Kan min datter klare sig uden sin mor?

Jeg har svært ved at forestille mig hvad de kan sige/gøre.

Og jeg har jo forpligtigelser imorgen jeg skal varetage.

Ja, du skal varetage den forpligtelse du har over for din datter til at tage dig af hendes mor og sørge for, at hendes mor får det godt og kan blive ved med at være hendes mor!

Og de rette mennesker KAN hjælpe dig!

Jeg ved godt det slet slet ikke føles sådan lige nu  Derfor skal du lytte til os, som ved hvad vi snakker om og holde fast i det!

Anonym skriver:

 

 

Jeg har bare været på antidepressiv i snart 3 år, og har fået sat dosis op og så videre, men jeg føler ikke det gør den mindste forskel.

Hver dag ønsker jeg bare ikke at lave andet end at sove. Det er ikke fordi jeg er doven og ikke gider lave dagens gode gerning. Jeg har bare ikke lyst til at se nogen mennesker.

Jeg føler slet ikke jeg er tilstrækkelig over for min datter.

Det skal nok blive bedre med den rigtige medicin ... ville ringe til psykiatrisk skadestue nu eller egen læge imorgen ...og sige hvor slemt det står til ... der skal nok findes den medicin der passer til dig ... jeg lover det ... det tager tid at finde den rigtige dosis og det rigtige produkt ...

Håber du er oki ... skriv evt pb

Anonym skriver:

Nej slet ikke. Vi har aldrig haft kommunen ind over vores familie.

Sagen er "blot" at jeg ikke ønsker at være her mere.
Jeg er bare virkelig bange for at skade hende. Hvilket jeg virkelig ikke ønsker. Hun er mit et og alt.

Puha. Der fik jeg gåsehud og fik det rigtig dårligt. Jeg synes at du skal være stærk og bede om hjælp, for din datters skyld. Alt den hjælp du kan få. Håber virkelig at du kommer på andre tanker. Jeg har selv stået der, og det bedste valg udover at beholde min søn er at jeg stadig lever. Skriver det ikke bare for at skrive det.

Du får lige en masse

Anonym skriver:

Ja, som spørgsmålet lyder, kan min datter klarer sig uden mig, hendes mor?
Vil hun tage skade nu eller senere hen, hvis hun pludselig skulle undvære mig? Eller vil hun hurtigt glemme det, i og med hun kun er 2 år?

Kan der virkelig være andre (udover hendes far) som kan elske hende lige så højt og passe lige så godt på hende som mig?

Søg hjælp nu, inden det er for sent. Gøre hvad du tror vil hjælpe dig. Beder du selv om hjælp, er det bedre end at få tvangs hælp. Din datter mærker at du ikke har det godt og det kan også påvirke hende. Så søg hjælp og hav tålmodighed. Det blivver godt igen. Jeg er glad for at du lavede denne tråd. Håber at alle de søde herinde som har kommenteret kan give dig et håb om at alt nok skal gå.

Anonym skriver:



Jeg tror bare ikke de kan gøre mere. Jeg har været på anti dep i tre år uden det har gjort en forskel.

Jeg kan ikke se hvad der skal til for at fjerne den følelse, og ville slet ikke vide hvad jeg skulle sige til hverken dem eller lægen. De kan vel ikke bruge det til noget hvis man ikke kan forklare dem hvorfor man har det sådan.

Du skylder din datter i det mindste at forsøge og få hjælp!!

Kan ikk sætte mig ind i hvordan du har det da jeg ser livet som en gave.. Men jeg har fået konstateret en sygdom jeg ska lære og leve med og jeg gør ALT for den ikke rammer min datter.
Jeg har selv valgt (ligesom du) at sætte hende i verden, så må man også oppe sig og gøre hva man kan.. Sorry hvis det lyder hårdt.
Men jeg ønsker dig alt held og lykke og håber du starter med og be om hjælp.
og husk og vær ærlig - sig du tænker på at tage dit liv hver dag..

Anonym skriver:

Ja, som spørgsmålet lyder, kan min datter klarer sig uden mig, hendes mor?
Vil hun tage skade nu eller senere hen, hvis hun pludselig skulle undvære mig? Eller vil hun hurtigt glemme det, i og med hun kun er 2 år?

Kan der virkelig være andre (udover hendes far) som kan elske hende lige så højt og passe lige så godt på hende som mig?

ja... Men hvilken form for reaktion det giver hende vides ikke... Hun vil spørge og græde, men vil også hurtig indstille sig på 'det nye liv'..

Min mor valgte da jeg var 2½ år at sige at mor opgaven kunne hun ikke magte mere og blev sendt i pleje.

Så hende ikke før jeg var 6 år og havde ingen erindring om at det var min mor der stod der ved døren og sagde at nu skulle jeg hjem..

Hun var i mine øjne en fremmed.

Anonym skriver:

Jeg er ikke døende, men jeg ønsker faktisk ikke at være her mere, og min største betænkelighed ved det, er at jeg frygter jeg skader min datter.
Jeg ved jeg ikke ville kunne undvære hende, men ville hun ikke kunne undvære mig? Hun er jo så lille, så jeg tænker hun vel ikke vil savne mig på samme måde som jeg ville hende.

Hm hvis jeg forstår det ret så vil du faktisk gerne dø? Eller hvad?

 

Må lige sige at vi var udsat for noget så tragisk som at miste vores far pludseligt. Jeg var 7 og kan sagtens huske ting derfra, ting jeg aldrig glemmer. Det ødelagde vores familie og vores sammenhold. 

Det er faktisk først efter at jeg er blevet voksen og er flyttet hjemmefra at vi alle har fået det godt igen, specielt mig og min mor har det godt sammen igen.

Jeg havde det af helvede til i hele min barndom og gjorde en masse jeg aldrig ville ønske for mit barn, men jeg gjorde det for at få det bedre.

 

Mit svar er er børn altså helst ikke skal undvære deres forældre. Måske var jeg heldig at jeg har det dejligt i dag, men en dejlig kæreste og barn på vej. Men der er også børn der lider under det resten af deres liv.

 

Hvis du virkelig har det træls så søg hjælp, alt andet er egoistisk.

 

-Og undskyld hvis jeg har tolket dit indlæg forkert 

Anonym skriver:

Hejsa...

Jeg ville bare høre hvordan det gik hos lægen og hvordan du har det?

Kæmpe knus!!

Anonym skriver:

Jeg ønsker ikke at være her mere. Jeg har det dårligt hver eneste dag. Jeg ønsker ikke at byde min datter sådan en mor.

Jeg har mistet min far da jeg var barn, mangler ham hver dag, og har det nogen gange så dårligt at jeg overvejer om jeg kunne se ham igen hvis jeg dør.

Du må ikke forlade hende! Hun har brug for dig. Hellere få noget hjælp så du kan blive og være der for hende.

Endelig ikke gør noget dumt! Skriv til mig privat hvis du har brug for det!

Godt du tænker så meget på hende selv o du har det så dårligt, du skal bive ved med at holde ud for hende. Få noget hjælp for hende.

Ved du hvorfor du har det som du har?

Anonym skriver:

Jeg har bare været på antidepressiv i snart 3 år, og har fået sat dosis op og så videre, men jeg føler ikke det gør den mindste forskel.

Hver dag ønsker jeg bare ikke at lave andet end at sove. Det er ikke fordi jeg er doven og ikke gider lave dagens gode gerning. Jeg har bare ikke lyst til at se nogen mennesker.

Jeg føler slet ikke jeg er tilstrækkelig over for min datter.

Hvor bor du?

Du har brug for hjælp, håber du har nogen i nærheden der kan hjælpe dig nu. Idag!

Hvis ikke så vil jeg appelere til at en herinde fra hjælper dig! I skal en tur på psykiatrisk skadestue.