Er jeg den eneste der ikke skal have nr.2 asap???

Loa skriver:

Jeg tror næsten ikke jeg kan skrive noget så du forstår mig, for du er i den modsatte lejr og vil misforstå/tro jeg syntes jeres valg er hul i hovedet.
Det er skide svært at få ned på skrift hvordan det er jeg mener det.

Men du hentyder jo nærmest lige så meget til at det er bedst at få børn tæt på hinanden da de jo så ikke har nået at få alene opmærksomhed før den næste kommer.....

Og lad være og læg ord i munden på mig og sig jeg oprettede debatten for at få klarlagt hvad der er rigtigt og forkert, for det har jeg vidst ikke skrevet nogen steder....

Jeg tror måske du har misforstået mig - Når jeg skriver "og derfor er debatten vel overflødig", så mener jeg ikke den her debat, som du har oprettet. Jeg mener den debat der kører her i tråden om hvorvidt det er bedst at få dem med med afstand eller mellemrum. Ikke din oprindelige debat

Loa skriver:

Ja syntes virkelig alle omkring mig får barn nr.2 super hurtigt. Er det virkelig kun mig som ikke har drøn travlt med at få en lille mere så hurtigt som muligt???

Ja jeg tænker at deres børn virkelig må være ultra nemme

Jeg ved godt at folk sikkert tænker at deres børn får meget glæde af hinanden når de bliver større og måske savner de en lille baby igen, men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Måske er det kun mig der ikke kan overskue tanken om at dele opmærksomheden til to små størrelser, og måske tænker jeg bare alt for meget over det, men derfor er jeg alligevel nysgerrig, er jeg virkelig den eneste som bare venter lidt inden nr.2 kommer?

Nej da... jeg venter nummer to, og har termin den 6/2-2013 og min søn bliver 9 den 20/2-2013. såååå næsten 9 år mellem dem

E. B. skriver:

Der er jo ikke lagt op til debat om rigtigt og forkert i oplæget. Bare et spørgsmål om hun "var den eneste".

Det er da rart at vide, at der er en del der har taget et bevidst valg om, at der skal være et stykke tid mellem deres børn, når man nu selv har taget samme valg. Så derfor er debatten jo ikke overflødig for alle.

 

Jeg kan godt se den er nem at misforstå - Når jeg skriver "Så egentlig er debatten vel overflødig - Intet er mere rigtigt end det andet per se", så mener jeg ikke, at denne debat som trådstarter har oprettet er overflødig, og ikke dermed sagt det var med det formål hun oprettede den. Det jeg mente var, at den debat, som er blevet affødt af trådstarters spørgsmål - Hvad der giver mest mening af de to valg - er overflødig. Ikke trådstarters debat - Beklager, hvis det ikke var tydeligt nok af det skrevne

Carina:-) skriver:

Og det har du ret i.

Jeg har både med 2-3 og 4 år imellem.

Den sidste er heltbevidst lavet så der ville være 4 år imellem de to yngste.

Netop fordi jeg synes det er nemmere med en større søskende der reelt forstår hvad der sker.

Det er også gavnligt for mors samvittighed 

Interessant at høre fra én der har erfaringer både med det ene og det andet. 

Loa skriver:

Hold nu op hvor jeg håber jeg får børn som dine

Det er lige præcis det du skriver jeg ønsker og håber skal ske for os/Isabella.....

Frk. Himmelblå skriver:

Jamen, Sussie.

Man kan da godt nyde sine børn fuldt og helt, selvom der ikke er 6-9 år imellem dem.

Jeg er selv pseudotvilling (et års mellemrum), og jeg har ALDRIG oplevet at skulle konkurrere med min søster om forældres opmærksomhed, og da slet ikke kærlighed. Det er jo ikke sådan, at mor og far har 100 gram kærlighed til deres to børn, og så gælder det bare om at stå fast på sine minimum 50 gram. Mine forældres kærlighed, har jeg altid forstået og følt som uendelig. Ikke noget, det ville give mening at forsøge at måle og veje, -eller endda dele. Jeg har ikke skullet dele noget som helst, jeg hellere ville have haft for mig selv. Hverken følelsesmæssigt eller fysisk.

Jeg har så til gengæld alt for ofte set hvor det er gået ud over de ældre, fordi de nye små har taget næsten al opmærksomheden, eller hvordan de kan slide hinanden op, med det resultat, at de ikke har noget nært forhold, om noget som voksne.

Og endelig, man får vel ikke sine børn for at de skal have glæde af hianden som børn, men fordi man selv skal have glæde af dem 

Loa skriver:

Jeg skriver det jo også senere, at det ikke er for at fornærme nogen, men jeg tænker at mange allerede er gravide når deres første er omkring et halvt år, det syntes jeg da er lidt vildt.

Jo fair nok folk vil have børn tæt, jeg skriver jo heller ingen steder at det er det jeg vælger der er det rigtige, tværtimod bliver jeg jo nærmere i tvivl om mine tanker er forkerte, da jeg syntes rigtig mange vælger det modsatte. Nemlig at få børn rigtig tæt.

Som jeg også skriver senere, ved jeg jo godt man kan give begge børn opmærksomhed, men du skal ikke bilde mig ind der ikke forsvinder lidt fra det første barn når man får barn nr.2. Og især når barnet stadig er så lille at det kræver utrolig meget, og er knap så selvhjulpen.

Har ikke læst hele tråden, så gentager måske nogen.

Jeg har 2 år og 8 mdr mellem mine drenge. Og ja, der gik opmærksomhed fra den store, da lillebror kom. Det er uundgåeligt. Og han reagerede og det var forfærdeligt. Men kun en kort stund. Der gik ikke lang tid før man kunne se deres forhold blomstre, og at se sine unger lege sammen, putte sammen, grine sammen, slappe af sammen...arhmen, det er bare det hele værd!

(ja, de slås også, og lillebror er skrækkelig opmærksomhedskrævende, og de roder 3 gange så meget som hvis der kun var én etc., men bare tanken om at han ikke var kommet da han gjorde, den er helt ubærlig)

SussieThyssen skriver:

Jeg har så til gengæld alt for ofte set hvor det er gået ud over de ældre, fordi de nye små har taget næsten al opmærksomheden, eller hvordan de kan slide hinanden op, med det resultat, at de ikke har noget nært forhold, om noget som voksne.

Og endelig, man får vel ikke sine børn for at de skal have glæde af hianden som børn, men fordi man selv skal have glæde af dem 

Det har jeg også lidt for tit set.

Har en veninde ,der har med 14 mdrs mellemrum,og hun har sagt at hun ikke orker børnene sammen.

Så den "store" er i dp fra morgen til aften alle 5 dage.

Så har jeg altså svært ved at se at det er til glæde for nogen ....

Frøken J. skriver:

Jeg tror måske du har misforstået mig - Når jeg skriver "og derfor er debatten vel overflødig", så mener jeg ikke den her debat, som du har oprettet. Jeg mener den debat der kører her i tråden om hvorvidt det er bedst at få dem med med afstand eller mellemrum. Ikke din oprindelige debat

Fuldstændig enig!

Og beklager jeg fik skrevet det i en tone som kunne misforståes som om den ene type forældre er/var bedre end den anden.

Følte mig bare pludselig som den eneste i verden der havde planer om at have et par år mellem barn 1 og 2, og frygtede pludselig at det måske var en forfærdelig idé når jeg nu ser så mange vælge den anden mulighed.

Og tillykke med jeres kommende lille....

Frøken J. skriver:

Jeg tror, at det er en kende naivt at forvente, at hun vil acceptere det. En 4-5 årig har haft 4-5 år alene på pinden med fuld opmærksomhed fra far og mor, og har sågar udviklet sit selv og sin autobiografiske hukommelse, og kan dermed huske ting fra dén periode af sit liv. Derfor vil det være en enorm omvæltning - Et barn på 1½ har alligevel ikke været alene så længe, og har endnu ikke en autobiografisk hukommelse, og kan altså ikke huske så langt tilbage i sit liv alligevel.

Dermed ikke sagt, at det er katastrofalt at få børn med mellemrum. Som jeg ser det, er der lige mange fordele og ulemper ved begge valg, og derfor kan man ikke forsvare den tese, at den ene ting generelt er bedre end den anden. For hvor den ene ting har én fordel, har den anden ting en anden fordel, og i sidste ende kommer det helt an på, hvordan man som forældre tackler det at give sine børn søskende. Så egentlig er debatten vel overflødig - Intet er mere rigtigt end det andet per se. Man kan kun sige, at det ene er mere rigtigt end det andet for den enkelte forældre, og det er jo straks en anden sag, for det kan man jo ikke argumentere imod.

I virkeligheden er det bedste at acceptere, at andre træffer anderledes valg end vi selv gør på den baggrund, at det er det der passer ind i deres liv, deres planer, og deres måde at være sig selv og være forældre på. Manglende forståelse for andres valg, fordomme og dømmelser giver kun negative udfald.

Og så siger du, i øvrigt, du synes det er træls du bliver 'misforstået' her i tråden, men jeg synes ikke der er meget at misforstå ved disse to kommentarer:

men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Jeg syntes bare det er helt vildt at folk slet ikke vil (forstå mig nu ret, og lad være og bliv sure, alle jer der har fået nr.2 hurtigt) nyde deres første barn 100% i et par år, inden der kommer en mere

Det synes jeg personligt er to ret dømmende kommentarer. Den første har jeg kommenteret med henblik på, om ikke det så er synd for nr. 2 aldrig at få "unik opmærksomhed", den anden er bare super unfair, synes jeg, for det antyder at vi andre ikke nyder vores børn tilstrækkeligt. Det kan godt ske du skriver, at man ikke skal blive sur, men det er jo nemt at sige. Det er vel lidt som hvis jeg sagde: "Ja, nu må i ikke blive sure, jer det rammer, men jeg synes alle 4-børns mødre er nogle idioter" - Sat på spidsen (og det synes jeg i øvrigt ikke, det var bare for at komme med et ekstremt eksempel)

Jeg tror du vil det godt med din debat, du har måske bare sagt tingene på en lidt uheldig måde. 

så enig