Anonym skriver:
Tak for svaret(og alle de andre, i øvrigt!) 
Som jeg tidligere skrev, så har jeg fuld forståelse for, at han er rystet, og er ked af situationen. Jeg kan sagtens sætte mig i hans sted - men alligevel gør det jo lidt ondt, når han ikke kan sige "jeg støtter dig hele vejen", nu når vi har været kæreste i to år.
Jeg har prøvet at fortælle ham, at fordi vi har et fælles barn, betyder det ikke at hans liv går i stå de næste 18 år - som han jo lige nu tænker. Jeg vil ikke tvinge ham ud i at tage en faderrolle, men selvfølgelig skal han betale børnepenge. Han vil studere videre, og det samme vil jeg - og det kan vi sagtens trods et barn med de muligheder vi har i vores samfund
Hvis jeg kender ham ret, så bløder han op om et par uger, og når han har overstået hans eksaminer - det er jo også et meget uheldigt og træls tidspunkt at finde ud af en graviditet på, når han mangler tre eksaminer - det har jo blot forøget hans stressniveau, desværre
Jamen, jeg synes reelt og af hjertet, at det er synd for ham. Det er blot, i mine øjne, langt mere synd (og forkasteligt), hvis du skulle igennem en abort mod din vilje. I kan ikke begge to få jeres ønske opfyldt, og så er der - og gudskelov for det! - kun kvinden til at træffe den endelige afgørelse. Sådan må det være.
Jeg synes dog, at du for din egen skyld skal lægge alle tanker om, at han skifter mening, på hylden og indstille dig på at blive alene. Det vil være uansvarligt af dig at basere din og et muligt barns fremtid på en ønskedrøm, som måske ikke bliver virkelighed. Du kan ikke gå ud fra, at han skifter mening, og hvis det er basis for dine tanker om at gennemføre graviditeten, skal du overveje sagen en gang til. Som udgangspunkt er det dit barn - og jeg ville ikke forvente af en "stor dreng", at han er eller bliver parat til at være far.
Jeg respekterer, at du ikke ønsker abort, men du skal være realistisk og afklaret og ikke bygge din fremtid op på et håb, der ikke umiddelbart ser ud til at gå i opfyldelse.
