Er jeg den eneste der ikke skal have nr.2 asap???

Min forestilling er bare at det måske er nemmere for en 5 årig at forstå at mor ikke har tid lige nu, men kommer når baby sover, end en på 1 1/2.
Ja jeg er da næsten ikke i tvivl om at Isabella slet ikke ville kunne forstå det, og endda acceptere det?

Jeg tror, at det er en kende naivt at forvente, at hun vil acceptere det. En 4-5 årig har haft 4-5 år alene på pinden med fuld opmærksomhed fra far og mor, og har sågar udviklet sit selv og sin autobiografiske hukommelse, og kan dermed huske ting fra dén periode af sit liv. Derfor vil det være en enorm omvæltning - Et barn på 1½ har alligevel ikke været alene så længe, og har endnu ikke en autobiografisk hukommelse, og kan altså ikke huske så langt tilbage i sit liv alligevel.

Dermed ikke sagt, at det er katastrofalt at få børn med mellemrum. Som jeg ser det, er der lige mange fordele og ulemper ved begge valg, og derfor kan man ikke forsvare den tese, at den ene ting generelt er bedre end den anden. For hvor den ene ting har én fordel, har den anden ting en anden fordel, og i sidste ende kommer det helt an på, hvordan man som forældre tackler det at give sine børn søskende. Så egentlig er debatten vel overflødig - Intet er mere rigtigt end det andet per se. Man kan kun sige, at det ene er mere rigtigt end det andet for den enkelte forældre, og det er jo straks en anden sag, for det kan man jo ikke argumentere imod.

I virkeligheden er det bedste at acceptere, at andre træffer anderledes valg end vi selv gør på den baggrund, at det er det der passer ind i deres liv, deres planer, og deres måde at være sig selv og være forældre på. Manglende forståelse for andres valg, fordomme og dømmelser giver kun negative udfald.

Og så siger du, i øvrigt, du synes det er træls du bliver 'misforstået' her i tråden, men jeg synes ikke der er meget at misforstå ved disse to kommentarer:

men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Jeg syntes bare det er helt vildt at folk slet ikke vil (forstå mig nu ret, og lad være og bliv sure, alle jer der har fået nr.2 hurtigt) nyde deres første barn 100% i et par år, inden der kommer en mere

Det synes jeg personligt er to ret dømmende kommentarer. Den første har jeg kommenteret med henblik på, om ikke det så er synd for nr. 2 aldrig at få "unik opmærksomhed", den anden er bare super unfair, synes jeg, for det antyder at vi andre ikke nyder vores børn tilstrækkeligt. Det kan godt ske du skriver, at man ikke skal blive sur, men det er jo nemt at sige. Det er vel lidt som hvis jeg sagde: "Ja, nu må i ikke blive sure, jer det rammer, men jeg synes alle 4-børns mødre er nogle idioter" - Sat på spidsen (og det synes jeg i øvrigt ikke, det var bare for at komme med et ekstremt eksempel)

Jeg tror du vil det godt med din debat, du har måske bare sagt tingene på en lidt uheldig måde. 

Frøken J. skriver:

Det er svært ikke at blive stødt af tråden synes den er lidt fordomsfuld. Rose er ikke et nemt barn, men vi vil gerne have børn tæt, og dem skal vi nok klare. Du siger det med at dele opmærksomhed. Tror ikke folk har tænkt over dette, men uanset hvornår man får barn nummer to, vil barn nummer to aldrig have prøvet at have opmærksomheden alene. Fordi der jo allerede er en, når det barn kommer til. Og er det så synd for det andet barn? Nej da. Børn tager ikke skade af at deles om opmærksomheden. Det er jo ikke fordi de bliver ignoreret og omsorgssvigtet, fordi der kommer en mere

Enig! Kunne ikke have skrevet det bedre selv... sad nemlig med samme tanke...

Ja syntes virkelig alle omkring mig får barn nr.2 super hurtigt. Er det virkelig kun mig som ikke har drøn travlt med at få en lille mere så hurtigt som muligt???

Ja jeg tænker at deres børn virkelig må være ultra nemme

Jeg ved godt at folk sikkert tænker at deres børn får meget glæde af hinanden når de bliver større og måske savner de en lille baby igen, men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Måske er det kun mig der ikke kan overskue tanken om at dele opmærksomheden til to små størrelser, og måske tænker jeg bare alt for meget over det, men derfor er jeg alligevel nysgerrig, er jeg virkelig den eneste som bare venter lidt inden nr.2 kommer?

Uha der er jo så mange ting der spiller ind tror jeg 

Nu får vi først vores første til januar, men har overhovedet ikke planer om at skal have en mere med det samme. Skal lige have min uddannelse færdig, og allerede der bliver det jo lidt hårdt  

Dog vil kæresten gerne at vi begynder igen så hurtigt som muligt så længe det passer med endt uddannelse  Vi bliver jo heller ikke yngre hehe og vi ville gerne at vi ikke var alt for gamle inden vi blev færdige med at få børn.

Frøken J. skriver:

Men er det så ikke synd for og svært for det første barn, at mor sidder med baby på armen, når det første barn er 3 år? Eller er det kun synd når den mindste er 1,5? Det vil jo være en omvæltning uanset alderen på det første barn.

 Ja det er en omvæltning ligegyldig hvor gammel den første barn er...

TrineMine86 skriver:

tror egentlig du misforstår mig lidt, efter jeg har læst det igennem igen Mi

jeg mener ikke det er synd at de skal dele opmæksomheden, det har alle børn kun godt af at prøve (er min mening) jeg mener bare at det er tidligt at et barn på 1-1½ år skal være den store allerede..

man hører jo tit forældre stå og sige "nu, skal du altså være en stor dreng og.. og sådan opfører en storebror sig ikke osv osv, når de nu står der med armene fulde af en skrigende lillebror/søster og en storebror der ikke kan så meget selv, fordi han er så lille, og det er det som jeg kan synes som er lidt synd - det er ikke noget med opmæksomheden overhovedet..

Min mening er at forældre der tackler det sådan bærer sig "forkert" ad. Ja jeg får nok hug for det... men selvom den "lille" er bleve storebror/søster gør det dem ikke større. Deter en lille storebror/søster som stadig skal være lille... og behandles alderssvarende...

Jeg har selv 2 år mellem mine unger... og min søn er 2 år og en lille storebror... og det bliver der taget hensyn til ♥

Børn ER forskellige... når man får børn hurtigt efter hinanden altså fx. når den ældste er mellem 0-3 år så går der ikke så længe førend de ikke kan huske at de overhovedet har været ALENE med mor og far. Hvorpå ældre børn husker ALENEtiden...

Så jeg kan ikke se det er synd for den ældste...selvom de bliver storebror/søster tidligt. Det er forældrenes fornemste opgave at støtte op og være der for barnet og inddrage barnet i det omfang det magter/ønsker.

Det er IKKE enemt med en lille storebror/søster... der er mange ting de ikke forstår og der vil være konflikter... men det er der også med søskende med flere års mellemrum. Jeg var 7 da jeg blev storesøster. OG jeg sys det var svært. Jeg nev min søster og noglegange ønskede jeg hende VÆK! Trods jeg elskede hende og havde ønsket mig en lillesøster i flere år!

Jeg havde travlt eller, jeg har to børn med 13 måneders mellemrum, dog var ingen af dem planlagt.. tror også nr. Tre lige skal vente et par år  

Lahn11 skriver:

Jeg havde travlt eller, jeg har to børn med 13 måneders mellemrum, dog var ingen af dem planlagt.. tror også nr. Tre lige skal vente et par år  

Frøken J. skriver:

Jeg tror, at det er en kende naivt at forvente, at hun vil acceptere det. En 4-5 årig har haft 4-5 år alene på pinden med fuld opmærksomhed fra far og mor, og har sågar udviklet sit selv og sin autobiografiske hukommelse, og kan dermed huske ting fra dén periode af sit liv. Derfor vil det være en enorm omvæltning - Et barn på 1½ har alligevel ikke været alene så længe, og har endnu ikke en autobiografisk hukommelse, og kan altså ikke huske så langt tilbage i sit liv alligevel.

Dermed ikke sagt, at det er katastrofalt at få børn med mellemrum. Som jeg ser det, er der lige mange fordele og ulemper ved begge valg, og derfor kan man ikke forsvare den tese, at den ene ting generelt er bedre end den anden. For hvor den ene ting har én fordel, har den anden ting en anden fordel, og i sidste ende kommer det helt an på, hvordan man som forældre tackler det at give sine børn søskende. Så egentlig er debatten vel overflødig - Intet er mere rigtigt end det andet per se. Man kan kun sige, at det ene er mere rigtigt end det andet for den enkelte forældre, og det er jo straks en anden sag, for det kan man jo ikke argumentere imod.

I virkeligheden er det bedste at acceptere, at andre træffer anderledes valg end vi selv gør på den baggrund, at det er det der passer ind i deres liv, deres planer, og deres måde at være sig selv og være forældre på. Manglende forståelse for andres valg, fordomme og dømmelser giver kun negative udfald.

Og så siger du, i øvrigt, du synes det er træls du bliver 'misforstået' her i tråden, men jeg synes ikke der er meget at misforstå ved disse to kommentarer:

men er der slet ingen (som mig) som gerne vil give deres ene og første barn en masse unik opmærksomhed og alene tid inden der skal komme en lillebror/søster?

Jeg syntes bare det er helt vildt at folk slet ikke vil (forstå mig nu ret, og lad være og bliv sure, alle jer der har fået nr.2 hurtigt) nyde deres første barn 100% i et par år, inden der kommer en mere

Det synes jeg personligt er to ret dømmende kommentarer. Den første har jeg kommenteret med henblik på, om ikke det så er synd for nr. 2 aldrig at få "unik opmærksomhed", den anden er bare super unfair, synes jeg, for det antyder at vi andre ikke nyder vores børn tilstrækkeligt. Det kan godt ske du skriver, at man ikke skal blive sur, men det er jo nemt at sige. Det er vel lidt som hvis jeg sagde: "Ja, nu må i ikke blive sure, jer det rammer, men jeg synes alle 4-børns mødre er nogle idioter" - Sat på spidsen (og det synes jeg i øvrigt ikke, det var bare for at komme med et ekstremt eksempel)

Jeg tror du vil det godt med din debat, du har måske bare sagt tingene på en lidt uheldig måde. 

MorDk skriver:

Min mening er at forældre der tackler det sådan bærer sig "forkert" ad. Ja jeg får nok hug for det... men selvom den "lille" er bleve storebror/søster gør det dem ikke større. Deter en lille storebror/søster som stadig skal være lille... og behandles alderssvarende...

Jeg har selv 2 år mellem mine unger... og min søn er 2 år og en lille storebror... og det bliver der taget hensyn til ♥