Døden...

Nu er døden jo tæt på vores familie i disse dage, og så tænker man jo også på sin egen død... Som barn var jeg bange for at dø, men da jeg blev ældre, fik jeg et mere afklaret/afslappet forhold til døden. Overordnet er jeg ikke bange for at dø - men bange i dén forstand, at jeg skal dø før mine børn er voksne, og kan klare sig selv. (måske især fordi der ikke umiddelbart er nogle, der kan tage over). Hvordan har du det med døden?

Jeg vil ikke byde mine børn det. Ellers hvis jeg ikke havde børn og folk der elsker mig og har brug for mig ville jeg være helt ligeglad med døden. Nu lever jeg kun for mine børn. Jeg har levet og oplevet nok og nu føler jeg mig som en 80 årig kvinde der er træt af livet og som glæder sig til at dø så hun kan endelig få ro ;)

Hmm... Det er da forhåbentligt sagt lidt i sjov, at du glæder dig til at dø, så du endelig kan få ro NikiFin... Men kan godt genkende dét med, at man ikke gider at vågne de næste par dage :ohmy: Kommer til at tænke på min bedste, der blev over 100 år - hun havde mærket livet!!! Mistet 2 børn, og det meste af omgangskredsen havde været døde i 30 år - faktisk ikke til at forholde sig til... Når hun snakkede om sin egen død, sagde hun altid; 'når jeg dør, vil det ikke være en sorg - allerhøjest et savn'. Det kan jeg godt følge hende i - hun var ved at være mæt af dage...

jeg mener alt jeg siger. Jeg lever kun for børnene. Jeg er faktisk nysgerrig at se hvordan er på den anden verden ;)

Ja, jeg kan nu godt vente, med at få tilfredsstillet min nysgerrighed længe endnu... Min overbevisning er jo, at sjælen lever videre - og kan bevæge sig fra 'det hinsides' og tilbage til vores verden - men tænk, hvis man tager fejl :ohmy: I øjeblikket er min datter bange for, at vores nabo skal vende tilbage som skelet (så hun tør ikke selv gå på toilettet) - men jeg forklarede hende, at hvis han var her, var det for at sidde på hans kones sengekant og holde hende i hånden og stryge hende over håret, for at trøste hende, når hun var ked af det eller skulle sove. Man kan jo ikke vide, om det forholder sig sådan - men har selv følt det sådan, da min far døde - og man kan jo altid håbe... ...det er da en behagelig tankegang både for en selv,og ens børn - men vi kan jo ikke være sikre på det vel...

Har i kraft af mit arbejde set en del mennesker dø, vil ikke sige jeg har vænnet mig til det, men har et naturligt og sundt forhold til døden - syns jeg i hvert fald selv. Jeg tror på skæbnen, så når min tid kommer, kommer den - der er en mening med det!! Og er den eneste sikre ting man ved kommer i livet, så kan man ligeså godt forberede sig selv og sine nærmeste på det 'If tomorrow never comes' - jeg har et brev liggende hvori jeg beskriver hvad jeg vil og ikke vil i forbindelse med livsforlængende behandling, begravelse osv! Nogen syns det er morbidt, men for mig er det bare praktisk - har desværre efterhånden set nogen familer, hvor familien næsten er ved at komme op at slås pga. uenighed! MEN kan godt følge det med børn - 'jeg er ikke bange for at dø, men bange for, at mine børn skal miste deres mor'. Tror det er en mor-ting, for min kæreste er fantastisk og er ikke i tvivl om, at han ville klare det helt kanon, hvis jeg var død - eller af andre årsager ikke var til stede!

Når man som jeg har haft døden tæt nok inde på livet, og ligefrem har gjort karierre indenfor området død, så værdsætter jeg sgu livet, men hylder samtidig den naturlige død velkommen, da jeg jo lige som har fået et indblik i døden når den ikke har været naturlig...lige præcis dét er noget jeg dagligt må kæmpe med! Det er sværre at sende sit barn ud i trafikken, når man ofte ser døde børn der er blevet slået ihjel i trafikken, det er vanskeligt at se sine sønner køre afsted i bilen, når man flere gange om ugen står overfor unge mænd der er blevet dræbt i deres bil og ligger fuldstændig synderrevet og knuste. Det er ikke uden omtanke når jeg giver mine små børn en snor om halsen til deres cykelnøgle, når jeg adskillige gange har stået med døde børn der er blivet hængt i rutchebanen i deres snore på jakken, sjippetov, halstørklæde, eller er fundet hængende dinglende fra legetårnet, måske stadig med skovlen i hånden. Det er med gru jeg går gennem aften/natten når mine voksne sønner er til fest, da jeg har stået med døde teenageres der er døde af druk, døde efter vold, som er blevet banket med køller, stukket med knive, trampet i hovedet eller er blevet skudt. Ofte umotiveret og af nogen de ikke kender. Jeg er bare GLAD når vi sidder sammen om aftenen og vi alle er samlet, for jeg er uhyggelig bevidst om, at livet kan ende så hurtigt og på grimmeste vis, og at en lille tur til kiosken kan blive fatal, eller en sjov leg kan ende i død eller mødet med den forkerte, kan få en dødelig udgang. Men jeg elsker at leve, livet er mig nærværende, det er spændende og udfordrende, og engang i mellem føler jeg mig så lykkelig over små enkle ting, at jeg må undres over min tilstand. Det kan være synet af en blomst, en speciel god duft, en smag, eller børnenes varme kroppe når vi putter under dynen, eller over noget så vanligt som et varmt bad, eller rent sengetøj. Når man har set det jeg har, så er lykken sikkert alt andet :) Og det er helt klart også derfor, jeg er som jeg er. At jeg aldrig kun tænker tingene, men udføre dem med det samme. At jeg aldrig vil nøjes med noget, men går efter den 'fulde pakke', og altid kræver som minimum, at jeg er glad, tilfreds og lykkelig i mine beslutninger. Alt andet er for mig, er spild af liv. Og når jeg tænker over det, så er mit motto nok noget nær ''lev i dag som skulle du dø i morgen'' sådan har jeg nemlig altid levet....

HeleneK Mor til 6 skrev:

Når man som jeg har haft døden tæt nok inde på livet, og ligefrem har gjort karierre indenfor området død, så værdsætter jeg sgu livet, men hylder samtidig den naturlige død velkommen, da jeg jo lige som har fået et indblik i døden når den ikke har været naturlig...lige præcis dét er noget jeg dagligt må kæmpe med! Det er sværre at sende sit barn ud i trafikken, når man ofte ser døde børn der er blevet slået ihjel i trafikken, det er vanskeligt at se sine sønner køre afsted i bilen, når man flere gange om ugen står overfor unge mænd der er blevet dræbt i deres bil og ligger fuldstændig synderrevet og knuste. Det er ikke uden omtanke når jeg giver mine små børn en snor om halsen til deres cykelnøgle, når jeg adskillige gange har stået med døde børn der er blivet hængt i rutchebanen i deres snore på jakken, sjippetov, halstørklæde, eller er fundet hængende dinglende fra legetårnet, måske stadig med skovlen i hånden. Det er med gru jeg går gennem aften/natten når mine voksne sønner er til fest, da jeg har stået med døde teenageres der er døde af druk, døde efter vold, som er blevet banket med køller, stukket med knive, trampet i hovedet eller er blevet skudt. Ofte umotiveret og af nogen de ikke kender. Jeg er bare GLAD når vi sidder sammen om aftenen og vi alle er samlet, for jeg er uhyggelig bevidst om, at livet kan ende så hurtigt og på grimmeste vis, og at en lille tur til kiosken kan blive fatal, eller en sjov leg kan ende i død eller mødet med den forkerte, kan få en dødelig udgang. Men jeg elsker at leve, livet er mig nærværende, det er spændende og udfordrende, og engang i mellem føler jeg mig så lykkelig over små enkle ting, at jeg må undres over min tilstand. Det kan være synet af en blomst, en speciel god duft, en smag, eller børnenes varme kroppe når vi putter under dynen, eller over noget så vanligt som et varmt bad, eller rent sengetøj. Når man har set det jeg har, så er lykken sikkert alt andet :) Og det er helt klart også derfor, jeg er som jeg er. At jeg aldrig kun tænker tingene, men udføre dem med det samme. At jeg aldrig vil nøjes med noget, men går efter den 'fulde pakke', og altid kræver som minimum, at jeg er glad, tilfreds og lykkelig i mine beslutninger. Alt andet er for mig, er spild af liv. Og når jeg tænker over det, så er mit motto nok noget nær ''lev i dag som skulle du dø i morgen'' sådan har jeg nemlig altid levet....

Meget smukt sagt! Men jeg må lige spørge: er du retmediciner for det lyder sådan? Jeg er meget enig. Synes livet virker sart og flygtigt nu på mine ældre dage og som noget man skal passe godt på. Er ikke bange for at være død men er bange for at det vil være angstpræget og smertefuldt. Jeg tvivler ikke på at min søn og kæreste vil være fine uden mig (dog noget triste og vil savne mig) men selvfølgelig kan de klare sig for ellers ville jeg jo ikke have valgt ham som far til mit barn.

Kirle skrev:

men selvfølgelig kan de klare sig for ellers ville jeg jo ikke have valgt ham som far til mit barn.

hvordan vidste du hvordan din mand bliver som far? Fordi jeg forventede ikke at min mand bliver til sådan en far han er nu

Jeg synes at det er umuligt de andre folk at vide hvordan man bliver som mor eller far. Min mor har altid tvivlet på at jeg bliver en god mor. Hun havde sagt at jeg glemmer en dag at give mad til mine børn. Men efter hun så hvordan jeg er kunne hun ikke genkende mig. Hun kunne slet ikke tro at sådan en uselvisk og viet mor kan overhoved eksistere. Jeg er faktisk også overrasket med det selv om skulle have vist det fordi jeg har altid altid været bange for at have børn uden at fatte hvorfor. Åbenbart har jeg altid vidst dybt i mig selv at det bliver meget svært præcis fordi jeg er alt for viet og uselvisk og insisterer at give det bedste til børnene