Anonym skriver:
Tror ikke helt man kan sætte sig ind i det hvis ikke man selv har prøvet det
Men alle har en mening om tingene og det har vi også..
Jeg har prøvet det og kan stadig ikke forstå hverken dig eller faren.
Jeg har haft besøg af en der nægtede at se på mig eller hilse op mig, men hvad så jeg ville gøre alt for min mand ikke mistede sit barn og det barn ikke mistede sin far - det ville jo stække min mand, bare tanken om jeg mistede mit barn til uvenskab og jeg for så stort et hul i maven.
Jeg har støttet ham i alt der havde med hans søn at gøre, jeg støttede når han gav ham penge selvom vi selv kørte på smalhals, når han drønede afsted for at hjælpe ham med dit og dat også selv om jeg vidste vi kun fik skæld ud som tak.
Og selv om jeg støttede alt og endda også opfordrede til flere forsøg, mere hjælp osv. Så lever jeg med en kronisk dårlig samvittighed og en følelse af noget kom ind imellem min mand og jeg, og nej det var ikke hans søn len min frygt for min mand hadede min rolle i hans dårlige forhold til hans søn. Selv nu hvor trådene er redt ud, er jeg stadig nervøs og har stadig den kroniske dårlige samvittighed, så nej jeg vil aldrig kunne forstå du kan fryde dig, fryde dig over et menneske du elsker må fravælge noget som er så dyrebart i livet som sit eget barn...
Anmeld
Citér