En weekend væk fra barn - hvor gammel?

mor:) skriver:

Ja men det melder historien intet om før senere og jeg synes der er forskel på at gøre det af nødvendighed og af egne lyster, som jeg også skrev. Desuden er mit svar rettet til at være væk i to døgn fra sit spædbarn. 

Omvendt meldte historien fra start ikke noget om weekendferie, kun at hun havde været væk i en weekend. Jeg synes der er meget kort vej til skældud i denne tråd.

mor:) skriver:

Men jeg synes der er forskel på at man f.eks. er indlagt eller hvad ved jeg end at tage en weekendtur, eller bare holde fri fra baby efter kun 2 måneder - det er jo stadig et spædbarn, som kun lige er kommet til verden. Hvor kort tid efter ankomsten kan man trænge til at være væk i to døgn ligefrem? 

Og hvordan ved du at baby ikke har følt at det manglede noget i den periode du var væk? 

Nej det kan være baby ikke har taget skade, men det handler vel ikke kun om det. Det handler vel også om hvad der er mest hensigtsmæssigt? 

Plus man skal kun kende til basal psykologi for at vide hvor smart det er . Troede alle kendte de der helt elementære ting som basal tillid osv.

Jeg har læst tråden igennem ... og vil derfor blot supplere med en nuance, for at vise det "fulde billede" af hvad der findes af tanker om emnet:

Når jeg første gang skal væk en nat, er baby som sagt 5 måneder. Far er selvfølgelig på med evt. støtte fra mormor. Det er helt og aldeles "unødvendigt" - ikke fordi jeg hverken skal eller frygter at "gå ned med flaget ellers" - det er ren og skær frivilligt tilvalgt fornøjelse med et par veninder. Og jeg glæder mig allerede

Det samme gælder når far skal væk et par dage når baby er ca. 2 måneder - han skal såmænd bare på festival og drikke øl, imens jeg tager tjansen. Det er ikke nødvendigt - men det er dælme dejligt Begge dele sker selvfølgelig med forbehold for at alle har det godt, og har mod på det hele når tidspunktet oprinder.

Vi glæder os begge til at bygge et liv, som på den ene side indeholder børn, som helt naturligt får et stort fokus, og så samtidig bibeholde store dele af "os selv" med alt hvad der dertil hører af "unødvendig" sjov og ballade i voksenhøjde.

Det tror jeg på at der (også) kommer en glad og sund familie med ditto børn ud af i den sidste ende...

Hvor gammel var jeres baby/barn første gang, I var en weekend/nogle dage væk fra ham/hende? Far er hjemme.

Vores datter er 21 mdr. Vi har endnu kun haft passet vores datter en enkelt overnatning af gangen. I alt.. Faktisk kun den ene gang tror jeg(tror vist at vi snart skal have en couples night )

men umiddelbart tænker jeg her ved en 2 års alderen og så er det af min mor som hun er meget tæt knyttet med

men tænker at det er meget individuelt hvornår og hvor længe. Vi har bare ikke haft behovet. Første gang hun blev passer ude var hun omkring de 1,3 år. 

Lomm skriver:

Jeg er ganske enig med dig i at en baby ikke lider nød af at komme på flaske. Men der er rigtig mange der IKKE deler den opfattelse, der er argumenter som mave problemer og at mor/barn ikke får samme bånd som ved amning - at barnet nærmest lider både psykisk og fysisk nød. Og bølgerne går højt ligesom i denne diskussion - for det er da aldrig rart når nogen antyder at man fejler som mor.

Mht at mor er væk: en barndom varer jo lige lidt mere end et par dage, og vi taler jo ikke om at baby skal passes ude - men derimod hjemme i vante omgivelser sammen med far. Så psykiske men.... Stakkels de børn der bliver adopteret, hvor de bor på børnehjem nogle måneder førend adoptionen går igennem - de bliver jo aldrig hele mennesker.....

Jeg har selv ammet 2 børn, det tidligste de har sovet uden mig er ved 11 mdr, og jeg har klaret mig ok igennem selvom jeg da synes det har været hårdt ind imellem. Men jeg forsøger nu stadig at være åben overfor at vi alle er forskellige, og forsøger at undgå at dømme andre - især hvis jeg reelt ikke aner hvad der ligger bag.

Der har du nemlig helt ret. Det kan nemlig få store konsekvenser for de børn. Fordi de på et børnehjem ikke får den der tætte tilknytning til én primær omsorgsperson. Og det har en lille baby altså bare brug for, en primær omsorgsperson. Selvom personalet på et børnehjem helt sikkert gør hvad de kan og gør det rigtig godt(jeg har selv besøgt et sådan børnehjem i afrika for et par år siden). Så er det bare ikke det samme.

Mor og meget mere skriver:

Du er da vist ikke en ravnemor - mener du ikke hønemor? 

Haha, jo selvfølgelig mener jeg en hønemor Det andet giver vist den modsatte effekt

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Jeg har læst tråden igennem ... og vil derfor blot supplere med en nuance, for at vise det "fulde billede" af hvad der findes af tanker om emnet:

Når jeg første gang skal væk en nat, er baby som sagt 5 måneder. Far er selvfølgelig på med evt. støtte fra mormor. Det er helt og aldeles "unødvendigt" - ikke fordi jeg hverken skal eller frygter at "gå ned med flaget ellers" - det er ren og skær frivilligt tilvalgt fornøjelse med et par veninder. Og jeg glæder mig allerede

Det samme gælder når far skal væk et par dage når baby er ca. 2 måneder - han skal såmænd bare på festival og drikke øl, imens jeg tager tjansen. Det er ikke nødvendigt - men det er dælme dejligt Begge dele sker selvfølgelig med forbehold for at alle har det godt, og har mod på det hele når tidspunktet oprinder.

Vi glæder os begge til at bygge et liv, som på den ene side indeholder børn, som helt naturligt får et stort fokus, og så samtidig bibeholde store dele af "os selv" med alt hvad der dertil hører af "unødvendig" sjov og ballade i voksenhøjde.

Det tror jeg på at der (også) kommer en glad og sund familie med ditto børn ud af i den sidste ende...

Et lille hi hi da jeg sad gravid med min første var det ikke småting jeg skulle kunne når baby var ude, jeg skulle lave en konfirmation når baby var 5 uger og når jeg siger laver så mener jeg det for vi stod selv for maden. Og når baby var 7 uger skulle jeg i operaen og se en Wagner opera, nå ja og så overvejede jeg også en tur til London uden baby i december bare en nat eller to, der var baby jo 8 mnd. 

Måske jeg bare var underlig eller måske min baby var. Jeg fik laver konfirmationen, men alt andet måtte jeg opgive, operaen forventede jeg at jeg kunne til aftenen før hvor vi prøvede med en flaske og baby skreg sine lunger ud for at ende med feber. Og derfra droppede jeg alle planer og lod baby styre showet og storelskede det. Jeg blev en helt anden mor end jeg forventede, ja faktisk blev jeg et helt andet menneske og det bedste ved det hele er jeg elskede at være det.

så derfor glider hi hi, og et kan jo være baby har andre planer 

Et lille hi hi da jeg sad gravid med min første var det ikke småting jeg skulle kunne når baby var ude, jeg skulle lave en konfirmation når baby var 5 uger og når jeg siger laver så mener jeg det for vi stod selv for maden. Og når baby var 7 uger skulle jeg i operaen og se en Wagner opera, nå ja og så overvejede jeg også en tur til London uden baby i december bare en nat eller to, der var baby jo 8 mnd. 

Måske jeg bare var underlig eller måske min baby var. Jeg fik laver konfirmationen, men alt andet måtte jeg opgive, operaen forventede jeg at jeg kunne til aftenen før hvor vi prøvede med en flaske og baby skreg sine lunger ud for at ende med feber. Og derfra droppede jeg alle planer og lod baby styre showet og storelskede det. Jeg blev en helt anden mor end jeg forventede, ja faktisk blev jeg et helt andet menneske og det bedste ved det hele er jeg elskede at være det.

så derfor glider hi hi, og et kan jo være baby har andre planer 

Sådan tror jeg at det er for mange - hvilket jo er rigtig dejligt så længe alle trives i det. Jeg kender heldigvis også en del hvor det ikke er sådan - og tænker at der er meget individuelt for både voksne og børn. Alle vores ønsker er jo netop dette - altså ønsker - under forudsætning af at alle har det godt med det som foregår og "har sig selv med"...

Jeg skal ikke bevise noget som ny mor - og har bestemt ikke kalenderen fyldt - tvært imod. Men der er nogle ting jeg ønsker at prioritere - igen i det omfang det giver mening.

Igennem tiden har jeg også lagt øre til en del: "Vent bare til du bliver gravid, så ændrer du nok mening - eller tingene bliver anderledes". Det gør de måske nok - men med halvandet døgn til termin skal det dælme snart være...

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Sådan tror jeg at det er for mange - hvilket jo er rigtig dejligt så længe alle trives i det. Jeg kender heldigvis også en del hvor det ikke er sådan - og tænker at der er meget individuelt for både voksne og børn. Alle vores ønsker er jo netop dette - altså ønsker - under forudsætning af at alle har det godt med det som foregår og "har sig selv med"...

Jeg skal ikke bevise noget som ny mor - og har bestemt ikke kalenderen fyldt - tvært imod. Men der er nogle ting jeg ønsker at prioritere - igen i det omfang det giver mening.

Igennem tiden har jeg også lagt øre til en del: "Vent bare til du bliver gravid, så ændrer du nok mening - eller tingene bliver anderledes". Det gør de måske nok - men med halvandet døgn til termin skal det dælme snart være...

Jeg siger heller ikke det sker og måske er I nogle af dem hvor baby vil det samme som jer. Fik bare sådan en hi hi fornemmelse fordi det lød helt som mig også en time før termin og så måtte jeg sande baby ikke havde lyttet og egentlig havde jeg nok heller ikke selv, for blev en helt anden slags mor end jeg havde regnet med og er det stadig til min store overraskelse 

Lomm skriver:

Jeg er ganske enig med dig i at en baby ikke lider nød af at komme på flaske. Men der er rigtig mange der IKKE deler den opfattelse, der er argumenter som mave problemer og at mor/barn ikke får samme bånd som ved amning - at barnet nærmest lider både psykisk og fysisk nød. Og bølgerne går højt ligesom i denne diskussion - for det er da aldrig rart når nogen antyder at man fejler som mor.

Mht at mor er væk: en barndom varer jo lige lidt mere end et par dage, og vi taler jo ikke om at baby skal passes ude - men derimod hjemme i vante omgivelser sammen med far. Så psykiske men.... Stakkels de børn der bliver adopteret, hvor de bor på børnehjem nogle måneder førend adoptionen går igennem - de bliver jo aldrig hele mennesker.....

Jeg har selv ammet 2 børn, det tidligste de har sovet uden mig er ved 11 mdr, og jeg har klaret mig ok igennem selvom jeg da synes det har været hårdt ind imellem. Men jeg forsøger nu stadig at være åben overfor at vi alle er forskellige, og forsøger at undgå at dømme andre - især hvis jeg reelt ikke aner hvad der ligger bag.

Jeg undrer mig over din bemærkning om adoptivbørn. Det er vel ikke nogen hemmelighed, at mange adoptivbørn rent faktisk er præget af sår på sjælen over deres turbulente og utrygge start på livet, og at en del af dem udvikler tilknytningsforstyrrelser og andre alvorlige mén. Det er for mig et alt for alvorligt emne til at slå hen, som om det ikke har den store betydning for deres liv - også selvom nogle af dem får et godt liv som hele mennesker. 

En traumatisk oplevelse - og jeg siger ikke, at to dages adskillelse fra mor for et spædbarn pr. definition er traumatiserende, men for nogle er det en voldsom oplevelse - kan ikke altid opvejes af, at "en barndom er lang", og at der er masser af gode og trygge dage før og efter. Sådan fungerer hverken voksnes eller børns psyke, og for det spæde barns vedkommende er der ikke nogen bevidsthed om, at mor kommer tilbage, og så bliver det godt igen.