Faderen er forvirrende...

Hej!

 

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min nuværende ekskæreste. Vi slog op for fire uger siden efter at have været sammen i knap to år, men vi har stadig daglig kontakt. Mit problem med denne fyr er, at han ikke ønsker vores fælles barn, hvilket jeg gør. Jeg ved, at det i sidste ende er min beslutning, om jeg skal have abort eller ej(det skal jeg IKKE!), men alligevel syntes jeg da, at det er trist at han ser sådan på vores situation. Jeg syntes efterhånden, at det er blevet en anelse irriterende, at han nærmest tigger mig om det - og, jeg kan da godt forstå ham! Jeg kan godt forstå, at det ikke er verdens fedeste situation, at skulle blive far som 20-årig med sin ekskæreste! Men sket er sket, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage...

Men hvad pokker stiller jeg op med det(og igen, abort er ikke en mulighed)? Er der nogen, som har erfaring med det her?

 

Jeg håber et eller andet sted, at han bliver mere moden, og tager ansvar for det her, da det jo vil være skønnest for barnet at have både dets mor og far. Et sted håber jeg da også, at vi i løbet af graviditeten finder sammen igen, men, ja, hvem ved...

Jeg har ikke lige noget svar men du får lige et så bliver den også oppet lidt så der er andre der kan svare

Anonym skriver:

Hej!

 

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min nuværende ekskæreste. Vi slog op for fire uger siden efter at have været sammen i knap to år, men vi har stadig daglig kontakt. Mit problem med denne fyr er, at han ikke ønsker vores fælles barn, hvilket jeg gør. Jeg ved, at det i sidste ende er min beslutning, om jeg skal have abort eller ej(det skal jeg IKKE!), men alligevel syntes jeg da, at det er trist at han ser sådan på vores situation. Jeg syntes efterhånden, at det er blevet en anelse irriterende, at han nærmest tigger mig om det - og, jeg kan da godt forstå ham! Jeg kan godt forstå, at det ikke er verdens fedeste situation, at skulle blive far som 20-årig med sin ekskæreste! Men sket er sket, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage...

Men hvad pokker stiller jeg op med det(og igen, abort er ikke en mulighed)? Er der nogen, som har erfaring med det her?

 

Jeg håber et eller andet sted, at han bliver mere moden, og tager ansvar for det her, da det jo vil være skønnest for barnet at have både dets mor og far. Et sted håber jeg da også, at vi i løbet af graviditeten finder sammen igen, men, ja, hvem ved...

Det er sikkert ikke det du har lyst til at høre. Men hvor er du dog egoistisk at du kun tænker på dig selv.

Tænk at få trukket et barn ned over hoved, eller endnu værre. Tænk at være det barn der måske aldrig lære sin far at kende fordi det er UØNSKET

Det var mine tanker, og med dem sagt så håber jeg dælme at i finder ud af det i fællesskab. Om ikke andet så for den lille spirres skyld

FruStolpe skriver:

Det er sikkert ikke det du har lyst til at høre. Men hvor er du dog egoistisk at du kun tænker på dig selv.

Tænk at få trukket et barn ned over hoved, eller endnu værre. Tænk at være det barn der måske aldrig lære sin far at kende fordi det er UØNSKET

Det var mine tanker, og med dem sagt så håber jeg dælme at i finder ud af det i fællesskab. Om ikke andet så for den lille spirres skyld

Trukket et barn ned over hoved!
Han er 20, han burde da selv være gammel nok til at beskytte sig!
Ja, altså det er bare min mening

Og med hensyn til barnet, så kan man jo aldrig sige, om faderen er der eller ej. De kunne jo også have risikeret, at gå fra hinanden om 9 måneder og han så pludselig ik gad barnet. Her har TS da i det mindste truffet et valg og valgt barnet og ikke HAM, som ik kan tage ansvar

Tja, jeg kan kun tale ud fra det ene par jeg kender, som blev gravide ved en svipser, hvor hun ville have barnet og han ikke ville. De gik fra hinanden da barnet var knap et år, og faren kan ikke engang passe sin egen søn alene i en dag før han ringer til moren og beder hende om at komme og hente. Han har tømmermænd når han kommer for at hente barnet o.s.v. Han var tydeligvis ikke klar til at blive far og er ikke vokset med opgaven. Det er der så andre der gør, men da kan man jo ikke vide på forhånd. Det er fucking hårdt at få et barn, selv når man gerne vil det. Så jeg har svært ved at forestille mig hvor hårdt det må være når barnet er uønsket.

Jeg tror at det bedste at gøre er at have en god dialog, at være åben og forstående og ikke bebrejdende.

Jeg ved godt at du ikke vil have en abort, men jeg kan alligevel ikke lade være med at ytre min mening: Jeg synes det er egoistisk og uden perspektiv og konsekvenstanke at sætte et barn i verden hvis far ikke vil have det. Dit barn kommer sandsynligvis til at vokse op og føle sig uønsket med dertil hørende identitetsforvirring og lavt selvværd.

Synes ikke du skal høre på de andre når de siger at dit barn kommer til at føle sig uønsket eller blive identitets forvirret for de kan ikke vide en s... Om hvad der kommer til at ske i fremtiden. En mor kan elske barnet lige så højt som et par der får et barn. Tænk på alle de enlige mødre er deres bØrn også lavt selvværd? Ønsket eller ej det er dir kød og blod der bliver født en en del af dig. Jeg ville bare sige, din krop din beslutning også kan man håbe på at din ex har lyst til at være med på et tidspunkt. 

Har engang stået og skulle vælge mellem en abort, eller at beholde det. Det blev i sidste øjeblik at vi beholdte det, SAMMEN! Vil aldrig byde ham at skal være far mod sin vilje. Håber du har dit bagland i orden, som kan hjælpe dig. Har ikke rigtig nogen gode råd, da jeg aldrig har forstået dette. At få børn kræver meget. For ondt i maven over tanken omkring, at min kæreste ikke os var der. Spar hellere på dine kræfter på noget andet, tvivler nemlig på at han kommer tilbage efter alt dette.

Anonym skriver:

Hej!

 

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min nuværende ekskæreste. Vi slog op for fire uger siden efter at have været sammen i knap to år, men vi har stadig daglig kontakt. Mit problem med denne fyr er, at han ikke ønsker vores fælles barn, hvilket jeg gør. Jeg ved, at det i sidste ende er min beslutning, om jeg skal have abort eller ej(det skal jeg IKKE!), men alligevel syntes jeg da, at det er trist at han ser sådan på vores situation. Jeg syntes efterhånden, at det er blevet en anelse irriterende, at han nærmest tigger mig om det - og, jeg kan da godt forstå ham! Jeg kan godt forstå, at det ikke er verdens fedeste situation, at skulle blive far som 20-årig med sin ekskæreste! Men sket er sket, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage...

Men hvad pokker stiller jeg op med det(og igen, abort er ikke en mulighed)? Er der nogen, som har erfaring med det her?

 

Jeg håber et eller andet sted, at han bliver mere moden, og tager ansvar for det her, da det jo vil være skønnest for barnet at have både dets mor og far. Et sted håber jeg da også, at vi i løbet af graviditeten finder sammen igen, men, ja, hvem ved...

Du må modtage hans tvivl og arbejde sammen med ham for at få den begravet. Jeg forstår fuldt ud hvorfor han ikke vil have et barn med en han ikke kunne leve sammen med og jeg synes egentligt du skulle udvise noget mere forståelse. Det er altså også hans liv du lige pludseligt har taget en egenrådig beslutning om, hans liv ændres også drastisk, den eneste forskel er bare at det nu er dig der har alt magten og du lyder ikke ligefrem til at være villig til forhandling.

Et barn er aldrig uønsket, hvis moderen ønsker det... Så du skal gøre hvad DU synes er rigtigt. han kan da sagtens melde fra - og du er der for barnet...

Desuden er en abort rigtig hårdt - både psykisk og fysisk.

Følg dit hjerte....

Anonym skriver:

Hej!

 

Jeg står i den situation, at jeg er blevet gravid med min nuværende ekskæreste. Vi slog op for fire uger siden efter at have været sammen i knap to år, men vi har stadig daglig kontakt. Mit problem med denne fyr er, at han ikke ønsker vores fælles barn, hvilket jeg gør. Jeg ved, at det i sidste ende er min beslutning, om jeg skal have abort eller ej(det skal jeg IKKE!), men alligevel syntes jeg da, at det er trist at han ser sådan på vores situation. Jeg syntes efterhånden, at det er blevet en anelse irriterende, at han nærmest tigger mig om det - og, jeg kan da godt forstå ham! Jeg kan godt forstå, at det ikke er verdens fedeste situation, at skulle blive far som 20-årig med sin ekskæreste! Men sket er sket, og vi kan jo ikke skrue tiden tilbage...

Men hvad pokker stiller jeg op med det(og igen, abort er ikke en mulighed)? Er der nogen, som har erfaring med det her?

 

Jeg håber et eller andet sted, at han bliver mere moden, og tager ansvar for det her, da det jo vil være skønnest for barnet at have både dets mor og far. Et sted håber jeg da også, at vi i løbet af graviditeten finder sammen igen, men, ja, hvem ved...

jeg håber ikke du beholder barnet for at i skal finde sammen igen.

Men der er ikke noget at gøre. I har begge to været uansvarlige og han må da vide at der kommer en baby ud af at dyrke ubeskyttet sex.

Så må det være op til ham om han vil være far for barnet eller ej.