Indledningsvist vil jeg gerne pointere, at jeg ikke selv stemmer DF, da jeg er uenig i flere af deres grundlæggende forhold, bl.a. deres udlændingepolitik. Ikke desto mindre giver kommentarerne her i debatten mig lyst til at komme med enkelte bemærkninger.
Først og fremmest bemærker jeg, at flere skriver, at DF er et racistisk parti. Her vil jeg blot oplyse, at racisme er et juridisk begreb, og racisme er en overtrædelse af straffeloven. Derfor er jeg helt overbevist om, at man ikke i partiets partiprogram vil finde formål, der er karakteriseret som racistiske. Der er derimod tale om legale holdninger, der ligger inden for rammerne af ytringsfriheden. Enkelte af partiets medlemmer er blevet straffet for overtrædelse af racismeparagraffen. I hvert tilfælde har partiet dog mig bekendt taget afstand fra ytringen. Pia Kjærsgaard har da også flere gange fået rettens ord for, at hun IKKE er kommet med racistiske udtalelser.
Dernæst skriver flere, at de brækker sig over valgresultatet, og er flove over at være dansker. Er I flove over at leve i et velfungerende demokratisk land, hvor folk har ytringsfrihed og frihed til at stemme på det parti, som de har størst sympati for??? Hver gang jeg deltager i et valg, er jeg STOLT over at være dansker! Stolt over at jeg lever i et land, hvor jeg kan stemme, ytre mig og leve frit. Stolt over at vi de sidste 166 år har udviklet et velfungerende demokrati. Den stolthed ændres ikke ved at mere end 80 pct af befolkningen stemte på et andet parti end jeg. Det er en del af demokratiets præmis.
Slutteligt spørger nogle, hvorfor Dansk Folkeparti ikke går efter statsministerposten og ser det som et udtryk for manglende ansvar. Statsministerposten kræver, at man har en opbakning på 90 mandater. Det er kun Lars Lykke Rasmussen, der har den opbakning.
Lad os da alle være stolte over vores demokratiske valgproces uanset om vi er røde, blå eller grønne.
Uafhængigt af den "rigtige" brug af ordet, så er opfattes DF som et højre nationalistisk parti - ikke bare af danskere, men måske i endnu højere grad af udlandet.
Jeg synes vi skal fejre, vi er frie til stemm så absolut. Men jeg har svært ved at fejre, det signal vi sendte i går. Og om vi vil det eller ej så sendte vi et signal ud af til men også ind af til. Og vi skal nu bygge bro, vi skal vise vi er rummelige.
jeg skrev det her lige efter terrorangrebet i Frankrig, men egentlig er det også aktuelt nu, for det handler om en elev og hvad hun synes Pia Kjærsgaards ord gjorde ved hende:
Mandag morgen efter en weekend med fyldt program hvor nyhedsstrømmen blev knækket. En fridags og fødselsdags morgen, tillader varm kop the, en kat på skødet og lade nyhedsstrømmen igen opsluge tankerne. Je suis Charlie, terrortruslen, ytringsfriheden, brændte flag og Muhammed tegninger fylder stadig en stor del af nyhedsbilledet og det til trods for Danmark vandt håndboldkampen i går.
Skud der tog menneskers liv, der tog en del af vores naivitet og tryghed har givet debatter om retten til at ytre sig, men de har desværre også pustet til gløderne af den offentlige debat om muslimer versus ja vel alle andre. En debat hvor ord rammer som pistolkugler.
Som lærer har man en del klassebilleder i gemmerne, de er alle fyldt med historier som giver smil, tårer og eftertænksomhed. Nogen af historierne er stadig nærværende trods de har en del år på bagen. En af de historier dukker altid op når muslim debatten raser.
Det er historien om en iskold albaner i 8. klasse, eller det var i hvert fald, hvad der stod bag på hendes sorte joggingbukser med stor hvid skrift. Jeg havde Marsela og hendes klassekammerater i samfundsfag, havde undervist dem i politiske taler og stillet dem opgaven: skriv og hold en politisk tale. Marsela viste ikke den store interesse, hun kom ikke og spurgte efter hjælp og gik jeg til hende, viftede hun mig væk med ordene: nej men det har jeg tjek på. Og tro mig det havde hun.
Marsela stillede sig op foran sin klasse, noget der absolut ikke faldt hende naturligt, og startede sin tale med ordene:
Kære Pia Kærsgaard, jeg har brug for at fortælle dig, hvad dine ord gør ved mig.
Og budskabet var klart og tydeligt: får jeg hele tiden at vide, at jeg er mindre værd, at jeg gør forkerte ting, at jeg alene fordi jeg ikke er etnisk dansk er en taber, at jeg ikke vil indgå i det danske samfund. Jamen så er det svært ikke at blive det du siger. Det er svært ikke at leve op til fordommene, for når jeg føler mig hadet, har jeg svært ved ikke selv at komme til at hade.
I denne tid hvor vi debatterer ytringsfriheden. Er det måske meget godt at huske: har jeg ikke noget pænt at sige så er det okay at tie en gang imellem. Vi skal udfordre fanatisme og fundamentalisme, vi skal tage afstand fra de der tror, de må tage andres liv, vi skal tage afstand fra terror og vi skal fastholde vores ret til at ytre os.
Vi skal også huske ord kan skabe. Ord kan skabe had, men de kan også skabe forståelse. Ord kan skabe skel mellem mennesker, men de kan også skabe broer. Lad os fordømme de som skød, de som jubler over de skød, men lad os ikke fordømme muslimer.
Det var ikke en muslim der skød, det var en terrorist.
