skammer mig :/

Anonym skriver:

Min søn på 1 år SÅ belastende /: ingen af os har lyst til at hente ham i vs, og når han så kommer hjem GLÆDER vi os til han skal i seng.

Han skaber sig og græder nærmest fra vi kommer ind af døren og til han kommer i seng. Lige meget hvad vi gør. Medmindre han heletiden får noget at spise.

Endnu værre bliver han hvis jeg går ud for at hænge vasketøj op, eller minkæreste går ud og laver mad. Han går med og står og hiver i vores bukser og vil op medmindre han får noget at spise.

Vi er begge helt udkørt! Nogle gode råd??

Har du prøvet at bruge jeres eller din tid udelukkende på ham? Hente ham fra vuggestuen, tage hjem og bare lade det dreje sig om ham. Slukke tv'et eller telefonen, skubbe alt rengøringen til efter at han er kommet i seng, og så bare give ham en masse opmærksomhed og lade ham være i centrum? Skrump ned på hans størrelse, og brug tiden på virkelig at mærke hvordan han har det, og hvad han føler.

Det virker som om han hungre efter jeres opmærksomhed, og børn i den alder er meget opmærksomhedskrævende, især når de er så mange timer væk fra forældrene hver evig eneste dag. Han har nok brug for at mærke sin mor, og indhente alt den kærlighed og tryghed han har "manglet" i vuggestuen. Han har sikkert savnet jer rigtig meget.

Mange søger trøst i mad, voksne samt børn, det kan jo være han bare har brug for at det skal dreje sig 100% om ham i en periode, og at i så må gå i børnehøjde nogle dage. 

Det kan være hårdt, men inddrag ham i alt i laver, så han virkelig kan mærke at han er vigtig og får en masse succes oplevelser derhjemme, ved at i inddrager ham, giver i ham også en følelse af stolthed og lykke over at han hjælper mor og far.

Det er en periode som de skal igennem.

Held og lykke!

 

 

Anonym skriver:

Mange tak for hjælpen alle sammen! I har tydeligvis misforstået det hele og jeg bliver bare jordet ned! Hold op hvor jeg bare synes i er nogle stride kællinger.

Jeg kan godt forstå du synes det er nogen hårde svar, men prøv lige at læs de første linjer i dit indlæg, det er dem der får mig til at tænke at der er noget der ikke er som det skal være..

"Min søn på 1 år SÅ belastende /: ingen af os har lyst til at hente ham i vs, og når han så kommer hjem GLÆDER vi os til han skal i seng.

Han skaber sig og græder nærmest fra vi kommer ind af døren og til han kommer i seng. "


Og den eneste løsning du skriver om i har er at give ham mad.


Jeg kender ikke din familie, dig eller din søn, du er anonym så jeg kan heller ikke se det i kontekst af andre af din indlæg (hvilket set intet er galt i selvfølgelig!)


Jeg skriver bare det her for at sige at der sidder nogen ude bag skærmene og reagere voldsomt fordi at dit indlæg ser dybt bekymrende ud når det bliver taget ud hvordan I ellers er som familie..

Dit indlæg fik mig til at springe alle tanker om seperationsangt, udviklingsspring, og andre aldersrelateret udfordringer.. hvilket det med dine uddybende indlæg virker til at være..


håber du får nogen brugbare svar, men måske du lige skal tænke om du kunne have skrevet noget alarmerende når alle reagere ens inden du kalder 'os' stride kællinger...

Anonym skriver:

Han får nok nærmere for meget end for lidt opmærksomhed. Om aftenen når vi har spist plejer vi at sidde og slappe lidt af og der er ingenting og han leger godt selv. Men igen, er der en der rejser sig og skal et eller andet går det galt.

Tit sidder vi også bare på gulvet og snakker og henvender han sig er vi til "rådighed"

Men netop at sidde på hans værelse gør at dårlige vaner som bare attænde tv eller tage telefonen frem ikke sker.

Og det er lige så meget for os selv som for vores søn.

Hvordan er hans ører?

Min søn havde en periode hvor han var helt ekstremt klistrende. Han havde meget svært ved at håndtere det, hvis vi var mere end et par meter væk, og hvis vi var i et andet rum kunne han blive helt panisk. Det viste sig at han ikke kunne høre, og derfor var afhængig af sin synssans og følesans for at kunne sikre sig at vi ikke var "blevet væk". Aller helst ville han sidde oven på os ... Hold fast det trak tænder ud ...

Og så har det i øvrigt også i mange år heddet sig at min søn ikke kunne slappe af før dagens sidste måltid var indtaget.

Pikku Myy skriver:

Hvordan er hans ører?

Min søn havde en periode hvor han var helt ekstremt klistrende. Han havde meget svært ved at håndtere det, hvis vi var mere end et par meter væk, og hvis vi var i et andet rum kunne han blive helt panisk. Det viste sig at han ikke kunne høre, og derfor var afhængig af sin synssans og følesans for at kunne sikre sig at vi ikke var "blevet væk". Aller helst ville han sidde oven på os ... Hold fast det trak tænder ud ...

Og så har det i øvrigt også i mange år heddet sig at min søn ikke kunne slappe af før dagens sidste måltid var indtaget.

Han har faktisk dræn og det løber hver dag med betændelse. Han har været på penicillin hvilket ikke hjalp.
Men han gør ellers hvad vi sådan beder ham om, så tror sagtens han kan høre.

Hvad mener du med det sidste? For tit liver han nærnest op efter aftensmaden og leger og er glad.

Anonym skriver:

Han har faktisk dræn og det løber hver dag med betændelse. Han har været på penicillin hvilket ikke hjalp.
Men han gør ellers hvad vi sådan beder ham om, så tror sagtens han kan høre.

Hvad mener du med det sidste? For tit liver han nærnest op efter aftensmaden og leger og er glad.

Min søn har altid været urolig fra han kom hjem fra vuggestue/børnehave indtil aftensmaden var overstået. Og det har været fuldstændig ligegyldigt hvordan vi har grebet det an. Det har været forskelligt hvordan det har manifesteret sig. I nogle perioder har det været voldsomt (måske som hos jer), og i andre har man bare kunnet mærke på ham at han på en eller anden måde ikke har kunnet finde ro. Og når så aftensmaden var overstået, kunne han slappe af og lege og hygge. Som om det næsten har været stressende for ham at der var et måltid mere, der skulle overstås.

Vi har altid sagt at tiden mellem aftensmad og sengetid var den allerbedste tid på døgnet.

Pikku Myy skriver:

Min søn har altid været urolig fra han kom hjem fra vuggestue/børnehave indtil aftensmaden var overstået. Og det har været fuldstændig ligegyldigt hvordan vi har grebet det an. Det har været forskelligt hvordan det har manifesteret sig. I nogle perioder har det været voldsomt (måske som hos jer), og i andre har man bare kunnet mærke på ham at han på en eller anden måde ikke har kunnet finde ro. Og når så aftensmaden var overstået, kunne han slappe af og lege og hygge. Som om det næsten har været stressende for ham at der var et måltid mere, der skulle overstås.

Vi har altid sagt at tiden mellem aftensmad og sengetid var den allerbedste tid på døgnet.

Det kan være vi skal prøve at spise lidt tidligere

Jeg synes det aller første du skal pakke væk er skammen, det er menneskeligt at være langt nede og det er menneskeligt ikke at være den perfekte forældre. 

Jeg har dage hvor jeg bare er så super antipædagogisk, og når ungerne er lagt så sidder jeg og tuder over jeg ikke nød dem mens de var vågne for nu savner jeg dem.

Jeg har en dreng på 3 1/2 der også er inde i en pibe perioder, jeg ved hvorfor: han er træt. De har besluttet i børnehaven at luren skulle skæres væk og dermed gjort og nu er han så træt så han dårligt kan gå på sine ben, faldet han i søvn er han tummelumsk når han vågner for dagen blev forkert så det hjælper heller ikke... Og ved du hvad jeg kan have tidspunkter hvor jeg tænker: hvornår kan jeg slippe af med ham igen for den konstante høje lyd i mine ører gør mig sindsyg. 

jeg har ingen gode råd, ville have sagt søvn, seperationsangst, start i vuggestue osv men det er alt sammen sagt. Så mit eneste råd er egentlig at nyde tiden der er god, vende fokus og tale om alt det fantastiske og ignorere det sure for nogen gange kan man komme ind i en spiral af brok og den skal brydes. Og så er det ikke at skamme dig og vide selv den der virker mest perfekt, har de fantastiske råd også har sure dage. Og jeg tror ingen forældre kan gå gennem hele livet uden at have en dag hvor ungerne hænger dem ud af halsen....

Anonym skriver:

Min søn på 1 år SÅ belastende /: ingen af os har lyst til at hente ham i vs, og når han så kommer hjem GLÆDER vi os til han skal i seng.

Han skaber sig og græder nærmest fra vi kommer ind af døren og til han kommer i seng. Lige meget hvad vi gør. Medmindre han heletiden får noget at spise.

Endnu værre bliver han hvis jeg går ud for at hænge vasketøj op, eller minkæreste går ud og laver mad. Han går med og står og hiver i vores bukser og vil op medmindre han får noget at spise.

Vi er begge helt udkørt! Nogle gode råd??

Har også en søn på 1, og det kan være en mundfuld jeg hæfter mig ved, at han liver op efter aftensmad og ellers kan "Trøstes" med mad. Har I overvejet af flytte aftensmaden til tidligere? Her spiser vi aftensmad kl 17, netop for at undgå ulvetimen. Så får de et stykke frugt før sengetid kl 19. Det har hjulpet her. 

Det kan godt være at første indlæg var mangelfuldt ift at få den korrekte opfattelse af situationen, men det er jo også tilladt at stille et spørgsmål eller undre sig INDEN man begynder at hakke sådan på ts.  

nå, men, vi havde også en suuuper hård periode ved 1års alderen. Husker tydeligt hvor hys han var hver eftermiddag når vi skulle igang med de praktiske ting. Selvom den ene lavede mad og den anden var på gulvet med ham, var det bare  ikke godt nok.  Det trak sgu tænder ud. Vi oplevede at det hjalp en del at spise tidigere. Han havde simpelthen brug for at få noget indenbords til at klare resten af dagen på, så vi spiste aldrig aftensmad senere end kl 17! Ellers kammede det helt over. 

Det er det mest trælse at få a vide, men det ER en fase og den går over! Den er pissehård og jeg husker udemærket hvordan mit hoved summede hver aften fordi der havde kørt en konstant klynken fra 16-19  

Hæng i, og mind dig selv om at det går over! Evt prøv med tidligere mad? 

Jeg synes det er flot af dig, at du tør skrive som du gør! Jeg orker sku heller ikke altid mine børn når de er umulige.. Det er da vildt hårdt med et barn som er ked hele tiden og jeg kan sagtens forstå din frustration ) tanker herfra