Put endelig salt i såret

M (: skriver:

Så kan hun få dem, når hun bliver ældre sammen med historien om jeres elskende lille blomst..

Så får hun dem aldrig Ej jeg bliver nok en dag i stand til at forklare det, uden at gøre hende opmærksom på, hvad hun har mistet.

Kofoed. skriver:

Så får hun dem aldrig Ej jeg bliver nok en dag i stand til at forklare det, uden at gøre hende opmærksom på, hvad hun har mistet.

Hun er allerede nu, og vil altid være, opmærksom på jeres tab. Måske hun føler hun mangler "noget", og at det vil kunne sætte de sidste brikker på plads?

Selvfølgelig vil du kunne dele mindet om lille blomst med Ana, selvom det føles uoverskueligt lige nu..

Siger ikke at tiden heler alle sår, men med tiden vil de få en skorpe på, og smerten vil fortage sig en smule - selvom den aldrig vil forsvinde. Men det er jo hverken målet eller ønsket at smerten, og i følge hermed mindet, forsvinder..

M (: skriver:

Hun er allerede nu, og vil altid være, opmærksom på jeres tab. Måske hun føler hun mangler "noget", og at det vil kunne sætte de sidste brikker på plads?

Selvfølgelig vil du kunne dele mindet om lille blomst med Ana, selvom det føles uoverskueligt lige nu..

Siger ikke at tiden heler alle sår, men med tiden vil de få en skorpe på, og smerten vil fortage sig en smule - selvom den aldrig vil forsvinde. Men det er jo hverken målet eller ønsket at smerten, og i følge hermed mindet, forsvinder..

Men ved ikke hvordan og hvornår det skal gøres, synes den er svær, for enten bør vi begynde nu, så hun vokser op med historien eller også skal vi holde det for os selv lidt endnu og så fortælle det senere, dog synes jeg der er mange fordele og ulemper ved begge muligheder og hverken mig eller Peter kan finde ud af, hvilken mulighed vi hælder mest til.

Kofoed. skriver:

Men ved ikke hvordan og hvornår det skal gøres, synes den er svær, for enten bør vi begynde nu, så hun vokser op med historien eller også skal vi holde det for os selv lidt endnu og så fortælle det senere, dog synes jeg der er mange fordele og ulemper ved begge muligheder og hverken mig eller Peter kan finde ud af, hvilken mulighed vi hælder mest til.

Nu er det så nemt at råde, når man ikke selv står i situationen, så nu må du tage det som det er - tanker og ideer, og du kan smide dem ud til højre, hvis du ikke er enig/kan bruge det til noget (:

Men, jeg tror personlig jeg ville lade det være en naturlig del af hendes hverdag, så det ikke bliver en bombe, skal springes, "når tiden er den rette" (for hvornår er den nogensinde det?), og hvis Lille Blomst er en naturlig del af jeres hverdag, som man gerne må tale om, spørge ind til og savne, så bliver der ikke et mystisk tabubelagt rum omkring hende, som hverken I, Ana eller Lille Blomst fortjener at leve med.. 

Kofoed. skriver:

Det er det. Og tak.

M (: skriver:

Nu er det så nemt at råde, når man ikke selv står i situationen, så nu må du tage det som det er - tanker og ideer, og du kan smide dem ud til højre, hvis du ikke er enig/kan bruge det til noget (:

Men, jeg tror personlig jeg ville lade det være en naturlig del af hendes hverdag, så det ikke bliver en bombe, skal springes, "når tiden er den rette" (for hvornår er den nogensinde det?), og hvis Lille Blomst er en naturlig del af jeres hverdag, som man gerne må tale om, spørge ind til og savne, så bliver der ikke et mystisk tabubelagt rum omkring hende, som hverken I, Ana eller Lille Blomst fortjener at leve med.. 

Men for at undgå, at det bliver et tabu, skal jeg jo helst kunne snakke om hende, uden at gøre Anastasia ked af det (pga jeg stadig blevet så ked af det over det), og ved jo ikke om jeg nogensinde bliver istand til, at fortælle hele historien uden at byrde ud i grød, hvilket jo medføre noget utilpashed omkring emnet.

Den er svær, synes jeg.

Maja84 skriver:

Synes i øvrigt sagtens du Kan tillade dig at melde ud hvordan du fik det, så du ikke står til feks fødselsdag med problemet igen. Er jo kun forståeligt efter alt det i har været igennem.

Men hvordan melder man det ud, uden der bliver gjort opmærksom på, at det allerede er sket og at personen ikke skal "tænkes dårligt om" af resten af familien? Ved ikke om det blev forklaret rigtigt.

Kofoed. skriver:

Men for at undgå, at det bliver et tabu, skal jeg jo helst kunne snakke om hende, uden at gøre Anastasia ked af det (pga jeg stadig blevet så ked af det over det), og ved jo ikke om jeg nogensinde bliver istand til, at fortælle hele historien uden at byrde ud i grød, hvilket jo medføre noget utilpashed omkring emnet.

Den er svær, synes jeg.

Men hvis valget er tabu (uandet hvad I vælger), er det så at foretrækket et tabu der skyldes at det er hemmeligt, eller at det er tabu fordi mor bliver ked af det pga. et savn der naturligt altid vil være der?

Jeg ved godt hvad jeg ville foretrække, men jeg skal overhovedet ikke gøre mig til dommer for, hvad der er den rigtige beslutning for jer..

M (: skriver:

Nu er det så nemt at råde, når man ikke selv står i situationen, så nu må du tage det som det er - tanker og ideer, og du kan smide dem ud til højre, hvis du ikke er enig/kan bruge det til noget (:

Men, jeg tror personlig jeg ville lade det være en naturlig del af hendes hverdag, så det ikke bliver en bombe, skal springes, "når tiden er den rette" (for hvornår er den nogensinde det?), og hvis Lille Blomst er en naturlig del af jeres hverdag, som man gerne må tale om, spørge ind til og savne, så bliver der ikke et mystisk tabubelagt rum omkring hende, som hverken I, Ana eller Lille Blomst fortjener at leve med.. 

Maja84 skriver:

UNdskyld jeg blander mig, fik bare en ide, der kan bruges eller smides til højre. Måske en fin ting kunne være hvert år, at besøge lille blomst/søster med en lille blomst på stedet hun ligger. Måske når man er klar til det. En bestemt dag hvor i kan gå derop. Tænker det kan give et naturligt forhold til det hele.