Du går alligevel bare hjemme!?

Anonym skriver:

Har også tænkt tanken, om det måske var den bedste løsning for en stund.

Men der er også bare langt fra tanke til handling, med en så stor beslutning. For som sagt tager han mig ikke seriøst

ej øv hvor er han altså bare tarvelig - og så en periode som denne der burde være helt fantastisk og skabe en masse skønne minder for jer begge to..

du har kun én første barsel med første barn hvor I kan glemme jer i hinanden -skal han virkelig have lov til at ødelægge det?

jeg tror jeg ville finde viljen og styrken frem til at komme fra tanke til handling 

For lige nu ser det ikke ud til han har noget som helst positivt at bidrage med til jeres lille familie 

SussieThyssen skriver:

Jeg er næsten bange for at sige det..men alligevel....jeg er bange for at han er på vej ud af jeres forhold.

Der er sket noget, det er helt sikkert, hvad ved jeg ikke, men han har tabt interessen.

Så jeg tror det vil være klogt at lægge kortene på bordet og spørge ham om han vil fortsætte eller I skal gå hver til sidst.

Måske skulle du også spørge ham, om han har fundet en anden. 

Er glad for at du er så ærlig!

Og igen, ja det vil være smartest at få lagt tingene på bordet, SNART! For jeg er også meget i tvivl på det lige for tiden. Da alting bare går galt, og vi hverken kysser, krammer eller 'hygger'

Giraffen skriver:

ej øv hvor er han altså bare tarvelig - og så en periode som denne der burde være helt fantastisk og skabe en masse skønne minder for jer begge to..

du har kun én første barsel med første barn hvor I kan glemme jer i hinanden -skal han virkelig have lov til at ødelægge det?

jeg tror jeg ville finde viljen og styrken frem til at komme fra tanke til handling 

For lige nu ser det ikke ud til han har noget som helst positivt at bidrage med til jeres lille familie 

Ja tarveligt er det ihvertfald! Er også begyndt at have ondt i maven så snart han kommer hjem, og når vi snakker sammen. Det er så ubehageligt at være i kroppen for tiden.

Nej ikke meget andet end lige at sidde og snakke lidt med barnet når han kommer hjem, og så når først bebsen ikke er sjov længere - så er det mit ansvar igen. Så man får egentlig kun de lidt trælse øjeblikke...

Men tak for responsen ihvertfald

Anonym skriver:

Ja tarveligt er det ihvertfald! Er også begyndt at have ondt i maven så snart han kommer hjem, og når vi snakker sammen. Det er så ubehageligt at være i kroppen for tiden.

Nej ikke meget andet end lige at sidde og snakke lidt med barnet når han kommer hjem, og så når først bebsen ikke er sjov længere - så er det mit ansvar igen. Så man får egentlig kun de lidt trælse øjeblikke...

Men tak for responsen ihvertfald

måske du skal prøve at læse hele tråden igennem og se hvordan du egentlig beskriver dine følelser omkring det hele.... lyder til at det ville være bedst for dig og baby og have et liv uden ham, sådan som det ser ud lige nu hvertfald...

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg fik for 4 måneder siden et barn, som er virkelig god af sig og har været nem indtil nu.

I dagligdagen går jeg meget op i at barnet trives, vi bruger bl.a. meget lang tid på puslebordet, ligger og snakker og leger i sofaen mm. Vi bruger også tiden på mødregruppe, babysvømning og sammenværd med familien og venner med børn.

Når min kæreste så kommer hjem, selvom hele huset er ryddet op og her ser pænt ud, kan han aldrig lige overskue at have vores barn. Når jeg spørger om han lige vil have barnet lidt, siger han altid: "hvad skal du da"? (som om han kun behøver sidde med barnet når jeg lige skal på toilet) Når han har siddet med ham i 5-10 minutter, sætter han barnet ofte bare i sin skråstol. "jeg kan ikke holde ud af sidde med barnet". Og hvis jeg spørger om han lige vil lave nogle sutteflaske klar om aftenen får jeg også bare den med: "jeg skal til og i seng", kan du ikke selv gøre det"!? Øh jo! Det kan man godt, Meeen jeg har ligesom haft barnet fra kl 6 om morgenen, har været oppe om natten mm. Og så vil man måske gerne selv lige slappe af lidt når barnet er lagt i seng....

Af og til siger jeg til ham at det faktisk godt kan være hårdt at gå hjemme og have ham alene en hel dag osv, "det er sgu' da det du går hjemme for"!

ved ikke lige hvordan jeg skal takle det. For selvom jeg siger at han ikke kan være det bekendt, og at jeg ikke har lyst til at være sammen med en der er så ligeglad. / det reagere han nærmest ikke på.

Nu nåede jeg kun at læse til side 4, så måske det er sagt, men på mig kan det godt lyde som en efterfødselsreaktion/depression?