Er jeg den eneste der ikke skal have nr.2 asap???

Carina:-) skriver:

Det har jeg også lidt for tit set.

Har en veninde ,der har med 14 mdrs mellemrum,og hun har sagt at hun ikke orker børnene sammen.

Så den "store" er i dp fra morgen til aften alle 5 dage.

Så har jeg altså svært ved at se at det er til glæde for nogen ....

Mine to ældste børnebørn er der 13 mdr. imellem og de er som hund og kat sammen.
deres forældre har simpelthen måttet dele dem mellem sig. 

Vi ventede 3 år før vi fik den næste. Og det er jeg ufattelig glad for. Min svigerinde fik sine 3 trip-trap-træsko og lider under det nu fordi de alle er så "små" at hun er meget på. Den ældste er nu 7, mellemste 4 og den 3 er inde i min mave og kommer til december  Vi har med vilje valgt at de skal være lidt større inden de skal dele os. Også fordi at det gør det sjovere at være sammen med dem hver for sig. Feks den store elsker at være i biografen og den mellemste at bade  

Jeg tilhører begge "lejre" med fire år mellem de to ældste og 14 mdr. mellem nr. to og tre. Der var og er fordele ved begge intervaller, men altså: Alle tre er blevet nydt, set, elsket, nusset osv. Og vores mellemste, der blev storebror 14 mdr. gammel, satte sig ikke og spekulerede over, om der gik noget fra ham eller følte, han skulle være stor - han forlangte stadig akut trøst, bleskift, omsorg etc., og det fik han. 

Jeg synes, udtrykket "at have drøntravlt" (med at få et barn mere) er meget negativt ladet - er man så en sløv padde, hvis der går fem år? Og er vi ikke bare hulens privilegerede, at vi overhovedet kan planlægge den familiestruktur, der passer os bedst? 

Jeg synes, debatten om familieplanlægning er blevet enormt akademisk og værdiladet - som om, muligheden for at planlægge i sig selv forpligter til, at man gør det på den "rigtige" måde. Den findes altså bare ikke, for ikke to familier eller to børn er ens. 

SussieThyssen skriver:

Mine to ældste børnebørn er der 13 mdr. imellem og de er som hund og kat sammen.
deres forældre har simpelthen måttet dele dem mellem sig. 

Men det er jo også et specielt tilfælde, at det kom dertil - og har vel mest af alt at gøre med netop de to børns temperamenter, indbyrdes kemi og sikkert også deres køn. 

Jeg er ikke i tvivl om, at der også er søskende med syv eller ti års aldersforskel, der har det svært med hinanden. Og der er enebørn, der virkelig mangler og savner søskende, store børneflokke, der misunder enebørn, og lige så mange eksempler på det modsatte. Det er små mennesker, det handler om, og mennesker er nu engang vidt forskellige og arter sig lige sådan. 

At advare mod fx pseudotvillinger svarer i mine øjne til at advare mod ægteskaber, fordi man kender mange, der er blevet skilt. 

Jeg er en af dem der har "drøn travlt" åbenbart 

Min Malou bliver 3 til maj og søster har meldt sin ankomst i februar. Det er helt tydeligt at jeg gerne vil have et barn eer nu, og ikke med alt for stor aldersforskel. Jeg har så afbrudt min uddannelse 2 gange nu, men til gengæld fået to dejlige børster at dele livet med  Alle valg har vel fordele og ulemper - ser dog ikke at jeg ikke kan give Malou hele verden, blot fordi hun får en søster.... Men ja, det ser hi jo non forskelligt på. 

Frk. Himmelblå skriver:

Jamen, Sussie.

Man kan da godt nyde sine børn fuldt og helt, selvom der ikke er 6-9 år imellem dem.

Jeg er selv pseudotvilling (et års mellemrum), og jeg har ALDRIG oplevet at skulle konkurrere med min søster om forældres opmærksomhed, og da slet ikke kærlighed. Det er jo ikke sådan, at mor og far har 100 gram kærlighed til deres to børn, og så gælder det bare om at stå fast på sine minimum 50 gram. Mine forældres kærlighed, har jeg altid forstået og følt som uendelig. Ikke noget, det ville give mening at forsøge at måle og veje, -eller endda dele. Jeg har ikke skullet dele noget som helst, jeg hellere ville have haft for mig selv. Hverken følelsesmæssigt eller fysisk.

Helt enig. At få børn tæt på hinanden er intenst og kræver masser af nærvær over en relativt kortere periode - men det gør ikke nydelsen mindre, mens den står på. Hverken for forældre eller børn. 

Mor og meget mere skriver:

Jeg tilhører begge "lejre" med fire år mellem de to ældste og 14 mdr. mellem nr. to og tre. Der var og er fordele ved begge intervaller, men altså: Alle tre er blevet nydt, set, elsket, nusset osv. Og vores mellemste, der blev storebror 14 mdr. gammel, satte sig ikke og spekulerede over, om der gik noget fra ham eller følte, han skulle være stor - han forlangte stadig akut trøst, bleskift, omsorg etc., og det fik han. 

Jeg synes, udtrykket "at have drøntravlt" (med at få et barn mere) er meget negativt ladet - er man så en sløv padde, hvis der går fem år? Og er vi ikke bare hulens privilegerede, at vi overhovedet kan planlægge den familiestruktur, der passer os bedst? 

Jeg synes, debatten om familieplanlægning er blevet enormt akademisk og værdiladet - som om, muligheden for at planlægge i sig selv forpligter til, at man gør det på den "rigtige" måde. Den findes altså bare ikke, for ikke to familier eller to børn er ens. 

Vi ville oprindeligt godt have dem tæt på hinanden, men skæbnen ville det anderledes, og der er 3 år og 8 mdr mellem dem. Men synes nu, det har været den  "perfekte alder". Storebror er mere eller mindre selvhjulpen og stor nok til at forstå, mor og far nu skal deles med en anden. Og samtidig er forskellen ikke for stor. Der er 6 års forskel på  min lillebror og mig, så jeg er "vokset op" som enebarn , og vi har aldrig rigtig fået glæde af hinanden.

Mor og meget mere skriver:

Men det er jo også et specielt tilfælde, at det kom dertil - og har vel mest af alt at gøre med netop de to børns temperamenter, indbyrdes kemi og sikkert også deres køn. 

Jeg er ikke i tvivl om, at der også er søskende med syv eller ti års aldersforskel, der har det svært med hinanden. Og der er enebørn, der virkelig mangler og savner søskende, store børneflokke, der misunder enebørn, og lige så mange eksempler på det modsatte. Det er små mennesker, det handler om, og mennesker er nu engang vidt forskellige og arter sig lige sådan. 

At advare mod fx pseudotvillinger svarer i mine øjne til at advare mod ægteskaber, fordi man kender mange, der er blevet skilt. 

Loa skriver:

Hehe det er jo så en ganske glimrende grund

Hi hi ja