At lille billeder op på facebook af en begravelse.

Talbutikken skriver:

Hvis du have gemmegået det samme som jeg, er jeg rimelig overbevist om at du ville have en anden mening.

Ok. Ja og det har jeg af gode grunde ikke 

Denne debat er bare et tydeligt bevis på hvor tabubelat begravelser og sorg er i dagens Danmark!

Jeg har billeder liggende fra min datters bisættelse på facebook, fordi det er vigtigt for mig at dele det med dem jeg holde af! Kunne aldrig finde på at tagge nogle på billderene.

En anden ting er at jeg slet ikke opfattede hvad og hvem der var der den dag, og derfor er billederene gode..

Hvis man ikke bryder sig om det, ja så må man altså springe det album over... eller blokere mig

Og igen, hvad er forskelle for at ligge billede på facebook kontra her på baby ?

Det er jeg SLET ikke enig med dig i.

Det handler ikke om at sorg er tabu, det handler om at sorg er noget personligt som alle mennesker gennemlever på vidt forskellige måder.

Min ældste søn døde af kræft da han var 7 mdr gammel. Vi var omkring 350 mennesker til bisættelsen og jeg har billeder af både blomster, bisættelse, båretransport og den efterfølgende kaffe derhjemme.

De billeder betyder utroligt meget for mig fordi det var en af de absolut sværeste dage i mit liv, men samtidig en meget smuk dag. Jeg ænsede ikke ret meget i selve situationen, men billederne hjælper til at minde mig om detaljerne og om de mennesker der mødte op og var der for os i lige netop den situation.

Det ændrer bare ikke på at de billeder er DYBT private og ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden via fx Facebook. På nøjagtigt samme måde som jeg ikke ønsker at logge på facebook og få klasket et billede af MIT barns gravsted i hovedet, bare fordi en tidligere bekendt havde lyst til at vise sine venner at hun havde været på kirkegården.

At du er ok med at dele dine oplevelser på den måde er din sag, men netop fordi sorg er så individuelt, så mener jeg faktisk at man har pligt til at forsøge at respektere at ikke alle sørger på samme måde, og at ikke alle bryder sig om at få deres aller mest private øjeblikke udstillet.

Og derfor mener jeg ikke at billeder af fx en begravelse hører sig til på Facebook, hvis de billeder viser andet end kisten, blomsterne og de personer der selv har postet billedet. - Og selv den slags billeder kan kun de absolut nærmeste have ret til at poste.

Kort og godt så er det ikke min opgave at udstille andre mennesker i sorg, og det er for mig personligt i min sorg enormt krænkende at andre har ment at de havde lov at poste billeder af det som er så sårbart for mig.

Thalia skriver:

Det er jeg SLET ikke enig med dig i.

Det handler ikke om at sorg er tabu, det handler om at sorg er noget personligt som alle mennesker gennemlever på vidt forskellige måder.

Min ældste søn døde af kræft da han var 7 mdr gammel. Vi var omkring 350 mennesker til bisættelsen og jeg har billeder af både blomster, bisættelse, båretransport og den efterfølgende kaffe derhjemme.

De billeder betyder utroligt meget for mig fordi det var en af de absolut sværeste dage i mit liv, men samtidig en meget smuk dag. Jeg ænsede ikke ret meget i selve situationen, men billederne hjælper til at minde mig om detaljerne og om de mennesker der mødte op og var der for os i lige netop den situation.

Det ændrer bare ikke på at de billeder er DYBT private og ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden via fx Facebook. På nøjagtigt samme måde som jeg ikke ønsker at logge på facebook og få klasket et billede af MIT barns gravsted i hovedet, bare fordi en tidligere bekendt havde lyst til at vise sine venner at hun havde været på kirkegården.

At du er ok med at dele dine oplevelser på den måde er din sag, men netop fordi sorg er så individuelt, så mener jeg faktisk at man har pligt til at forsøge at respektere at ikke alle sørger på samme måde, og at ikke alle bryder sig om at få deres aller mest private øjeblikke udstillet.

Og derfor mener jeg ikke at billeder af fx en begravelse hører sig til på Facebook, hvis de billeder viser andet end kisten, blomsterne og de personer der selv har postet billedet. - Og selv den slags billeder kan kun de absolut nærmeste have ret til at poste.

Kort og godt så er det ikke min opgave at udstille andre mennesker i sorg, og det er for mig personligt i min sorg enormt krænkende at andre har ment at de havde lov at poste billeder af det som er så sårbart for mig.

Thalia skriver:

Det er jeg SLET ikke enig med dig i.

Det handler ikke om at sorg er tabu, det handler om at sorg er noget personligt som alle mennesker gennemlever på vidt forskellige måder.

Min ældste søn døde af kræft da han var 7 mdr gammel. Vi var omkring 350 mennesker til bisættelsen og jeg har billeder af både blomster, bisættelse, båretransport og den efterfølgende kaffe derhjemme.

De billeder betyder utroligt meget for mig fordi det var en af de absolut sværeste dage i mit liv, men samtidig en meget smuk dag. Jeg ænsede ikke ret meget i selve situationen, men billederne hjælper til at minde mig om detaljerne og om de mennesker der mødte op og var der for os i lige netop den situation.

Det ændrer bare ikke på at de billeder er DYBT private og ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden via fx Facebook. På nøjagtigt samme måde som jeg ikke ønsker at logge på facebook og få klasket et billede af MIT barns gravsted i hovedet, bare fordi en tidligere bekendt havde lyst til at vise sine venner at hun havde været på kirkegården.

At du er ok med at dele dine oplevelser på den måde er din sag, men netop fordi sorg er så individuelt, så mener jeg faktisk at man har pligt til at forsøge at respektere at ikke alle sørger på samme måde, og at ikke alle bryder sig om at få deres aller mest private øjeblikke udstillet.

Og derfor mener jeg ikke at billeder af fx en begravelse hører sig til på Facebook, hvis de billeder viser andet end kisten, blomsterne og de personer der selv har postet billedet. - Og selv den slags billeder kan kun de absolut nærmeste have ret til at poste.

Kort og godt så er det ikke min opgave at udstille andre mennesker i sorg, og det er for mig personligt i min sorg enormt krænkende at andre har ment at de havde lov at poste billeder af det som er så sårbart for mig.

Og der skulle så i øvrigt have stået 7 år gammel - ikke 7 mdr.

Thalia skriver:

Det er jeg SLET ikke enig med dig i.

Det handler ikke om at sorg er tabu, det handler om at sorg er noget personligt som alle mennesker gennemlever på vidt forskellige måder.

Min ældste søn døde af kræft da han var 7 mdr gammel. Vi var omkring 350 mennesker til bisættelsen og jeg har billeder af både blomster, bisættelse, båretransport og den efterfølgende kaffe derhjemme.

De billeder betyder utroligt meget for mig fordi det var en af de absolut sværeste dage i mit liv, men samtidig en meget smuk dag. Jeg ænsede ikke ret meget i selve situationen, men billederne hjælper til at minde mig om detaljerne og om de mennesker der mødte op og var der for os i lige netop den situation.

Det ændrer bare ikke på at de billeder er DYBT private og ikke noget jeg ønsker at dele med hele verden via fx Facebook. På nøjagtigt samme måde som jeg ikke ønsker at logge på facebook og få klasket et billede af MIT barns gravsted i hovedet, bare fordi en tidligere bekendt havde lyst til at vise sine venner at hun havde været på kirkegården.

At du er ok med at dele dine oplevelser på den måde er din sag, men netop fordi sorg er så individuelt, så mener jeg faktisk at man har pligt til at forsøge at respektere at ikke alle sørger på samme måde, og at ikke alle bryder sig om at få deres aller mest private øjeblikke udstillet.

Og derfor mener jeg ikke at billeder af fx en begravelse hører sig til på Facebook, hvis de billeder viser andet end kisten, blomsterne og de personer der selv har postet billedet. - Og selv den slags billeder kan kun de absolut nærmeste have ret til at poste.

Kort og godt så er det ikke min opgave at udstille andre mennesker i sorg, og det er for mig personligt i min sorg enormt krænkende at andre har ment at de havde lov at poste billeder af det som er så sårbart for mig.

Nu var min datters bisættelse offenlig og derfor mener jeg at man må være forberedt på at der bliver taget billeder.

Vi har alle vores måde at bearbejde sorgen på og ja vi er vidt forskellige. Jeg ville ikke blive støt over at der var nogen som have taget et billede af min datters grav og delt det på facebook, jeg ville tværdigmod glæde mig over at der er andre der besøger og savner  hende.

Talbutikken skriver:

Nu var min datters bisættelse offenlig og derfor mener jeg at man må være forberedt på at der bliver taget billeder.

Vi har alle vores måde at bearbejde sorgen på og ja vi er vidt forskellige. Jeg ville ikke blive støt over at der var nogen som have taget et billede af min datters grav og delt det på facebook, jeg ville tværdigmod glæde mig over at der er andre der besøger og savner  hende.

Og det er jo også helt fair at du er ok med den slags.

Men når nu sorg er så individuelt - og samtidig smertefuldt for de fleste. Skylder man så ikke netop hinanden at forsøge at tage lidt hensyn til at andre måske ikke bryder sig om at få den slags udstillet?

Thalia skriver:

Og det er jo også helt fair at du er ok med den slags.

Men når nu sorg er så individuelt - og samtidig smertefuldt for de fleste. Skylder man så ikke netop hinanden at forsøge at tage lidt hensyn til at andre måske ikke bryder sig om at få den slags udstillet?

Thalia skriver:

Og det er jo også helt fair at du er ok med den slags.

Men når nu sorg er så individuelt - og samtidig smertefuldt for de fleste. Skylder man så ikke netop hinanden at forsøge at tage lidt hensyn til at andre måske ikke bryder sig om at få den slags udstillet?

En ting jeg har lært af det her er netop ikke at tage hensyn til andre vedr. bearbejdelse af min sorg, men at passe på mig selv. Da det er vigtigt at jeg bliver så helt et menneske igen som muligt af hensyn til hendes små søskende.

2skønnebørn skriver:

Fuldstændig enig! Det er faktisk smagløst, at udstille andre i en sårbar situation.

helt enig

Talbutikken skriver:

En ting jeg har lært af det her er netop ikke at tage hensyn til andre vedr. bearbejdelse af min sorg, men at passe på mig selv. Da det er vigtigt at jeg bliver så helt et menneske igen som muligt af hensyn til hendes små søskende.

 

Jeg er absolut også mig selv nærmest i den her process, for det er MIG der har mistet et barn - ikke alle mulige andre. Det betyder at familie, venner og bekendte som udgangspunkt må rette ind efter hvad jeg har brug for.

Men derfor mener jeg stadig at det tangerer til ondskabsfuldhed hvis man bare nægter at respektere andres følelser i sådan en situation.