Døden...

Døden skræmmer mig. Jeg er bange for at blive syg og dø, og på den måde svigte spunken og manden. Og bange for at gå glip af en masse - og især bange for at ligge og have det ad helvede til at vide at jeg kan dø hvert øjeblik det skal være. Heldigvis er det jo så snedigt indrettet, at mange gamle mennesker ser døden som en udfrielse, så når jeg (forhåbentlig) bliver gammel håber jeg da at have det på samme måde. Det må være hæsligt at gå og være bange og vide at man kan dratte om hvert øjeblik det skal være. Man kan jo håbe på en nådig død, når tiden kommer. En bloprop i søvne lyder ikke som det værste man kan komme ud for - 7-9-13.

Vi har været meget ramt af sygdom i min familie, Far er 'kureret' prostatakræftpatient, han ene bor og svoger det samme, min moster er i slut behandling for brystkræft, mormor fik fjernet underlivet pga forstadie til kræft, en del celleforandringer i familien også, søsters svigerfar er en grøntsag i dag pga et uheldigt fald i udlandet hvor de 'valgte' at operere i stdet for at lade naturen gå sin gang og det værste min lille datter var ved at dø fra mig i forbindelse med hendes fødsel og start på livet. Det har nok gjort at jeg bare ved livet er skrøbeligt og uforudsigeligt, søger for jeg får de tjek jeg skal, prøver ikke at være for påviket over datterens start på livet (man kan jo hurtigt bliver alt for overbeskyttende). I forhold til at lære mine børn om døden tror jeg, jeg vælger familiens variation om, at når man dør kommer man i himlen og er med til at tænde alle stjernene på himlen om aftenen og sjælen vil være der osv. og når de vi kommer til realiteterne og aldren passer til det kan hun få den virkelige historie, men syntes ikke det gør noget at døden bliver romantiseret så børnene ikke ser det som noget skrækkeligt noget.

NikiFin skrev:

Kirle skrev:

men selvfølgelig kan de klare sig for ellers ville jeg jo ikke have valgt ham som far til mit barn.

hvordan vidste du hvordan din mand bliver som far? Fordi jeg forventede ikke at min mand bliver til sådan en far han er nu

Man kan jo altid blive overrasket men jeg forsøger at give ham plads og frirum til at være den bedste far som han være og ja så ser de lidt mere tv end jeg bryder mig om men sådan er vi så forskellige. Jeg så kvaliteter i min kæreste såsom kærlighed, beskyttertrang og et ønske om at holde sammen på ting som gjorde jeg vidste at han ville være en god far. Men vi var også sammen små 10 år før vi fik børn så vi kendte hinanden godt.

Kirle skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Når man som jeg har haft døden tæt nok inde på livet, og ligefrem har gjort karierre indenfor området død, så værdsætter jeg sgu livet, men hylder samtidig den naturlige død velkommen, da jeg jo lige som har fået et indblik i døden når den ikke har været naturlig...lige præcis dét er noget jeg dagligt må kæmpe med! Det er sværre at sende sit barn ud i trafikken, når man ofte ser døde børn der er blevet slået ihjel i trafikken, det er vanskeligt at se sine sønner køre afsted i bilen, når man flere gange om ugen står overfor unge mænd der er blevet dræbt i deres bil og ligger fuldstændig synderrevet og knuste. Det er ikke uden omtanke når jeg giver mine små børn en snor om halsen til deres cykelnøgle, når jeg adskillige gange har stået med døde børn der er blivet hængt i rutchebanen i deres snore på jakken, sjippetov, halstørklæde, eller er fundet hængende dinglende fra legetårnet, måske stadig med skovlen i hånden. Det er med gru jeg går gennem aften/natten når mine voksne sønner er til fest, da jeg har stået med døde teenageres der er døde af druk, døde efter vold, som er blevet banket med køller, stukket med knive, trampet i hovedet eller er blevet skudt. Ofte umotiveret og af nogen de ikke kender. Jeg er bare GLAD når vi sidder sammen om aftenen og vi alle er samlet, for jeg er uhyggelig bevidst om, at livet kan ende så hurtigt og på grimmeste vis, og at en lille tur til kiosken kan blive fatal, eller en sjov leg kan ende i død eller mødet med den forkerte, kan få en dødelig udgang. Men jeg elsker at leve, livet er mig nærværende, det er spændende og udfordrende, og engang i mellem føler jeg mig så lykkelig over små enkle ting, at jeg må undres over min tilstand. Det kan være synet af en blomst, en speciel god duft, en smag, eller børnenes varme kroppe når vi putter under dynen, eller over noget så vanligt som et varmt bad, eller rent sengetøj. Når man har set det jeg har, så er lykken sikkert alt andet :) Og det er helt klart også derfor, jeg er som jeg er. At jeg aldrig kun tænker tingene, men udføre dem med det samme. At jeg aldrig vil nøjes med noget, men går efter den 'fulde pakke', og altid kræver som minimum, at jeg er glad, tilfreds og lykkelig i mine beslutninger. Alt andet er for mig, er spild af liv. Og når jeg tænker over det, så er mit motto nok noget nær ''lev i dag som skulle du dø i morgen'' sådan har jeg nemlig altid levet....

Meget smukt sagt! Men jeg må lige spørge: er du retmediciner for det lyder sådan? Jeg er meget enig. Synes livet virker sart og flygtigt nu på mine ældre dage og som noget man skal passe godt på. Er ikke bange for at være død men er bange for at det vil være angstpræget og smertefuldt. Jeg tvivler ikke på at min søn og kæreste vil være fine uden mig (dog noget triste og vil savne mig) men selvfølgelig kan de klare sig for ellers ville jeg jo ikke have valgt ham som far til mit barn.

Dét var dæleme flot gættet!!! :) . Det er nemlig lige hvad jeg er..... :cheer:

Her vil jeg give Kirle ret - altså, man ved da om den kæreste man har valgt, vil være godt Fadermatriale. Jeg har haft enormt mange mænd i mit liv (yes, grissebasse!), og der har jeg simpelthen kunne mærke (ret hurtigt i virkeligheden) om de ville blive gode fædre. Og der har da helt klart været en masse svipsere i mellem, som jeg så gerne ville dyrke, men som jeg aldrig ville have børn med. Der har da også været mænd hvor man har tænkt, hold da OP nogle fede gener og HAN ville blive en kanon Far engang, men hvor det måske har haltet lidt med nogle andre ting (som feks sløv godte i sengen), som måske har været endnu en værdi jeg har prioriteret højere end et godt faderhjerte :laugh: Jeg ville have en mand der var god til det HELE! - sådan gik det så ikke helt alligevel, men jeg kom da vist så tæt på man overhovedet kunne, hvis man formår at ignorerer svipsere som barbergel i håndvasken, tøj smidt over stolrygge, sko der flyder og espressorande på alle flader inkl håndvask.... Men han har dæleme fået skiftet nogle bleer, tørret en del snot, rendt gulvet tyndt om natten med grændende babyer og gylpen drivende ned af ryggen og alligevel haft overskud til at sige,, det er okay....han sover nok snart'' og stået op om morgenen, fået ungerne op, sendt dem afsted i skole/børnehave what ever, fordi jeg har ligget med en depression, og selv taget på arbejde bagefter..... Så véd man sgu at man har ramt olie i baghaven!!!

HeleneK Mor til 6 skrev:

Kirle skrev:

HeleneK Mor til 6 skrev:

Når man som jeg har haft døden tæt nok inde på livet, og ligefrem har gjort karierre indenfor området død, så værdsætter jeg sgu livet, men hylder samtidig den naturlige død velkommen, da jeg jo lige som har fået et indblik i døden når den ikke har været naturlig...lige præcis dét er noget jeg dagligt må kæmpe med! Det er sværre at sende sit barn ud i trafikken, når man ofte ser døde børn der er blevet slået ihjel i trafikken, det er vanskeligt at se sine sønner køre afsted i bilen, når man flere gange om ugen står overfor unge mænd der er blevet dræbt i deres bil og ligger fuldstændig synderrevet og knuste. Det er ikke uden omtanke når jeg giver mine små børn en snor om halsen til deres cykelnøgle, når jeg adskillige gange har stået med døde børn der er blivet hængt i rutchebanen i deres snore på jakken, sjippetov, halstørklæde, eller er fundet hængende dinglende fra legetårnet, måske stadig med skovlen i hånden. Det er med gru jeg går gennem aften/natten når mine voksne sønner er til fest, da jeg har stået med døde teenageres der er døde af druk, døde efter vold, som er blevet banket med køller, stukket med knive, trampet i hovedet eller er blevet skudt. Ofte umotiveret og af nogen de ikke kender. Jeg er bare GLAD når vi sidder sammen om aftenen og vi alle er samlet, for jeg er uhyggelig bevidst om, at livet kan ende så hurtigt og på grimmeste vis, og at en lille tur til kiosken kan blive fatal, eller en sjov leg kan ende i død eller mødet med den forkerte, kan få en dødelig udgang. Men jeg elsker at leve, livet er mig nærværende, det er spændende og udfordrende, og engang i mellem føler jeg mig så lykkelig over små enkle ting, at jeg må undres over min tilstand. Det kan være synet af en blomst, en speciel god duft, en smag, eller børnenes varme kroppe når vi putter under dynen, eller over noget så vanligt som et varmt bad, eller rent sengetøj. Når man har set det jeg har, så er lykken sikkert alt andet :) Og det er helt klart også derfor, jeg er som jeg er. At jeg aldrig kun tænker tingene, men udføre dem med det samme. At jeg aldrig vil nøjes med noget, men går efter den 'fulde pakke', og altid kræver som minimum, at jeg er glad, tilfreds og lykkelig i mine beslutninger. Alt andet er for mig, er spild af liv. Og når jeg tænker over det, så er mit motto nok noget nær ''lev i dag som skulle du dø i morgen'' sådan har jeg nemlig altid levet....

Meget smukt sagt! Men jeg må lige spørge: er du retmediciner for det lyder sådan? Jeg er meget enig. Synes livet virker sart og flygtigt nu på mine ældre dage og som noget man skal passe godt på. Er ikke bange for at være død men er bange for at det vil være angstpræget og smertefuldt. Jeg tvivler ikke på at min søn og kæreste vil være fine uden mig (dog noget triste og vil savne mig) men selvfølgelig kan de klare sig for ellers ville jeg jo ikke have valgt ham som far til mit barn.

Dét var dæleme flot gættet!!! :) . Det er nemlig lige hvad jeg er..... :cheer:

Et kvalificeret gæt ;) Har en veninde hvis stedmor er retmedicinsk sygeplejeske og de historier som hun kan fortælle - ja det er ikke for børn! Så derfor kunne jeg næsten gætte at du måtte være indenfor det samme. Jeg synes dog at det er fint at være forberedt og velinformeret så lytter gerne til historierne.

Jeg taler faktisk aldrig om det, med mindre nogen spørger, og så undgår jeg somregl detaljerne :) Men indrømmer at vi her hjemme har haft nogle lidt anderledes diskussioner, men de har ikke være værre end at min ældste søn også har kastet sig ud i faget (men han er kun 3½ år inde i lægestudiet), så der er laaang vej endnu :laugh: Og ellers er jeg såmænd ikke bange for at dø, men omvendt - og som de fleste, er det måske mere tanken om at være væk fra børnene der er den mest frygtelige. Hvis bare jeg vidste de var okay, jamen så kunne jeg da godt dø i fred, men tanken om at skulle dø NU mens de stadig er små, er ikke særlig behagelig. Drømmen er jo nok at få lov til at se dem vokse op, og måske selv nå at blive mæt af dage...

HeleneK Mor til 6 skrev:

Jeg taler faktisk aldrig om det, med mindre nogen spørger, og så undgår jeg somregl detaljerne :) Men indrømmer at vi her hjemme har haft nogle lidt anderledes diskussioner, men de har ikke være værre end at min ældste søn også har kastet sig ud i faget (men han er kun 3½ år inde i lægestudiet), så der er laaang vej endnu :laugh: Og ellers er jeg såmænd ikke bange for at dø, men omvendt - og som de fleste, er det måske mere tanken om at være væk fra børnene der er den mest frygtelige. Hvis bare jeg vidste de var okay, jamen så kunne jeg da godt dø i fred, men tanken om at skulle dø NU mens de stadig er små, er ikke særlig behagelig. Drømmen er jo nok at få lov til at se dem vokse op, og måske selv nå at blive mæt af dage...

Ja det tror jeg gerne ;) Hm ja måske har jeg en morbid side - jeg synes selv at det er almindelig nysgerrighed - om livets mysterier og døden. For døden er jo det eneste man kan være helt sikker på i livet. Alt andet er 'vilkårligt'. Men elsker Kary Reichs bøger og alle de der elendige serier om rigtige kriminalsager ;) :laugh: . Tror det er en blanding af et ønske om at være velinformeret om livet/døden og så en interesse for menneskelig adfærd. Særligt mht. sager som ikke var meningen skulle opdages, så er det efter min mening et særegent indblik i den menneskelige psyke uden de almindelige filtre som sociale og interpersonielle regler. Nåmen jeg synes din profession er spændende og jeg forstår godt valget. Tror det personligt vil være for hårdt for mig at stå med men så er det jo godt at jeg har valgt en anden vej. :cheer:

Synes også, at jeg har en trang til, at ville vide meget om 'sådan noget' - har bare med årene lært, at jeg ikke er så god til, at håndtere alt for mange detaljer.

MAMMARAZZI skrev:

Synes også, at jeg har en trang til, at ville vide meget om 'sådan noget' - har bare med årene lært, at jeg ikke er så god til, at håndtere alt for mange detaljer.

- godt jeg ikke er alene Og nårh hvor sødt sagt! :)