Er jeg den eneste der ikke skal have nr.2 asap???

Laulund87 skriver:

Haha

Jeg har læst en artikel hvor en række psykologer skrev at den idéelle aldersforskel er 3-4 år, MEN at det kommer helt an på hvordan forældrene takler det hele. Det kan både "gå galt" hvis der er 1 år eller 3 år imellem børnene.

Ja, præcis.

Det er jo med denne problemstilling, som med de fleste andre, - intet er sort/hvidt...

Jeg ved ikke helt, hvad man mener med, at det kan "gå galt", - er det hvis et barn mistrives eller..? Der er vel mange grader af det..

Jeg tænker, at noget af det eneste, vi har bidt mærke i er, at børn (dem vi kender) som er blevet storesøster-/bror tidligt ofte vokser lidt hurtigere. - Og her mener jeg BÅDE fysisk og psykisk. At man simpelthen oplever dem som ældre, - at de fralægger sig noget af det baby-agtige lidt før deres jævnaldrende. -Måske en ubevidst måde at differentiere sig på, - altså fra den yngre i husstanden. Men jeg ved ikke, om det er "galt". Men det kunne da tyde på, at de små skubbes lidt frem, når de bliver "den største". På godt og ondt. (Og jeg mener ikke, at der er fordi, der er "nogen", der skubber, bare at det sker helt af sig selv qua den nye rolle). 

Det er i hvert fald noget, jeg har tænkt over. Men det KAN jo være tilfældigt.

tanja. skriver:

iih tak søde men tro mig, kæft vi var skræmte inden af alle de historier herinde om hvor skide hårdt det ville blive, men vi blev jo heldigvis SNYDT

Dejligt!

Frk. Himmelblå skriver:

 Eller også har forældrene bare nemmere ved det 

Der er stor forskel på, hvor "hårdt" det er for forskellige mennesker at blive forældre. Ikke to oplevelser er ens, - selvom situationen kan synes den samme.

Jeg er selv super sej til at være mor  - Altså forstået på den måde, at der skal VIRKELIG meget til, før jeg føler at, det er for stor en mundfuld.  Og jeg kan høre på andre, at de sommetider oplever forældretilværelsen noget anderledes - trods ikke at jave (synligt) større udfordringer.

Og så tror jeg, at økonomi spiller enormt meget ind. Ked af at sige det, og egentlig også lidt uretfærdigt, at det skal være sådan, men har man en god økonomi med overkskud i det daglige, - stort hus, en rummelig bil, fleksibelt arbejde osv. Jamen, så ER det altså nemmere at overskue familielivet, -og forøgelserne. Og samtidig føle, at man kan give sine børn "nok" og mere til, - og her taler jeg ikke længere blot økonomi.

Der er også stor forskel på, hvordan det at undvære søvn påvirker os. For nogen bliver det hurtigt tortur! For andre er det sådan lidt både og, - Og så er der altså også nogle få, som kan klare stort pres på det område. 

Og så er der det med partneren. Får man anerkendelse? Er der et godt samarbejde om familielivet? Er man i praksis 1 eller 2 forældre? Det betyder også meget. Både for voksne og børn.

Sikke jeg får skevet en masse her, - men min pointe er bare, at man kan ikke rigtigt sammenligne "hvad andre gør" med sin egen situation. 

Nogle burde måske vente længe med nr. 2. Andre burde måske helt afholde sig fra nr. 2. Og endeligt findes der mennesker, der nok slet ikke er egnede til at være forældre... Men det betyder jo ikke, at folk handler, som de burde... -Og hvem skal egentlig dømmer her?

Men jeg kan da godt forstå, at man har lyst til at beholde sin mor-førstebarn-boble. Det er et skønt sted at være . Ligesom det også er skønt at være i en større familie .

Helt enig! En faktor der spiller ind herhjemme er også at jeg har haft meget svært ved de afbrudte nætter, og at min kæreste simpelthen har nægtet at tage dem. På alle andre punkter er han en VILDT god far og mand, men lige på dét punkt var han ikke fem flade ører værd. Og trætheden har sat sit præg på parforholdet, både fordi jeg har bebrejdet ham, men også fordi overskuddet bare er SÅ meget mindre når man er træt (hvilket han underligt nok også er selvom han har sine nætter for sig selv???) Men nu er vores dreng et år og nætterne går meget bedre. Og det kan mærkes! 

Jeg vil gerne have 3-4 år imellem mine børn (hvis jeg får overtalt manden til én til). Og det er fordi JEG og VI ikke vil have meget overskud hvis de ligger tæt op af hinanden. Og det tror jeg uværgerligt vil gå ud over børnene. Men andre har jo masser af overskud - min fætter har f.eks 3 drenge på 4, 5 1/2 og 7 (!) og de klarer det super. Så man må jo gøre hvad der føles bedst for én selv.

Frk. Himmelblå skriver:

Ja, præcis.

Det er jo med denne problemstilling, som med de fleste andre, - intet er sort/hvidt...

Jeg ved ikke helt, hvad man mener med, at det kan "gå galt", - er det hvis et barn mistrives eller..? Der er vel mange grader af det..

Jeg tænker, at noget af det eneste, vi har bidt mærke i er, at børn (dem vi kender) som er blevet storesøster-/bror tidligt ofte vokser lidt hurtigere. - Og her mener jeg BÅDE fysisk og psykisk. At man simpelthen oplever dem som ældre, - at de fralægger sig noget af det baby-agtige lidt før deres jævnaldrende. -Måske en ubevidst måde at differentiere sig på, - altså fra den yngre i husstanden. Men jeg ved ikke, om det er "galt". Men det kunne da tyde på, at de små skubbes lidt frem, når de bliver "den største". På godt og ondt. (Og jeg mener ikke, at der er fordi, der er "nogen", der skubber, bare at det sker helt af sig selv qua den nye rolle). 

Det er i hvert fald noget, jeg har tænkt over. Men det KAN jo være tilfældigt.

Jeg tror det betyder jalousi, rivalisering skænderier osv. Men altså det er da da blandt alle søskende i mere eller mindre grad

Jeg tror også den "store" vokser med opgaven at være den store på alle måder. Måske også især hvis h*n er stolt over at være blevet storebror/søster og det er jo kun godt

modesty skriver:

Helt enig! En faktor der spiller ind herhjemme er også at jeg har haft meget svært ved de afbrudte nætter, og at min kæreste simpelthen har nægtet at tage dem. På alle andre punkter er han en VILDT god far og mand, men lige på dét punkt var han ikke fem flade ører værd. Og trætheden har sat sit præg på parforholdet, både fordi jeg har bebrejdet ham, men også fordi overskuddet bare er SÅ meget mindre når man er træt (hvilket han underligt nok også er selvom han har sine nætter for sig selv???) Men nu er vores dreng et år og nætterne går meget bedre. Og det kan mærkes! 

Jeg vil gerne have 3-4 år imellem mine børn (hvis jeg får overtalt manden til én til). Og det er fordi JEG og VI ikke vil have meget overskud hvis de ligger tæt op af hinanden. Og det tror jeg uværgerligt vil gå ud over børnene. Men andre har jo masser af overskud - min fætter har f.eks 3 drenge på 4, 5 1/2 og 7 (!) og de klarer det super. Så man må jo gøre hvad der føles bedst for én selv.

Ja, det er nemlig det, jeg mener.

Dejligt, at du får noget mere søvn nu. - Det er sgu næsten som om, man kan være to vidt forskellige personer i samme krop. - En udhvilet version og så hende den anden .

Jeg var en af dem, der gerne ville have børn tæt på hinanden, og jeg var også gravid, da den ældste var 7 mdr, men det endte i en SA.

Min datter var 2,5 år, da min søn blev født, og for mig var det den helt perfekte aldersforskel.

Min datter var stor nok til at forstå, at lillebror skulle have mad mm, så hun måtte vente lidt - men samtidigt syntes hun også, det var hyggeligt at sidde med mig/hjælpe mig, når han skulle have mad/skiftes mm.

De har siden den første dag været utrolig tæt knyttet, og de sover sammen om natten og leger sammen hele dagen.

Naturligvis er der også jalousi, det kan man aldrig helt undgå, men jeg synes, det er gået meget bedre end både håbet og frygtet

Hvis der var 5-6 år mellem børnene, ville der gå lang tid, før de kunne få glæde af hinanden, og det synes JEG, er lidt synd for den lille - at han/hun altid ville være en gene for den store.

Vi har alle vores meninger og holdninger, og jeg bliver ikke stødt at dit indlæg - på samme måde håber jeg heller ikke, du bliver stødt af mit, da det kun er mit personlige synspunkt, og der er hverken en rigtig eller forkert tid at få børn på

Ork nej, jeg har det som dig!

Vi har en søn på snart 2,5 år og vi har ikke planer om at få en lillesøster. eller bror til ham før han er 5-6 år gammel. Jeg ville egentlig gerne at han var 4-5 år. Men det passer bare bedre ift. min uddannelse osv. at vente et år længere endnu.

Vi er slet ikke klart til barn nummer to, og ingen af os kan overskue tanken om to små børn samtidig! Og så VED jeg, at jeg ville skulle kæmpe enormt meget med dårlig samvittighed over for min søn over den tid, jeg ikke længere ville kunne give ham i så høj grad som hidtil. Så ja, vi venter og hvem ved, måske bliver projekt baby nummer to aldrig til noget... Men jeg håber at lysten og overskudet for alvor melder sig om nogle år, for det skal ligesom være der, synes jeg!

modesty skriver:

Jeg vil gerne have en til, men min mand vil helst nøjes med den ene som vi har nu.

MEN - vi er enige om at HVIS vi skal have én til, skal der være MINDST 3 år imellem. Både for vores egen skyld m.h.t. overskud, men jeg mener bestemt også at det vil være bedst for begge børn at de kan få det mere opmærksomhed som man kan give når man ikke har to små blebørn.

Desuden er der blevet lavet undersøgelser der viser at 4-5 år mellem søskende er ideelt ;-) Jeg mener dog slet ikke at det kan sættes så firkantet op, men det er blot for at pointere at der ikke er hold i den opfattelse som mange har, at det er bedst for børnene at være tæt på hinanden aldersmæssigt.

Og det har du ret i.

Jeg har både med 2-3 og 4 år imellem.

Den sidste er heltbevidst lavet så der ville være 4 år imellem de to yngste.

Netop fordi jeg synes det er nemmere med en større søskende der reelt forstår hvad der sker.

Det er også gavnligt for mors samvittighed 

Frøken J. skriver:

Jeg tror, at det er en kende naivt at forvente, at hun vil acceptere det. En 4-5 årig har haft 4-5 år alene på pinden med fuld opmærksomhed fra far og mor, og har sågar udviklet sit selv og sin autobiografiske hukommelse, og kan dermed huske ting fra dén periode af sit liv. Derfor vil det være en enorm omvæltning - Et barn på 1½ har alligevel ikke været alene så længe, og har endnu ikke en autobiografisk hukommelse, og kan altså ikke huske så langt tilbage i sit liv alligevel.

Dermed ikke sagt, at det er katastrofalt at få børn med mellemrum. Som jeg ser det, er der lige mange fordele og ulemper ved begge valg, og derfor kan man ikke forsvare den tese, at den ene ting generelt er bedre end den anden. For hvor den ene ting har én fordel, har den anden ting en anden fordel, og i sidste ende kommer det helt an på, hvordan man som forældre tackler det at give sine børn søskende. Så egentlig er debatten vel overflødig - Intet er mere rigtigt end det andet per se. Man kan kun sige, at det ene er mere rigtigt end det andet for den enkelte forældre, og det er jo straks en anden sag, for det kan man jo ikke argumentere imod.

I virkeligheden er det bedste at acceptere, at andre træffer anderledes valg end vi selv gør på den baggrund, at det er det der passer ind i deres liv, deres planer, og deres måde at være sig selv og være forældre på. Manglende forståelse for andres valg, fordomme og dømmelser giver kun negative udfald.

Og så siger du, i øvrigt, du synes det er træls du bliver 'misforstået' her i tråden, men jeg synes ikke der er meget at misforstå ved disse to kommentarer:

men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Jeg syntes bare det er helt vildt at folk slet ikke vil (forstå mig nu ret, og lad være og bliv sure, alle jer der har fået nr.2 hurtigt) nyde deres første barn 100% i et par år, inden der kommer en mere

Det synes jeg personligt er to ret dømmende kommentarer. Den første har jeg kommenteret med henblik på, om ikke det så er synd for nr. 2 aldrig at få "unik opmærksomhed", den anden er bare super unfair, synes jeg, for det antyder at vi andre ikke nyder vores børn tilstrækkeligt. Det kan godt ske du skriver, at man ikke skal blive sur, men det er jo nemt at sige. Det er vel lidt som hvis jeg sagde: "Ja, nu må i ikke blive sure, jer det rammer, men jeg synes alle 4-børns mødre er nogle idioter" - Sat på spidsen (og det synes jeg i øvrigt ikke, det var bare for at komme med et ekstremt eksempel)

Jeg tror du vil det godt med din debat, du har måske bare sagt tingene på en lidt uheldig måde. 

Der er jo ikke lagt op til debat om rigtigt og forkert i oplæget. Bare et spørgsmål om hun "var den eneste".

Det er da rart at vide, at der er en del der har taget et bevidst valg om, at der skal være et stykke tid mellem deres børn, når man nu selv har taget samme valg. Så derfor er debatten jo ikke overflødig for alle.

 

Loa skriver:

Jeg tror næsten ikke jeg kan skrive noget så du forstår mig, for du er i den modsatte lejr og vil misforstå/tro jeg syntes jeres valg er hul i hovedet.
Det er skide svært at få ned på skrift hvordan det er jeg mener det.

Men du hentyder jo nærmest lige så meget til at det er bedst at få børn tæt på hinanden da de jo så ikke har nået at få alene opmærksomhed før den næste kommer.....

Og lad være og læg ord i munden på mig og sig jeg oprettede debatten for at få klarlagt hvad der er rigtigt og forkert, for det har jeg vidst ikke skrevet nogen steder....

Hmm Jeg skriver ikke, at det ene er bedre end det andet. Det er lidt ærgerligt, at du vil holde fast i, at jeg lægger ord i munden på dig eller vil forstå dig forkert, for det jeg faktisk skriver er, at der er fordele og ulemper ved begge valg: Derfor forklarer jeg også ulemperne ved den anden side. Netop for at sige, at begge valg har bagsider, og at man af den årsag ikke kan sige hvad der er rigtigt eller forkert.

Og nu vi taler om at lægge ord i munden, har jeg ingen steder skrevet, at du har oprettet debatten for klarlagt hvad der er rigtigt eller forkert. Du har skrevet det var for at høre om du var den eneste der valgte sådan, og så for at høre hvorfor folk har valgt som de gjorde, og det svarer jeg på. Men derfor er det vel tilladt at stille overvejelser til debat, eller hvad?