Fremmede der rør ved ens børn

BABYPIGEnr4 skriver:

Det er jo også fint, når du ved hvordan din søn reagerer. Jeg synes bare det er en uskik. Man kan jo henvende sig til den der har barnet med og spørge om det er i orden. Det ville jeg da selv gøre både med børn og hunde

Baby'este hilsner fra

Helle

Ja hunde vil jeg helt sikkert, for man ved ikke hvordan hunden er inde bag ved, men børn tager jeg det nok mere stille og roligt, damen var jo bare venlig og ville være sød... om så jeg passede en andens barn/baby, så ville jeg aldrig blive på den måde aldrig, jeg ville tage det stille og roligt med et smil på læben, hun syntes jo bare barnet var super sød...

BABYPIGEnr4 skriver:

Vær sød at læse indlægget inden du svarer. Det der ikke står mellem linjerne er der heller ikke

Øh jeg har læst indlægget?? Hvad er det lige jeg læser mellem linierne.

Jeg må vel gerne svare selvom jeg ikke synes man behøver være total panisk for fremmede, og pådutte børnene dem samme frygt...

nielsen80 skriver:

Helt i orden - det er lige lidt et ømt emne her, da jeg som før skrevet, ender med en datter der er ved at gå helt i spåner ved cirka 50% af alle indkøbsture. Så tager det nok lidt personligt Men det er bare ikke så nemt at være glad og imødekommende med et skrigende barn, man har været nødt til at tage op af barnevognen for at trøste, mens man skal have handlet færdig og betalt. Alt imens man så bagefter, skal høre at det nok er ens egen skyld, da det er ens egen reaktion der skaber situationen.

Åh jamen der spiller vel også flere faktorer ind i et barns reaktion på ting, og nu ved jeg ikke hvorfor dit barn går i spåner på indkøbsture? Pga andre mennesker da? 

Og der er da også dage hvor jeg helst bare vil lades i fred, ude i offentligheden, hVis det måske er en dårlig dag, jeg har et hysterisk barn eller andet   Men sådan generelt har jeg intet imod andre menneskers henvenden til mig eller mit barn.. min dreng taler feks en del til alle mulige.. han snakker ørene af alle.. og så kan de ikke genere mig hvis de klapper ham på håret eller sådan. 

At du og andre helst ikke tolererer kontakt med andre er naturligvis jeres sag  Jeg vil bare mene det er en snæver grænse at have. 

Månsson skriver:

Men de beder jo ikke om det, så kan jeg bare ik se hvordan det er okay og når man selv syntes det ville være unaturligt så forstår jeg det slet ik..

Syntes derimod det er en lidt naiv tilgang at ha at så længe mor og far er der så er der intet at frygte, det er jo stadig en grænse alle mennesker har og forældre så derved prøver at nedbryde ved at la andre rør uden barnets accept

Unaturligt er det jo ikke.. at være i kontakt med andre mennesker  Men det kan være socialt uacceptabelt, og det er nok dér den ligger. 

Jeg bestræber mig da på ikke at overtræde folks personlige grænser, men det kan jo være svært at vide hvor den ligger hos den enkelte. Det selvfølgelig fair nok at have den grænse der siger, at jeg vil ikke i fysisk kontakt med fremmede.. jeg synes personligt bare det er snævert.. og det er hverken noget voksne eller børn tager skade af. 

Nu ved jeg at min dreng ikke er bange for fremmede, så jeg ved ikke hvordan jeg ville reagere hvis han var.. men jeg tror jeg ville fortælle ham om gamle Olgas søde hensigt med kontakten snarer end at trøste og sige at hun da bestemt ikke kunne være bekendt at overtræde hans grænse.. det er blot min tænke omkring det i hvert fald. 

Ser bare lidt anderledes på det..

Gigl skriver:

Åh jamen der spiller vel også flere faktorer ind i et barns reaktion på ting, og nu ved jeg ikke hvorfor dit barn går i spåner på indkøbsture? Pga andre mennesker da? 

Og der er da også dage hvor jeg helst bare vil lades i fred, ude i offentligheden, hVis det måske er en dårlig dag, jeg har et hysterisk barn eller andet   Men sådan generelt har jeg intet imod andre menneskers henvenden til mig eller mit barn.. min dreng taler feks en del til alle mulige.. han snakker ørene af alle.. og så kan de ikke genere mig hvis de klapper ham på håret eller sådan. 

At du og andre helst ikke tolererer kontakt med andre er naturligvis jeres sag  Jeg vil bare mene det er en snæver grænse at have. 

Tror faktisk ikke vi er så uenige, men vi snakker om to forskellige ting.
Du snakker om et barn, som selv henvender sig og opsøger kontakten - jeg snakker om børn der på ingen måde opsøger eller viser initiativ til at "snakke" med fremmede. Det jeg oplever med min 7 måneder gamle pige, er, at folk kan finde på at række ned i barnevognen for at røre hendes kinder. Dette udløser uden undtagelse et skrig af angst, som kræver jeg med det samme bryder ind og trøster. Jeg har aldrig sagt noget til disse mennesker, da min datters reaktion vist siger det hele. Men indrømmet, de folk som har gjort det, har heller ikke ået smil, som nogle anbefaler anbefaler.

Sådan som jeg læste det oprindelig indlæg, var at den pågældende dreng søgte ikke selv damens opmærksomhed, og DPen var samtidig i gang med at kalde barnet til sig - der synes jeg altså ikke det er ok at bryde ind og række hånden ud, synes faktisk det er yderst malplaceret! Og synes specielt når det er en DP, at hun gør det rigtige ved at trække en linie.

Hvis ens barn selv opsøger fremmede, og desuden har et tydeligt sprog til at vise, hvor dets grænse går - ja så er det da selvfølgelig ok a have kontakten. Min indvendig går på de børn der ikke selv søger kontakten, og endnu ikke har et sprog som gør de kan komme ud af en - for dem- utryg situation.

BABYPIGEnr4 skriver:

STOLT MOR TIL EN DATTER PÅ 17 MDR. DER KAN SIGE FRA OG TIL

Det lyder ubehageligt med den dametøjsforretning.

Hvis så bare folk kunne aflæse børnene og nærme sig forsigtigt, men det er det de ikke gør.

Damen kom bagfra den lille dreng jeg passer, og inden jeg kunne nå at sige "øh", så havde hun aet ham på kinden og var ved at tage ham i hånden. Han så overrasket ud, og jeg ville ikke have han skulle blive ked af det, som du desværre har oplevet med din søn.

Vi har alle ret til at sige nej og have vores grænser. De små er lige ved at finde dem.

Jeg har oplevet utallige gange, at folk skal hen og snakke med min datter. Hun er meget sensitiv og det er meget få hun gider snakke med. Hun er nu 17 mdr. og har lært at sige højt NEJ, når hun synes folk kommer for tæt på. Men kan hun mærke de er søde og respekterer hendes grænser, så vil hun gerne snakke og lave sjov i Supermarkedskøen eller lign. Men hun gider absolut ikke at folk rører ved hende og vrænger næse eller siger NEJ, når de kommer for tæt på.

Baby'este hilsner

Helle

Min søn er også sensitiv og siger oftes fra via kropssprog, kigger væk, ignorer folk osv. Da han var lille var det et maridt at handle med ham ofte endte de i skrig pg skrål. Han er stadig ofte for utryg til at bevæge sig frit rundt, netop grundet rigtig mange dårlige oplevelser. Jeg laver aldrig en scene og støtter op omkring kontakt og er selv meget snaksaglig når vi er ude og handle osv, det er han bare ikke. Nu nærmer han sig 3 år og jeg snakker meget med ham
Omkring at der er okay at sige nej osv.
Medmindre man har prøvet det på egen krop ved man ikke hvor hårdt det er at have et sensitivt barn som bare ikke magter fremmede mennesker.

nielsen80 skriver:

Tror faktisk ikke vi er så uenige, men vi snakker om to forskellige ting.
Du snakker om et barn, som selv henvender sig og opsøger kontakten - jeg snakker om børn der på ingen måde opsøger eller viser initiativ til at "snakke" med fremmede. Det jeg oplever med min 7 måneder gamle pige, er, at folk kan finde på at række ned i barnevognen for at røre hendes kinder. Dette udløser uden undtagelse et skrig af angst, som kræver jeg med det samme bryder ind og trøster. Jeg har aldrig sagt noget til disse mennesker, da min datters reaktion vist siger det hele. Men indrømmet, de folk som har gjort det, har heller ikke ået smil, som nogle anbefaler anbefaler.

Sådan som jeg læste det oprindelig indlæg, var at den pågældende dreng søgte ikke selv damens opmærksomhed, og DPen var samtidig i gang med at kalde barnet til sig - der synes jeg altså ikke det er ok at bryde ind og række hånden ud, synes faktisk det er yderst malplaceret! Og synes specielt når det er en DP, at hun gør det rigtige ved at trække en linie.

Hvis ens barn selv opsøger fremmede, og desuden har et tydeligt sprog til at vise, hvor dets grænse går - ja så er det da selvfølgelig ok a have kontakten. Min indvendig går på de børn der ikke selv søger kontakten, og endnu ikke har et sprog som gør de kan komme ud af en - for dem- utryg situation.

Jeg kan godt forstå det må virke frustrerende, men omvendt har jeg svært ved at sætte mig ind i det. Fremmede kunne også godt finde på at stryge min dreng over kinden da han var lille. Synes ofte det er ældre mennesker. Og min dreng tog ikke rigtig notits af det.. så jeg ser det slet ikke som nogen 'big deal' overhovedet.. jeg tænker nok, herregud, selvom min dreng havde brugt i gråd, så havde jeg nok smilet, og beroliget og trøstet ham.. men smilet for at vise at der ikke er sket noget farligt. Det er dog svært at sige når jeg ikke har stået i det.. men deraf min mening. 

nielsen80 skriver:

Tror faktisk ikke vi er så uenige, men vi snakker om to forskellige ting.
Du snakker om et barn, som selv henvender sig og opsøger kontakten - jeg snakker om børn der på ingen måde opsøger eller viser initiativ til at "snakke" med fremmede. Det jeg oplever med min 7 måneder gamle pige, er, at folk kan finde på at række ned i barnevognen for at røre hendes kinder. Dette udløser uden undtagelse et skrig af angst, som kræver jeg med det samme bryder ind og trøster. Jeg har aldrig sagt noget til disse mennesker, da min datters reaktion vist siger det hele. Men indrømmet, de folk som har gjort det, har heller ikke ået smil, som nogle anbefaler anbefaler.

Sådan som jeg læste det oprindelig indlæg, var at den pågældende dreng søgte ikke selv damens opmærksomhed, og DPen var samtidig i gang med at kalde barnet til sig - der synes jeg altså ikke det er ok at bryde ind og række hånden ud, synes faktisk det er yderst malplaceret! Og synes specielt når det er en DP, at hun gør det rigtige ved at trække en linie.

Hvis ens barn selv opsøger fremmede, og desuden har et tydeligt sprog til at vise, hvor dets grænse går - ja så er det da selvfølgelig ok a have kontakten. Min indvendig går på de børn der ikke selv søger kontakten, og endnu ikke har et sprog som gør de kan komme ud af en - for dem- utryg situation.

Jeg må altså erklære mig enig her. Min søn søger ikke andres kontakt, men bliver ofte antastede af ældre mennesker som når han afviser dem bliver insisterende og siger ting som: årh jeg er da ikke farlig, skal jeg ikke have din sut? Jeg bider ikke må jeg ikke se hvad du har der osv osv.
I de tilfælde burde de bare stoppe i og med han enden ignore dem, går sin vej, eller siger nej!
Jeg synes tit der er lidt for lidt respekt overfor børn som individer. Jeg har intet imod fremmede men min søn er sensitiv og han kan det bare ikke.
Mine indkøbsture da han var Lille var præcis som Du beskriver

Gigl skriver:

Jeg kan godt forstå det må virke frustrerende, men omvendt har jeg svært ved at sætte mig ind i det. Fremmede kunne også godt finde på at stryge min dreng over kinden da han var lille. Synes ofte det er ældre mennesker. Og min dreng tog ikke rigtig notits af det.. så jeg ser det slet ikke som nogen 'big deal' overhovedet.. jeg tænker nok, herregud, selvom min dreng havde brugt i gråd, så havde jeg nok smilet, og beroliget og trøstet ham.. men smilet for at vise at der ikke er sket noget farligt. Det er dog svært at sige når jeg ikke har stået i det.. men deraf min mening. 

Godt du forstod uden med alle slåfejlene - det gik lige lidt stærkt

Måske det er fordi du ikke har stået der, måske er du bare mere "laid back" end jeg er. Vil heller ikke påstå, at jeg reagerer og gør det perfekte, når min datter reagerer- og måske jeg er mere pylremor end hvad godt er. Men derfra til at sige man er intolerant, synes jeg alligevel der er et stykke! Og er altså ret overbevist om, at reaktionen på fremmed kommer ikke fra mig, da jeg er smilende, udadvendt m.m. - og jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at fremmed kiggede og rørte ved min datter, ville udløse angst, før det faktisk skete et par gange. Så har bestemt ikke startet med at være anspændt.

Desuden giver det altså for mig også ret god mening, at babyer/børn naturligt har et instinkt der gør dem skeptiske overfor total fremmed - sådan tilbage inden manden begyndte at gå, var fremmed jo rent faktisk potentielle fjender - hvis man ser på vores nærmest beslægtet aberne, så er jeg 99% sikker på, at de ikke kaster sig i armene på fremmede aber, men derimod kald på deres mor, skulle de møde en.

nielsen80 skriver:

Godt du forstod uden med alle slåfejlene - det gik lige lidt stærkt

Måske det er fordi du ikke har stået der, måske er du bare mere "laid back" end jeg er. Vil heller ikke påstå, at jeg reagerer og gør det perfekte, når min datter reagerer- og måske jeg er mere pylremor end hvad godt er. Men derfra til at sige man er intolerant, synes jeg alligevel der er et stykke! Og er altså ret overbevist om, at reaktionen på fremmed kommer ikke fra mig, da jeg er smilende, udadvendt m.m. - og jeg havde slet ikke skænket det en tanke, at fremmed kiggede og rørte ved min datter, ville udløse angst, før det faktisk skete et par gange. Så har bestemt ikke startet med at være anspændt.

Desuden giver det altså for mig også ret god mening, at babyer/børn naturligt har et instinkt der gør dem skeptiske overfor total fremmed - sådan tilbage inden manden begyndte at gå, var fremmed jo rent faktisk potentielle fjender - hvis man ser på vores nærmest beslægtet aberne, så er jeg 99% sikker på, at de ikke kaster sig i armene på fremmede aber, men derimod kald på deres mor, skulle de møde en.

Jeg ville også godt svarer mere uddybende, men skriver fra min tablet  

Jeg mener ikke du er intolerant som menneske, men du er jo intolerant overfor om fremmede har lov at røre dit barn  Og det er jo fair nok i en vis optik, jeg deler bare ikke holdningen om at det er en selvfølge at andre pr definition skal holde sig fra andres børn.. man bør naturligvis helst aflæse barnet, men jeg tror dårligt der kan ske skade ud over at det kan vække forældrenes frustration. Hvordan skulle det skade? Vedkommende er måske nok pågående men ikke led. 

Ang den grundlæggende tillid kontra mistillid, så er det en gammel teori (af E. Eriksson tror jeg) at børn grundlæggende har tillid til sin omverden. Men det kan da også diskuteres som alle andre teorier. Jeg tror dog at vi er født tillidsfulde, da det er en meget essentiel egenskab for at kunne indgå i tillidsforhold til sine nærmeste fra start.