Hvad er der galt med drengebørn ?

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Nu har jeg hverken læst eller bevaret den anden tråd som dette indlæg udspringer lidt af

Men jeg selv var da en smule skuffet anden og tredje gang... men ikke noget der overskyggede min kærlighed til mine drenge

Første gang var jeg fuldtændig ligeglad med køn, bare det var et sundt og raskt barn anden gang ønskede jeg mig en pige, ganske enkelt fordi jeg gerne ville have en af hver, og nok  også lidt fordi jeg tvivler på at jeg kan få et forhold til mine drenge som det jeg har til min egen mor... for jeg tvivler på de til den tid gider tage ud og shoppe med mor Da vi med nr. to fik at vide til scanningen at det var en dreng var jeg overbevist om at hun tog fejl, og kunne slet ikke forholde mig til det.... det var nok en blanding af at graviditeten forløb helt anderledes end med nr.1 og så mit ønske om en pige Men ud kom den dejligste dreng nu engang altså...

nr. 3 var slet ikke planlagt, eller jo vi havde snakket om en efternøler på et tidspunkt, men det blev han så ikke ligefrem... igen ønskede jeg mig en pige, denne gang også fordi at jeg vidste at det var min sidste chance for at få en pige... til scanningen ville den lille bandit ikke vise sit køn så uvisheden fortsatte til den dag han kom ud...dog havde jeg en anelse om en dreng denne gang da selve graviditeten forløb meget lig min første graviditet.... og ja, en smule skuffet var jeg da, da han endelig kom ud, men igen ikke noget der overskyggede min kærlighed til ham

Jeg elsker mine tre drenge over alt på jorden, men inderst inde ønsker jeg mig stadig en pige.... men ved det ikke kommer til at ske da jeg med sikkerhed ved at jeg ikke skal igennem endnu en graviditet, det vil min krop ikke kunne holde til

Istedet må jeg så håbe at jeg får nogle dejlige svigerdøtre med tiden

Qnuz

ps. dog vil jeg sige at jeg har svært ved at forstå førstegangsgravide der bliver skuffet over køn.... for med ens første barn er det vigtigste da bare at der kommer et sundt og raskt barn ud, uanset køn

Jeg startede med at bare ønske et barn i flere år, og vidste ret hurtigt det var en dreng der lå der....havde måske et sted håbet lidt på en pige dengang, for havde jo tænkt på alle de pigelig vi skulle lave sammen og ikke lige crossede, biler og motorcykler
Jeg havde forestillet mig at få en pige med lige så tæt forhold som min mor og jeg har..og som in bror slet ikke har på samme måde.
Men vi fik en dreng og han er den bedste
Nr to ville jeg gerne have skulle være en pige da jeg så fik en af hver, og det ville da være fedt, men alle børn er jo velkomne.
Fik min pige godt nok.
Nr tre var jeg sikker på skulle være en dreng, følte det helt inde og drømte om det, så fik noget af et chok da skanningen sagde lige. Tog mig lang tid at vænne mig til, men hun er jo lækker lille Sara

Da jeg blev gravid første gang var jeg overbevidst om at det var en pige, så da scanningen viste dreng, skulle den lige vendes og drejes lidt for nu skulle jeg til at forholde mig til en dreng - det var dog ikke noget problem :-)
Her anden gang vidste jeg fra start det ville blive en dreng mere, men folk omkring mig sagde at det bare kunne være fedt med "en af hver" (åh hvor jeg dog hader den sætning - har fået den smidt i hovedet en milliard gange) Det blev en dreng mere og det er jeg lykkelig for, især når der kun er 20 måneder mellem dem.

Det værste for mig er folks kommentarer "hvornår skal I så ha nr. 3 så I kan få pigen"? Og " øv så blir du jo aldrig mormor"
Øhh... Der er ingen garanti for en pige 3 gang og min svigermor har også en datter, men hun vil ikke ha børn, så hun blir aldrig mormor...!

Man kan sagtens have et nært forhold til sin søn/sønner, det kan jeg jo se på min mor og storebror - det er noget man selv må arbejde for!!

Man skal ha lov til at blive skuffet over et køn -men lad være med at være det i flere måneder!!

Hilsen en stolt drengemor!!

E. B. skriver:

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Jeg har kun et barn - en datter
Jeg var fuldstændig ligeglad med kønnet dengang...

Men idag..... Ville jeg give min højre arm for bare at blive gravid med et sundt og rask barn!! Efter snart 2 år med hormoner og alverdens undersøgelser - og mens der lige er kommet idag, ja så bliver jeg trist når folk har præferencer til hvilket køn de ønsker sig. Vi er mange der bare gerne vil have et barn!!!

E. B. skriver:

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Jeg har altid gerne ville have en dreng. Kæresten ønskede brændende en pige. Og vi fik Isabella og selvom jeg ønskede mig en dreng så blev jeg stadig lykkelig da vi fik afvide det var en pige. Jeg ønsker mig en dreng næste gang også men har det sådan at jeg tror vi får en pige mere. Og jeg er så ligeglad en pige mere er ligeså velkommen for så længe de er sunde og raske så forlanger jeg ikke mere. Kæresten ønsker en pige mere. Mn nu må vi se

E. B. skriver:

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Nu kan jeg jo kun snakke for mig selv!
Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have to drenge først med kort mellemrum og så en lille pige som efternøler (ved godt at det ikke er noget der kan bestilles )

I min kærestes familie er i 10-12 fætre og kun én kusine, så havde tænkt at vi kun skulle have drenge. Da vi så ventede første barn, var det en pige. Jeg tror, at vi har haft svært ved at forestille os, at vi så kunne lave andet end piger og vi har efterfølgende joked med, at ni mand ville komme til at bo i en hønsegård fyldt med tøser

Nu venter vi så nr to og det er en skøn lille dreng. Jeg må indrømme at jeg blev chokeret og meget overrasket over at skulle have en dreng - det kunne jeg slet ikke forestille mig! Jeg har ikke på noget tidspunkt været skuffet, men har haft svært ved at vænne mig til tanken. Det tror jeg skyldes, at jeg ikke kan forestille mig at det kunne blive en dreng!

Vi er rigtig glade og det er jo skønt med én af hver. Jeg tror grunden til, at det for mig var vigtigt at få en pige, er at jeg har et fantastisk forhold til mor mor og også til min mormor, da hun levede og fordi jeg kan se, at mormor ofte bliver prioriteret højere end farmor, så jeg ville bare gerne være mormor!

Når det så er sagt, er jeg taknemmelig for at jeg får muligheden for at prøve én af hver og jeg er sikker på at jeg vil elske dem lige højt og ikke gøre forskel! Nu har jeg en genfejl, som gør at man ikke må tage p-piller og skal på blodfortyndende under graviditet, så på den måde kunne det ikke være mere fantastisk at det bliver en dreng, som ikke skal forholde sig til alle de ting

Jeg har 2 drenge på 20 og 17 år og en pige på 7 år, så hun er en efternøler. Da jeg ventede hende ønskede jeg mig en pige, for havde ligesom prøvet alt det her drengeverden i mange år, og jeg fik en pige

Men nu sidder jeg og læser denne her debat og tænker, hvad er forskellen på denne her debat og den anden?? Nu er der jo bare mange, der skriver at de ønskede sig drenge, så kunne et nyt spørgsmål jo være, om det er mere okay, at ønske sig drenge frem for piger

E. B. skriver:

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Jeg tænkte det samme den anden dag..

Vi har 3 drenge, og har på intet tidspunkt tænkt "øv! Ikke igen"

Men jeg tror også at det handler om at give sine gener videre? jeg tror, uden at vide det, at flere piger end drenge tænker over om de vil have børn?!

Og så er der jo farmor/mormor dilemmaet! jeg kender i hvert fald ikke nogen, som har bedre forhold til deres farmor end mormor!
Og heller ikke nogen med et bedre forhold til deres svigermor end deres mor!

Men JEG vil gøre alt for ikke at være som min farmor og mine ungers farmor!
Jeg håber at jeg bliver en skide god farmor og en sød og kærlig svigermor!

wamse skriver:

Jeg har 2 drenge på 20 og 17 år og en pige på 7 år, så hun er en efternøler. Da jeg ventede hende ønskede jeg mig en pige, for havde ligesom prøvet alt det her drengeverden i mange år, og jeg fik en pige

Men nu sidder jeg og læser denne her debat og tænker, hvad er forskellen på denne her debat og den anden?? Nu er der jo bare mange, der skriver at de ønskede sig drenge, så kunne et nyt spørgsmål jo være, om det er mere okay, at ønske sig drenge frem for piger

Jeg tror det er så svært at få ønske sig noget, vente på noget (når man er gradvis), tænke en fremtid med er barn uden det bliver konkret - og en del af det konkrete er vel også at barnet får et køn. Et barn uden køn, uden ansigt, uden det som gør barnet konkret er vel nærmest umuligt. At det så kan ændre sig hver evig eneste dag er en anden ting - og der er det ikke udtryk for præferencer men blot om dag lege med tanken. 

Da jeg var gravid med mit 2. Barn havde jeg da et billede  af den trold der skulle komme så meget på køn (ønskede mig en pige til men var sikrer på det var en dreng), men jeg havde et billede af at det barn der kom ville ligne Dina, samme trutmund, samme ansigt, samme næse for sådan så mine børn ud ;-) ud kom en pige med helt anden mund, helt andre farver, en helt anden pige (kan se nu der var noget der var ens men...) og det tog da tid før jeg helt forstod det var min datter og hun var smuk - for det var jo ikke sådan baby så ud ;-)

Så hvad er forkert ved det ene køn - vel egentlig bare man havde drømme om der andet, at man havde dannet billeder af et barn og så får man at vide man skal have et andet. Og selvom man jo godt ved at køn ikke er ensbetydende med en stereotyp person så er det jo alligevel essentielt om der er en tissemand eller en tissekone.

line

Krussedulle skriver:

Jeg tænkte det samme den anden dag..

Vi har 3 drenge, og har på intet tidspunkt tænkt "øv! Ikke igen"

Men jeg tror også at det handler om at give sine gener videre? jeg tror, uden at vide det, at flere piger end drenge tænker over om de vil have børn?!

Og så er der jo farmor/mormor dilemmaet! jeg kender i hvert fald ikke nogen, som har bedre forhold til deres farmor end mormor!
Og heller ikke nogen med et bedre forhold til deres svigermor end deres mor!

Men JEG vil gøre alt for ikke at være som min farmor og mine ungers farmor!
Jeg håber at jeg bliver en skide god farmor og en sød og kærlig svigermor!

Det kan godt lade sig gøre - min pige har verdens bedste farmor! Og selvom hun kun er 7 måneder(altså min pige ikke farmor), så kan jeg allerede se, at farmor får et bedre forhold end mormor.

Til TS jeg har selv undrede mig over spørgsmålet, men er faktisk blevet meget klogere i løbet af denne tråd - og den anden. Det synes at handle om, hvilket forhold man ønsker, og at man bedre kan relatere til et bestemt køn. Fælles for alle er dog, af dem jeg har læst, at de bliver nøjagtigt ligeså glad for en dreng som en pige, når barnet kommer til verden.
Der hvor jeg engang imellem bliver lidt undrende,er når mine veninder fortæller om andres reaktion på en kønsskanning - har en veninde som venter nr 3 dreng og hun har gang på gang skulle svare på, om de nu ville prøve igen, når nu det heller ikke var en pige denne gang altså en ting er man selv kan have en mere eller mindre irrationel ønske om et køn, men at andre på ens vegne nærmest bliver skuffet, det stiller jeg mig uforstående overfor.