Faderen er forvirrende...

Anonym skriver:

Måske det lige skal nævnes, at han SELV siger, at han ikke vil have noget imod at støtte økonomisk.

Men det har du jo ikke meldt noget ud om!!

Det er jo dælme også svært at debatere på halve grundlag, og med mangelfuld information... Vi bliver jo "uvenner" på helt forkerte grundlag.

Jeg ønsker jer alle 3 det bedste og forlader debatten.

FruStolpe skriver:

Men det har du jo ikke meldt noget ud om!!

Det er jo dælme også svært at debatere på halve grundlag, og med mangelfuld information... Vi bliver jo "uvenner" på helt forkerte grundlag.

Jeg ønsker jer alle 3 det bedste og forlader debatten.

Da jeg oprettede debatten, var det i håb om, at nogle kvinder derude havde stået i samme situation som mig, og kunne dele ud af erfaring - jeg har selvfølgelig ikke ønsket at I skulle komme op at toppes!

Jeg havde håbet på, at kunne få nogle svar angående vores forhold, ikke angående vores kommende bebse

FruStolpe skriver:

Jeg er 100% uenig med dig.

Han har gjort hvad han kunne. Der er himmelråbende forskel på at gummiet springer og at man sløser med det.

Det kan aldrig sammenlignes.

Så JA det er at trække et barn ned over hoved på ham. Men hvad værre er, så er her MÅSKE et barn som på et tidspunkt skal finde ud af at dets far ikke har ville det. Det er fandme egoistisk så det vil noget.

I mine øjne er det langt mere egoistisk at få fjernet et spirende liv, fordi den ene part ikke ønsker det. Tror du virkelig, at barnet i det lange løb ville have foretrukket ikke at være til? Hellere intet liv end ingen far? 

Mor og meget mere skriver:

I mine øjne er det langt mere egoistisk at få fjernet et spirende liv, fordi den ene part ikke ønsker det. Tror du virkelig, at barnet i det lange løb ville have foretrukket ikke at være til? Hellere intet liv end ingen far? 

Sådan kan man jo slet ikke stille det op.

Hvis barnet eksisterer ønsker det selvfølgelig ikke at det ikke var til.... Det er jo indlysende, men hvis det ikke er til, bliver det heller ikke det og kan aldrig stille sig det spørgsmål.

Anonym skriver:

Tjah, det er altid rart med noget opbakning!

 

Og så lige et lidt surt opstød(ikke til dig, channie-g): er det EGOISTISK at ville give barnet et GODT, TRYGT og ikke mindst KÆRLIGT hjem?! Ja, hold da op, meget egoistisk. Jeg syntes derimod, at det ville være en skam, ikke at lade et velskabt barn komme til verden - men det er jo så bare mig

Er man gammel nok til at dyrke sex, må du også være gammel nok til at tage ansvaret der KAN følge - også selvom du har brugt prævention. Og vi er vel alle velvidende om, at INTET prævention er 100% sikkert - der kan komme en svipser en gang imellem. Og den "svipser" har jeg i sinde at tage ansvar for!

Flot sagt.  Du skal selfølgelig beholde barnet, hvis du vil synes ikke du er egoistisk. Synes det er flot du tager ansvar for dine handlinger. 

Mor og meget mere skriver:

I mine øjne er det langt mere egoistisk at få fjernet et spirende liv, fordi den ene part ikke ønsker det. Tror du virkelig, at barnet i det lange løb ville have foretrukket ikke at være til? Hellere intet liv end ingen far? 

Lige præcis!

Og ja, det er jo ikke alle børn, der tager skade af ikke at have en far. Mange børn er jo vokset op hos en enlig mor, og har klaret sig ganske udemærket. Og hvis det nu er, at jeg min ekskæreste og jeg aldrig finder sammen igen, jamen så finder jeg jo nok en anden med tiden, som tager "faderrollen"(dermed ikke sagt, at det er det samme, som hvis den biologiske far er der...)

HeXeri skriver:

OKay. Det var en første gang, at fortrydelsespillen ikke virkede, har jeg godt nok aldrig hørt om før. Nu må vi håbe på fosteret er som det skal være, vist en krads omgang sådan en fortrydelsespille.
Men det ændrer jo ikke ved det absolut tragiske i at hun gennemfører den graviditet, når han nu havde sikret sig mod det. Ja, stakkels mand siger jeg bare.

Min yngste kom til fordi en fortrydelsespille ikke virkede, så det kan altså godt lade sig gøre ..

Udover det har jeg intet at bidrage med i denne debat

Anonym skriver:

Da jeg oprettede debatten, var det i håb om, at nogle kvinder derude havde stået i samme situation som mig, og kunne dele ud af erfaring - jeg har selvfølgelig ikke ønsket at I skulle komme op at toppes!

Jeg havde håbet på, at kunne få nogle svar angående vores forhold, ikke angående vores kommende bebse

Jeg er rystet over, at så mange mener, det er ok at presse en abort ned over hovedet på en gravid kvinde. Du tænker på to liv - dit barns og dit eget - og det vejer altså tungere på vægtskålen end din ekskærestes økonomi og modvilje. Og naturligvis vil dit barn ikke hellere undvære livet end en far. 

Når det er sagt, så forstår jeg udmærket, at din eks er frustreret og modvillig. Jeg ville heller ikke klappe i hænderne, hvis en af mine sønner skulle være far mod sin vilje i så ung en alder. Men det ER nu engang en kendt "risiko" ved at dyrke sex. 

I dit sted ville jeg lade ham være og ikke forvente nogen interesse eller engagement fra hans side. Han er i chok, hans verden og hans fremtid har ændret sig radikalt, og han er magtesløs. Forvent ikke noget fra ham og indstil dig på, at det bliver DIT barn, DIN opgave, DIT ansvar. Måske vil han med tiden bløde op, men man bliver ikke far af at gøre en pige gravid ved et uheld - kun rent biologisk. 

Du er så ung - formentlig får dit barn alligevel en far en dag, men du er nødt til at indstille dig på, at du kan komme til at være alene med barnet længe. Det ansvar må du tage på dig som en konsekvens af dit valg. 

Og så skal du selvfølgelig kræve din ret i form af børnepenge fra ham - det er alt andet lige billigt sluppet for ham, sat op imod alt, hvad det vil kræve af dig at tage konsekvensen af jeres sex. 

Jeg er rystet over, at så mange mener, det er ok at presse en abort ned over hovedet på en gravid kvinde. Du tænker på to liv - dit barns og dit eget - og det vejer altså tungere på vægtskålen end din ekskærestes økonomi og modvilje. Og naturligvis vil dit barn ikke hellere undvære livet end en far. 

Når det er sagt, så forstår jeg udmærket, at din eks er frustreret og modvillig. Jeg ville heller ikke klappe i hænderne, hvis en af mine sønner skulle være far mod sin vilje i så ung en alder. Men det ER nu engang en kendt "risiko" ved at dyrke sex. 

I dit sted ville jeg lade ham være og ikke forvente nogen interesse eller engagement fra hans side. Han er i chok, hans verden og hans fremtid har ændret sig radikalt, og han er magtesløs. Forvent ikke noget fra ham og indstil dig på, at det bliver DIT barn, DIN opgave, DIT ansvar. Måske vil han med tiden bløde op, men man bliver ikke far af at gøre en pige gravid ved et uheld - kun rent biologisk. 

Du er så ung - formentlig får dit barn alligevel en far en dag, men du er nødt til at indstille dig på, at du kan komme til at være alene med barnet længe. Det ansvar må du tage på dig som en konsekvens af dit valg. 

Og så skal du selvfølgelig kræve din ret i form af børnepenge fra ham - det er alt andet lige billigt sluppet for ham, sat op imod alt, hvad det vil kræve af dig at tage konsekvensen af jeres sex. 

Tak for svaret(og alle de andre, i øvrigt!)

Som jeg tidligere skrev, så har jeg fuld forståelse for, at han er rystet, og er ked af situationen. Jeg kan sagtens sætte mig i hans sted - men alligevel gør det jo lidt ondt, når han ikke kan sige "jeg støtter dig hele vejen", nu når vi har været kæreste i to år.

Jeg har prøvet at fortælle ham, at fordi vi har et fælles barn, betyder det ikke at hans liv går i stå de næste 18 år - som han jo lige nu tænker. Jeg vil ikke tvinge ham ud i at tage en faderrolle, men selvfølgelig skal han betale børnepenge. Han vil studere videre, og det samme vil jeg - og det kan vi sagtens trods et barn med de muligheder vi har i vores samfund

Hvis jeg kender ham ret, så bløder han op om et par uger, og når han har overstået hans eksaminer - det er jo også et meget uheldigt og træls tidspunkt at finde ud af en graviditet på, når han mangler tre eksaminer - det har jo blot forøget hans stressniveau, desværre

mor:) skriver:

Sådan kan man jo slet ikke stille det op.

Hvis barnet eksisterer ønsker det selvfølgelig ikke at det ikke var til.... Det er jo indlysende, men hvis det ikke er til, bliver det heller ikke det og kan aldrig stille sig det spørgsmål.

Men rent etisk og med tanke for grundlæggende respekt for potentielt liv, så kan det da aldrig blive mere forkert at give liv - når den gravide vil og kan - end at afbryde et muligt liv af hensyn til den anden part? Der er tre individer involveret - det ene ønsker barnet, det andet vil næppe fremadrettet ønske sig at være livet foruden, og det tredje - som ikke skal lægge krop til, ønsker det ikke. Hvorfor i alverden skal tredje individ afgøre sagen - med ekstreme konsekvenser for part 1 og 2 ? 

For mig lyder det, som om et foster er reduceret til et affaldsprodukt, der bare lige kan fjernes, hvis det kommer ubelejligt.