Alder ved første barn?

Man kan altid finde på en undskyldning for at udskyde det

Har man lyst til at få børn, så skal man bare gå i gang. Vil man vente, så venter man

Bare lige husk på at det ikke altid går så nemt, og det er en af de ting i livet der kan være rigtig svært at planlægge.

Jeg var 33 da vi gik i gang, fik den første som 36-årig, og er nu 39 og har prøvet at få nr. 2 i et par år.

HelleBelle skriver:

Fandt først kæresten da jeg var 30 og blev 35,6 før jeg blev mor, vi skulle ha hjælp.                                                                      Kender et par der som du skriver skulle ha alt i orden først, de er stadig ikke forældre. Men har et fint hus med 2 børneværelser. De har også fået hjælp uden held indtil videre. De er begge blevet midt i 30erne så der er håb endnu.

Personligt vil jeg ikke mene du skal vente så længe....vi ventede et par år hvilket jeg har fortrudt. Ville gerne ha haft flere børn, men det lykkedes ikke.

hvem ved måske får du i første forsøg 

Dejligt det lykkes 

Lige det du beskriver, det er jo lige det jeg frygter.. 

Så ja ved heller ik hvor længe vi tør vente.. Hvad nu hvis.. Men ja håber da selvfølgelig på at det lykkes i første forsøg 

B&J skriver:

jeg har ALDRIG haft lyt til at få børn.. men da jeg fandt min kæreste, skete der et eller andet jeg var dog kun 22, men har altid følte jeg var ældre ind jeg var omkring min barndom osv, men jeg var bare klar og blev kun mere klare, og nu fortryder jeg ingen ting, men mit nr 2barn jamen der har jeg så ikke travlt, der må godt gå 2-4år inu det kommer når vi er klar der har jeg det nok modsat af mange andre

Hvor dejligt og vildt det ændrede sig da du mødte din kæreste, skønt

Ka+Ma=Be skriver:

Kan udemærket godt følge dig Synes også det er ærgerligt at mange venter så længe, at de til sidst ikke kan blive gravide på naturligvis (og så er der jo bare dem der er hyperfertile meeen)

Jeg selv var 23 da jeg blev gravid og 24 da jeg fødte Min kæreste var 26 da han blev far og vi har været sammen i 7 år 

Ja lige præcis, så ærgeligt, og ved hvor meget jeg ville fortryde det, men er også nødt til at føle mig lidt mere klar, selvom bliver man nogensinde klar..  Vi skal også lige være enige om det 

dejligt at høre

nielsen80 skriver:

Jeg fandt først manden i mit liv, da jeg var 26...vi startet pb, da jeg var 27, men det var først da jeg blev 31, at min dejlige pige kom til. Vi skulle have hjælp.

Jeg går klart ind for, at man skal have en hvis stabilitet i sit liv inden man starter, og man som minimum skal have en plan for, hvordan man kan forsørge det kommende barn. Men synes bestemt heller ikke man skal vente for længe.

Vil så lige sige, at mht fertilitet, er det rigtigt, at det går ned af bakke efter de 25, MEN du skal altså være i midt 30erne, før det virkelig spiller ind. Min fertilitetslæge forklaret det sådanne for mig: hvis det havde taget mig 3 cyklusser at blive gravid som 25årig, ville det måske tage 4 som 33årig. Fertilitets problemer er sjældent udelukkende pga alder, men hvis man i forvejen har problemer, så gør en høj alder ikke disse bedre. Og man ved jo sjældent om det bliver svært før efter man er gået i gang.

Held og lykke med det hele.

Dejligt I har fået en skøn datter 

Ja det tænker jeg også.. Vi har jo en vis stabilitet i vores liv, men ja synes stadig vi mangler noget, og lige nu nyder vi bare hinanden 

Tak for det, det var rart at få en god forklaring på. Det er min frygt at det ik kan lykkes på naturligvis, nok alles frygt. Men kæresten er noget mere afslappet med det, men de har jo heller ik en "udløbsdato" på som vi kvinder har.. 

Mange tak 

Kitkat92 skriver:

Vi er næsten 21 år og lige begyndt. Vi har begge haft drømmen om at få børn tidligt, så det er vel egentlig bare held, at vi fandt hinanden Vi får (forhåbentlig) første barn, mens vi studerer, og det har jeg det rigtig godt med. Der er måske ikke så mange penge til fancy legetøj og ikke så meget plads at lege på, men mor og far har formentlig bedre tid til at lege

Skønt I begge har det sådan   For at I snart har heldet med jer  

Det lyder da som en god planlægning I har 

Gardenia skriver:

Jeg var 30 og kæresten var 31, vi havde været sammen i knapt 10 år og levede et ganske udemærket liv uden det store ansvar. Planlagde ikke baby, pludseligt var jeg 14 uger henne.

Jeg kan ikke komme på andet end fordele, jeg har prøvet livet, rejst, karriere, ansvarsløse år og alt det imellem. Så nu sidder jeg ikke her og ønsker der skete noget mere. Jeg er en del mere moden nu og jeg kan sætte mig selv over de forventninger jeg havde til livet og jeg kan se livet fra vores drengs øjne. Jeg kan se tydeligt forskelle på min måde at opdrage på og så de af mine mindre søskendes veninder der har fået børn i start 20-erne - jeg er mere konsekvent, drengen er forud for sin udvikling, han har faste rammer, en far der holder ved osv.

Næste baby (hvis der skal komme en) kommer også først når vores dreng er 5. Vi har ikke travlt, overhovedet

Dejligt også at høre det perspektiv  

Sådan tænker jeg også, at vi gerne vil nå nogle flere ting, før vi ønsker børn, men frygter også at det så bliver sværere, men det ved man jo ik før vi kommer igang.. Men ja vi vil gerne nå nogle flere ting før, frygter også at hvis det er for tidligt, at man så ærger sig over det nåede jeg ik mm.. 

Men er glad for at høre dit perspektiv, det skete også naturligt kan jeg læse  

Lyder som en rigtig god planlægning, fremtiden 

babywish13 skriver:

Jeg havde været sammen med datterns far i 3 år, da vi startede pb. Jeg har PCO så vi fik lidt hjælp. Jeg fødte en måned efter jeg blev 26 og han var lige blevet 30.
Vi havde hus, gode jobs, 2 biler og hund. Alt var lige efter bogen.

Et år efter gik vi fra hinanden. Lige pludselig var han ikke den mand jeg forelskede mig i....

Så det er ikke altid givet at man bliver sammen, selvom alle de gode forudsætninger er der....

Nej det er jo også det, er jeg ked af at høre. Men ja man har jo nogle drømme, men nej ik altid de går i opfyldelse.. Eller efter planen..

Jeg var 23 da jeg fik den første. Det var ikke planlagt. Jeg følte mig ikke klar da jeg opdagede jeg var gravid, var lige blevet arbejdsløs og min kæreste stod overfor at skulle finde nyt arbejde. Men vi valgte at beholde barnet, da jeg altid har villet have børn. Jeg blev klar efterhånden som graviditeten skred frem og elsker min søn overalt på jorden.

Jeg var 25 da jeg fik nr 2 som heller ikke var planlagt.

Det er først i sommers min kæreste og jeg planlagde at skulle lave en lille bebs og har nu termin i maj.