Døden...

Tak Kirle :blush:

Tja, mit udspringer vel også af en trang for at vide mere om det (når alt kommer til alt). For mig handler det om gåden, puslespillet, den store kabale der skal gå op hver gang. Når alt kommer til alt, så er jeg jo blot en oversætter af en afdøds sidste tid - deres sidste stemme der skal sørge for at retfærdigheden sker fyldest og at sandheden kommer frem. Døden har jo en årsag, og den er ikke alid lige let at finde, selvom det muligvis ser ret indlysende ud ved første øjekast :) Og så skal man jo nok have evnen til at kunne tænke udover alle grænser og være så opslugt af sit virke, at man måske ikke får hængt sig i detaljerne ved at blive følelsesmæssigt revet med. Det er nok dér kunsten ligger. De værste sager er selfvfølgelig dem der omhandler børn, og alle er berørte af det. Vi arbejder uden at sige mange ord, og de fleste hvisker (hvorfor ved jeg ikke), og så synes jeg personligt af selvmordssagerne også er vanskelige. Specielt de sager hvor jeg kan se tøvelæsioner, som jo fortæller mig, at de ikke har været HELT sikre på om de ville dø, eller har manglet mod. Jo flere tøvelæsioner, jo værre får jeg det :( . Dog er det ikke sådan at jeg tager det med hjem, men jeg tænker meget over ensomheden bag og hvad det er der driver folk helt derud. Nogen familier kan selvfølgelig fortælle om massive depressioner og/eller andre psykiske lidelser og deraf følgende selvmordstendens, nogle har en datter eller søn med anorexi/bulimi og deraf følgende selvmordstendens, andre har haft økonomiske vanskeligheder, skilmisse bag sig, akloholproblemer og deraf følgende selvmordstendens, men så er der alle dem uden netværk og som man ikke finder noget på i journalerne, og som har levet meget ensomt hvor dårligt naboerne kendte vedkommende... Og ens for alle sagerne er, at man sådan ville ønske at de havde fået mere hjælp og støtte og at 'nogen' havde opdaget det tidligere... For på den anden side af gaden, ligger alle dem der blev reddet på målstregen, og som igen glædes ved livet og med tiden bliver lykkelige for en chance mere. Og så tænker jeg altid når jeg står med sådan en sag,, DU skulle da ikke ligge her, du skulle da have været sammen med de andre over på den anden side'' og så bliver jeg så frygtelig ærgelig over det :)

Det er lige præcis alle de tanker, jeg ikke tror, jeg ville kunne styre.. Helene, når du nu er inden for den branche, ved du så noget om, hvordan det forholder sig, når nogen dør i udlandet - ja altså en dansker. Min nabo døde jo i torsdags, og familien har stadig ikke fået at vide, hvornår han kommer til DK - det er næsten ikke til at holde ud for dem. Ved du noget om, hvor lang tid, sådan noget tager?

Vil du uddybe hvad en tøvelæsion er?

Spunk skrev:

Vil du uddybe hvad en tøvelæsion er?

Jeg er ikke Helene - eller retsmediciner - men gætter på, det er en læsion, der viser, at han/hun ikke har skåret dybt fra begyndelsen og altså ikke har været helt sikker og målrettet til at starte med. Måske håbet på at blive bremset - eller at fortryde... Jeg kunne ikke klare fem minutter i den branche. Men hvor er det godt, at nogen vil og kan!

Jeg kan godt gætte betydningen af ordet - personen har forsøgt at afværge. Men kunne bare ikke lige komme i tanke om et konkret eksempel - det kunne manden heldigvis.

En tøvelæsion er typisk fortolket som et tegn på offerets manglende hensigt eller tøven i starten, hvis personen feks har forsøgt at skære halspulsåren over....så kan man se at kniven er sat på stedet flere gange - måske har de kun skåret let af et par omgange, for så til sidst at skære åren helt over. Typisk er læsionerne rettet mod de store arterier, såsom arteria radialis, arteria carotis og arteria femoralis eller hjertet. Snitlæsioner ses overvejende på flexorsiden af håndleddene og albuerne og på halsen. En afværgelæsion skyldes jo afværge - feks når man parerer knivstik i forsøget på at beskytte sig selv mod stikkene. De ses ofte i drabssager, og sidder oftest på underarmene og håndfladerne. Det er heller ikke rart at se, for så er det jo bevis på at den afdøde virkelig har kæmpet mod....ret ofte har de i kampen fået fat i kniven, hvorfor fingrene kan være delvist skåret over. Afværgelæsioner ses i 40% af alle drab som følge af stiklæsioner. Og nope, jeg ved intet om transport af afdøde, den slags har vi ikke noget med at gøre. Og slet ikke hvis folk er døde naturligt. Men ambassaden kan ofte svare på spørgsmålet.

Mandens bud lød meget fornuftigt i mine ører - f.eks. at man kan se at folk har sår på hænderne, fordi de har forsøgt at holde i en løkke og lignende. Er det også sådan noget?

Jeg er ikke bange for at dø, men for at blive så syg, at jeg ikke kan tage vare på mig selv og dermed heller ikke mine børn og mand. Til gengæld er jeg blevet rigtig bange for at min mand dør, har kendt ham i 16 år, og han har ikke et farligt job, udover han kører meget på de danske landeveje. Før i tiden kørte han hyrevogn og var ved én lejlighed ved at blive slået ihjel, så jeg kan forstå hvis jeg havde det sådan den gang, men det er først kommet indenfor de sidste 6 mdr. Ville slet ikke kunne fungere uden ham, jov selvfølgelig for mine børns skyld.....

Spunk skrev:

Mandens bud lød meget fornuftigt i mine ører - f.eks. at man kan se at folk har sår på hænderne, fordi de har forsøgt at holde i en løkke og lignende. Er det også sådan noget?

...jo, man kan i hvertfald se på hænderne hvis de har forsøgt at holde i kniven. En løkke....tænker du sår på hænderne i forbindelse med at en har hængt sig?? (Men ellers tror jeg nok din mand er inde på noget af det rigtige) :) Han tænker nok på skrabelæsioner, som ses hvis folk forsøger at gøre sig fri...fra feks en løkke om halsen.