Du går alligevel bare hjemme!?

engodmor skriver:

mor er træt efter en àrbejdsdag`med barn hjemme, og vil godt ha `fri`en smule om aften..

 

far er træt efter en arbejdsdag på arbejdet, og vil godt ha fri en smule om aften.

 

så  i må deles om opgaverne  måske foreslå at i skiftes hver anden dag til og slappe af og ordne de ting der skal..

Ja, men så skal han LIGE træne, så skal han lige lave noget specielt mad til sin træning osv. Så det der holder med garanti ikke her hos os

skrivemaskine skriver:

Jeg fortalte min kæreste meget kort tid efter fødslen, at det at have barn og det praktiske herhjemme er et fælles projekt, som vi skal have til at fungere i samarbejde. At det ikke er kvindens opgave, som manden kan vælge at deltage i, hvis han har lyst. 

Få timer forinden havde vi siddet sammen med sundhedsplejersken, hvor min kæreste sagde, at han mente det var nemmere for kvinder at stå op om natten, også 20 gange hver nat, og kun 1/2 times sammenlagt søvn hver nat!!!???? Fordi det bare ligger naturligt for kvinder... Arrrgh. Jeg blev helt stum, for det havde jeg aldrig forstillet mig, ville komme ud af hans mund. Så jeg blev vred, og fik fortalt ham ovenstående om aftenen. 

Han sagde også, at jeg jo havde barsel. Men den går bare ikke hos mig. Han er på arbejde i x-antal timer, i de timer er jeg på arbejde hjemme. Når han kommer hjem er vi sammen om opgaverne, og skiftedes til at tage tjanserne. Så kan vi begge to, med god samvittighed, nogengange se tv-avisen eller få et varmt bad. Han forstod det heldigvis efter nogle uger, og nu er det fuldstændig lige. 

Det er hårdt at gå hjemme med et lille barn, det er hårdt ikke at få sin søvn, og det er hårdt at være alene om det. Nu er du ikke alenemor, og synes heller ikke du skal finde dig i, at det føles sådan. 

Dejligt at du kunne rette lidt op på det, ved at snakke med ham. Men når jeg snakker med ham, hjælper det ikke ligefrem
Så kan han finde på bare at gå i seng?

Men det er også mega svært at lave om på ham, for hos hans forældre er det udelukkende moren der laver ALT ! Han tager også bare afsted og kommer hjem når det passer ham, og så står huset clean og maden er klar eller står til ham !!!! ÅÅÅÅÅÅÅH!! Kan ikke fordrage det .......

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg fik for 4 måneder siden et barn, som er virkelig god af sig og har været nem indtil nu.

I dagligdagen går jeg meget op i at barnet trives, vi bruger bl.a. meget lang tid på puslebordet, ligger og snakker og leger i sofaen mm. Vi bruger også tiden på mødregruppe, babysvømning og sammenværd med familien og venner med børn.

Når min kæreste så kommer hjem, selvom hele huset er ryddet op og her ser pænt ud, kan han aldrig lige overskue at have vores barn. Når jeg spørger om han lige vil have barnet lidt, siger han altid: "hvad skal du da"? (som om han kun behøver sidde med barnet når jeg lige skal på toilet) Når han har siddet med ham i 5-10 minutter, sætter han barnet ofte bare i sin skråstol. "jeg kan ikke holde ud af sidde med barnet". Og hvis jeg spørger om han lige vil lave nogle sutteflaske klar om aftenen får jeg også bare den med: "jeg skal til og i seng", kan du ikke selv gøre det"!? Øh jo! Det kan man godt, Meeen jeg har ligesom haft barnet fra kl 6 om morgenen, har været oppe om natten mm. Og så vil man måske gerne selv lige slappe af lidt når barnet er lagt i seng....

Af og til siger jeg til ham at det faktisk godt kan være hårdt at gå hjemme og have ham alene en hel dag osv, "det er sgu' da det du går hjemme for"!

ved ikke lige hvordan jeg skal takle det. For selvom jeg siger at han ikke kan være det bekendt, og at jeg ikke har lyst til at være sammen med en der er så ligeglad. / det reagere han nærmest ikke på.

Kan det være en fødselsdepression han har? Den kan medføre sådan en adfærd og i så fald har han brug for hjælp.

Hvis det ikke er tilfældet, så syntes jeg at han er en svagpisser og at han virkelig skulle skamme sig! Men desværre tror jeg at det er temmelig normalt, for kender flere veninder der har klaget over det samme gennem tiden. Jeg ved ikke helt hvad man skal gøre ved det. Problemet for mig er lidt at det virker som om at du har prøvet at tale med ham om det og han bare fejer dig af. Hvis han nægter at kommunikere om det og nægter at indgå i en dialog om at ændre nogle ting så er du måske nødt til at se i øjnene at han nægter at ændre sig. Så er der vel desværre ikke så meget andet du kan gøre end at gøre op med dig selv om du kan leve med det eller ej.

PS hvis det er noget trøst så har jeg hørt fra flere at mændene kom mere på banen da børnene blev ældre og kunne gå og tale selv.

TeamRocket skriver:

Det synes jeg godt nok lyder underligt. Jeg har været vant til at når far kom hjem jamen så blev jeg beordret i bad osv så han kunne have baby, han ville putte fordi jeg jo fik lov at have dem om morgen og han ville hellere end gerne lave flasker og give flaske, bøvse, lege, hygge og synge og han hadede at føle jeg ikke havde brug for ham. Måske du skal sparke din kæreste hårdt i røven?

LÆKKERT

Alle fortjener da sådan en mand ;D

 

Held og lykke til TS - håber det bliver bedre

Altså den var ikke gået her! For selvom du da "bare" går hjemme og hygger dig, så er du på hele tiden! Og man har virkelig brug for en pause når farmand kommer hjem fra job. Min mand er heldigvis rigtig god til at tage vores datter og sådan skal det også være- man er 2 om at lave barnet og 2 om at tage hånd om det. Desværre synes jeg tit jeg hører om fraværende fædre, der ikke kan overskue et så lille barn. Jeg synes du skal snakke med ham om det igen, og ellers så håber jeg det ændrer sig når jeres barn bliver lidt større og "nemmere" at være sammen med. Hvis du kan holde forholdet ud så længe!

kesuh skriver:

sådan var det heller ikke her  her var jeg husmoren der gik hjemme i 8 måneder efter fødslen.. 6 måneders barsel+ 2 måneders dagpenge.. Fortryder intet overhovedet. Familien var vigtigere end det skide arbejde og da moren var på Su, så fik jeg al barslen for mig selv og hun fik sin egen 1års barsel på su også

Anonym skriver:

Ja det vil være rigtig lækkert! Dog er jeg bekymret om hvordan det vil gå
Han kan sagtens have ham nogle timer ad gangen, men at han skal have ham hele dage tror jeg vil knibe :/ inden barnet kom til verden var han også ivrig efter at skulle have noget barsel alene i slutningen. Men nu er det slet ikke på tale mere

Nej, baby er helt vanvittigt hårdt arbejde. Et arbejde vi som kvinder åbenbart finder nemmere end vores mænd.

Din uro i maven vil forsvinde som du ser at han godt kan, når du så senere ser gevinsten, kærligheden i jeres barns øjne når det snakker om far, så vil du glæde dig over du måske pressede lidt på i starten.

Måske det handler mest om at han er bange for at gøre skade på det lille liv? Det har jeg efterhånden hørt en del mænd fortælle om.. Snakker I sammen om det?

 

HeXeri skriver:

Nej, baby er helt vanvittigt hårdt arbejde. Et arbejde vi som kvinder åbenbart finder nemmere end vores mænd.

Din uro i maven vil forsvinde som du ser at han godt kan, når du så senere ser gevinsten, kærligheden i jeres barns øjne når det snakker om far, så vil du glæde dig over du måske pressede lidt på i starten.

Måske det handler mest om at han er bange for at gøre skade på det lille liv? Det har jeg efterhånden hørt en del mænd fortælle om.. Snakker I sammen om det?

 

Jeg tror egentlig ikke, at vi har nemmere ved det.

Vi bliver bare nødt til at finde ud af, for manden tager på arbejde, og instinkterne ville aldrig lade os overlade det lille barn til sig selv, selvom vi er trætte osv.

Ciss skriver:

Jeg tror egentlig ikke, at vi har nemmere ved det.

Vi bliver bare nødt til at finde ud af, for manden tager på arbejde, og instinkterne ville aldrig lade os overlade det lille barn til sig selv, selvom vi er trætte osv.

Mjah, jeg synes da min egen erfaring er at det har været nemmere for mine veninder at starte det nye liv, end det var for mine mandige venner. Ikke på en åbenlys måde, men mange havde brug for det der skub før de for alvor kastede sig ud i det. Mange fortæller om skræk for at gøre noget så forkert at det får uoprettelige konsekvenser.

Den synes jeg da ikke jeg møder så meget hos kvinder. Hos kvinderne er det da mere besværet ved at acceptere at manden også kan selv, jeg støder mest på.

HeXeri skriver:

Mjah, jeg synes da min egen erfaring er at det har været nemmere for mine veninder at starte det nye liv, end det var for mine mandige venner. Ikke på en åbenlys måde, men mange havde brug for det der skub før de for alvor kastede sig ud i det. Mange fortæller om skræk for at gøre noget så forkert at det får uoprettelige konsekvenser.

Den synes jeg da ikke jeg møder så meget hos kvinder. Hos kvinderne er det da mere besværet ved at acceptere at manden også kan selv, jeg støder mest på.

Joda, der er lidt om det der med at slippe mændene til.

Men samtidig er det jo noget med, hvad man er indstillet på. Helt fra kvinden opdager, at hun er gravid, indstilles hun jo på, at hun kommer til at få et lille barn, som man skal passe på og tage sig af osv, osv, osv. Omgivelserne tager det som en selvfølge, at det skal hun da.

De gamle kønsrolle ligger stadig meget tæt på overfladen, og der er stadig rigtig mange mænd, som tager det som en selvfølge at "kvinden har sikkert instinkterne, så hun ved, hvad der skal gøres" = "Det er ikke min sag". De er indstillet på, at spædbørn er noget, kvinden tager sig af. Sikkert ubevidst for en dels vedkommende. Og i mine øjne er det et spørgsmål om indstilling. De forventer, at de kan nøje sig med at give en flaske en gang i mellem for at afhjælpe damen lidt, men de ser det egentlig som hendes opgave. Og omgivelserne kommer med undskyldninger: "Sådan er mænd. De har svært ved det der med små børn" osv osv osv. Jeg synes egentlig mest, det er trist. Både børnene og mændene går jo glip af noget - for ikke at snakke om, at mange familier samlet set kunne have en meget bedre spædbørnstid, hvis forældrerne i lidt større grad var ligeværdige i søvn og arbejdsfordeling.

Men det er mine tanker omkring det.

Der er sikkert flere aspekter ved det.