En weekend væk fra barn - hvor gammel?

Første gang hvor jeg var væk fra min datter en nat var i december, og blev så også to nætter, men hende og hendes far kom og besøgte mig en gang da jeg blev indlagt på hospitalet. Her var hun 9½ mdr 

Derudover skal jeg tage afsted i morgen aften og kommer først hjem igen søndag da min far skal opereres og jeg skal være sygepasser, så der kommer hun til at være alene med sin far (og jo så hos dagpleje i hverdagene) men bliver jo så 4 nætter hvor jeg ikke er hos hende. Bliver mærkeligt, og forestiller mig at far og Lea ender med at dele seng og putte nu hvor jeg ikke fylder  Hun er nu 13 mdr. 

Min søn bliver fem år til juni, han har aldrig været væk fra os mere end én overnatning. Første gang han sov uden mor jer var han 3 år og 3 dage gammel.  

Vi har ikke haft brug for det eller behov for at han skulle være væk fra os og han har heller ikke haft det behov. Han har det selvfølgelig rigtig godt og hygger sig hvis han er til overnatning hos nogen af bedsteforældrene, men han er også glad for at komme hjem igen. 

Men jeg ved det er meget forskelligt hvordan familier gør det og jeg er sikker på de gør det der passer dem bedst. Vi har bare fulgt vores følelser og fornemmelser omkring hvad vi har det bedst med og hvad vores søn også havde det fint med. 

Mor og meget mere skriver:

Det bunder vel ikke i kønsdiskrimination, men i det faktum, at langt, langt de fleste familier indretter sig, så mor er på barsel, og fars tid med baby nu engang er begrænset. Dermed vil mor i langt de fleste tilfælde være barnets primære omsorgsperson i hvert fald det første halve års tid. Så små børn tager ikke stilling til "kvalitetstid", men knytter sig naturligt til den, der er der størstedelen af tiden. Et to mdr. gammelt barn er jo stadig i symbiosefasen, og så skal der være tale om en helt særlig familiesituation, såfremt barnet har samme eller ligefrem stærkere tilknytning til far. 

Og ja, det kan være om ikke traumatiserende, så i hvert fald ikke sundt for barnets udvikling at være adskilt fra sin mor over flere dage - årsagen underordnet. 

Jeg vil overhovedet ikke gøre mig til dommer over den pågældende situation, men der er og vil forblive en væsentlig forskel på de to køns betydning for barnets første leveår, så længe vi indretter det sådan, at mor har barslen de første, vigtige måneder. Trådte far i stedet, ville det være ham, der var den primære - barnet skelner ikke mellem han-forælder og hun-forælder, men mellem den, det er i symbiose med og den, der ikke er der næsten uafbrudt. 

THIS! Så enig og så fint skrevet Det handler ikke om køn, det handler om, at små børn ikke kan forholde sig til at knytte sig til mere end en person det første lange stykke tid. Senere bliver dette udvidet til 4 i løbet af barnets første leveår. Men det er altså i slutningen af leveåret. Om det så er far eller mor, der er primær - det er jo op til den enkelte familie og amning osv. Også barselsdilemmaet.....!

Der kan jo være omstændigheder, som indlæggelse eller andet i den dur, hvor baby ikke kan medtages.

Jeg har ikke selv være væk mere end 6 timer fra mit barn. Det har været mens hun sov. Så har hun fået en aftenflaske af min mand, og jeg er kommet tilbage og taget natten med amning eller flaske. Far har været væk 2 dage grundet arbejde, da hun var 6 måneder. Men ellers er han ikke væk udover arbejdet.

Hun er 7 måneder nu. Og kan ikke forestille mig, at hun skal passes mere end en aften af hendes mormor/morfar. :-) Barnet kan sikkert godt klare det, men hvem ved? kognitivt set kan børn ikke engang genkende sig selv i et spejl før de er ret store. Så hvordan skal man fortælle dem, at man kommer hjem igen snart - og de rent faktisk forstår det.

Jeg venter til længere tidsstræk til, at min datter har et begreb om, at jeg kommer tilbage, og hun forstår det. Men det er KUN min holdning.

Det bunder vel ikke i kønsdiskrimination, men i det faktum, at langt, langt de fleste familier indretter sig, så mor er på barsel, og fars tid med baby nu engang er begrænset. Dermed vil mor i langt de fleste tilfælde være barnets primære omsorgsperson i hvert fald det første halve års tid. Så små børn tager ikke stilling til "kvalitetstid", men knytter sig naturligt til den, der er der størstedelen af tiden. Et to mdr. gammelt barn er jo stadig i symbiosefasen, og så skal der være tale om en helt særlig familiesituation, såfremt barnet har samme eller ligefrem stærkere tilknytning til far. 

Og ja, det kan være om ikke traumatiserende, så i hvert fald ikke sundt for barnets udvikling at være adskilt fra sin mor over flere dage - årsagen underordnet. 

Jeg vil overhovedet ikke gøre mig til dommer over den pågældende situation, men der er og vil forblive en væsentlig forskel på de to køns betydning for barnets første leveår, så længe vi indretter det sådan, at mor har barslen de første, vigtige måneder. Trådte far i stedet, ville det være ham, der var den primære - barnet skelner ikke mellem han-forælder og hun-forælder, men mellem den, det er i symbiose med og den, der ikke er der næsten uafbrudt. 

Vores datter har altså altid virket ekstremt tæt knyttet til os begge, da vi begge har været meget hos hende.

Min mand holdte 3 mdr barsel da vores datter var 3-6 mdr gammel(mens jeg skrev opgave) og så derudover 1 mdr mere inden hun blev 10 mdr og startede i dagpleje. Derudover var det netop ham som oftes gav hende flaske om natten, og nogle gange var mor bare bedst og andre gange var far bare bedst, så tror nu nok at barnet godt kan have mere end en primær person fra tidligt, men at det selvfølglig kræver at begge forældre har været meget indover fra start. 

CBbaby skriver:

THIS! Så enig og så fint skrevet Det handler ikke om køn, det handler om, at små børn ikke kan forholde sig til at knytte sig til mere end en person det første lange stykke tid. Senere bliver dette udvidet til 4 i løbet af barnets første leveår. Men det er altså i slutningen af leveåret. Om det så er far eller mor, der er primær - det er jo op til den enkelte familie og amning osv. Også barselsdilemmaet.....!

Der kan jo være omstændigheder, som indlæggelse eller andet i den dur, hvor baby ikke kan medtages.

 

Jeg har ikke selv være væk mere end 6 timer fra mit barn. Det har været mens hun sov. Så har hun fået en aftenflaske af min mand, og jeg er kommet tilbage og taget natten med amning eller flaske. Far har været væk 2 dage grundet arbejde, da hun var 6 måneder. Men ellers er han ikke væk udover arbejdet.

 

Hun er 7 måneder nu. Og kan ikke forestille mig, at hun skal passes mere end en aften af hendes mormor/morfar. :-) Barnet kan sikkert godt klare det, men hvem ved? kognitivt set kan børn ikke engang genkende sig selv i et spejl før de er ret store. Så hvordan skal man fortælle dem, at man kommer hjem igen snart - og de rent faktisk forstår det.

 

Jeg venter til længere tidsstræk til, at min datter har et begreb om, at jeg kommer tilbage, og hun forstår det. Men det er KUN min holdning.

 

Er generelt enig med dig, men har lige et par kommentarer/spørgsmål .

Du siger at børn ikke kan kende sig selv i spejlet før end de er ret store. Hvor store mener du det er og hvor har du det fra? Bare fordi at vores datter tydeligt har kunne kende sig selv både i spejl og på billeder(ihvertfald hvor ansigtet er tydeligt), og det mener jeg da at hun har kunne længe. Hun er nu 13 mdr. 

Men er helt klart enig i om at man jo ikke ligefrem kan forklarer dem at man komme hjem igen snart, men sådan er det jo nu en gang. Ellers vil man jo have samme dilemma når børnene skal i pasning eller?

Kun ved fødsler af søskende og der har den der har været yngst været 2½ og det har drejet sig om et døgn før de så mig igen. 

migxher skriver:

Nu behøves et pusterum jo ikke nødvendigvis betyde en hel dag eller mere væk. 

Da min søn var lille var det super rart bare lige at kunne få lov til at sove et par timer uforstyrret, ellers se en serie en times tid og på den måde koble lidt af. Det gav fint med overskud til mig.

Det er da super for dig, men derfor er det jo ikke nødvendigvis det samme for alle andre. 

Uuh...tror faktisk jeg kun har været væk 3 timer af gangen af og til. Hun er 18 måneder. For mig er det nok. Jeg nyder at være afsted, men har ikke haft lyst eller brug for at være væk længere tid.

Far er afsted 1-3 natte om ugen(fritid og skoleopgaver) + 6-16:30, 3 dage om ugen.(skole)

Tiggi skriver:

Er generelt enig med dig, men har lige et par kommentarer/spørgsmål .

 

Du siger at børn ikke kan kende sig selv i spejlet før end de er ret store. Hvor store mener du det er og hvor har du det fra? Bare fordi at vores datter tydeligt har kunne kende sig selv både i spejl og på billeder(ihvertfald hvor ansigtet er tydeligt), og det mener jeg da at hun har kunne længe. Hun er nu 13 mdr. 

Men er helt klart enig i om at man jo ikke ligefrem kan forklarer dem at man komme hjem igen snart, men sådan er det jo nu en gang. Ellers vil man jo have samme dilemma når børnene skal i pasning eller?

 

 

Altså... tror det er fint i nogle timer, som daginstitution. Men små børn og en hel weekend? Det har jeg ikke selv lyst til med den viden jeg har. Men hvad andre gør - det skal jeg ikke gøre mit til dommer over. :-) Det handler jo ikke om, at børnene bliver mærkelig, eller sindsyge af at deres forældre er væk. Det handler i mine øjne om, hvilket billede man giver af sig selv om forældre, og hvad børnene kan regne med, mens deres kognitive evner ikke er udviklede endnu. :-)

Det skal heller ikke helt forståes, som at de ikke kan "kende" sig selv. De ved godt, at det er dem. Men de forstår det ikke Der er lavet et kendt forsøg - du kan evt prøve det på din datter. De forstår altså, at de er et selvbestemmende individ. Det kan også gøres ved at holde en hat over hendes hovede i spejlet og se, om hun tager hatten i spejlet eller over sit hovede. Her er det originale forsøg, som jeg har skrevet ned

1. Giv din datter en prik eller i panden.

2. Din datter skal stå ved et spejl og opdage prikken. Peger hun i spejlet, forstår hun ikke helt konceptet. Peger hun på sig selv og prikken, har hun forstået effekten, og at hun er adskildt fra spejlet. 

Her er lige taget noget hurtigt fra nettet.

Det sker ved ca 18 måneders alderen:

"15 - 18 MÅNEDER: Barnet får så meget selvbevidsthed, at det kan genkende sig selv i et spejl. Det bliver bevidst om, at der er forskel på en selv og andre, og barnet begynder at vise social adfærd. Barnet vil dele med andre, trøste og hjælpe. Barnet begynder også at kunne samarbejde."

Ps. Jeg har læst psykologi og dermed udvikling hos mennesket generelt

Føj hvor gik der mummy shaming og selvbestaltede små psykologer i den.

Det er langt mere sygt at læse om hvor fantastiske rene og dygtige i syntes i selv er fordi i har læst lidt passager i en baby bog om symbiose og what not.

Føj hvor burde i skamme jer !!!