Vise tissemand

Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor du ikke er blevet informeret om det noget før, hvis/når det har været en så kæmpe traumatiserende oplevelse, som den mor giver udtryk for. Her tænker jeg et opkald om aftenen, eller når dine drenge blev hentet den pågældende dag? Så man måske kunne have taget en snak som voksne mennesker og fundet ud af en løsnongsoriteret handlingsplan sammen, og fundet en dag/tidspunkt hvor man kunne snakke med alle drengene sammen og måske søsteren som påstår det er sket. 

Jeg syntes til gengæld moren til den forurettede dreng har handlet til grænsen til det hysteriske, og i mine ører lyder det som om hun har kastet benzin på bålet iom der er blevet sat alverden igang, og derved påduttet sine søn nogle ekstra følelser omkring hele denne situation. Jeg siger ikke det er forkert, men jeg ville måske have grebet det anderledes og lidt mere roligt an - fortalt at det selvfølgelig ikke har været ok opførsel, og det er der ikke nogle voksne som børn der må gøre mod en, og det derfor er godt at det bliver fortalt hjemme, så man kan tage hånd om det - for det er en voksen opgave at råde bod på, og ikke noget de børn skal tænke mere over. Og der skal slet ikke opstå en form for hetz mod dem som har gjort denne ugerning fra de andre børn fra nu af ovre på SFOen, da jeg ikke tror det er noget dine to drenge har gjort for at være onde/klamme/seksuelle over for ham på 3 1/2. 

selvfølgelig skal alt i denne sag tages seriøst og der skal handles på det (hvilket set også lyder til der bliver) men jeg syntes man skal tænke sig om, trække vejret og ikke handle overilet og pålægge børn voksnes tanker og følelser omkring situationer, som bliver set fuldstændig anderledes på med børneøjne. Og så skal man huske på at tissemand, numse og tissekone ikke skal tabuiseres på den måde som mange har tendens til idag, men italesættes og håndteres på en måde så børn ikke får en følelse af det er forbudt område (hvilket jeg er ret sikker på, så vækker en unaturlig interesse for det) men at det dog er privat og noget man skal omhandle med omtanke, især over for andre. 

Rauw skriver:

Men de HAR jo rendt rundt uden tøj, de HAR jo overtrådt den lille drengs grænser uanset hvad der er sket? Det skal de vel undskylde for? De ER jo netop IKKE uskyldige. Det virker lidt som om du bare vil ha ret i at den anden mor er dum og dig og dine drenge er perfekte. Jeg forstår ikke helt den anden mor vil dyrke en offer rolle, jeg var blevet rasende istedet. Men bare fordi hun gør sådan, betyder det ikke at dine drenge er uskyldige jo. Den lille dreng har fået overtrådt sine grænser af dine store drenge, det ved du godt, ik? 

Ja de har løbet rundt og vist tissemand det er slet ikke det der er nogen tvivl om, min tvivl ligger der hvor moderen siger at mine drenge skulle have holdt hendes søn og prøvet at stikke tissemanden op i hans ansigt! Det er meget alvorligt og jeg tager hånd om sagen, men jeg vil ikke bare 100% tro på at det reelt er sket når ingen har set at det skulle være sket, pånær den søster! Forældrene til to af de andre børn fortæller at deres børn bare havde set de viste tissemand og så var der ikke mere i det og min mand var derude med det samme og sige til dem at det skulle de holde op med eller var vi nødt til at køre hjem og en anden forældre var også ude og bede dem om at køle lidt af (hendes søn viste også tissemand). Altså jeg synes bare det er meget drastisk at moren så er ved lægen med drengen dagen efter og allerede har fortalt en helt masse forældre at mine drenge skulle have haft tissemanden i ansigtet på hendes søn så han nu skal til psykolog osv. Og jeg står helt uforstående fredag eftermiddag nede i skolen for at hente drengene og hører først det hele der fra pædagogen der så er blevet kontaktet af den pågældende mor til den påvirkede søn! Jeg ved ikke hvad jeg skal tro!! Men jeg vil da altid beskytte mine børn, dermed ikke sagt at jeg synes det er helt okay hvis de har gjort det, men hvis ikke jeg skulle passe på mine børn hvem skal så? 

sne190810 skriver:

Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor du ikke er blevet informeret om det noget før, hvis/når det har været en så kæmpe traumatiserende oplevelse, som den mor giver udtryk for. Her tænker jeg et opkald om aftenen, eller når dine drenge blev hentet den pågældende dag? Så man måske kunne have taget en snak som voksne mennesker og fundet ud af en løsnongsoriteret handlingsplan sammen, og fundet en dag/tidspunkt hvor man kunne snakke med alle drengene sammen og måske søsteren som påstår det er sket. 

Jeg syntes til gengæld moren til den forurettede dreng har handlet til grænsen til det hysteriske, og i mine ører lyder det som om hun har kastet benzin på bålet iom der er blevet sat alverden igang, og derved påduttet sine søn nogle ekstra følelser omkring hele denne situation. Jeg siger ikke det er forkert, men jeg ville måske have grebet det anderledes og lidt mere roligt an - fortalt at det selvfølgelig ikke har været ok opførsel, og det er der ikke nogle voksne som børn der må gøre mod en, og det derfor er godt at det bliver fortalt hjemme, så man kan tage hånd om det - for det er en voksen opgave at råde bod på, og ikke noget de børn skal tænke mere over. Og der skal slet ikke opstå en form for hetz mod dem som har gjort denne ugerning fra de andre børn fra nu af ovre på SFOen, da jeg ikke tror det er noget dine to drenge har gjort for at være onde/klamme/seksuelle over for ham på 3 1/2. 

selvfølgelig skal alt i denne sag tages seriøst og der skal handles på det (hvilket set også lyder til der bliver) men jeg syntes man skal tænke sig om, trække vejret og ikke handle overilet og pålægge børn voksnes tanker og følelser omkring situationer, som bliver set fuldstændig anderledes på med børneøjne. Og så skal man huske på at tissemand, numse og tissekone ikke skal tabuiseres på den måde som mange har tendens til idag, men italesættes og håndteres på en måde så børn ikke får en følelse af det er forbudt område (hvilket jeg er ret sikker på, så vækker en unaturlig interesse for det) men at det dog er privat og noget man skal omhandle med omtanke, især over for andre. 

ja jeg er jo selv pædagog og måske også derfor jeg tager det helt roligt omkring det med børn og st de vil vise tissemænd og tissekoner osv. Har jo læst side op og side ned om udviklingspsykologi og jeg ved at børn jo ikke har samme referenceramme som voksne når det handler om kønsdele og seksualitet, i den alder er det ganske uskyldigt at udforske hinanden og sig selv, de skal selvfølgelig guides i at det ikke lige er i skolen at det skal foregå osv og at man ikke skal tvinge nogen til noget de ikke har lyst til. Hvis det havde været omvendt og min søn skillevægge blevet krænket, så er jeg ret sikker på at jeg ikke ville tage til lægen med ham! Jeg ved jo heller ikke hvad den her mor har siddet og sagt oppe ved lægen som gør at lægen vil henvise til psykolog! Altså jeg er meget forbavset over alt det her, og måske er det fordi at jeg helst vil tro at mine børn ikke har gjort det, men jeg har også bare svært ved at tro at de kunne finde på det. Men jeg vil ikke drage nogen konklusion for det er påstand mod påstand.

Det er sørens så vanskeligt at vide, hvad der egentlig er sket, når det kun er børnene selv, som er til stede, og man ikke har set noget selv.

En dag kort efter at min søn var startet i skolen, var jeg der for at hente ham. Han tager sin skoletaske og går roligt i mod mig, men der er lidt trangt imellem bordene, så han kommer til at stryge sin skulder mod skulderen til en af pigerne. Hun sætter i et hyl: "Han slog mig!". Heldigvis stod pædagogen lige ved siden af og havde set, hvad der skete, så hun roede hurtigt situationen ned og fik lige snakket det ned på jorden. Hvis hun nu ikke havde gjort det, hvis ingen voksne havde set situationen, så kunne fortællingen om det og konsekvenserne for min søn være blevet nogle helt andre. Min store pige kom også på den alder hjem og fortalte om drenge, som havde været slemme ved hende. Men en gang imellem kom der detaljer med i fortællingerne, som lød meget usansynlige. Når jeg så gik hende på klingen om, hvad som egentlig havde sket, så viste det sig ret ofte, at hun broderede lidt på historien og overdramatiserede en del. Det gav anledning til en del snak om vigtigheden af at være ærlig og til at stole på.

At tro, at børn ikke kan lyve/overdramtisere fordi de fortæller om noget negativt er naivt. At tro at ens egne børn altid fortæller sandheden også naivt.

Det er noget af det vanskeligste med at få skolebørn. Voksentætheden går dramatisk ned, børnene er i langt højere grad overladt til sig selv, og det bliver mange gange umuligt at vide, hvad der egentlig er sket.

Det store problem her er, i mine øjne, at sagen i stedet for at være taget direkte med dig/jer og med skolen er blevet spredt ud i lokalmiljøet. Uanset hvad som er sandheden her, så er det bare ikke smart. Jeg håber, du kan få snakket ordentligt med drengens forældre, så der ikke bliver liggende grums i åresvis, og så at sagen kan blive snakket ordentligt igennem med de involverede børn, så det bliver klart for de store, at den opførsel de havde (uanset, hvor langt de gik eller ikke gik) simpelthen ikke er ok, og at den lille og søsteren kan lægge det bag sig.

Hold da op. Selv som fagperson synes jeg, at det lyder til, at den anden mor blæser situationen voldsomt meget op. Naturligvis skal man respektere det lille barns følelser, hvis han/hun (kan ikke lige huske kønnet) har følt sig krænket, men jeg tænker godt nok, at der skal utrolig meget til før at et så lille barn ligefrem har brug for hvad der lyder som krisehjælp. Og der tænker jeg også, at man kender sine egne børn godt nok til at vide, om de ville forsøge på noget, som nærmest lyder som "børnevoldtægt".

Jeg tænker, at det rette for den anden forældre at gøre, havde været at tage fat i dig personligt og spørge, om i kunne sætte jer ned med jeres børn sammen og tale om situationen og alvoren. Og så skulle hun selvfølgelig rumme, hvis hendes barn havde behov for at tale om det, men ikke presse på hvis ikke. Hun lægger jo et vildt usundt fokus på det hele ved at tage en 3.5 årig (!) til psykolog!

Dertil tænker jeg, at man altså også skal tage en 3.5 årigs ord med et gran salt. Børn i den alder har bare ikke abstraktionsniveauet til altid at beskrive situationer korrekt. Altså min søn på den alder sagde så sent som i morges, at sidst han var hjemme hos far, var de fløjet op i himlen i Legoland for at besøge oldefar. Altså. Det er jo noget vrøvl.

Ja, du kan nok ikke bruge mit svar til så meget. Jeg synes da helt klart, at der skal tages en snak med dine sønner, og at det lille barns følelser skal respekteres, men for mig at søge, blæser den anden mor en situation unødvendigt meget op, og er ekstremt fejt idét at sagen nu spredes til gud og hver mand, frem for at hun komme direkte til dig.

I øvrigt er det jo vildt vigtigt i den forbindelse, hvordan man taler med et barn på 3.5. Hvis jeg spørger min søn "Hvad lavede du i går?" så svarer han nogenlunde korrekt. Hvis jeg nu sagde: "Løb du 200 gange rundt om et træ i går?", ville han bare sige ja, fordi det lyder lidt spændende, og et barn på den alder som sagt mangler lidt abstraktion til at forstå, hvor man vil hen med spørgsmålet.

Så derfor kunne det jo nemt ske, at en samtale mellem det barn og dets mor havde foregået i den her stil:

Barn: Moooaaar drengene viste deres tissemand!
Mor: Hvad?? Hvor??
Barn: derhenne!
Mor: Nej, det gjorde de vel ikke, stod de tæt på?
Barn: Jaa
Mor: Åh lille skat da, helt henne ved dig?
Barn: Ja mor

Osv. - Altså det kan hurtigt for barnet opfattes som en slags ledende spørgsmål og en opfattelse af, at mor forsøger at komme hen i en bestemt retning med spørgsmålene, og så siger de jo bare ja.

lineog4 skriver:

I retsstaten Danmark er det jo egentlig sådan man er uskyldig end til andet er bevist 

Jeg tænker umiddelbart det er en rigtig uheldig situation hvor der ved at bringe sagen så langt (her tænker jeg fortælle den til en masse forældre) er blevet skabt en situation hvor det er "skadeligt" at tro på den ene eller den anden side, fordi her handler det om ry skal pigen og hendes familie have ry for ar dramatisere eller skal drengene have ry for at krænke? 

Jeg har mødt en del børn i næsten den alder (1 år ældre) og det ville hverken overraske mig om de havde stukket tissemanden ind i hans hoved, men det ville så sandelig heller ikke overraske mig at de har løbet rundt og vist dem frem og historien blev lidt mere dramatisk i genfortællingen hos pigen. Derfor vil jeg på ingen måde pege fingre hverken den ene eller den anden vej. Og tænker også er der vigtigt? Er det vigtigt om der er sket det der påståes? Er det vigtige ikke at drengene har overskredet et andet barns grænse om ikke andet pigens siden hun har behov for at fortælle den historie, og drengene skal have at vide at ikke alle er så fri omkring luftning af tissemænd og derfor må de stoppe med det! 

Jeg må indrømme hvis jeg stod med dem som lærer ville jeg virkelig overveje kraftigt om det var vigtigt at finde ud af sandheden, og lige umiddelbart sådan en mandag morgen tænker jeg min primære grund til at ville finde ud af sandheden er hvis pigen digter lidt på sandheden , for hun skal det har store konsekvenser for andre når hun anklager dem for seksuelle krænkelser. Tror ikke det ville være så vigtigt for mig i forhold til drengene for ligegyldigt hvad der er sket så skal de vide de har overskredet en andens grænse. 

og så må jeg indrømme (undskyld det kommer i kursiv), at jeg tænker det er en kæmpe overreaktion at have sønnen med til læge fordi to små regnorme er sat op i hans hoved. Jeg ville slet ikke vide hvad jeg skulle bruge lægen til i den situation. Har lillebror fået et chok, så er det vel alfa og omega at afdæmpe chokket og ikke tale det op. Og så give det lidt tid og se om det traumatiske ikke er væk på kort tid hvis man siger for ro. Men det er måske bare mig. 

I teorien er det jo rigtigt, men for mig er det ikke så enkelt i denne situation, når den omhandler børn og grænser der er blevet overskredet. 

Ingen skal have ry for noget og derfor tænker jeg også at det er vigtigt at finde ud af hvad der er sket. For HVIS det er sket, så er det bare så vigtigt at det bliver gjort klart at det bare ikke er i orden. Det kan godt være at jeg er en af dem der bliver anset for at blæse en fjer til 10 høns i pågældende situation her, men for mig er det bare så vigtigt at man lærer børn TYDELIGT og så tidligt så muligt at sådan noget er rigtigt, rigtigt forkert og kan have konsekvenser. Men den kultur hvor vi har i dag, hvor 1 ud af 5 unge for eksempel tror det er normalt at fyre godt må presse piger lidt til sex, så er der bare ingen kære mor i min verden. Jeg ved godt det virker voldsomt at bringe sådan et emne op og det er heller ikke for at pådutte drengene noget, som selvfølgelig ikke har gjort det i en ond eller krænkende hensigt, men her er det så også bare en god idé at starte at lære børn om seksuelle grænser og der skal ikke være nogen gråzone. Det SKAL gøres klart at det er en handling man aldrig må begå og hvis man gør, så skal man da godt nok rette op på den. 

For mig er det ikke "bare" når der snakkes om overskridning af seksuelle grænser, uanset om det er børn eller voksne. At lære børn at det "bare" er at drengen har fået overskredet en grænse er problematisk i min verden. Ja, de er børn, bevares og som sagt - ingen er selvfølgelig sexforbryder eller har gjort det med vilje (!) men derfor vil jeg stadig benytte muligheden for at understrege alvoren i at overskride andres grænser (hvilket er en ting som mange voksne mennesker  - især mænd, desværre - ofte ikke forstår alvoren af) og herved forhåbentligt lære børnene at sådan hænger tingene altså sammen og hvis man overskride en andres grænse seksuelt, så er det ikke "bare". 

Jeg synes det er sjovt at folk fokuserer på at det nok er pigen der lyver fordi at "det nok ikke er sket", men det er efterhånden et mønster det generelt tegner sig i samfundet. Derudover er jeg selvfølgelig enig i at hvis hun har løjet om det, så skal der tales med ligeså store bogstaver omkring at det også er en alvorlig handling som går udover andre mennesker på en rigtig dum måde. 

Jeg ved godt at det virker somom at jeg pådutter børnene voksne motiver og voksne problematikker og på en måde gør jeg også, for situationer som den her og hvad man kan lære af den er også en vigtig del i et fremtidigt voksenliv. Jeg synes det er vigtigt at lære børn tidligt om grænser, sex og tideemænd og tissekoner og hvad man gør og hvad man ikke gør. 

Det her er en uheldig situation, hvor ingen har haft et ondt motiv for de er børn, men derfor er der stadig sket noget, som er vigtigt at man taler om. Jeg skal ikke kunne udtale mig om omkring at lillebroderen er så traumatiseret som det bliver fremstillet, men jeg vil stadig aldrig minimere hvor forfærdeligt det kan være at være udsat for den slags "overgreb" (selvom det selvfølgelig ikke var med onde hensigter af de 2 drenge, som sagt). Jeg er sgu ret sikker på, at det ikke er rart at have fået stukket tissemænd op i hovedet ufrivilligt, uanset hvem du er og hvor gammel. 

Igen, det er en 50/50 situation hvor det er påstand mod påstand og selvfølglig er det ikke stensikkert at drengene har gjort det, men situationen uanset hvilken drejning det tager og hvilken historie der er sand, så skal den tages seriøst og der skal læres noget af den i form af hvornår man går over andres grænser. 

Derudover er jeg stor fortaler for at kroppen ikke bliver gjort til skamme og er noget "forbudt" og det er heller ikke en tissemand i sig selv der er forbudt, men børn SKAL lære alvoren i at overskride andres grænser. 

Nu er I flere som nævner numselege. 

Hvad er det? 

Men mon ikke lillebror har bekræftet det? Efter udsagn omkring at han er begyndt at blive urenlig og er kommet til læge, vil jeg da gå udfra at han også har bekræftet at der er sket noget? Skulle han gå hen og begynde at lave i bukserne igen, hvis det kun er noget hans storesøster har sagt?

Jeg synes selv det er en tricky situation fordi det er påstand mod påstand og fordi det er børn, men ligeså store skader det kan have for at være fuldstændig sikker på at noget ikke er sket, ligeså store skader kan det være at benægte storesøsterens og (formentligt) lillebrodens udsagn.

Den går begge veje, men jeg sagde også at det var som udgangspunkt og indtil der var indsamlet yderligere informationer. Sådan noget skal tages alvorligt og jeg ville aldrig benægte at en episode var sket der omhandlede om at et andet barn fik en tissemand i hovedet, indtil yderligere informationer var bekræftet. Jeg ville tro på det, da jeg selvom godt ved at børn har en livlig fantasi og ting kan misforståes, så ville jeg alligevel have svært ved at tro på at en pige på 5-6 år påstår at der er nogle der har tvunget en tissemand op i hendes brors ansigt, med mindre der var i hvert fald sket et eller andet. Det er ikke sikkert at det rent faktisk er sket, men som UDGANGSPUNKT ville jeg lytte til det jeg fik fortalt. 

Jeg mener ikke, at man skal "partout tro på alt uden der er beviser for det", som du skriver, men jeg ville alligevel altid prøve at forholde mig til "offerets" historie først og fremmest. 

Uanset om det er børn eller voksne, så vil jeg som altid først tage udgangspunkt i offeret, når det handler om seksuelle grænser der er overskredet. Selvfølgelig har situationen her ikke været et bevidst overgreb eller en sexforbrydelse på nogen måder, men ligeså skadeligt som du påstår det kan være bare at tro blindt på det (hvilket jeg heller ikke hentydede, men jeg sagde som udgangspunkt indtil yderligere informationer), ligeså skadeligt kan det også være at flat out benægte at tingene er sket, blot fordi der ingen beviser er andet end udsagn. 

Børn kan selvfølgelig opfatte ting anderledes end hvad der egentligt i virkeligheden er sket og derfor give os voksne en anden forklaring eller udgave end hvad der egentligt er sandt, men uanset hvad, så ville jeg ikke anklage søster, mor eller bror for at lyve med det samme - når det omhandler en ting som dette. Jeg siger heller ikke at drengene har gjort det, men for mig er det lidt 50/50 og selvom det lyder voldsomt, ville jeg ikke automatisk have mistro, "bare" fordi det er en søster der siger det. 

Det skal bestemt tages alvorligt, og det er heller ikke den rigtige løsning at pege fingre af pigen. Der er selvfølgelig ingen der decideret skal sige til hende at hun tager fejl. I det hele taget mener jeg at børnene i så vid en udstrækning skal holdes ude af al den polemik der nemt kan omgærde sådan en situation. Og kun involveres når det er allermest nødvendigt. 

Som Lineog4 også er inde på - det at drengen bliver sendt til lægen pga. en situation som den her, er sandsynligvis mere et udtryk for morens overreaktion end noget som helst andet. Og det undrer mig ikke at man kan begynde at lave i bukserne igen hvis man har en sådan mor der skaber utryghed og nervøsitet i hjemmet.

Jeg synes det er problematisk at du har svært ved at tro på at en 5-6-årig pige kunne finde ud at pynte på sandheden i sådan en situation. Børn lyver hele tiden. Sorry, men det gør de altså. Og derudover har de også en meget livlig fantasi og har nemt ved at huske ting anderledes end de var. Det kan være noget så simpelt som at TS' dreng har drillet pigen og hun ikke kan lide ham. Det kan være at hun selv har været utryg ved situationen (hvilket måske ikke er så mærkeligt hvis hun har en mor der er så sensitiv omkring den slags) og bruger lillebroren som undskyldning/skjold. o.s.v. o.s.v.

Og ja - der er da sket "et eller andet". TS' dreng siger jo selv at han har vist tissemand på en halv meters afstand. Men det er ikke det samme som at holde drengen fast og putte tissemanden ind i munden på ham (eller at begge tvillinger skulle have puttet den ind i munden på ham, som pigen siger).