Døden...

lib1982 skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Når alt kommer til alt, så er jeg jo blot en oversætter af en afdøds sidste tid - deres sidste stemme der skal sørge for at retfærdigheden sker fyldest og at sandheden kommer frem. Og så skal man jo nok have evnen til at kunne tænke udover alle grænser og være så opslugt af sit virke, at man måske ikke får hængt sig i detaljerne ved at blive følelsesmæssigt revet med. Det er nok dér kunsten ligger. De værste sager er selfvfølgelig dem der omhandler børn, og alle er berørte af det. Vi arbejder uden at sige mange ord, og de fleste hvisker (hvorfor ved jeg ikke), og så synes jeg personligt af selvmordssagerne også er vanskelige. Specielt de sager hvor jeg kan se tøvelæsioner, som jo fortæller mig, at de ikke har været HELT sikre på om de ville dø, eller har manglet mod. Jo flere tøvelæsioner, jo værre får jeg det :( .

Synes du gør et fantastisk stykke arbejde - specielt ift. at 'opklare', ikke mindst for de efterladtes skyld! Og ja, hvorfor er det man hvisker når døde mennesker er i nærheden?? Respekt måske - har flere gange taget mig selv i at gøre det, tror det handler om den fredfyldthed der er over døde mennesker - og som man ikke ønsker at forstyrre?!?! Ift. selvmord står jeg jo lidt på den 'anden' side og forsøger at gøre mit til at der ikke kommer 'kunder i butikken' til dig (arbejder i psykiatrien). Har aldrig oplevet det du fortæller om tøven - de få jeg har været i nærheden af, har enten VILLET det (og er døde) eller har råbt om hjælp og ikke været deciderede/helhjertede selvmordsforsøg... Kan godt være det lyder sygt, men synes det er lidt spændende med selvmord - ikke på den måde, at jeg synes det er fedt at folk dør, men de mekanismer der gør, at man kommer HELT DERUD, hvor der bare ikke er nogen vej tilbage... for jeg føler, at jo mere/bedre jeg forstår de ting der er spil, jo bedre kan jeg blive til at opdage tegnene i tide og forhåbentlig afværge at det ender SÅ galt - som oftest er der jo noget at gøre!!

Psykiatrien er også noget der altid har interesseret mig! Med årene er jeg blevet mere interesseret i at finde ud af, HVEM det er der gør de ting ved andre mennesker som ender på mit bord, og HVEM var de afdøde som det gik så galt for... Det er ikke noget jeg bore i arbejdsmæssigt og fra sag til sag, men i det store hele, interesserer det mig at få sat etiketter på. For mange år siden tog jeg den kriminaltekniske uddannelse i USA, for lige som at komme tættere på af den vej, og jeg har altid fundet det ekstremt interessant, at være med når der blev tegnet en profil af en morder. I Danmark er tingene meget opdelt, men i USA kan man godt flytte bænk og lytte med og lære en masse og hoppe ud og ind af de klasser der lige har ens interesse....

Charlotte d. 17. skrev:

Jeg tror ikke - overhovedet - på noget efter døden, men jeg kan da blive glædeligt overrasket. ;) Jeg har haft enkelte oplevelser, som kunne opfattes som 'tegn' på mere mellem himmel og jord, men jeg kan bare ikke tro på det. Jeg synes ellers ikke, at jeg er det mest rationelle, naturvidenskabelige menneske i verden, mildt sagt, men det giver ikke mening for mig, at vi ikke bare går til, både legemligt og mentalt/åndeligt. Og jeg har det helt fint med, at det her er vores eneste liv, og at der ikke er mere. Da jeg var 19-20 år, fik jeg et brev af min mor, som min far skrev til mig på min 4-årsfødselsdag - to måneder, før han tog sit liv. Et brev, som sagde ALT det, jeg altid havde ønsket mig at 'høre' fra ham. Jeg læste det højt for min kæreste, mens vi kørte i hans bil, og tudede lidt - og sagde så, at jeg sådan ville ønske, jeg kunne få et tegn på, at min far 'var der' et sted og vidste, at jeg endelig havde fået hans 'besked'. I samme øjeblik kom der et voldsomt tordenskrald - kun det ene, og helt uventet - og vi sad begge to heeelt stille, så på hinanden og tænkte præcist det samme. I det øjeblik troede jeg virkelig, virkelig på det - jeg ved ikke og kan ikke forklare, hvorfor jeg siden har mistet den tro. Jeg savner den ikke, underligt nok - jeg synes jo, det må være dejligt at føle og tro, at der er mere end dette liv. ;)

Jeg tror så heller ikke lige på tegn og den slags - det ville nok også få mig til at skide i bukserne på arbejde, hvis det var en del af min tankegang :laugh: Tror nemlig de fleste folk har en eller anden form for overtro, og at det er derfor døde mennesker skræmmer dem lidt. Jeg har også set nogle af de helt unge gå rundt om en afdød halvt i skræk, eller som om de ikke helt forstår, at den afdøde vitterligt ér død. Vi har også en test hvor vi stikker en nål gennem øjet for at hente væske ud, og dét er der altså nogen der ikke kan. De hopper og vrider sig og lægger ansigtet i de mest fantastiske folder, hvor andre bare tager nålen og stikker igennem. Dér ved man somregl hvem der er absolut egnet og hvem der ikke er :laugh: I mit stille sind, kalder jeg det 'The test'.... Hvis man skal finde inspiration fra naturen for at finde svar på livets spørgsmål, så kan det give massere af stof til eftertanke. Jeg havde på et tidspunkt en smuk orkide stående i mit køkkenvindue, men som med alt her i livet, tabte den bladende og døde. Egentlig synes jeg den nøgne gren var meget sjov, så jeg lod den bare stå, og efter laaang tid, kom der knopper på igen og de smukkeste blomster. Det fik mig til at tænke, om der måske var en cyklus, en bestemt naturlov, at alt fødes, springer ud, blomstre, visner og dør, blot for at springe ud, blomste, visne og dø igen.... Og så kom jeg i tanken om sætningen fra bibelen,, af jord er du kommet, af jord skal du genopstå''.. Og lod tankerne vandre videre til budismen, reinkarnation osv.... Den slags kan jeg godt 'købe' men tegn fra oven og kontakt med afdøde osv, tror jeg måske mere hænger sammen med noget i hjernen..

Jeg synes, at tanken om reinkarnation er meget tiltalende - måske ikke lige den hinduistiske tilgang, men alligevel. Men jeg tror ikke på noget af den slags - gud, ånder, skæbnen osv. Men nu vi er ved død og efterliv, er der så nogen der har set filmen 'What dreams may come'? Hold kæft hvor jeg tudede da jeg så den.

Har ikke set filmen... Men har som Charlotte også haft mine tordenskrald - ganske ud af det blå... ...og Helene; det er lige sådan noget som din The Test, som jeg ikke skal vide noget om :( Min overbevisning er, at krop og sjæl forenes i fosterstadiet, og skilles igen ved døden - hvor sjælen vandrer videre, og kroppen forgår. Så for mig er kroppen egentlig bare et tom hylster efter døden - men altså... Da min far skulle begraves, skulle vi aflevere det tøj han skulle begraves i til bedemanden - der forklarede, at 'bukserne behøver jeg ikke at få med, for dem får han alligevel ikke på'. Dét havde jeg heller ikke behøvet at få at vide - tanken om, at han lå i bar røv under lagenet, dét var lige en information for meget... ...han kunne da bare ha' lagt dem ved, smidt dem ud, eller givet dem til genbrug.

Måske er der forskelligt fra bedemand til bedemand, for jeg ved at nogen giver dem fuld påklædning på - alt efter ønske. Og enig, der kunne bedemanden da godt have udvist lidt takt og tone og have ladet pårørende leve i fred med tanken om bukserne.... Nej, jeg har heller ikke set filmen...tror jeg - jeg har det med at glemme titlerne, og får ofte lejet de samme film flere gange :laugh: Pisse irriterende faktisk.

Jeg har set nogle 'tegn' -både min dejlige (og afdøde) mormor og jeg har haft 'drømme'/syn hvor vi ser at noget vil ske -og så sker der... Fx for nogle år siden, hvor jeg drømte, at et fly faldt ned -og det skete.. Eller da jeg drømte, at Dronning Ingrid døde -det gjorde hun samme dag.. Tilfældigheder?? Måske -men min mor har bedt mig om at fortælle, når jeg 'ser' ting ske, fordi det passer så mange gange... Min mormor har set sin afdøde far i en situation hvor hun var ved at bløde ihjel -og hvor hendes far sagde, at det ikke var hendes tid endnu.. Der gik så ca 43 år før det blev hendes tid.. Da min farfar døde hjemme på deres badeværelse -der gik køkkenuret i stå.. Da min far døde var jeg på arbejde. Samme dag havde vi siddet og snakket om døden, og jeg havde fx sagt, jeg ikke ville vide hvad jeg skulle gøre, hvis min far døde.. Senere på eftermiddagen får jeg 3 gange 'trang' til at se på klokken, og huske de tider... Da jeg dagen efter sidder på sygehuset og snakker med en sygeplejerske og får min fars ting udleveret -der fortæller hun 3 tidspunkter: 1: Da min far faldt om 2: Da ambulance kom 3: Da min far blev erklæret død! Det var så de 3 tidspunkter, som har printet sig ind hos mig!! Derudover har jeg nogle ting, som jeg ikke helt kan definere.. Jeg vil virkelig gerne vide, om man kan 'snakke' med de afdøde -men er bange for at blive snydt.. Derfor har jeg nogle sætninger, som min far og jeg sagde til hinanden, som jeg ALDRIG har fortalt til andre efter hans død.. Min familie ved det, hvis de tænker sig om, men det er min 'livlinie', hvis jeg en dag kan kommunikere med det hinsides...

Hmm. Har lige skrevet noget om kontakt - men det er forsvundet??? Dét tror jeg ikke lige jeg vil skrive alligevel så... Mærkeligt!!!

Jeg har faktisk haft nogle sager i USA, hvor en synsk kvinde blev tilkaldt. Jeg havde ikke selv nogen kontakt med hende, men fik afvide fra nogle kolleger, at hun kunne 'se' de mest utrolige ting. Hun kunne via en beklædningsdel og billede, tage hele efterforskningsholdet med til huse hvor offret havde været og ret ofte ud til genrningsstedet. Hun kunne også fortælle hvilken type bil offret havde været i, eller hvad farve bilen var, og give ret præcise signalementer af en gerningsmand, og sågar se kendetegn. Hun kunne også temmelig præcist sige navnet på på div gerningsmænd. Og hun havde ikke mulighed for at lyve, tror faktisk hun blev fløjet ind fra Australien, og hun kunne altså fortælle om ting og hændelser, som ikke engang offentligheden viste noget om... :ohmy: Hun kunne VIRKELIG komme til bunds i nogle sager, og give informationer politiet kunne arbejde videre på, ofte informationer som politiet SLET IKKE havde været i nærheden af. Hende tænker jeg nogen gange på, for dét var ikke spin - og gudved om hun stadig lever og er aktiv som synsk.

Har set noget om det på TV - er ikke lige sikker på, om det var om hende. Det var vildt fasinerende - men tror også der er mange plattenslagere på dette område...

MAMMARAZZI skrev:

Jeg får også et stik i hjertet, når jeg hører om en såret soldat - og føler med familien, for det virker så meningsløst og trist. ...og dét med at kende nogen, der er vendt tilbage... Min far prøvede selvmord et par gange - men det var aldrig noget vi snakkede om bagefter. Èn gang lå han bevidstløs eller i koma i lidt over en uge - men der blev aldrig talt om det...

Lever din far endnu? For jeg tror, at mange vil føle sig flov over, at fortælle, at de har været 'på den anden side'... det er jo ikke noget man kan bevise, sådan rent materielt! Hvis han lever endnu, kunne du spørge ham... måske bare tage udgangspunkt i debatten her. Uanset hvad må det have været hårdt for jer.... De to kvinder som fortalte mig om deres oplevelser gjorde det, fordi de 'kunne mærke', at jeg ville lytte til dem. Den ene mødte jeg i svømmehallen (er medlem at et klub, og vi sludrede i saunaen) - den anden var mor til en kammerat til min søn. Snakkede faktisk om alt imellem himmel og jord med de to :)