Phuu hvor jeg føler med dig og din lille dreng. Jeg tror ikke man forstår de følelser du går igennem før man selv har et barn i samme situation.
I min ældstes klasse var der et barn der i den grad var udadreagerende og det gik ud over mange, på det groveste - min datter gik fri. Jeg havde meget svært ved at forstå den vrede forældrene havde mod drengen, som i mine øjne var et BARN og jeg kendte også de gode sider af ham.
Jeg var rystet over hvor meget vrede/had der var.
Nu går vi selv igennem det hele. Min yngste datter har været udsat for så meget efterhånden fra et barn og det er hver eneste dag. Hun er blevet slået, sparket, revet i håret, truet med alt muligt forfærdeligt HVER eneste dag. De er 6-7 år!!
Jeg hader den unge - og jeg ved godt han bare er en lille dreng og sikkert har problemer - men det er SÅ hårdt at se sit barn gå igennem. Hun har grædt hver dag, begyndte at hade skolen, ønsker drengen langt langt væk og begyndte at få det rigtig skidt psykisk.
Jeg har ligget i hendes seng mens hun har grædt sig i søvn og jeg har følt mig så magtesløs.
Tro mig, vi har haft møder og vi har kæmpet og nu endelig, efter 4 mdrs helvede sker der noget og min skønne datter er begyndt at blive glad igen.
Jo vi kunne have skiftet skole, men hvorfor skal min datter straffes og fjernes fra veninder og gode venner fordi et barn ikke ved hvordan man opfører sig og har sociale adfærds problemer?
Jeg ved godt jeg ikke tænker rationelt i denne sag - det kan jeg sgu ikke for jeg er mor til den det hele går ud over. jeg kan ikke gå over og ruske ungen og brøle SÅ HOLDER DU DIG VÆK ELLERS....... men tro mig jeg har haft lyst.
Der skal være forståelse for disse vanskelige børn, ja selvfølgelig. Men der skal sgu også være forståelse for hvor gyseligt det er at stå i den anden ende og bare kunne se på og intet gøre.
Så fuld forståelse for dine frustrationer, jeg håber der snart kommer en løsning.
knus
