Anonym skriver:
I nat skulle vores barn have flaske, så var jeg ude i køkkenet for at varme maden. Kæresten stod så op for at give barnet sutten (troede det var for lige at være sød ved barnet) men nej, da jeg kommer ind med flasken, siger han: " hvorfor har du ikke taget ham med derud!?" vores barn snakker meget højt når h*n er sulten!
Så skulle han ud på toilet, åbenbart. Jeg spørger om han måske vil være interesseret i lige at sidde med barnet de 10 minutter det tager at tømme flasken, så får man svaret: " tror du det er juleaften!?" 
SOM OM DET SKULLE VÆRE SOM EN GAVE FOR AT HAN GIDER AT GØRE DET!!!!! 
blev virkelig såret, og så bliver jeg også sur og kommer til at rakke ned på ham. Men lige meget hvordan og hvad jeg sagde, kom den med "du går jo hjemme", "det er jo mig der går på arbejde" "jeg kan ikke holde ud at være vågen om natten"...... 
Kan Ikke se hvordan jeg kunne få ændret hans indstilling til tingene! For føler ikke det bare er en fase....?
Det lyder, som om han har en grundlæggende holdning til det hele, som ikke hænger sammen med realiteterne.
I tillæg virker det ikke, som om han tænker på andre end sig selv. Det virker ikke som om I har noget fælles længere.
Du er ikke hans husholderske og tjener. Hvis det er det, han har reduceret dig til, så er det på tide at lave nogen større ændringer, for du er mere værd end det, og en familie er noget, man er sammen. Ikke som den ene kæmper med dag og nat, mens den anden svæver ind og ud af det, som det passer ham. Ansvarløs kan man være, sålænge man ikke har børn.
Jeg kan ikke råde dig eller fortælle dig, om du kan klare at få ham til at forstå, hvordan du har det, eller om du kan få ham med på at ændre, hvordan ting foregår hos jer. Det, jeg tror, er vigtigt nu, er at du finder ud af, hvor dine egne grænser går. Hvad kan du leve med, hvad kan du ikke leve med, og hvordan ønsker du, at familielivet skal se ud. Når du har fundet ud af det, tager du en rolig og klar snak med ham. Han er nødt til at vide nøjagtigt, hvad du kan leve med og ikke, og hvad du forventer af ham. Til gengæld må du også få at vide, nøjagtigt hvad han forventer af dig, og så må I jo se, om det er noget, det er muligt at enes om.
