Mor og meget mere skriver:
Mine børns værelser er ikke indrettet efter min smag, men deres. Den ene på 18 har lavet et mystisk "kakkelbord med brune læderstole"-arrangement og har landskabsmalerier, jeg finder hæslige, på væggen samt korsstingsbroderede puder i stolene. Et par porcelænsfigurer, jeg aldrig ville have stående fremme, er der også blevet plads til. Og den der sølvsparebøsse, han fik i dåbsgave, og som jeg aldrig selv ville have overvejet at ønske til ham, troner på reolen - han ved, den er fra et afdødt medlem af min svigerfamilie og sætter stor pris på den.
Vi holdt dåbsfester for at fejre vores børn, ikke for at give en fest til gengæld for gæsternes gaver, og vi tog imod gaverne som "mellemmænd" for børnene. Tænk, jeg anede ikke, da de var babyer, om de kunne lide Kay Bojesen, sølvdimser eller noget helt tredje, eller om de med tiden ville bryde sig om det. At nogle af gaverne ikke faldt i min smag, var da fuldstændigt underordnet - mine børn er ikke mig, og min "stil" i indretning skal da på ingen måde afgøre, hvad børnene vil have til at stå fremme.
Lad dog lige jeres unger få plads og rum for at være selvstændige individer, der måske en dag vil påskønne de gaver, der er givet til DEM! Måske indretter de også en hæslig "hule" som min søns en dag - så kan I være stolte af ikke at have trukket jeres egne præferencer ned over hovedet på dem.