Døden...

Ja, det var lige nøjagtig hængning han tænkte på. Hvad man kalder det afhænger nok lidt af om man er fagperson eller ej.

Jeg har et afslappet forhold til døden... har nærmest set døden i øjnene... den tunnel og lyset, man ser... der er bare smukt derovre. Blændende smukt. Jeg har snakket med andre, som har haft den samme oplevelse... husker en sygeplejerske på en kardio afdeling, som har hørt patienter komme tilbage fra døden. Min søn har været i Afghanistan i et halvt år.. han vil gerne tilbage igen. Der gyser jeg... men altså er det hans valg.

Ja, det er jo dét. Og der er også rigtig mange læsionstyper..... Og flere forskellige hængningsmetoder :)

Har godt hørt dét med en tunnel og lyset på den anden side... Nu skriver du, at du selv har prøvet det Laurie - hvordan føles det så at komme tilbage? Kan godt forstå, at du er bekymret ift. din søns ønske om at komme tilbage til Afghanistan - men flot at du respekterer hans valg.

Han er jo myndig og det er hans liv, jo. Hjertet slår nogle slag hver gang man hører om en soldat, som bliver såret.... og tankerne går til familien. Desuden som Helene kommer ind på det, er det også farligt at køre bil. Jeg har været til noget som hedder genkaldelsesterapi... gå tilbage i dette liv eller i andre liv. Jeg har ikke selv prøvet at dø og komme tilbage... har oplevet flere gange at være helt tæt... cykel uheld, en hest der truede med, at sparke i min brystkasse... hvor jeg så genså hele mit liv på et par sek. Det er smukt at gå ind i døden... de fleste ser jo også fredfyldte når de er døde... husker da min eks lå i kisten... jeg har aldrig set ham så afslappet. Man forlader jo kroppen, de evt. fysiske smerter, og bliver mødt af nogle, som jeg kalder 'kære afdøde'... folk man jo har savnet og nu er på den anden side. Jeg har selv snakket med et par damer, som begge to var 'døde' og blev genoplivet, vis på operationsbriksen. De ville ikke rigtigt komme tilbage, men fik at vide at det skulle de, for at kunne være med deres børn. Jeg har læst mange bøger omkring livet efter døden... (der er så ikke så mange omkring det, at komme tilbage til et nyt liv), og alle fortæller om en tunnel og lys, hvid, orange... At have oplevet gennemgang fra liv til død i terapi har givet mig et afslappet forhold til døden. Og det er guld værd.... ' Håber, at jeg har nogenlunde besvaret dine spørgsmål... vi kender sikkert alle nogen, der er vendt tilbage til livet... men ikke fortæller det, for det lyder jo skørt.

Jeg får også et stik i hjertet, når jeg hører om en såret soldat - og føler med familien, for det virker så meningsløst og trist. ...og dét med at kende nogen, der er vendt tilbage... Min far prøvede selvmord et par gange - men det var aldrig noget vi snakkede om bagefter. Èn gang lå han bevidstløs eller i koma i lidt over en uge - men der blev aldrig talt om det...

Jaaa, måske er der mere mellem himmel og jord selv om videnskaben ikke rigtigt tyder på det. Men jeg kan da godt tænke, hvad er døden egentlig - jeg mener, kroppen er død, men håret og neglene vokser Feks fortsat - burde det ikke være fysisk umuligt? Jeg er en af de få der - i mit fag, kan finde på at stille spørgsmålstegn, og som har det rigtig fint med reinkarnationsfilosofien. Jeg tror på der er en højere mening med alt, at vi er her for en grund, der er noget vi skal lære i dette liv selvom det måske ikke altid giver mening, eller man kan synes at noget er lige lovligt uretfærdigt, eller hårdt. Det skal ikke kunne udelukkes, at det er tanker jeg gør mig for at trøste mig selv i alt elendigheden. Men jeg synes det giver mening, og når jeg hører tibetanere og/eller Dalai Lama fortælle, så støtter det op om nogle grundlæggende tanker jeg gør mig omkring livet og døden og giver mig lige som et skulderklap der fortæller, at jeg ikke er HELT ude i hampen.... Det pussige er jo, at jeg havde tankerne FØRST og først senere i livet erfarede, at der ligefrem var religioner der bakkede op om lige præcis MIN tankegang. Det gav mig lidt af en ''AAAAHAA oplevelse'' :laugh:

Jeg er helt overbevist om, at der er mere mellem himmel og jord, end der kan forklares. Da min far døde havde jeg en sær fornemmelse, inden jeg fik det at vide - en sær uro i kroppen, som jeg ikke kendte til (han døde på min 30 års fødselsdag) :( Jeg er senere blevet læst i hænderne, og har fået mange ting at vide, som hun ikke har haft en chance for at vide - eller aflæse på mig. Min far er min skytsengel nu - og jeg har haft 'besøg' af ham. Ikke høflighedsvisit - men når jeg har haft brug for det. Ved det lyder skørt :silly: men det er mine erfaringer - og dem kan ingen jo lave om på...

Jeg tror ikke - overhovedet - på noget efter døden, men jeg kan da blive glædeligt overrasket. ;) Jeg har haft enkelte oplevelser, som kunne opfattes som 'tegn' på mere mellem himmel og jord, men jeg kan bare ikke tro på det. Jeg synes ellers ikke, at jeg er det mest rationelle, naturvidenskabelige menneske i verden, mildt sagt, men det giver ikke mening for mig, at vi ikke bare går til, både legemligt og mentalt/åndeligt. Og jeg har det helt fint med, at det her er vores eneste liv, og at der ikke er mere. Da jeg var 19-20 år, fik jeg et brev af min mor, som min far skrev til mig på min 4-årsfødselsdag - to måneder, før han tog sit liv. Et brev, som sagde ALT det, jeg altid havde ønsket mig at 'høre' fra ham. Jeg læste det højt for min kæreste, mens vi kørte i hans bil, og tudede lidt - og sagde så, at jeg sådan ville ønske, jeg kunne få et tegn på, at min far 'var der' et sted og vidste, at jeg endelig havde fået hans 'besked'. I samme øjeblik kom der et voldsomt tordenskrald - kun det ene, og helt uventet - og vi sad begge to heeelt stille, så på hinanden og tænkte præcist det samme. I det øjeblik troede jeg virkelig, virkelig på det - jeg ved ikke og kan ikke forklare, hvorfor jeg siden har mistet den tro. Jeg savner den ikke, underligt nok - jeg synes jo, det må være dejligt at føle og tro, at der er mere end dette liv. ;)

HeleneK Mor til 6 skrev:

Når alt kommer til alt, så er jeg jo blot en oversætter af en afdøds sidste tid - deres sidste stemme der skal sørge for at retfærdigheden sker fyldest og at sandheden kommer frem. Og så skal man jo nok have evnen til at kunne tænke udover alle grænser og være så opslugt af sit virke, at man måske ikke får hængt sig i detaljerne ved at blive følelsesmæssigt revet med. Det er nok dér kunsten ligger. De værste sager er selfvfølgelig dem der omhandler børn, og alle er berørte af det. Vi arbejder uden at sige mange ord, og de fleste hvisker (hvorfor ved jeg ikke), og så synes jeg personligt af selvmordssagerne også er vanskelige. Specielt de sager hvor jeg kan se tøvelæsioner, som jo fortæller mig, at de ikke har været HELT sikre på om de ville dø, eller har manglet mod. Jo flere tøvelæsioner, jo værre får jeg det :( .

Synes du gør et fantastisk stykke arbejde - specielt ift. at 'opklare', ikke mindst for de efterladtes skyld! Og ja, hvorfor er det man hvisker når døde mennesker er i nærheden?? Respekt måske - har flere gange taget mig selv i at gøre det, tror det handler om den fredfyldthed der er over døde mennesker - og som man ikke ønsker at forstyrre?!?! Ift. selvmord står jeg jo lidt på den 'anden' side og forsøger at gøre mit til at der ikke kommer 'kunder i butikken' til dig (arbejder i psykiatrien). Har aldrig oplevet det du fortæller om tøven - de få jeg har været i nærheden af, har enten VILLET det (og er døde) eller har råbt om hjælp og ikke været deciderede/helhjertede selvmordsforsøg... Kan godt være det lyder sygt, men synes det er lidt spændende med selvmord - ikke på den måde, at jeg synes det er fedt at folk dør, men de mekanismer der gør, at man kommer HELT DERUD, hvor der bare ikke er nogen vej tilbage... for jeg føler, at jo mere/bedre jeg forstår de ting der er spil, jo bedre kan jeg blive til at opdage tegnene i tide og forhåbentlig afværge at det ender SÅ galt - som oftest er der jo noget at gøre!!