Vise tissemand

modesty skriver:

Jeg tænker så at det sagtens kan være tilfældet her, at episoden i sig selv slet ikke var traumatiserende for drengen, men at hans søsters version af sagen og morens efterfølgende ret panik-agtige opførsel har været årsag til drengens reaktion. Det er da klart at en 3-årig reagerer voldsomt hvis både søster og mor pisker en stemning op.

Hvis TS' dreng taler sandt og dét der rent faktisk skete var at han viste tissemand på en halv meters afstand, så tænker jeg at det er ret voldsomt at den 3-årige skulle blive traumatiseret.

Derudover synes jeg at det ville være rigtig fint hvis TS siger til sine drenge at numselege leger man kun med børn på sin egen alder. For du har ret i at det kan komme til at virke grænseoverskridende ved nogle typer af handlinger.

Og kan det virkelig være sandt at 6-årige børn ikke må lege numselege med hinanden i skolen? Det var da helt normalt da jeg var den alder at vi viste tissekone og tissemand til hinanden. Synes sgu det er sørgerligt hvis forældres hysteri skal ødelægge børns ellers uskyldige lege.

Ja jeg mindes også numselege osv da jeg gik i skole men dengang overskred vi aldrig nogens grænser og vi blev ikke gjort forkerte eller forbudte i vores handlinger, jeg forsøger selvfølgelig at have et helt åbent forhold om dette med mine drenge da jeg ikke ønsker at de skal opleve det med at undersøge som noget forbudt, men prøver at guide dem til hvordan og hvornår det er okay.

Mullesmith skriver:

Mine drenge er netop starter i SFO og det de kalder "ny 0." Vi var til noget forældrespisning i torsdags og der var også søskende med osv. Mens vi spiser og de fleste af børnene er rendt ud for at lege så kommer en af pigerne ind og siger at mine drenge viser tissemand, min mand går ud og tjekker og siger bare at det skal de selvfølgelig lade være med ellers er vi nødt til at køre hjem. Om fredagen er jeg så ovre for at hente ungerne efter skole og SFO lederen siger til mig at det var da en træls episode igår, jeg ved først ikke lige hvad hun mener og spørger ind til hvad det nu lige var det var?. Hun fortæller så at moren til en pige i klassen havde sagt at mine drenge havde prøvet at stikke deres tissemænd i hovedet på hendes 3 årige søn! Vi snakker lidt frem og tilbage og jeg siger at det var da noget uheldigt noget at finde på og at det var jeg slet ikke klar over da ingen havde nævnt noget om det aftenen forinden. Idag taler jeg så med en anden mor fra klassen der råder mig til at tage kontakt til drengens mor, fordi hun havde hørt det hele og havde på fornemmelsen at hun var ved at blæse en fjer til 10 høns, jeg går så direkte ind og ringer til hende moderen og spørger ind til hvad det var der var sket og hun fortæller at hendes søn var blevet holdt og at de havde prøver at stikke deres tissemænd i hans mund, og nu var han helt traumatiseret og bange, var begyndt at lave i bukserne igen og hun havde haft ham med til lægen hvor de havde snakket om at han skulle til psykolog. Hold da kæft tænke jeg bare og sagde at det synes jeg da var helt vildt og det var jeg da ked af at høre og så spurgte jeg om hun da havde set hvad der var sket, det havde hun ikke men hendes datter, som går i klasse med mine drenge havde set det. Jeg spurgte så mine drenge her til aften om de havde vist tidsemand til nogen over i skolen da vi var derover at spise i torsdags og Min ene søn siger lidt fjollet at ja det havde de og det var til pigerne, jeg spillede lidt med på at det var lidt sjovt og spurgte ind til om de bare stod og rykkede bukserne ned, han forklarede så at de havde løbet lidt rundt med bar numse uden for og at en 3. Dreng også havde stået med dillermanden fremme. Så spurgte jeg om ikke ham på 3 år var der, og det svarede han jo til og sagde han bare løb rundt og fjollede!! Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro men jeg synes det lyder helt vildt at en dreng på 3 er så traumatiseret som moderen siger og at de allerede har været ved læge og nærmest fået en psykologtid, når det er noget der skulle være sket torsdag aften, det er sådan lidt hendes barns forklaring mod mit barns. Jeg tager om ikke andet lige en snak igen med dem nede i skolen imorgen så deres klasselærer er informeret. Jeg er selv pædagog og ved at den udviklingsfase de er i nu er meget præget at fokus på sit eget og det modsatte køn og numselege er helt naturlige, synes bare det lyder så sindssygt at de skulle have foulempet et andet barn på den måde at han nu skal havde psykologhjælp  jeg er helt paf!!

Puha den er svær. 

Min ældste dreng går også i "Micro" (det hedder det her) og han er virkelig begyndt at synes det der med at vise sin tissemand er sjovt. Men jeg sætter en helt tydelig grænse og han er ikke i tvivl om at jeg IKKE synes det er okay. Jeg kan se på de venner han har med hjemme at det er meget normalt for deres alder men synes de har en alder hvor det er ret vigtigt at kende den grænse.

til gengæld har han tidligere i børnehaven fået overskredet sit grænse af en anden dreng og vi snakker ikke noget fuldstændig vanvittigt men det gjorde ham faktisk til en helt anden lille dreng i en ret lang periode. Jeg synes det er meget vigtig at du anerkender at ligegyldigt hvad der er sket så har et andet barn fået overskredet sin grænse. Og så synes jeg også det er meget vigtigt at du lige understreger for den anden mor at du mener det skal være en sag mellem jer. Det ender jo med at hun får "vendt" andre mod din dreng, på et meget tidligt tidspunkt 

Det er jo ikke "den det er gået ud over" som er kommet med den udlægning. Det er hans storesøster - som kan have alle mulige eller umulige motivationer for at tale usandt. Det er ikke til at vide.

Desuden er det da en underlig indstilling at man partout skal tro på en hvilken som helst beskyldning som der er absolut ingen beviser for.

Men mon ikke lillebror har bekræftet det? Efter udsagn omkring at han er begyndt at blive urenlig og er kommet til læge, vil jeg da gå udfra at han også har bekræftet at der er sket noget? Skulle han gå hen og begynde at lave i bukserne igen, hvis det kun er noget hans storesøster har sagt?

Jeg synes selv det er en tricky situation fordi det er påstand mod påstand og fordi det er børn, men ligeså store skader det kan have for at være fuldstændig sikker på at noget ikke er sket, ligeså store skader kan det være at benægte storesøsterens og (formentligt) lillebrodens udsagn.

Den går begge veje, men jeg sagde også at det var som udgangspunkt og indtil der var indsamlet yderligere informationer. Sådan noget skal tages alvorligt og jeg ville aldrig benægte at en episode var sket der omhandlede om at et andet barn fik en tissemand i hovedet, indtil yderligere informationer var bekræftet. Jeg ville tro på det, da jeg selvom godt ved at børn har en livlig fantasi og ting kan misforståes, så ville jeg alligevel have svært ved at tro på at en pige på 5-6 år påstår at der er nogle der har tvunget en tissemand op i hendes brors ansigt, med mindre der var i hvert fald sket et eller andet. Det er ikke sikkert at det rent faktisk er sket, men som UDGANGSPUNKT ville jeg lytte til det jeg fik fortalt. 

Jeg mener ikke, at man skal "partout tro på alt uden der er beviser for det", som du skriver, men jeg ville alligevel altid prøve at forholde mig til "offerets" historie først og fremmest. 

Uanset om det er børn eller voksne, så vil jeg som altid først tage udgangspunkt i offeret, når det handler om seksuelle grænser der er overskredet. Selvfølgelig har situationen her ikke været et bevidst overgreb eller en sexforbrydelse på nogen måder, men ligeså skadeligt som du påstår det kan være bare at tro blindt på det (hvilket jeg heller ikke hentydede, men jeg sagde som udgangspunkt indtil yderligere informationer), ligeså skadeligt kan det også være at flat out benægte at tingene er sket, blot fordi der ingen beviser er andet end udsagn. 

Børn kan selvfølgelig opfatte ting anderledes end hvad der egentligt i virkeligheden er sket og derfor give os voksne en anden forklaring eller udgave end hvad der egentligt er sandt, men uanset hvad, så ville jeg ikke anklage søster, mor eller bror for at lyve med det samme - når det omhandler en ting som dette. Jeg siger heller ikke at drengene har gjort det, men for mig er det lidt 50/50 og selvom det lyder voldsomt, ville jeg ikke automatisk have mistro, "bare" fordi det er en søster der siger det. 

Missmatch:-) skriver:

YES, lad dem få den helt store konsekvens så de en gang for alle kan forstå hvor forkerte de er og hvor unaturligt et behov de har.

Søde mor, børn skal opdrages og GUIDES. Hvis man gør det med hård konsekvens når de begår en brøler, uanset størrelse, så kan du være sikker på, at de ikke tør betro sig til dig når de engang står i en situation hvor de har brug for at betro sig til dig.

Jeg har læst en masse teori på det område og har desværre også masser af erfaring udi hård konsekvens metoden. Jeg havde selv sådan et par forældre. De var på mange områder helt blinde for signalværdien af det de gjorde og sagde. Det fordrer aldrig tillid fra barnets side, hvis man tror på hård konsekvens og skældud.

De skal selvfølgelig have at vide, at det de gjorde er forkert, men aldrig ved at gøre dem som personer forkerte.

Hvis du har det på den måde at dit barn skal have hård konsekvens og skældud så håber jeg, at han resten af sine barneår altid bevæger sig på dydens smalle sti og aldrig begår nogen brøler.

Kærligt knus M

Mine børn har aldrig haft brug for at gøre noget så slemt. Men hvis de gør så får det konsekvenser. Konsekvenser er en del af en god opdragelse. Tillykke med at du har læst en masse terori om børn. Lad mig vide hvordan det kommer til at gå for dig når dine børn ikke lige passer ind i kasserne i bøgerne og ingen respekt har for andre mennesker. 

modesty skriver:

Jeg tænker så at det sagtens kan være tilfældet her, at episoden i sig selv slet ikke var traumatiserende for drengen, men at hans søsters version af sagen og morens efterfølgende ret panik-agtige opførsel har været årsag til drengens reaktion. Det er da klart at en 3-årig reagerer voldsomt hvis både søster og mor pisker en stemning op.

Hvis TS' dreng taler sandt og dét der rent faktisk skete var at han viste tissemand på en halv meters afstand, så tænker jeg at det er ret voldsomt at den 3-årige skulle blive traumatiseret.

Derudover synes jeg at det ville være rigtig fint hvis TS siger til sine drenge at numselege leger man kun med børn på sin egen alder. For du har ret i at det kan komme til at virke grænseoverskridende ved nogle typer af handlinger.

Og kan det virkelig være sandt at 6-årige børn ikke må lege numselege med hinanden i skolen? Det var da helt normalt da jeg var den alder at vi viste tissekone og tissemand til hinanden. Synes sgu det er sørgerligt hvis forældres hysteri skal ødelægge børns ellers uskyldige lege.

Jeg er rørende enig med dig. Dog ved man ikke hvilken baggrund den lille dreng har. Der kan ligge mange årsager til grund for den reaktion den lille dreng efterfølgende er kommet med. Men jeg er enig i, at det lyder som om morens og søsterens reaktion har haft en medvirkende effekt på drengens reaktion.

Kan kun give dig ret i forhold til forældres hysteri. Sådan nogle lege skal selvfølgelig foregå under trygge forhold og med jævnaldrende. Under de forhold er det helt okay at udforske sig selv og andre.

Mvh. M

Rauw skriver:

Mine børn har aldrig haft brug for at gøre noget så slemt. Men hvis de gør så får det konsekvenser. Konsekvenser er en del af en god opdragelse. Tillykke med at du har læst en masse terori om børn. Lad mig vide hvordan det kommer til at gå for dig når dine børn ikke lige passer ind i kasserne i bøgerne og ingen respekt har for andre mennesker. 

Bare det er konsekvenser der ikke får dem som personer til at føle sig forkerte men kun handlingen. Selvfølgelig skal, når børn begår fejl i større el. mindre omfang, have at vide, at det de GJORDE var forkert. Det er jo handlingen man reagerer på, ikke barnet.

Barnet kom til at gøre det, fordi de ikke har den tilstrækkelige erfaring. Ved at skælde ud gør du barnet som person forkert, ikke handlingen.

Er det din erfaring i livet, at uden konsekvens får man børn der ingen respekt har for andre mennesker? Hvis ja så siger jeg bare YES MAND, så må jeg da være eminent udi børneopdragelse, for det er lykkedes mig at få et helstøbt barn uden hård konsekvensopdragelse.

Mvh. M

Bare det er konsekvenser der ikke får dem som personer til at føle sig forkerte men kun handlingen. Selvfølgelig skal, når børn begår fejl i større el. mindre omfang, have at vide, at det de GJORDE var forkert. Det er jo handlingen man reagerer på, ikke barnet.

Barnet kom til at gøre det, fordi de ikke har den tilstrækkelige erfaring. Ved at skælde ud gør du barnet som person forkert, ikke handlingen.

Er det din erfaring i livet, at uden konsekvens får man børn der ingen respekt har for andre mennesker? Hvis ja så siger jeg bare YES MAND, så må jeg da være eminent udi børneopdragelse, for det er lykkedes mig at få et helstøbt barn uden hård konsekvensopdragelse.

Mvh. M

Mine børn ville ikke forstå at de gjorde noget galt hvis jeg bare satte mig ned og legede hippie kammerat og sagde ej fy lille ven den handling var ikke god, men du er den bedste i verden til alt, stort kram, godt vi fik snakket. Og gjorde mit barn som ts barn - var jeg blevet rigtig gal. Tar stor afstand fra den slags hvor andre børn skal tvinges til ting de ikke vil. Mine børn skal ikke vokse op og tro at mor godtager den handling uden at flippe ud og blive skuffet. Og det ville få konsekvenser de kunne ta og føle på. Som at miste deres privileger. Min kærlighed er ubetinget- men det er deres privileger absolut ikke!  Så strid en mor er jeg. 

Rauw skriver:

Mine børn ville ikke forstå at de gjorde noget galt hvis jeg bare satte mig ned og legede hippie kammerat og sagde ej fy lille ven den handling var ikke god, men du er den bedste i verden til alt, stort kram, godt vi fik snakket. Og gjorde mit barn som ts barn - var jeg blevet rigtig gal. Tar stor afstand fra den slags hvor andre børn skal tvinges til ting de ikke vil. Mine børn skal ikke vokse op og tro at mor godtager den handling uden at flippe ud og blive skuffet. Og det ville få konsekvenser de kunne ta og føle på. Som at miste deres privileger. Min kærlighed er ubetinget- men det er deres privileger absolut ikke!  Så strid en mor er jeg. 

Nu er der altså også en mellemting mellem "hippie" opdragelse også "hård" konsekvens opdragelse. 

Du kan sagtens forme et helstøbt barn med respekt for andre ved at udvise dit barn respekt og ikke lave mega hård opdragelse og konsekvenser hele tiden. Hvis min datter gjorde noget lignede ville hun i den grad også få afvide det ikke var i orden og der ville være konsekvens. Men jeg ville aldrig nogensinde råbe af mit barn foran andre! generelt råber jeg ikke af mit barn. Jeg vil ikke selv råbes af så skal mit barn heller ikke

Aristocats skriver:

Men mon ikke lillebror har bekræftet det? Efter udsagn omkring at han er begyndt at blive urenlig og er kommet til læge, vil jeg da gå udfra at han også har bekræftet at der er sket noget? Skulle han gå hen og begynde at lave i bukserne igen, hvis det kun er noget hans storesøster har sagt?

Jeg synes selv det er en tricky situation fordi det er påstand mod påstand og fordi det er børn, men ligeså store skader det kan have for at være fuldstændig sikker på at noget ikke er sket, ligeså store skader kan det være at benægte storesøsterens og (formentligt) lillebrodens udsagn.

Den går begge veje, men jeg sagde også at det var som udgangspunkt og indtil der var indsamlet yderligere informationer. Sådan noget skal tages alvorligt og jeg ville aldrig benægte at en episode var sket der omhandlede om at et andet barn fik en tissemand i hovedet, indtil yderligere informationer var bekræftet. Jeg ville tro på det, da jeg selvom godt ved at børn har en livlig fantasi og ting kan misforståes, så ville jeg alligevel have svært ved at tro på at en pige på 5-6 år påstår at der er nogle der har tvunget en tissemand op i hendes brors ansigt, med mindre der var i hvert fald sket et eller andet. Det er ikke sikkert at det rent faktisk er sket, men som UDGANGSPUNKT ville jeg lytte til det jeg fik fortalt. 

Jeg mener ikke, at man skal "partout tro på alt uden der er beviser for det", som du skriver, men jeg ville alligevel altid prøve at forholde mig til "offerets" historie først og fremmest. 

Uanset om det er børn eller voksne, så vil jeg som altid først tage udgangspunkt i offeret, når det handler om seksuelle grænser der er overskredet. Selvfølgelig har situationen her ikke været et bevidst overgreb eller en sexforbrydelse på nogen måder, men ligeså skadeligt som du påstår det kan være bare at tro blindt på det (hvilket jeg heller ikke hentydede, men jeg sagde som udgangspunkt indtil yderligere informationer), ligeså skadeligt kan det også være at flat out benægte at tingene er sket, blot fordi der ingen beviser er andet end udsagn. 

Børn kan selvfølgelig opfatte ting anderledes end hvad der egentligt i virkeligheden er sket og derfor give os voksne en anden forklaring eller udgave end hvad der egentligt er sandt, men uanset hvad, så ville jeg ikke anklage søster, mor eller bror for at lyve med det samme - når det omhandler en ting som dette. Jeg siger heller ikke at drengene har gjort det, men for mig er det lidt 50/50 og selvom det lyder voldsomt, ville jeg ikke automatisk have mistro, "bare" fordi det er en søster der siger det. 

I retsstaten Danmark er det jo egentlig sådan man er uskyldig end til andet er bevist 

Jeg tænker umiddelbart det er en rigtig uheldig situation hvor der ved at bringe sagen så langt (her tænker jeg fortælle den til en masse forældre) er blevet skabt en situation hvor det er "skadeligt" at tro på den ene eller den anden side, fordi her handler det om ry skal pigen og hendes familie have ry for ar dramatisere eller skal drengene have ry for at krænke? 

Jeg har mødt en del børn i næsten den alder (1 år ældre) og det ville hverken overraske mig om de havde stukket tissemanden ind i hans hoved, men det ville så sandelig heller ikke overraske mig at de har løbet rundt og vist dem frem og historien blev lidt mere dramatisk i genfortællingen hos pigen. Derfor vil jeg på ingen måde pege fingre hverken den ene eller den anden vej. Og tænker også er der vigtigt? Er det vigtigt om der er sket det der påståes? Er det vigtige ikke at drengene har overskredet et andet barns grænse om ikke andet pigens siden hun har behov for at fortælle den historie, og drengene skal have at vide at ikke alle er så fri omkring luftning af tissemænd og derfor må de stoppe med det! 

Jeg må indrømme hvis jeg stod med dem som lærer ville jeg virkelig overveje kraftigt om det var vigtigt at finde ud af sandheden, og lige umiddelbart sådan en mandag morgen tænker jeg min primære grund til at ville finde ud af sandheden er hvis pigen digter lidt på sandheden , for hun skal det har store konsekvenser for andre når hun anklager dem for seksuelle krænkelser. Tror ikke det ville være så vigtigt for mig i forhold til drengene for ligegyldigt hvad der er sket så skal de vide de har overskredet en andens grænse. 

og så må jeg indrømme (undskyld det kommer i kursiv), at jeg tænker det er en kæmpe overreaktion at have sønnen med til læge fordi to små regnorme er sat op i hans hoved. Jeg ville slet ikke vide hvad jeg skulle bruge lægen til i den situation. Har lillebror fået et chok, så er det vel alfa og omega at afdæmpe chokket og ikke tale det op. Og så give det lidt tid og se om det traumatiske ikke er væk på kort tid hvis man siger for ro. Men det er måske bare mig. 

Rauw skriver:

Mine børn ville ikke forstå at de gjorde noget galt hvis jeg bare satte mig ned og legede hippie kammerat og sagde ej fy lille ven den handling var ikke god, men du er den bedste i verden til alt, stort kram, godt vi fik snakket. Og gjorde mit barn som ts barn - var jeg blevet rigtig gal. Tar stor afstand fra den slags hvor andre børn skal tvinges til ting de ikke vil. Mine børn skal ikke vokse op og tro at mor godtager den handling uden at flippe ud og blive skuffet. Og det ville få konsekvenser de kunne ta og føle på. Som at miste deres privileger. Min kærlighed er ubetinget- men det er deres privileger absolut ikke!  Så strid en mor er jeg. 

Jeg er jo så nok en af de hippi kammerater  og jo børn (eller mine og en del i skolen) kan faktisk forstå når man tager en alvorlig snak, beretter om konsekvenser for deres kammerater eller andre mennesker, fortæller dem hvad er gode og dårlige handlinger og de stopper rent faktisk - for i bund og grund ønsker de fleste børn også uden de får frataget privilegier at udføre gide handlinger. 

Men børn er ikke ens og for nogle børn er konsekvens måske den eneste mulighed - har mødt et par stykker af dem, men tænker desværre altid at det er skabt af de netop er blevet opdraget med konsekvens og så er mine ord jo ligegyldige for de mister ingen ting - de har en cost benefit analyse på alt: for at gøre hvad jeg har lyst til i 10 minutter får jeg taget - hvad giver mest for mig? Jeg har lyst til at drille Jørgen på legepladsen, det koster mig et skæld ud og t frikvarter sammen med en voksen, nej det er forbyde en pris jeg driller ikke Jørgen. Læringen i det er ikke det er forkert at drille Jørgen, men at det koster mig for meget at drille Jørgen. Man får stoppet de forkerte handlinger men ikke af den grund jeg ønsker de skal stoppe.

Men det er en forskellig tilgang, og man er altså ikke hippi krammende ven som ikke opdrager blot fordi man ikke tager fjernsynet en måned når ens barn har udført en forkert handling, så er det bare fordi man ikke har den samme tilgang og ikke i hvert fald med der barn tror på konsekvenser skaber der ønskelige værdisæt. 

Mine børn opfører sig forholdsvist ordentligt, er gode kammerater, gør som jeg siger, kalder mig streng, kaldes velopdragne og konsekvens på den måde er ikke er redskab her hjemme. Derimod er der vigtigt de tør komme og fortælle mig alt, så jeg kan hjælpe dem og eventuelt de de har udført den forkerte handling over for. Resultatet er lige pt at min 13 årige pige stadig fortæller mig alt og det er jeg både stolt og glad foe