M (: skriver:
Tak for svaret - dejligt at se, at der ligger nogle overvejelser bag.
Jeg ville aldrig tvinge nogen til at være organdoner, men synes alle bør overveje det og tage aktiv stilling. Et eller andet sted synes jeg faktisk, at ALLE skulle være donore "fra fødslen", eller i det mindste når man bliver 18, og så skal dem, der absolut ikke vil nok få meldt fra.. Lidt ligesom med folkekirken. Der er jo SÅ mange mennesker, som egentlig gerne vil være donorer, men som "ikke lige får meldt sig til", og det synes jeg er ærgeligt. Mest for deres pårørende og de, der eventuelt kunne have brug for det. Jeg synes det er unfair at lade sine pårørende stå med den beslutning, fordi man ikke selv har fået taget stilling..
Jamen vi er fuldstændigt enige.
Jeg tænkte meget over disse ting allerede da spørgsmålet kom frem for mange år siden, og følger til stadighed med i udviklingen, det synes jeg, at man bør gøre.
Og ganske ligesom man bør få ordnet f.eks testamente og have en "sidste vilje" liggende, bør man også ordne disse ting, så man skåner familien for alle disse beslutninger, så de ikke står og skal tage beslutninger, som er svære, den dag man falder fra.
Nå, nu hænger det jo nok også sammen med den kultur og baggrund man er vokset op i.
I min familie havde vi f. eks min faster og onkel, der havde bedemandsforretning, samt vi har et særdeles naturligt og afslappet forhold til døden, jeg har selv arbejdet i bedemandsforretning, og er ogå påvirket af en slægt hvor vi helt naturligt, sørger for, at have styr på sådan noget som testamenter og lignende, men det er de færeste der har det.
For de fleste er al tanke om døden og hvad det kan medføre meget svært, men som sagt ikke i mit univers.
Så i min pung ligger der en seddel med min "sidste vilje" (nu og her-bestemmelse) f.eks at jeg ikke vil genoplives, hvis jeg dratter død om, og det ved min familie, at jeg ikke vil skæres i og behandles med f.eks kemo, at hvis jeg mod min vilje alligevel skulle blive genoplivet og havne i en respirator, så skal de dælme ikke slukke for den osv. osv.
Livet er mig uendeligt dyrebart, jeg elsker livet, men der er en grænse for alt, og vil kroppen ikke mere, så vil den ikke mere, men jeg vil heller ikke udsættes for at ligge der og kunne høre alt hvad der bliver sagt, og intet kunne gøre for at forhindre at de slukker for ens respirator, og man så dør en gang til...no way.
På min seddel står der f.eks også alt det, jeg er allergisk over for, og hvilke medicintyper jeg kan tåle/ikke tåle osv. osv.
Hos vores sagfører ligger der testamenter m.m inkl børnetestamente, og min mand og jeg har sørget for hinanden og mine børn, så alle er sikret, så familien kan komme videre uden problemer.
Ja, det er ting man ikke har ret meget lyst til at beskæftige sig med, især ikke når man er ung, men man bør få det gjort alligevel. sikre sig selv og sin familie, ikke mindst når man får børn.
Ikke ret mange ved hvilke problemer man kan kaste sin partner ud i, hvis man ikke er gift, og man falder fra...og ISÆR hvis partneren ikke er far/mor til børnene eller kun nogle af dem, også selvom man er gift.
Så alene for ens elskedes skyld bør man tage tyren ved hornene og have styr på den slags ellers risikerer han/hun nemlig at stå på gaden, hvis man falder fra.
Så som du siger, alle sådan nogle ting bør man få styr på og tage stilling til...OGSÅ organdonation.
