Det fryder mit hjerte !

Nu ved jeg godt, du skriver at I har været en masse igennem. Men du må lige huske, at du har valgt at være anonym, så vi andre kan på ingen som helst måde vide, hvad pigebarnet har gjort, der er så slemt at det berettiger din fryd. Derfor får du nok svært ved at finde ret meget forståelse, når vi kun ser din skadefro, men intet af de ting, der ligger til grund for det... Udefra (som jo er eneste mulighed for os andre, når du er anonym) ser det bare ud som om, du opfører dig forkælet og umodent. Det er sikkert ikke rigtigt, men det er svært at vide, når forhistorien ikke er en del af oplægget.

Der er fordele og ulemper ved anonymitet 

ErDuHerIkkeSnart skriver:

Av... I må have det meget svært. 

Kunne det ikke være din fornemmeste opgave som fars kæreste, at gå forrest i forhold til at støtte ham og hans datter i at de igen får en god relation... og så måske fokusere lidt mindre på skadefro og splid?

Det har jeg prøvet og det er skam ikke mig der har skilt dem ad det er dem selv..

Da det begynde at vise sig at hun skabte sig så begynde jeg at snakke om at vi skulle holde vores forhold da jeg ikke ønsker at ødelægge noget imellem ham og hans børn..

Men det ønskede han ikke..

Så det er dem selv..

Anonym skriver:

Ja jeg får nok en masse grimme ting af vide nu, men min kærestes datter ringede i dag og spurgte om han ikke gad skifte olie på deres nye bil, men hun fik pænt af vide at nej det havde han ikke lyst til..

Ja det er da mega ondt, men det fryder mit hjerte at han ligesom ikke bare hopper på tungen for sin datter efter som hun har behandlet os på den måde..

Gætter på at du er hende, med pigen på 21, der ikke engang gider sige hej til dig og sådan noget..

Ja, det er ikke pænt at sige nej, men fortalte han hvorfor han sagde nej.
Ja, hun skal opfører sig som en voksen, men det skal I også, og I er nød til at fortælle hende, hvorfor hun får et nej...

SandraXOXO skriver:

Selfølgelig må man sige nej til sine børn indimellem men ligefrem at fryde sig? Er du 15 år eller hvad? 

Hvis jeg husker rigtigt - så er hun "kun" 5 år ældre end datteren. 

Chellie skriver:

Nu ved jeg godt, du skriver at I har været en masse igennem. Men du må lige huske, at du har valgt at være anonym, så vi andre kan på ingen som helst måde vide, hvad pigebarnet har gjort, der er så slemt at det berettiger din fryd. Derfor får du nok svært ved at finde ret meget forståelse, når vi kun ser din skadefro, men intet af de ting, der ligger til grund for det... Udefra (som jo er eneste mulighed for os andre, når du er anonym) ser det bare ud som om, du opfører dig forkælet og umodent. Det er sikkert ikke rigtigt, men det er svært at vide, når forhistorien ikke er en del af oplægget.

Der er fordele og ulemper ved anonymitet 

Ja det kan jeg endeligt godt se det du skriver den måde havde jeg ikke lige tænkt på det..

Men det kommer sig af at min kæreste har en datter der kun er 6 år yngre end mig og efter 2 mdr i vores forhold begynde hun at skabe sig og vi har kæmpet for at finde ud af hvad der er sket, men vi er ikke kommet frem til noget endnu..

Hun kan hverken sige hej eller farvel når hun kom i min kærestes hjem og da vi holdte fødselsdag sidste år der var jeg luft for hende og hun vendte ryggen til mig ligemeget hvor jeg var henne i rummet..

Og nu gider min kæreste ikke kæmpe mere, da det ikke bliver bedre før hun selv kommer til ham..

Anonym skriver:

Det skal siges han har prøvet at give hende plads igennem lang tid, men han gider ikke at finde sig i alt mere..

Selv hendes lillebror gider hende ikke mere..

Jeg tænkte godt det var sådan noget mange gange er folk eller familien så  ligeglade med en, men ligeså snart der er noget de skal have hjælp til, så er man go nok

Men åh ja, håber aldrig jeg bliver uvenner med mine børn.

Yurie skriver:

Gætter på at du er hende, med pigen på 21, der ikke engang gider sige hej til dig og sådan noget..

Ja, det er ikke pænt at sige nej, men fortalte han hvorfor han sagde nej.
Ja, hun skal opfører sig som en voksen, men det skal I også, og I er nød til at fortælle hende, hvorfor hun får et nej...

 

Vi fik ikke snakket færdigt, men det går jeg skam ud fra han fortalte hende..

Anonym skriver:

Det har jeg prøvet og det er skam ikke mig der har skilt dem ad det er dem selv..

Da det begynde at vise sig at hun skabte sig så begynde jeg at snakke om at vi skulle holde vores forhold da jeg ikke ønsker at ødelægge noget imellem ham og hans børn..

Men det ønskede han ikke..

Så det er dem selv..

Ked af det, men nej så er det også dig. Ja det lyder som den opofrende kvinde: jeg vil gerne give min store kærlighed op for hans forhold til sine børn. Men i det du siger det til ham giver du ham jo faktisk er ultimatum. 

Jeg er også blevet tror på af et papbarn, og endda et jeg elskede meget højt. Men ligegyldigt hvor meget han trådte ville jeg aldrig fryde mig. Jeg ville måske tænke det var det rigtige at gøre for at hjælpe til at kunne selv eller... Men aldrig få fryde følelsen: så kan han/hun lære det

Selvfølgelig må man sige nej til sit barn. Man skal jo ikke stå på tungen for dem..

men at du ligefrem fryder dig? Hold da op, hvor barnligt.. 

Jeg aner ikke, hvad der er slet mellem jer... Men ja. Tænker der skal meget til for at man begynder at fryde sig over sådan noget

EnGodMor skriver:

Jeg tænkte godt det var sådan noget mange gange er folk eller familien så  ligeglade med en, men ligeså snart der er noget de skal have hjælp til, så er man go nok

Men åh ja, håber aldrig jeg bliver uvenner med mine børn.

 

Det skal siges at kan hun finde ud af og behandle os ordenligt alle sammen så er der også plads til hende og det har hun også fået af vide..

For jeg ved godt hvordan det er at være uvenner med familie, men vi kan ikke gøre så meget når hun ikke vil samarbejde..