Er jeg den eneste der ikke skal have nr.2 asap???

tanja. skriver:

Herhjemme er vores "store" stadig lille selvom hun er blevet storesøster, hun bliver ikke gjort til noget hun ikke er og det tror bare er det vigtigste at huske på!

Ja liiige præcis ♥

Nej nej du er overhovedet ikke alene! Jeg har så lige fået nr. 2, min store er 2,5 år, men det var ikke planlagt og havde det stået til mig, var der gået længere tid inden vi fik lillesøster. Hvis vi da overhovedet skulle have en mere! Den store er meget temperamentsfuld og jeg synes faktisk de sidste halvandet år mest af alt har været et spørgsmål om overlevelse. Det har mest handlet om at stryge med hårene, været forstående, løst konflikter, bøvlet med søvn.... Da hun fik helt styr på sprog og motorik begyndte det at vende, og det er helt klart blevet nemmere og meget, meget sjovere og hyggeligere:-) Søvnen fungerer også nu, forstået på den måde at hun kan puttes uden problemer, vi skal ikke længere sidde hos hende i halve og hele timer hver aften - hun kommer stadig ind til os i sengen flere nætter om ugen, men det er helt OK, det skal der være plads til og vi har efterhånden vænnet os til at sove i mærkelige stillinger:-D

Jeg var meget skeptisk og bange for hvordan vi ville klare det med et barn mere, men det er gået over alle forventninger indtil nu og jeg kan allerede godt se, hvordan de kommer til at få glæde af hinanden. Jeg er selv enebarn, så kender ikke til det med søskendekærlighed. Men det er skønt at se den store kramme og kysse og være stolt, og glæder mig til den dag den lille kan gengælde krammerne:-)

du er helt sikkert ikke alene men jeg er ikke een af de som ventede..

Vi var ret splittede mht. det at få nr. to.. vi ville gerne have flere børn, men jeg ville også bare så gerne ha en uddannelse.. hvis jeg var startet dengang og ikke skulle ha haft barsel, var jeg færdig som 27-årig. der ville min kæreste så være 37 og ifølge ham selv, for gammel til nr. to. 

Vi havde jo über-nemme Alberte dengang og tænkte, at det kunne da ikke blive sååå slemt med nr. to..

vi gik igang med pb og 14 dage senere var testen positiv  
Emil var VIRKELIG en mundfuld, han skreg og skreg og skreg! de første 3 mdr var en gråzone af skrigeri og nøj det var udmattende ind i mellem. plus jeg var alene med dem det meste af tiden..
de næste tre måneder blev det bedre og NU er han 6,5 måned gammel og de elsker bare hinanden som herfra og til månen. Det lyser uf ad dem begge to

om jeg ville ha gjort det hvis jeg vidste hvordan det blev? både ja og nej. Ja, fordi det jo er gået godt og nu er det "overstået" (forstå mig ret) og vi er færdige med at være gravide, nu kan vi se frem mod en mig-periode med uddannelse osv.
nejm fordi det da helt sikkert har været på bekostning af Alberte ind i mellem. Og det kunne jeg godt ha tænkt mig, at hun havde haft en højere alder til. Selvfølgelig havde det også givet nogle reaktioner, men så havde hun været ældre og jeg kunne ha forklaret hende tingene

 til dig, jeg forstår godt dine tanker! og vi skal helt sikkert IKKE have nummer tre  

Jeg (vi) vil gerne vente nogle år med at få nummer to, så der bliver 3-4 års aldersforskel. Men det handler ikke om, at der er noget der er synd ved, at få børn med relativ kort tid imellem. Jeg har veninder og par i omgangskredsen der har børn tæt på hinanden, og det er de lykkelige for. Det er der bestem fordele ved. Men for os handler det om, at vi ikke har overskudet til en lille ny, lige nu. Jeg er ved at gøre min uddannelse færdig, vi skal flytte indenfor et år til en ny landsdel og vi har været igennem en hård periode som par, som arbejder hårdt på, at komme ud af. Det handler hovedsageligt om, at vi har nogle ting der skal falde på plads og blive stabile, inden nummer to kommer. Og jeg ser også fordele ved, at der er flere års forskel på søskende. Jeg tror vitterligt ikke på, at fordelen eller ulemben er større, om man vælger det ene eller det andet, jeg tror det handler om ens familie og hvordan situationen ser ud på det givne tidspunkt. 

Loa skriver:

Ja syntes virkelig alle omkring mig får barn nr.2 super hurtigt. Er det virkelig kun mig som ikke har drøn travlt med at få en lille mere så hurtigt som muligt???

Ja jeg tænker at deres børn virkelig må være ultra nemme

Jeg ved godt at folk sikkert tænker at deres børn får meget glæde af hinanden når de bliver større og måske savner de en lille baby igen, men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Måske er det kun mig der ikke kan overskue tanken om at dele opmærksomheden til to små størrelser, og måske tænker jeg bare alt for meget over det, men derfor er jeg alligevel nysgerrig, er jeg virkelig den eneste som bare venter lidt inden nr.2 kommer?

Ja, altså jeg har ikke travlt med at få barn nr. 2 lige nu, men det her intet at gøre med hvor nem EK er.. For hun er dejlig og hvis jeg får flere af hendes slags, så vil jeg gerne have MANGE børn! 

Men sagen er at jeg er ved at tabe mig, og er næsten i mål nu, og gider simpelthen ikke at blive tyk igen lige nu. Jeg vil gerne lige have lov at nyde at være slank først..

 

Så jeg tænker at vi begynder PB nr. 2, engang til næste sommer, så jeg lige når at se godt ud henover sommeren, og så kan blive tyk henover vinteren.. Høhø.. Hvis altså jeg bliver gravid hurtigt igen. Så er EK, min. 2 1/2 år gammel når den næste kommer...

Loa skriver:

Ja syntes virkelig alle omkring mig får barn nr.2 super hurtigt. Er det virkelig kun mig som ikke har drøn travlt med at få en lille mere så hurtigt som muligt???

Ja jeg tænker at deres børn virkelig må være ultra nemme

Jeg ved godt at folk sikkert tænker at deres børn får meget glæde af hinanden når de bliver større og måske savner de en lille baby igen, men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Måske er det kun mig der ikke kan overskue tanken om at dele opmærksomheden til to små størrelser, og måske tænker jeg bare alt for meget over det, men derfor er jeg alligevel nysgerrig, er jeg virkelig den eneste som bare venter lidt inden nr.2 kommer?

Ida er 3 mdr nu og jeg har ik travlt med at blive gravid igen! Hun skal som MINIMUM være et år før vi overhoved tænker på PB igen.. Og allerhelst 2 så der er knap 3 år imellem dem

Loa skriver:

Ja syntes virkelig alle omkring mig får barn nr.2 super hurtigt. Er det virkelig kun mig som ikke har drøn travlt med at få en lille mere så hurtigt som muligt???

Ja jeg tænker at deres børn virkelig må være ultra nemme

Jeg ved godt at folk sikkert tænker at deres børn får meget glæde af hinanden når de bliver større og måske savner de en lille baby igen, men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Måske er det kun mig der ikke kan overskue tanken om at dele opmærksomheden til to små størrelser, og måske tænker jeg bare alt for meget over det, men derfor er jeg alligevel nysgerrig, er jeg virkelig den eneste som bare venter lidt inden nr.2 kommer?

 Eller også har forældrene bare nemmere ved det 

Der er stor forskel på, hvor "hårdt" det er for forskellige mennesker at blive forældre. Ikke to oplevelser er ens, - selvom situationen kan synes den samme.

Jeg er selv super sej til at være mor  - Altså forstået på den måde, at der skal VIRKELIG meget til, før jeg føler at, det er for stor en mundfuld.  Og jeg kan høre på andre, at de sommetider oplever forældretilværelsen noget anderledes - trods ikke at jave (synligt) større udfordringer.

Og så tror jeg, at økonomi spiller enormt meget ind. Ked af at sige det, og egentlig også lidt uretfærdigt, at det skal være sådan, men har man en god økonomi med overkskud i det daglige, - stort hus, en rummelig bil, fleksibelt arbejde osv. Jamen, så ER det altså nemmere at overskue familielivet, -og forøgelserne. Og samtidig føle, at man kan give sine børn "nok" og mere til, - og her taler jeg ikke længere blot økonomi.

Der er også stor forskel på, hvordan det at undvære søvn påvirker os. For nogen bliver det hurtigt tortur! For andre er det sådan lidt både og, - Og så er der altså også nogle få, som kan klare stort pres på det område. 

Og så er der det med partneren. Får man anerkendelse? Er der et godt samarbejde om familielivet? Er man i praksis 1 eller 2 forældre? Det betyder også meget. Både for voksne og børn.

Sikke jeg får skevet en masse her, - men min pointe er bare, at man kan ikke rigtigt sammenligne "hvad andre gør" med sin egen situation. 

Nogle burde måske vente længe med nr. 2. Andre burde måske helt afholde sig fra nr. 2. Og endeligt findes der mennesker, der nok slet ikke er egnede til at være forældre... Men det betyder jo ikke, at folk handler, som de burde... -Og hvem skal egentlig dømmer her?

Men jeg kan da godt forstå, at man har lyst til at beholde sin mor-førstebarn-boble. Det er et skønt sted at være . Ligesom det også er skønt at være i en større familie .

Frk. Himmelblå skriver:

 Eller også har forældrene bare nemmere ved det 

Der er stor forskel på, hvor "hårdt" det er for forskellige mennesker at blive forældre. Ikke to oplevelser er ens, - selvom situationen kan synes den samme.

Jeg er selv super sej til at være mor  - Altså forstået på den måde, at der skal VIRKELIG meget til, før jeg føler at, det er for stor en mundfuld.  Og jeg kan høre på andre, at de sommetider oplever forældretilværelsen noget anderledes - trods ikke at jave (synligt) større udfordringer.

Og så tror jeg, at økonomi spiller enormt meget ind. Ked af at sige det, og egentlig også lidt uretfærdigt, at det skal være sådan, men har man en god økonomi med overkskud i det daglige, - stort hus, en rummelig bil, fleksibelt arbejde osv. Jamen, så ER det altså nemmere at overskue familielivet, -og forøgelserne. Og samtidig føle, at man kan give sine børn "nok" og mere til, - og her taler jeg ikke længere blot økonomi.

Der er også stor forskel på, hvordan det at undvære søvn påvirker os. For nogen bliver det hurtigt tortur! For andre er det sådan lidt både og, - Og så er der altså også nogle få, som kan klare stort pres på det område. 

Og så er der det med partneren. Får man anerkendelse? Er der et godt samarbejde om familielivet? Er man i praksis 1 eller 2 forældre? Det betyder også meget. Både for voksne og børn.

Sikke jeg får skevet en masse her, - men min pointe er bare, at man kan ikke rigtigt sammenligne "hvad andre gør" med sin egen situation. 

Nogle burde måske vente længe med nr. 2. Andre burde måske helt afholde sig fra nr. 2. Og endeligt findes der mennesker, der nok slet ikke er egnede til at være forældre... Men det betyder jo ikke, at folk handler, som de burde... -Og hvem skal egentlig dømmer her?

Men jeg kan da godt forstå, at man har lyst til at beholde sin mor-førstebarn-boble. Det er et skønt sted at være . Ligesom det også er skønt at være i en større familie .

SussieThyssen skriver:

Jo du kan tro vi er to, om ikke andet.

Jeg har både ved naturens hjælp om man så må sige og eget valg fået mine med stor afstand, så stor at jeg har 3 enebørn.

De to første er der 9 år imellem og de to næste er der 6 år imellem.
Og jeg har nydt dem fuldt og helt. De har netop fået masser af tid og kærlighed uden at skulle konkurrere med nogen på stort set deres egen alder om mors kærlighed.

Jeg har ikke fået mine for at de skulle have glæde af hianden som børn...ikke som legekammerater, eller for at de skulle slide hinanden op inden de blev store, men fordi de NETOP skulle få glæde af hinanden som voksne, som trods alt dækker det meste af livet.
Og det har de også...glæde af hinanden som voksne.
De to ældste er nu knapt 31 og 22, og de hjælper hinanden utroligt meget med alt mellem himmel og jord..de har netop det sammenhold, som jeg har ønsket de skulle have, og jeg kan se, at deres lillebror, som nu er 15, er på vej ind i flokken også.
Han elsker sine søstre over alt på jorden, og de elsker deres lillebror.

Jeg har altid sørget for, at deres store aldersforskelle er blevet respekteret, at de store har fået fred for de små, så godt som jeg nu kunne, samtidigt med, at de store har lært at drage omsorg for de små inden for rimelighedens grænser.
Og det har så gjort, at jeg ved, at uanset hvad der sker med mig, så vil de altid være der for hinanden, elske hinanden og passe på hinanden no matter what...og som forældre kan man i grunden ikke ønske sig mere.

Kærligst
Sussie

Jamen, Sussie.

Man kan da godt nyde sine børn fuldt og helt, selvom der ikke er 6-9 år imellem dem.

Jeg er selv pseudotvilling (et års mellemrum), og jeg har ALDRIG oplevet at skulle konkurrere med min søster om forældres opmærksomhed, og da slet ikke kærlighed. Det er jo ikke sådan, at mor og far har 100 gram kærlighed til deres to børn, og så gælder det bare om at stå fast på sine minimum 50 gram. Mine forældres kærlighed, har jeg altid forstået og følt som uendelig. Ikke noget, det ville give mening at forsøge at måle og veje, -eller endda dele. Jeg har ikke skullet dele noget som helst, jeg hellere ville have haft for mig selv. Hverken følelsesmæssigt eller fysisk.

Frøken J. skriver:

Jeg tror, at det er en kende naivt at forvente, at hun vil acceptere det. En 4-5 årig har haft 4-5 år alene på pinden med fuld opmærksomhed fra far og mor, og har sågar udviklet sit selv og sin autobiografiske hukommelse, og kan dermed huske ting fra dén periode af sit liv. Derfor vil det være en enorm omvæltning - Et barn på 1½ har alligevel ikke været alene så længe, og har endnu ikke en autobiografisk hukommelse, og kan altså ikke huske så langt tilbage i sit liv alligevel.

Ja...

Og så tror jeg, man skal huske, at et større (lille) barn i bh-alderen/skolealderen kan tillægge sine forældre motiver. Det gør tumlinger ikke i samme grad.

Jeg klapper lige mig selv på skulderen, men herhjemme har vi 15 mdr imellem vores, og vi har endnu ikke oplevet jealousi. Og nu har de da været søstre i 21 mdr... 

Vi har også gjort en nummer ud af, at vores ældste blev anerkendt for det, hvis det var svært for hende. Og vi har vist hende, at hun skal blive sur på mor, hvis mor gør noget, hun ikke bryder sig om. Altså: Da hun var omkring halvandet, da kunne hun finde på at græde, hvis jeg tog lillesøster op, men det var med ordene "Nej mor, JEG vil have dig". Helt ok adfærd, og tror vi har oplevet det måske 3 gange.. - Men altså, synes, det er væsentligt, at hun bliver sur på mig og ikke lillesøster.