En weekend væk fra barn - hvor gammel?

CBbaby skriver:

Altså... tror det er fint i nogle timer, som daginstitution. Men små børn og en hel weekend? Det har jeg ikke selv lyst til med den viden jeg har. Men hvad andre gør - det skal jeg ikke gøre mit til dommer over. :-) Det handler jo ikke om, at børnene bliver mærkelig, eller sindsyge af at deres forældre er væk. Det handler i mine øjne om, hvilket billede man giver af sig selv om forældre, og hvad børnene kan regne med, mens deres kognitive evner ikke er udviklede endnu. :-)

 

 

Det skal heller ikke helt forståes, som at de ikke kan "kende" sig selv. De ved godt, at det er dem. Men de forstår det ikke Der er lavet et kendt forsøg - du kan evt prøve det på din datter. De forstår altså, at de er et selvbestemmende individ. Det kan også gøres ved at holde en hat over hendes hovede i spejlet og se, om hun tager hatten i spejlet eller over sit hovede. Her er det originale forsøg, som jeg har skrevet ned

1. Giv din datter en prik eller i panden.

2. Din datter skal stå ved et spejl og opdage prikken. Peger hun i spejlet, forstår hun ikke helt konceptet. Peger hun på sig selv og prikken, har hun forstået effekten, og at hun er adskildt fra spejlet. 

Her er lige taget noget hurtigt fra nettet.

Det sker ved ca 18 måneders alderen:

"15 - 18 MÅNEDER: Barnet får så meget selvbevidsthed, at det kan genkende sig selv i et spejl. Det bliver bevidst om, at der er forskel på en selv og andre, og barnet begynder at vise social adfærd. Barnet vil dele med andre, trøste og hjælpe. Barnet begynder også at kunne samarbejde."

 

Ps. Jeg har læst psykologi og dermed udvikling hos mennesket generelt

 

 

Du lyder også som om at du ved hvad du taler om, og synes netop også at det er spændende, deraf mine spørgsmål . 

Ville personligt heller aldrig lade vores datter passe en hel weekened f.eks. før end hun tydeligt er helt tryg ved det. Når vi har været hos svigerforældrene har hun nogle gange sovet inde hos farmor, og bare overhygget sådan, og ikke ligefrem manglet os selvom vi har været i næste rum, men kunne ikke forestille mig det i længere tid. 

Når du uddyber dit spejleksempel så er jeg helt enig og så forstår vores datter det heller ikke, eller delvist, men er rimelig nyt. Hun er begyndt at hvis hun sidder på fars arm og jeg så sætter en hånd hen til hende så hun ser den i spejlet, så at dreje hoved og kigge på mig rigtig, så hun ligesom ser en sammenhæng Men ville slet ikke kunne klare dine "tests"  

Tiggi skriver:

Du lyder også som om at du ved hvad du taler om, og synes netop også at det er spændende, deraf mine spørgsmål . 

Ville personligt heller aldrig lade vores datter passe en hel weekened f.eks. før end hun tydeligt er helt tryg ved det. Når vi har været hos svigerforældrene har hun nogle gange sovet inde hos farmor, og bare overhygget sådan, og ikke ligefrem manglet os selvom vi har været i næste rum, men kunne ikke forestille mig det i længere tid. 

Når du uddyber dit spejleksempel så er jeg helt enig og så forstår vores datter det heller ikke, eller delvist, men er rimelig nyt. Hun er begyndt at hvis hun sidder på fars arm og jeg så sætter en hånd hen til hende så hun ser den i spejlet, så at dreje hoved og kigge på mig rigtig, så hun ligesom ser en sammenhæng Men ville slet ikke kunne klare dine "tests"  

 

 

Din datter har også en skøn alder! De er så sjove, når de opdager nye ting, som når de har taget et mentalt spring. Men det er en sjov test. Glæder mig til at prøve på min datter. Det er jo en slags leg for dem med hatten  

Men undskyld TS, vi kom lige ud på et sidespor her.

Hvor gammel var jeres baby/barn første gang, I var en weekend/nogle dage væk fra ham/hende? Far er hjemme.

1 år. 

3 år hvor det var os begge der var væk en weekend.

Lomm skriver:

Det er da super for dig, men derfor er det jo ikke nødvendigvis det samme for alle andre. 

Nej men helt ærlig, så tror jeg nu det er de færreste der tager væk fra deres næsten nyfødte baby i flere døgn, bare for deres egen egoismes skyld. Er det bare død og pine et kæmpe stort behov som er livsnødvendig at få opfyldt, jamen så skal man da tage afsted. Og så synes jeg passende man kan bruge tiden på at overveje ens forventninger til livet som nybagt mor, og hvorfor man valgte at få barn til at starte med. At være væk flere døgn fra sin mor som 2 måneder gammel er på ingen måde det lille barn behov. Nu er det jo bare sådan at tilsidesætte ens egne behov hører med til det at blive forældre. Surprise.....
Det er sgu da drøn hårdt at blive mor, søvn er en mangelvare, mig-tid kan man ofte skyde en hvid pil efter og man føler sig som udskidt æblegrød. Men ved du hvad, velkommet til livet som mor! Fordi det er nu engang det der hører med til at vælge at sætte et lille forsvarsløs liv til verden. Men det tror jeg nu mange alligevel bliver overrasket over.
Og nu er den hårde tid jo ikke for evigt. Men det er nu godt givet ud til ens lille barn, selvom det er hårdt. 

Jeg ved godt mange gerne ser at mor og far er lige, far kan det samme som mor osv. Men nu er det jo engang ikke sådan biologien er designet. Det er mors hjerteslag og stemme baby har lyttet til i 9 måneder, og det er mor der føder den bette og får baby op på maven. allerede her har mor en klar fordel. Det er nu engang sådan en det i starten er mor og baby der lever i en lille symbiose sammen. Og mor der er på barsel. Så medmindre rollerne er bytte om om far er på barsel istedet for mor, ja så er mor altså bare mere primær end far i starten. Og så vil baby altså mærke at mor pludselig mangler. 

Til efteråret skal jeg 10 dage til New York, hvilket bliver første gang jeg er væk fra min søn i længere tid end et døgn.. min søn som til den tid er 3,8 år er hjemme i vante omgivelser med sin far. 

En gammel tommelfingerregel inden for børnepsykologi foreskriver, at barnet kan tåle/forstå antal dage i år. (Fordi børns tidsfornemmelse grundet umodenhed i hjernen, ikke kan begribe tid som konkret begreb før pubertet) 

Så 0 år=ingen hele dage

1= en hel dag 

2=2 dage 

osv...

Jeg synes, den er meget god som retningslinje. Statsamtet anbefaler heller ikke overnatning før 9-12 måned. Og Kun hvis barnet kender far godt. (Men det er for skilte) Så kan man jo selv beslutte om ens barn er mere eller mindre robust :-)

Super-Mom skriver:

hvorfor er der forskel på om man er indlagt eller på weekendtur ? Baby kan da ikke vide hvorfor mor er væk alligevel ? 

Det eneste der er forskel på er vel om ens egen samvittighed tillader at tage væk i 2 dage og hvis den gør det er der vel ingen ko på isen ? 

Hvis man nu har haft en svær start på livet som mor er det vel ok at erkende at man måske har brug for et par OFF dage istedet for at knække helt sammen.. Det er vel bedre at finde sig selv igen på 2 dage end at lade sig knække og dermed ende med at ikke være der for baby alligevel ? 

Vi er alle forskellige som forældre og jeg kan ikke se problemet i at tage væk i 2 dage hvis der er brug for det  baby er jo kun 2 mdr og sover alligevel 90% af tiden så det er begrænset hvor meget baby når at savne mor .. 

Forskellen er at det ene handler om egoisme og det andet om nødvendighed. Spædbarnet vil unægteligt føle det mangler noget helt essentielt.

Da Gry var præcis et år, mistede jeg i uge 12 og måtte indlægges til overnatning og udskrabning på sygehuset en enkelt nat. Hun var allerede lagt i seng da jeg forlod huset, og opdagede ikke at jeg var væk. DA hun vågnede om morgenen kørte far hende i dagpleje. Det var svært for mig, men det havde været sværere hvis en anden skulle have puttet hende også 

Da hun var 1½ skulle jeg indlægges i 5 døgn for at få kemo, og det var de VÆRSTE dage i mit liv! Jeg savnede hende voldsomt og hele tiden, og jeg tudede og tudede. Vi skype'ede hver dag, jeg fik billeder fra far flere gange om dagen, og jeg kunne sagtens se at hun nød det og havde det fantastisk! Det var mit eget ego-behov der talte, det var helt tydeligt.

Min datter var 11 måneder, da hun sov hos sin mormor+morfar fra tirsdag aften (jeg puttede hende) til lørdag (kom hjem og var der, da hun vågnede fra formiddagslur). 

Jeg var noget så egoistisk at tage på Roskilefestival. 

Hun overlevede. 

Hun har fra spæd af, sovet derhjemme op til flere gange om ugen (med mig selvfølgelig) og stadig den dag idag, sover hun derhjemme ca. hveranden weekend (dog alene, og efter eget ønske). Hun er 5 1/2 år og jeg/vi har altid haft et tæt knyttet forhold til mine forældre. Gør hvad du selv føler for, og hvad din mave siger god for. 

Morogbarn skriver:

Hvor gammel var jeres baby/barn første gang, I var en weekend/nogle dage væk fra ham/hende? Far er hjemme.

Jeg var lidt af en hønemor da mine var små, så første gang min den ældste sov en nat ude var han 11/2 år og det var da jeg fødte lillebror. Og da lillebror sov ude første gang var han også ca. 11/2 år og det var sammen med storebror. Begge gange var hverken deres far el. jeg med dem.

Min betingelse for at de fik lov til at overnatte ude var, (i hvert fald med den yngste) at jeg ikke længere ammede.