Du går alligevel bare hjemme!?

mor er træt efter en àrbejdsdag`med barn hjemme, og vil godt ha `fri`en smule om aften..

far er træt efter en arbejdsdag på arbejdet, og vil godt ha fri en smule om aften.

så  i må deles om opgaverne  måske foreslå at i skiftes hver anden dag til og slappe af og ordne de ting der skal..

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg fik for 4 måneder siden et barn, som er virkelig god af sig og har været nem indtil nu.

I dagligdagen går jeg meget op i at barnet trives, vi bruger bl.a. meget lang tid på puslebordet, ligger og snakker og leger i sofaen mm. Vi bruger også tiden på mødregruppe, babysvømning og sammenværd med familien og venner med børn.

Når min kæreste så kommer hjem, selvom hele huset er ryddet op og her ser pænt ud, kan han aldrig lige overskue at have vores barn. Når jeg spørger om han lige vil have barnet lidt, siger han altid: "hvad skal du da"? (som om han kun behøver sidde med barnet når jeg lige skal på toilet) Når han har siddet med ham i 5-10 minutter, sætter han barnet ofte bare i sin skråstol. "jeg kan ikke holde ud af sidde med barnet". Og hvis jeg spørger om han lige vil lave nogle sutteflaske klar om aftenen får jeg også bare den med: "jeg skal til og i seng", kan du ikke selv gøre det"!? Øh jo! Det kan man godt, Meeen jeg har ligesom haft barnet fra kl 6 om morgenen, har været oppe om natten mm. Og så vil man måske gerne selv lige slappe af lidt når barnet er lagt i seng....

Af og til siger jeg til ham at det faktisk godt kan være hårdt at gå hjemme og have ham alene en hel dag osv, "det er sgu' da det du går hjemme for"!

ved ikke lige hvordan jeg skal takle det. For selvom jeg siger at han ikke kan være det bekendt, og at jeg ikke har lyst til at være sammen med en der er så ligeglad. / det reagere han nærmest ikke på.

Jeg fortalte min kæreste meget kort tid efter fødslen, at det at have barn og det praktiske herhjemme er et fælles projekt, som vi skal have til at fungere i samarbejde. At det ikke er kvindens opgave, som manden kan vælge at deltage i, hvis han har lyst. 

Få timer forinden havde vi siddet sammen med sundhedsplejersken, hvor min kæreste sagde, at han mente det var nemmere for kvinder at stå op om natten, også 20 gange hver nat, og kun 1/2 times sammenlagt søvn hver nat!!!???? Fordi det bare ligger naturligt for kvinder... Arrrgh. Jeg blev helt stum, for det havde jeg aldrig forstillet mig, ville komme ud af hans mund. Så jeg blev vred, og fik fortalt ham ovenstående om aftenen. 

Han sagde også, at jeg jo havde barsel. Men den går bare ikke hos mig. Han er på arbejde i x-antal timer, i de timer er jeg på arbejde hjemme. Når han kommer hjem er vi sammen om opgaverne, og skiftedes til at tage tjanserne. Så kan vi begge to, med god samvittighed, nogengange se tv-avisen eller få et varmt bad. Han forstod det heldigvis efter nogle uger, og nu er det fuldstændig lige. 

Det er hårdt at gå hjemme med et lille barn, det er hårdt ikke at få sin søvn, og det er hårdt at være alene om det. Nu er du ikke alenemor, og synes heller ikke du skal finde dig i, at det føles sådan. 

skrivemaskine skriver:

Jeg fortalte min kæreste meget kort tid efter fødslen, at det at have barn og det praktiske herhjemme er et fælles projekt, som vi skal have til at fungere i samarbejde. At det ikke er kvindens opgave, som manden kan vælge at deltage i, hvis han har lyst. 

Få timer forinden havde vi siddet sammen med sundhedsplejersken, hvor min kæreste sagde, at han mente det var nemmere for kvinder at stå op om natten, også 20 gange hver nat, og kun 1/2 times sammenlagt søvn hver nat!!!???? Fordi det bare ligger naturligt for kvinder... Arrrgh. Jeg blev helt stum, for det havde jeg aldrig forstillet mig, ville komme ud af hans mund. Så jeg blev vred, og fik fortalt ham ovenstående om aftenen. 

Han sagde også, at jeg jo havde barsel. Men den går bare ikke hos mig. Han er på arbejde i x-antal timer, i de timer er jeg på arbejde hjemme. Når han kommer hjem er vi sammen om opgaverne, og skiftedes til at tage tjanserne. Så kan vi begge to, med god samvittighed, nogengange se tv-avisen eller få et varmt bad. Han forstod det heldigvis efter nogle uger, og nu er det fuldstændig lige. 

Det er hårdt at gå hjemme med et lille barn, det er hårdt ikke at få sin søvn, og det er hårdt at være alene om det. Nu er du ikke alenemor, og synes heller ikke du skal finde dig i, at det føles sådan. 

TeamRocket skriver:

Det synes jeg godt nok lyder underligt. Jeg har været vant til at når far kom hjem jamen så blev jeg beordret i bad osv så han kunne have baby, han ville putte fordi jeg jo fik lov at have dem om morgen og han ville hellere end gerne lave flasker og give flaske, bøvse, lege, hygge og synge og han hadede at føle jeg ikke havde brug for ham. Måske du skal sparke din kæreste hårdt i røven?

Samme her - her ville manden også hellere end gerne på banen!  Især fordi mor faldt i den der: Du skal gøre det på min måde-fælde!  

Jeg tror desværre det er meget normalt at "far" ikke hjælper til med barnet det første stykke tid. Jeg læste et sted, at mænd har svært ved at forholde sig til de helt små, men når barnet kan mere selv osv, så kommer manden mere på banen. Dermed ikke sagt, at det er i orden, men kunne det være en forklaring?
Jeg synes I skal prøve at sætte jer ned og afstemme hinandens forventninger - hvad forventer du af ham og omvendt. Og så må I begge forsøge at være villige til at indgå kompromis. Hvis han ikke vil ordne flasker, vil han så f.eks vaske tøj i stedet? Etc.

Hov hov... Det er ikke alle fædre der opfører sig sådan..

Til Anonym-> Nåh men ihvertfald. Jeg syntes du skal tage en snak med ham omkring hvad han opfatter ved rollen som far og så sige til ham at du kunne tænke dig, at han deltog en smule mere i pasningen. Du kunne måske også lige bruge lidt fritid engang imellem, selv om det det kan være svært at slippe barnet

Bare lige "advar" ham en halv dag i forvejen inden du snakker med ham om aftenen, så kan han gå og pusle lidt med tankerne i løbet af dagen.

skrivemaskine skriver:

Jeg fortalte min kæreste meget kort tid efter fødslen, at det at have barn og det praktiske herhjemme er et fælles projekt, som vi skal have til at fungere i samarbejde. At det ikke er kvindens opgave, som manden kan vælge at deltage i, hvis han har lyst. 

Få timer forinden havde vi siddet sammen med sundhedsplejersken, hvor min kæreste sagde, at han mente det var nemmere for kvinder at stå op om natten, også 20 gange hver nat, og kun 1/2 times sammenlagt søvn hver nat!!!???? Fordi det bare ligger naturligt for kvinder... Arrrgh. Jeg blev helt stum, for det havde jeg aldrig forstillet mig, ville komme ud af hans mund. Så jeg blev vred, og fik fortalt ham ovenstående om aftenen. 

Han sagde også, at jeg jo havde barsel. Men den går bare ikke hos mig. Han er på arbejde i x-antal timer, i de timer er jeg på arbejde hjemme. Når han kommer hjem er vi sammen om opgaverne, og skiftedes til at tage tjanserne. Så kan vi begge to, med god samvittighed, nogengange se tv-avisen eller få et varmt bad. Han forstod det heldigvis efter nogle uger, og nu er det fuldstændig lige. 

Det er hårdt at gå hjemme med et lille barn, det er hårdt ikke at få sin søvn, og det er hårdt at være alene om det. Nu er du ikke alenemor, og synes heller ikke du skal finde dig i, at det føles sådan. 

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg fik for 4 måneder siden et barn, som er virkelig god af sig og har været nem indtil nu.

I dagligdagen går jeg meget op i at barnet trives, vi bruger bl.a. meget lang tid på puslebordet, ligger og snakker og leger i sofaen mm. Vi bruger også tiden på mødregruppe, babysvømning og sammenværd med familien og venner med børn.

Når min kæreste så kommer hjem, selvom hele huset er ryddet op og her ser pænt ud, kan han aldrig lige overskue at have vores barn. Når jeg spørger om han lige vil have barnet lidt, siger han altid: "hvad skal du da"? (som om han kun behøver sidde med barnet når jeg lige skal på toilet) Når han har siddet med ham i 5-10 minutter, sætter han barnet ofte bare i sin skråstol. "jeg kan ikke holde ud af sidde med barnet". Og hvis jeg spørger om han lige vil lave nogle sutteflaske klar om aftenen får jeg også bare den med: "jeg skal til og i seng", kan du ikke selv gøre det"!? Øh jo! Det kan man godt, Meeen jeg har ligesom haft barnet fra kl 6 om morgenen, har været oppe om natten mm. Og så vil man måske gerne selv lige slappe af lidt når barnet er lagt i seng....

Af og til siger jeg til ham at det faktisk godt kan være hårdt at gå hjemme og have ham alene en hel dag osv, "det er sgu' da det du går hjemme for"!

ved ikke lige hvordan jeg skal takle det. For selvom jeg siger at han ikke kan være det bekendt, og at jeg ikke har lyst til at være sammen med en der er så ligeglad. / det reagere han nærmest ikke på.

sådan gjorde min kæreste også indtil jeg skulle til eksamen, hvor han skulle passe vores søn i 5-6 timer

Lad din kæreste passe jeres søn i nogle timer, så indser han det nok

Anonym skriver:

Min kæreste og jeg fik for 4 måneder siden et barn, som er virkelig god af sig og har været nem indtil nu.

I dagligdagen går jeg meget op i at barnet trives, vi bruger bl.a. meget lang tid på puslebordet, ligger og snakker og leger i sofaen mm. Vi bruger også tiden på mødregruppe, babysvømning og sammenværd med familien og venner med børn.

Når min kæreste så kommer hjem, selvom hele huset er ryddet op og her ser pænt ud, kan han aldrig lige overskue at have vores barn. Når jeg spørger om han lige vil have barnet lidt, siger han altid: "hvad skal du da"? (som om han kun behøver sidde med barnet når jeg lige skal på toilet) Når han har siddet med ham i 5-10 minutter, sætter han barnet ofte bare i sin skråstol. "jeg kan ikke holde ud af sidde med barnet". Og hvis jeg spørger om han lige vil lave nogle sutteflaske klar om aftenen får jeg også bare den med: "jeg skal til og i seng", kan du ikke selv gøre det"!? Øh jo! Det kan man godt, Meeen jeg har ligesom haft barnet fra kl 6 om morgenen, har været oppe om natten mm. Og så vil man måske gerne selv lige slappe af lidt når barnet er lagt i seng....

Af og til siger jeg til ham at det faktisk godt kan være hårdt at gå hjemme og have ham alene en hel dag osv, "det er sgu' da det du går hjemme for"!

ved ikke lige hvordan jeg skal takle det. For selvom jeg siger at han ikke kan være det bekendt, og at jeg ikke har lyst til at være sammen med en der er så ligeglad. / det reagere han nærmest ikke på.

Hej..

vil blot sige at jeg kender til dine følelser omkring dette dillemma og vil blot sige, bare vent et par måneder endnu, så får din kæreste en helt anden interesse for jeres barn.

selvom det er pisse frustrerende at de ikke vil hjælpe til eller viser interesse, så tror jeg simpelthen at der findes nogle mænd, som har svært ved at forholde sig til børnene når de er små, de ved ikke hvad de skal "sige" til dem og de føler det komplet akavet, når man ikke får så meget respons tilbage.

min kæreste havde også sådan en periode da vores søn var lille, jeg blev også pisse sur og ked af det, og fik da også ham tvunget til at hjælpe lidt til, og når han sad med ham, så var han ofte mere optaget af TVet end af vores søn, jeg skulle hele tiden fortælle ham at det var vigtig med øjenkontakt og han snakkede med vores søn osv, men tror han havde svært ved det, men idag er 

VERDENS BEDSTE FAR til vores søn på 11 måneder, de leger, griner, pjatter og det er vidunderligt at se på, vores søn vil hele tiden være hos sin far, og nu duer mor ikke rigtig mere hehe

Vi har haft en del af de samme problemer.

Jeg tror nogen (ikke alle) mænd tror, at når man går hjemme med barnet hele dagen, så har man jo fri....

Alle, som har prøvet det, ved jo, at sådan er det ikke.

Min anbefaling vil være at tage en rolig snak med ham omkring dette med at være en familie. I en familie så er de voksne nødt til at tage ansvar og gøre de ting, som er nødt til at blive gjort. Også selvom man egentlig bare har mest lyst til at dalre ned foran tven eller gå og tage et bad. At være småbørnsforældrer betyder, at man er nødt til at sætte sine egne behov til side meget af tiden. Det er tungt for begge. Begge har brug for et lille pusterum nu og da. Den eneste måde det kan komme til at fungere på, er hvis I begge to aflaster hinanden. Når han vælger at bruge så meget af sin "fritid" uden for hjemmet, så betyder det jo også, at når han først er hjemme, så er han nødt til at prioritere familien og det dertil hørende arbejde. Også selvom han er træt. En familie er ikke noget, som passer sig selv indtil man synes, det lige passer at deltage en dag. En anden vigtig ting er, at sålænge han ikke gør sin del, betyder det, at du aldrig kan sætte dig ned og slappe af sammen med ham, og det vil i længden virkelig gå ud over jeres indbyrdes forhold.

For nogen fungerer det at sætte et skema op og hænge på køleskabet. F eks et skema som viser 7 dage i ugen og hvem som har ansvaret for f eks at ordne aftenflaskerne den dag. Hvem som skal bade babyen. Hvem som skal vaske op efter middagen. Eller hvilke opgaver man nu kan blive enige om at sætte op. Så slipper man de evige diskutioner om, hvem som skal hvad i dag.

 for at I finder en god balance jer imellem, så hverdagene kan komme til at fungere bedre.

Sådan var min datters far også, og jeg fik nok til sidst.

Det var én af tingene der gjorde jeg afsluttede vores forhold.

Han ønskede brændende et barn, men da hun endelig kom gad han ikke deltage. 

Du skal skære igennem, at det også er hans barn og selvom du går hjemme så er det da ren logik at han også skal hjælpe til. 

Han har jo ikke fået et barn for at det bare skal være en pynte genstand, der bare kan klare sig selv. 

Og ja, der høre 'sure' opgaver med til at få et barn: Lortebleer, op om natten, ordne sutteflasker. 

Det er ikke altid en dans på roser, men det skulle han så ha tænkt på FØR han valgte at få et barn.

Håber i finder ud af det