Kan min datter klare sig uden sin mor?

Anonym skriver:

Tak for dit svar.

Jeg ringer til min læge imorgen, og høre hvad vi kan gøre.

Jeg ønsker det bedste for min datter, og hvis det er at se om der er en udvej ud af det her, så må det være det jeg gør.

(Det gør det heller ikke lettere med en kæreste der absolut ikke "tror" på depression og andet der ikke er håndgribeligt)

Nej det hjælper bestemt ikke, min kæreste er ligesådan!

Ønsker virkelig for dig og din datter at du snart får det bedre. Men bliv hos hende!

Anonym skriver:

Jeg ønsker ikke at være her mere. Jeg har det dårligt hver eneste dag. Jeg ønsker ikke at byde min datter sådan en mor.

Nu skriver jeg som datter der mistede sin far der hun var 14, og en mor der begik selvmord senere...

NU må du satme tage dig sammen for dit barns skyld! Jeg er ret så ligeglad med om du ikke gider være her mere, men du har sat et barn i verden, så opfør dig venligst som en mor og vær der for hende!

Få noget hjælp!

Zeus skriver:

Nu skriver jeg som datter der mistede sin far der hun var 14, og en mor der begik selvmord senere...

NU må du satme tage dig sammen for dit barns skyld! Jeg er ret så ligeglad med om du ikke gider være her mere, men du har sat et barn i verden, så opfør dig venligst som en mor og vær der for hende!

Få noget hjælp!

Jeg er ked af at sige det men uanset hvad du har været udsat for så er jeg ret sikker på at TS ikke har brug for det sure opstød du lige kom med...

Hun kunne ha valgt at ha taget sit eget liv men hun valgte ar skrive herinde i stedet for på den måde har hun jo egentligt bedt om den hjælp hun lige kunne overskue lige der! Og hun har længer oppe skrevet at hun idag vil kontakte egen læge og bede om hjælp og det eneste vi kan håbe er at hun gør det!

Indlæg som dit skal man passe på med for du kan risiker at få hende til at føle mere skyld, blive mere ødelagt og depri. Mm. Og det er bestemt ikke det hun har brug for på nuværende tidspunkt..

Lige nu har hun brug for støtte orståelse og en at støtte sig til ikke sure opstød, og da indlægget rammer dig på et meget ømt punkt var det måske bedst ikke at svare da det ligger dg for nært og rusker op i nogle meget ubehagelige ting for dig!

Bare lige mine tanker det er selvføligelig okay at du er uenig med mig men jeg håber du an se fornuften i det jeg skriver?

Til TS.

Jeg håber vireklig at du får søgt hjælp og kommer igennem dette både for din egen og din datters skyld...

Jeg er helt sikker på at du er en vidunderlig person og at din datter aldrig vil kunne undvære dig du vil altid mangle.

4xGreve skriver:

Jeg er ked af at sige det men uanset hvad du har været udsat for så er jeg ret sikker på at TS ikke har brug for det sure opstød du lige kom med...

Hun kunne ha valgt at ha taget sit eget liv men hun valgte ar skrive herinde i stedet for på den måde har hun jo egentligt bedt om den hjælp hun lige kunne overskue lige der! Og hun har længer oppe skrevet at hun idag vil kontakte egen læge og bede om hjælp og det eneste vi kan håbe er at hun gør det!

Indlæg som dit skal man passe på med for du kan risiker at få hende til at føle mere skyld, blive mere ødelagt og depri. Mm. Og det er bestemt ikke det hun har brug for på nuværende tidspunkt..

Lige nu har hun brug for støtte orståelse og en at støtte sig til ikke sure opstød, og da indlægget rammer dig på et meget ømt punkt var det måske bedst ikke at svare da det ligger dg for nært og rusker op i nogle meget ubehagelige ting for dig!

Bare lige mine tanker det er selvføligelig okay at du er uenig med mig men jeg håber du an se fornuften i det jeg skriver?

 

Til TS.

Jeg håber vireklig at du får søgt hjælp og kommer igennem dette både for din egen og din datters skyld...

Jeg er helt sikker på at du er en vidunderlig person og at din datter aldrig vil kunne undvære dig du vil altid mangle.

Anonym skriver:

Ja, som spørgsmålet lyder, kan min datter klarer sig uden mig, hendes mor?
Vil hun tage skade nu eller senere hen, hvis hun pludselig skulle undvære mig? Eller vil hun hurtigt glemme det, i og med hun kun er 2 år?

Kan der virkelig være andre (udover hendes far) som kan elske hende lige så højt og passe lige så godt på hende som mig?

Nu har jeg læst hvorfor du stiller dette spørgsmål.

Synes du skulle få noget hjælp. Jeg ved ikke om du sammen med faren mere, men selvom din datter er så lille nu så vil hun når hun bliver ældre savne at hun "aldrig" har haft en mor. Hun vil sikkert ikke kunne huske dig og det derfor jeg skriver "aldrig". Jeg synes det bedste du kan gøre for din datters skyld er at få hjælp. Hendes far vil elsk hende lige så højt som dig, men et hvert barn har brug for to forældre og vide hvem deres forældre er.

4xGreve skriver:

Jeg er ked af at sige det men uanset hvad du har været udsat for så er jeg ret sikker på at TS ikke har brug for det sure opstød du lige kom med...

Hun kunne ha valgt at ha taget sit eget liv men hun valgte ar skrive herinde i stedet for på den måde har hun jo egentligt bedt om den hjælp hun lige kunne overskue lige der! Og hun har længer oppe skrevet at hun idag vil kontakte egen læge og bede om hjælp og det eneste vi kan håbe er at hun gør det!

Indlæg som dit skal man passe på med for du kan risiker at få hende til at føle mere skyld, blive mere ødelagt og depri. Mm. Og det er bestemt ikke det hun har brug for på nuværende tidspunkt..

Lige nu har hun brug for støtte orståelse og en at støtte sig til ikke sure opstød, og da indlægget rammer dig på et meget ømt punkt var det måske bedst ikke at svare da det ligger dg for nært og rusker op i nogle meget ubehagelige ting for dig!

Bare lige mine tanker det er selvføligelig okay at du er uenig med mig men jeg håber du an se fornuften i det jeg skriver?

 

Til TS.

Jeg håber vireklig at du får søgt hjælp og kommer igennem dette både for din egen og din datters skyld...

Jeg er helt sikker på at du er en vidunderlig person og at din datter aldrig vil kunne undvære dig du vil altid mangle.

Må erklære mig enig....

Anonym skriver:

Ja, som spørgsmålet lyder, kan min datter klarer sig uden mig, hendes mor?
Vil hun tage skade nu eller senere hen, hvis hun pludselig skulle undvære mig? Eller vil hun hurtigt glemme det, i og med hun kun er 2 år?

Kan der virkelig være andre (udover hendes far) som kan elske hende lige så højt og passe lige så godt på hende som mig?

Jeg ved godt, at det er nemmere sagt en gjort, men tag én dag af gangen. Din datter har brug for dig, og selvom du måske ikke føler det, er du en vigtig del af hendes liv. 

Jeg har to familiemedlemmer, hvis mor begik selvmord for mange år siden, og de lider stadig under det i dag, hvor de selv er voksne og har fået børn (og det er ikke for at skræmme, men de er ikke faldet videre heldigt ud - de har prøvet alt hvad prøves kan af usunde midler til at mindske sorgen).. De er aldrig "helet" oven på tabet af deres mor, og selvom hun var syg i mange år, og ikke kunne tage sig af dem mangler de hende i deres liv.. Den yngste af drengene savner sin mor så meget, at han vil opkalde sin datter efter hende, hvis han en dag er så heldig at blive far til en lille pige..

Skyd din beslutning lidt endnu - måske er det hele lidt bedre imorgen? Hvad kan der ske, ved at vente og se tiden an?

Man kan altid komme herfra, men aldrig fortryde, hvis man træffer den forkerte beslutning.. 

Din datter valgte DIG som sin mor, og du tog imod. At hun ville skulle undvære dig , som hun gror op vil smadre hende. Hun vil tænke; hvorfor gjorde mor det? ville ønske hun kunne være her sammen med mig. opleve min konfirmation, opleve min eksamen, støtte mig når jeg har kærestesorg, grine og græde med mig ..

men du vil istedet forsvinde fra livet og din verden?! selvmord er utrolig egoistisk. Måske kommer DU til et bedre sted, men din familie, venner, bekendte vil være efterladt med en kæmpe sorg, som de ikke ved hvad de skal gøre ved.

Du er nødt til at snakke med læge, psykologer, ALLE som du nu har behov for. Nej pillerne hjælper måske ikke særlig meget, men prøv også at komme ud, møde nye mennesker, lave aktiviteter du kan lide, kigge på naturen, mindes dit liv, de gode tider .. Hvis du sidder derhjemme og ikke kommer ud, bliver det værre.

jeg har selv været der, jeg var ved at tage en overdosis, men i dag har jeg det fantastisk! der er en vej ud af smerten! husk det! livet et en unik ting som vi har fået foræret Alt for dyrebart til bare at smide væk (:

4xGreve skriver:

Jeg er ked af at sige det men uanset hvad du har været udsat for så er jeg ret sikker på at TS ikke har brug for det sure opstød du lige kom med...

Hun kunne ha valgt at ha taget sit eget liv men hun valgte ar skrive herinde i stedet for på den måde har hun jo egentligt bedt om den hjælp hun lige kunne overskue lige der! Og hun har længer oppe skrevet at hun idag vil kontakte egen læge og bede om hjælp og det eneste vi kan håbe er at hun gør det!

Indlæg som dit skal man passe på med for du kan risiker at få hende til at føle mere skyld, blive mere ødelagt og depri. Mm. Og det er bestemt ikke det hun har brug for på nuværende tidspunkt..

Lige nu har hun brug for støtte orståelse og en at støtte sig til ikke sure opstød, og da indlægget rammer dig på et meget ømt punkt var det måske bedst ikke at svare da det ligger dg for nært og rusker op i nogle meget ubehagelige ting for dig!

Bare lige mine tanker det er selvføligelig okay at du er uenig med mig men jeg håber du an se fornuften i det jeg skriver?

 

Til TS.

Jeg håber vireklig at du får søgt hjælp og kommer igennem dette både for din egen og din datters skyld...

Jeg er helt sikker på at du er en vidunderlig person og at din datter aldrig vil kunne undvære dig du vil altid mangle.

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar.

Jeg ved jo udemærket godt at det ville være drønegoistisk at tage sådan et valg.
Af og til virker det bare som det nemmeste, og så er det ikke altid at man tænker på konsekvenserne der følger.

Jeg skal til lægen imorgen, og håber hun kan sige/gøre noget jeg kan bruge til noget.

Vil gerne give dig ret det vil nogen gange være det nemmeste men for din datter vil det være det sværeste og det er det pokkers ved alle de valg man tager når man har fået børn de rammer ikke kun dig men i stor stil ens unger.

Men prøv at tænk på den dag hvor du er kommet på den anden side af alle de her hårde dag og disse grimme og hårde følelser - sikke en fed sejers følelse du vil komme til at stå med..

Vil evt. Forslå dig at prøve at føre dagbog, det lyder nok latterligt men nogen gange hjælper det lidt at få skrevet det hele ned!

Også prøv at være ekstra god ved dig selv lav evt. Dig selv et fod bad, sæt en god film på som du elsker eller ligende men prøv at gøre nogle ting for dig selv som du vil nyde også selvom de måske virker lidt uoverskuligt.

Har ikke så mange gode råd har heldigvis aldrig selv stået i din siuation med den diagnose men har haft flere meget tæt på mig der har og også en af mine nærmeste i en meget svær grad...

Mit aller bedste råd vil dog være støt dg alt det du an op af dine aller nærmeste og vær ikke bange for at brug dem og vær ærlig overfor dem for de vil heller end gerne være der for dig de har nok bare svært ved at vide hvordan! Men brug dem!!!