kampen op igen 

Syntes selv jeg har gjort hvad jeg kunne kan ikke gøre for jeg kun er 23 år og syg jeg vil osse gerne leve. 

Hvorfor er det træls og synd for dig at du selv skulle finde praktikker? Hvorfor er det synd for dig at du selv måtte gøre hvad du kunne? Hvorfor er det et problem? Er glasset halvt tomt eller halvt fyldt? Meget af det her handler om indstilling. Hvorfor er det træls at kommunen ikke gjorde noget, fremfor at det er fedt at du selv gjorde noget?  

Saphiira skriver:

Hvad skal diagnosen bruges til?

edit: det skriver du jo - ups xD

Hvis diagnosen blev nævnt i starten af tråden, ville tråden med garanti aldrig være blevet kørt så langt ud. Hvis vi kendte diagnosen kunne vi selv søge mere information og så ville vi da kunne forstå hvorfor den er så ødelæggende. Når vi ikke kender diagnosen, kunne det i princippet blot være en hovedpine. Jeg synes, at det er vigtigt at kende diagnosen,  siden TS virkelig ligger op til at det er en alvorlig og altødelæggende diagnose. For bedre at kunne sætte os ind i TS's situation. 

Saphiira skriver:

Hvad skal diagnosen bruges til?

edit: det skriver du jo - ups xD

Nåå.. men uddybede det lige alligevel.. 

Ønsker en lille spire.. skriver:

Nåå.. men uddybede det lige alligevel.. 

Det er også fint - måske skulle jeg have læst ordentligt hvad du skrev. Sorry

Saphiira skriver:

Det er også fint - måske skulle jeg have læst ordentligt hvad du skrev. Sorry

Pyt pyt, men måske du er enig i at det ville behjælpeligt at kende diagnosen? :-)