Hvad er der galt med drengebørn ?

Jeg har en søn, og kan ikke se nogen "ulemper" ved en dreng.

Jeg forstår ikke helt at SÅ mange bliver skuffede. Og at rigtigt mange også får en abort udelukkende pågrund af kønnet. /; Synes det er grotesk.

E. B. skriver:

JJeJegh Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Jeg har også svært ved at følge det at blive skuffet over et specifikt køn, men jeg acceptere, at mange oplever den følelse.. man gennemgår så mange tossede følelser under en graviditet.

Da jeg var gravid med vores søn oplevede jeg, at nogle familiemedlemmer viste skuffelse over, at jeg ventede en dreng.. der er rigtig mange drenge i både min og min kærestes familie, og vi oplevede kommentare som "hvornår får vi dog nogle flere piger i familien" og "endnu en dreng til fodboldholdet".

De knuselsker allesammen vores søn, men jeg blev faktisk fornærmet - følte, jeg skulle forsvare at, jeg ventede en søn
Jeg tænker, at hvor må det være fantastisk oplevelse at vokse op i en familie, hvor alle jævnaldrende har samme køn som en selv

E. B. skriver:

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Sådan havde jeg det også da jeg ventede min søn. Har en pige også. Og forestillede mig bare jeg skulle have 2 små piger.

Da jeg fik atvide det var en dreng, blev jeg ret skuffet, lige indtil jeg fødte ham og så ham, så var jeg mere skamfuld og ydmyg.. For det var jo min lille søn og jeg er bestem ikke skuffet i dag. Og i dag er jeg velsignet med 1 pige og 2 skønne drenge

Jeg havde forstillet mig en pige, tror mere det handlede om at jeg jo er en pige og bedre kunne forstille mig, at kunne have en masse fælles med en datter
Så da jeg gik at vide jeg skulle have en dreng tænkte jeg, okay og hvad skal jeg så lave med ham?
Jeg har altid været pige med stort P, men det tog mig dog ikke ret lang tid at finde en masse fordele ved at det var/er en dreng;D
Og nu er jeg mor med stort M og leger med biler osv og elsker at være
Mor til en dreng

Har nu læst denne tråd nogen gange og må hellere sige på forhånd at der findes en irrationel og rationel Line i dette spørgsmål.

Den irrationelle Line synes også alle helst vil have piger og de næsten kigger medlidende på mig når jeg kommer med mine to drenge og min  store pige ikke er med. Den irrationelle Line forstår dem jo, for man er da bare heldigere når man får piger - stop ikke rase endnu læs videre.

Den irrationelle Line har heldigvis mindre og mindre plads men hun dukker op, og der er det bare sådan at det der er galt med drenge er de ikke er piger. 

Nu vil den rationelle Line give en forklaring: jeg har mistet en pige, mistet muligheden for at realisere alle de drømme jeg havde om mine to piger da jeg havde dem her hos mig. Jeg har skulle drømme nye drømme og i de drømme har mine to piger for den enes vedkommende skulle skifte køn og det har bare været en udfordring af de store.

I min desperation kom det til at handle om kønnet og jeg kunne slet ikke forlige mig med tanken om det var en dreng jeg ventede.

Ønsket om et bestemt kan have en forhistorie.

Men derudover kan skuffelsen jo måske i højere grad ses som en sorg over det man ikke får end en skuffelse over det man får. Men vil dog sige, går man rundt og ved man i den grad ønsker et bestemt køn skal man måske ikke bede om at få kønnet oplyst, for det er bare en del svære at blive skuffet over tissemand elle tissekone når man lige har født det skønne væsen selv.

Line som nu har 1 levende pige og 2 levende drenge og ja desværre også en død pige og jeg ville ikke bytte mine drenge for en milion piger og havde jeg vidst hvor meget mors de drenge de bliver havde jeg da kun ønsket  mig drenge - griner

Selvfølgelig er der intet i vejen med drenge. Men kan faktisk heller ik se hvad der er i vejen med at ønske sig et bestemt køn. De fleste som opretter debatter om de er skuffet har lige fået kønnet af vide og hvis man går og er sikker på at man får fx en pige skal så skal man da lige vænne sig til tanken - ser intet galt i det og er nu ret sikker på at alle de skuffede elsker deres dreng ligeså meget som de ville elske en pige.

vi ønsker os jo alle også sunde og raske børn - må man så heller ik det ? Ja for der ved vi jo også at det er en risiko for ik at få det man ønsker - og er nu også sikker på at de børn der ik er sunde og raske er lige så skønne som alle andre børn og er sikker på de alle har forældre som også elsker dem for selvfølgelig elsker vi alle vores børn ligemeget hvilket sygdom eller køn barnet har. 

 

Hilsen en som måske burde ha haft en kugle for panden da hun blev skuffet over at få afvide hun ventede en dreng. 

jeg må indrømme jeg ved det ikke, for der er godt nok mange der bliver skuffet over de skal have drenge børn, og jeg forstår dem slet slet ikke...

min holdning har altid været bare mit barn er sundt og rask så er jeg lykkelig <3

men nu fik jeg da lige jordens dejligste dreng

Jeg har ikke læst hele tråden - men jeg tror at det er meget naturligt at man ønsker sig det man kan relatere mest til. Det er jo også meget normalt at mænd ønsker sig en dreng. Man kender de følelser og oplevelser en pige skal igennem og føler sig måske bedre rustet til at håndtere dem. Plus noget så basalt som at man måske gerne vil have en sød lille pyntedukke der bare sidder og smiler i stedet for en mudret vildbasse der tonser rundt hele tiden (jeg siger ikke at det er sådan det er, men at det er sådan nogle kvinder forestiller sig det :-)

Jeg var sikker på at jeg skulle have en pige og det fik jeg også.. Ved ikke hvorfor og jeg skal gerne indrømme at hvis jeg fik at vide til skanningen at det var en dreng, skulle jeg nok lige vænne mig til det. Alene fordi mit hoved forestillede sig en pige i maven, jeg ville da aldrig elske en dreng mindre!

Tror det kan virke uvirkeligt at man er gravid det første stykke tid og ved at forestille sig kønnet, bliver det nemmere. Sådan var det i hvert fald med mig. Der er jo ikke noget galt med drenge, tror det er tilfærdigt at det lige er pigen man forestiller sig.

E. B. skriver:

 Læser ofte tråde om folk, der er skuffede over at de skal have en dreng Og det undrer mig lidt, når jeg ser på de to pragteksemplarer jeg har lavet  Men hvad er der galt med drengene ? Er det vores stereotype billede af larmende "krudtugler" eller er det vores trang til små prinsessen vi kan pynte på, der gør at det åbenbart ikke er så attraktivt at være drenge-mor ? 

Hvad tror I ? 

 

Drenge er skønne! Jeg har altid været en drengepige og kan stadig ikke finde ud af alt det meget feminine .

Jeg har kun ét biologisk barn, en dreng og han er snart 14 (skal konfirmeres om 3 uger). Han er fantastisk køn, klog, fornuftig og gør mig glad hver eneste dag. Jeg er en inkarneret fodbold-mor og har været det siden han startede til fodbold 4 år gammel. 

Nu blev det sådan at jeg ikke fik flere børn, pga jeg ikke ønsker at være gravid og heller ikke gennemlive fødsels mareridt igen. 

Jeg er så alligevel blevet beriget med en pige da vi i 2011 blev plejeforældre til en nyfødt pige. 

Selvfølgeligt kan jeg finde ud af at opdrage en pige! Men prinsessen har faktisk ikke mange kjoler eller nederdele, hun har næsteN ingen lyserøde ting da hun ikke ser godt ud i blege farver. Hun er meget boldglad, knap 2 år gammel og hun er en vildbasse uden lige. Det passer faktisk ret godt i vores familie