Hvad er der galt med drengebørn ?

E. B. skriver:

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Nu har jeg ikke nogen børn endnu, men jeg vil gerne have drenge Håber da at når jeg skal have børn at jeg får en af hver, men får jeg kun drenge eller kun piger bliver jeg lige så glad så længe de bare sund og raske 

E. B. skriver:

Jeg stødes ikke på nogen måde - jeg undres, og det skriver jeg også. Hvis du synes debatten er uinteressant eller diskuteret for mange gange, så kan du undlade at svare. 

Krussedulle skriver:

Så

Det var dejligt!

BabyWish9413 skriver:

Det er heller ikke for at dømme folk i den forstand. Det er heller ikke typen som dig jeg tænker på, fik måske formuleret mig lidt forkert. Det jeg mener er folk der eks. ønsker en dreng, men så får en pige, og så at nogle rejser udenlands, for at få dette barn fjernet. Jeg har også set hvor de har fået modsatte køn af hvad de ønskede og simpelthen ikke vil have noget med barnet at gøre. Det er det jeg har VIRKELIG svært ved at forstå. Håber det var en bedere formulering .

I forhold til min egen graviditet er rimelig ligeglad med kønnet

Nettemor skriver:



Så hvis du (og jeg selv) bare bliver lige så gode farmødre som min var så er det ikke noget problem

Krussedulle skriver:

Det må vi stræbe efter!

Mine ungers farmor tilbyder desværre kun sin hjælp til sine børnebørn hun er mormor til

Altså det er som om at hun hellere vil være mormor end farmor!

Nettemor skriver:



Ej hvor trist Det kommer børnene da til at mærke forskel på.

Sådan var min mormor lidt. Hendes søns børn har de haft meget mere end de har haft min mors børn. Og det har vi kunnet mærke. Især fra min morfars side Hvilket også gør at min mormor og morfar stadig ikke er mine ynglingspersoner.

Desværre er min farmor og farfar død..

Jeg er SÅ heldig at jeg har "fået lov" at få én af hver ♥ ♥

Første gang jeg blev gravid ønskede jeg mig en dreng og UD kom en dejlig dreng *S* Anden gang var en smuk pige *S* Og jeg ønskede højt og inderligt at det blev en pige. Sååå det kunne ikke være bedre.

Helt ærlig så ville jeg blive en lille smule "skuffet" hvis nr. 2 havde været en dreng, men ikke mere skuffet end at det hurtigt ville blive vendt til lykke og glæde over et lille mirakel. Man har alle lov at drømme.

Nu skal vi så ikke have flere børn, MEN hvis jeg skulle have en til ville jeg gerne have en dreng... DRENGE ER SKØNNE ♥ Og det er PIGER også!!

Jeg har smukke elias og vi venter på lillebror der kommer til juni er ikk skuffet jeg ønsker mig kun drenge vi en pige fanilie og ærligt piger sigee mig intet jeg den eneste i familen der har to drenge og jeg føler mig sgu heldig!

Jeg ville gerne have en pige inden jeg vidste jeg var gravid og inden jeg skulle til scanning hvor vi kunne få svaret hvis vi ville. Jeg har absolut ikke noget imod drengebørn, jeg ville bare gerne have en lille pige. Da vi så kom til scanning og fik at vide at vi skulle have en lille dreng, ja så blev jeg lidt ked indeni - fortalte det til min mand da vi var kommet ud fra jordmodercenteret, han gav mig et knus og sagde at det kunne han godt forstå og inden vi gik ud af skolegården (som det lignede - den i Vejle, hvis nogen kan relatere) så var jeg ovenud lykkelig og vi vidste allerede han skulle hedde Elias  Men jeg tror simpelthen det er så dødvigtigt at anerkende de følelser man får, få sat ord på og møde FORSTÅELSE (som en del tydeligvis mangler!) for at man kan komme videre - der er ingen der siger det tager en evighed at gøre eller at det tager ingen tid. Det vigtigste er bare at erkende og anerkende og give sig selv lov til at føle lige præcis DET der er nødvendigt for at komme HEL ud på den anden side. Næste gang vil jeg meget gerne have en pige, drømmen og ønsket lever - men det gør IKKE Min søns liv og min kærlighed og ønsker til ham om et dejligt liv med hans mor og far mindre! Jeg er 34 og min mand 42 i år så det bliver med sandsynlighed også vores sidste og det ville da være dejligt at få en pige også og det vil jeg simpelthen have lov til at tænke og føle uden at få en masse bavl i hovedet fra nogen der absolut ikke evner at sætte sig ind i de følelser. Anywho idag da jeg snakkede med manden kom det til mig at hvis Elias får en lillebror så ville Sylvester passe godt til  Og sådan er det bare - Silke er det foreløbige bud på en lillesøster. Og jeg higer mig lidt fast på at min mor fik en dreng, så en pige (mig) så en dreng og så en pige og så en dreng til sidst. Og min storebror fik en dreng først og nu en pige - see my point?  Men er hverken for eller imod nogen af kønnene! Min mand foreksempel er jo lykkelig over at have fået en dreng, men det ligger jo så dybt i ham at han havde et behov for at vise den her lille dreng (som jo mest ligger i ham selv som bette dreng) at han skulle vide hvordan det er at have en RIGTIG far, som gør ting med ham, viser ham ting, fortæller ham gode ting - og som IKKE slår ham, er alkoholiker og viser ligegyldighed overfor ham. Et grundlæggende ønske om at vise sin søn den kærlighed han ikke selv fik fra sin far. Og sådan har jeg det nok også lidt med en pige. At vise den her lille pige (som bor inde i mig selv) i form af en baby at mor interessere sig for dig, hun VIL. Dig gerne, hun er tidligt hjemme fra arbejde HVER DAG, hun er ikke væk i dagevis, hun er ikke ALTID sur når hun kommer hjem, hun vil gerne snakke med dig om alt fra bh til drenge til sex til... ALT det jeg ikke selv syntes jeg fik som barn og teenager. 

Måske er det det grundlæggende i nogen af os hvorfor vi ønsker os et bestemt køn...