Kris' skriver:
Jeg synes godt nok, at der er mange på "ryger-holdet". Jeg ønskede absolut ikke, at starte en debat om rygning eller hvorvidt rygning er klamt eller okay. Jeg har selv været ryger i mange år, og jeg indrømmer blankt; at jeg nok ikke var stoppet, hvis det ikke var fordi, jeg blev gravid.
Det handler ikke så meget om, at jeg presser ham - sådan ser jeg det ikke. Vi aftalte, da vi fik nyheden om barn, at vi begge skulle stoppe øjeblikkeligt. Det gjorde vi også ... troede jeg. Han valgte så i flere måneder (siden januar) at lyve om det. Han kom flere gange hjem fra arbejde, hvor han decideret lugtede af cigaretrøg. Hver gang spurgte jeg helt stille og roligt, om han havde røget. Da jeg så gentagende gange, tømmer hans lommer for tobakrester, smøger og ligther i april måned, beder jeg ham om, at han lægger alle kort på bordet og stopper løgnene. Han indrømner, at han har røget bag min ryg hele tiden. Han ved ikke, hvorfor han ingenting har sagt. Han siger selv, at han er irriteret på sig selv og skuffet. Vi aftaler, at han fremadrettet skal fortælle når han har røget, og bruge mig som støtte. Igen kommer han hjem og lugter af røg, og igen med en masse undskyldninger for det. Og lige som sidst, har han undskyldninger for, hvorfor han har smøger og ligther i lommen ... fx at det ikke er hans.
Nu her i går, stod vi så i samme dilemma. Jeg fandt smøger og ligther - denne gang indrømmede han ... igen. Og sagde, at han vidste ikke, hvorfor han havde så svært ved at stoppe. Han ved ikke, hvad han skal gøre. Og det ved jeg heller ikke. Jeg ønsker ham røgfri, da lugten af røg er svært for mig. Og det ved han. Han ved også, at han gør mig ked af det når han ryger. Men tilfældet her er, at vi begge ønsker ham røgfri så hurtigt som muligt - det er ikke kun mig.
Det jeg søger hjælp til er, hvordan han bliver røgfri - uden det skal koste 2000 kr hos en hypnotisør. I starten prøvede han med rygestop midler (tyggegummi og tabletter), det hjalp ikke - gjorde kun hans trang værre.
Jeg er overbevist om at den eneste måde man kan stoppe en afhængighed på, er ved først at acceptere den. Så længe din kæreste sniger sig rundt og ryger i smug, er han ikke ryger, men bare en der ryger en cigaret en gang i mellem.
Derfor tror jeg at den eneste måde at projekt rygestop nogensinde kommer til at fungere på, er hvis du også accepterer (igen) at din kæreste er ryger. Jeg tror simpelthen ikke at din kæreste kan se dig i øjnene som ryger. Så hellere lyve. For dig OG ham selv. Det er så vigtigt for ham at gøre det rigtige for dig, at han er villig til at lade som om, selvom det højst sandsynligt er meget stressende for ham. Hvis han var ligeglad, ville han jo bare pulse løs ...
Hvis jeg var dig, ville jeg stille og roligt sige: "Du er ryger, og det er iorden med mig. Jeg elsker dig ikke mindre af den grund. Det vigtigste for mig er at vi begge har det godt. Måske bliver det muligt for dig at stoppe på et senere tidspunkt, men lige nu synes jeg at vi skal indse det er rygestop ikke blev til noget." Og så skal du lade ham være ryger. Måske vil han kunne stoppe på et senere tidspunkt. Måske kan I beslutte et tidspunkt hvor du må spørge ham. Det vigtigste er at det skal være noget han ønsker for sig selv.
Held og lykke!
